Tilbage

Kalkmaleriernes gåde

Roskilde Stiftsbog fra 2003 og skrevet Af
Jes Fabricius Møller

Kalk malerierne i de danske landsbyer er genstand for stadig skiftende fortolkninger.
Det skyldes ikke mindst, at vi i det store og hele ikke ved andet om dem, end hvad der er at se. Vi kender ikke håndværkerne eller kunsterne bag, kun i få tilfælde har vi kendskab til kunstneriske forlæg, og vi har praktisk taget intet begreb om, hvordan de blev opfattet af den almindelige kirkegænger.
Denne dunkelhed bag det brogede ydre gør ikke dragningen mod dem mindre.
Desværre er de danske kalkmalerier truet af kirkegængernes ønske om komfort. Opvarmningen af kirkerummene gennem mere end 100 år har forskudt fugtbalancen og medfører betydelig risiko for afskalning af de gamle billeder.

At kalkmalerierne nyder status som nationale monument, er ingen selvfølge. Det skyldes i høj grad den indsats, som R. Broby-Johansen gjorde for at udbrede kendskabet til dem først og fremmest gennem sin bog "den danske Billedbibel" fra 1947, et rigt illustreret værk om de da kendte kalkmalerier.
Politikens Forlag udgav 20 år senere i sin stribede serie en fiks lille håndbog af Niels M. Saxtorph: "jeg ser på kalkmalerier"
Den er netop kommet i en ny og ikke helt så handy udgave skrevet af Axel Bolvig.
Nationalmuseet har også udgivet et kostbart værk i otte bind om danske kalkmalerier. Saxtorphs omfattende lysbilledsamling ligger til grund for Aksel Bolvig arbejde med at lægge de danske kalkmalerier ud på nettet, www.kalkmalerier.dk
Her kan man søge alfabetisk, efter motiv eller efter kirke.
Bøger og Internet tjener imidlertid kun som forberedelse og ikke som erstatning for at stå i det udsmykkede kirkerum, hvor billederne kan ses i deres rette element.

De ældste billeder, fra det 12. århundrede og første halvdel af det 13. århundrede, er sådan set nemmest at have med at gøre, når det omhandler fortolkning.
De er tydeligvis del af en især byzantisk tradition, som havde et af sine centre i Ravenna.
De vidner om en europæisk påvirkning, hvor symbolikken findes beskrevet i den datidige teologiske litteratur. De tidligere billeders figurer er statelige, elegante skikkelser placeret efter et fast skema rundt om i kirkerummet.
Mod øst ved koret findes som regel en fremstilling af Kristus tronende i sin himmel.
De tidligere billeder findes på de romanske kirkers lodrette vægge. Især i der 14. og 15. århundrede fik mange kirker efter den nye gotiske skik indbygget hvælvinger, hvis kapper i mange tilfælde dækkede over de gamle billeder og derfor krævede helt nye dekorationer.
Man finder stadig i dag rester af de romanske billeder over hvælvingerne i kirkerne.
Den nye gotiske billedstil var meget frigjort fra det romanske skema, alene af den grund at hvælvingerne udgør en helt anden baggrund end den plane væg. Motiverne er stadig bibelske, men de synes for nogles vedkommende at være taget ud af en jævn dansk senmiddelalderhverdag. Adam pløjer sin fede sjællandske muld i sit ansigt sved, mens eva spinder uld til sin særk.

Den klassiske fortolkning af kalkmaleriernes udvikling går ud på, at de tidligste udsmykninger har været udført af dyre udenlandske mestre til stormandskirkerne, som kunstværker beregnet på en elitekultur.
De såkaldte stifterbilleder, der viser, hvem der har sponsoreret kirkens udsmykning, eller måske kirkens opførelse, understøtter denne teori.
Høj- og senmmiddelsalderens billedverden derimod fortolkes som et udtryk for en analfabetisk folkekultur udført af lokale kunstere.
Variationen i stil og motivvalg fra egn til egn berettiger forestillingen om, at der har været tale om lokalt baserede kunstnere eller værksteder, men der er stadig tale om et gæt.

Billederne har ikke nødvendigvis erstattet det talte eller skrevne ord. De talte næppe for sig selv.
Præsterne har messet på latin, men den prædiken, der også var en del af den middelalderlige gudstjeneste, er blevet holdt på folkesproget.
Om den almindelige bondes læsefærdighed eller hans fortrolighed med bibelens tekst vides ikke forfærdelig meget, men man skal være varsom med at undervurdere den.

Nogle kirker - især koncentreret på Østfyn og midtsjælland - har billeder, som slet ikke giver nogen mening for nutiden.
En træsko, en sækkepibespillende bjørn, kønsdele, havfruer eller vrangmasker vidner om en billedverden, der i praksis er lukket land for os.
Malerne har heller ikke holdt sig tilbage for indforstået drillerier.
Nøglen, der løser op for fortolkningen, er i de mellemliggende århundrede rustet op.
Vi ved at der er en sammenhæng med kristendommen et eller andet sted. Religion var den luft, som middelalderens mennesker åndede.
Tanken om frelse har været en central bekymring i deres liv, og billederne er indgået i en helhed, der havde til formål at fastholde menigheden på den rette vej.

Ellers er en nutidig beskuer stillet frit.
Naturligvis kan man ikke læse hvad som helst ind i disse fjerne billeder, men det er heller ikke forbudt at fabulere.
Digteren Morten Nielsen, der døde i 1944, genkendte en elsket i et kalkmaleri - måske i Ottestrup kirke? - og digtede sig selv ind i rollen som billedets ophavsmand;


Tilbage