Frederik Christian Maximilianussen

Erindringer af mit liv og om min familie.
af Frederik Christian Maximilianussen pens. skolelærer

1.
Om mine forfædre ved jeg kun såre lidt og min viden strækker sig kun til min faders og moders forældre, der alle fire var døde, inden jeg kom til verden, og jeg kan mærkelig nok ikke mindes, at mine forældre talte synderlig om dem, det er knap nok, jeg kender deres navne, kun så meget ved jeg, at det var bønderfolk fra den jydske højderyg omtrent 3 mil nordenfor Vejle.
Min farfar var fra Hedensted mellem Horsens og Vejle, og såvidt jeg mindes var hans navn Christian Madsen. En såkaldt cifferbog, hvori var optegnet hans regnestykker, og som jeg har set hos min farbror, Mads Christiansen i Slukefter ved Faaborg, var dateret fra Hedensted skole 1774 og vidner om, at han har både regnet og skrevet godt, ja endogså ualmindelig godt for et barn i en landsbyskole til den tid - kun få kan præstere det så godt nutildags. Har han, hvad der er sandsynligt, skreven denne bog i 14 års alderen, må han være født omtrent 1760..

(Historie-billedet af Tørring Gl. kro kunne være brugt som julekort-
et af de kønneste huse i Tørring og oven i købet med sne og vintersol.
Men det hører mere hjemme i det kommende lokalhistoriske arkiv for Tørring-Uldun kommune.
Pr.1.januar har kroejer Ruth Jensen sagt endelig slut med krodrift, og selv om hun bliver boende, og den smukke bygning bevares, er en flere hundredårig epoke afsluttet.
Et par møder først i december var det sidste arrangementer i den gamle kro, for de sidste år har Ruth Jensen gradvist aftrappet aktiviteten.
Men hun har været beskæftiget med krovirksomheden siden hendes far tidl. bagermester M. Jensen overtog den i 1920, og der har været kro på stedet stort set siden kirken blev bygget.
I den nuværende bygning har der i hvert fald været kro i halvandet hundrede år.)

Han blev senere ejer af Tørring kro i Skanderborg amt, og der er min fader og alle hans søskende født. Han døde, da min fader, der er født den 28. maj 1807, var et halvt år og må altså kun være bleven 47 år gammel.
Der er fortalt, at han blev sindsyg inden han døde, hvorvidt det er rigtigt, ved jeg ikke, og min fader talte aldrig derom.
Han blev gift med Inger Malene, som vistnok var fra Egholm mølle i Tørring sogn. Om hende har jeg hørt, at hun var temmelig skarp, og endnu i min barndom omtaltes flere gange hendes temmelig vittige udtalelser navnlig til krogæsterne.
Efter hendes første mands død blev hun gift med en af de såkaldte kedelførere ved navn Johan Melskens.
Han hørte til et nederlandsk selskab, der havde fået privilegium på at rejse landet rundt med kedler og andet kobbertøj og selv havde en fabrik til forfærdigelsen af sådanne sager ved Haraldskjær ved Vejle. Privilegiet er nu hævet engang i tredserne. Såsnart en deltager giftede sig, måtte han træde ud af selskabet.

Johan Melskens fik nu Tørring kro med sin kone. Dette ægteskab var nok ingenlunde lykkeligt, da hun var stemplet og han af et hidsigt gemyt.
Det er fortalt, at han undertiden mishandlede hende i høj grad.
Dette ægteskab opløstes ved hendes død den 10. oktober 1821 og havde således varet i omtrent 14 år.
Inger Magdalene (Malene) Nielsdatter, min farmor, havde i sine 2 ægteskaber mange børn, som jeg senere vil komme til at omtale. Hendes anden mand, Johan Melskens, der var født i Nederlandene, overlevede hende i godt 18 år. Da han blev ejer af Tørring kro, var der nok betydelig velstand, og han og hans hustru havde omgang med de større familier i den nærmeste kreds

Matrikkelkort: Tørring by med kirke og kro og få ejendomme


2.
Tørring kro var også en ret betydelig ejendom både i bygning og jorder.
Jeg kan derfor ikke nægte mig den fornøjelse at give en lille beskrivelse af den, således som den saa ud i midten og slutningen af trediverne (1830).
Den lå ved vejen, der førte fra Vejle til Viborg, en landevej, der dengang var ikke lidet befærdet, og ved hvilken der lå krosteder for hver 3 miles afstand.
Den søndre længe, der vendte ud mod landevejen, var af anseelig størrelse af bindingsværk med en høj port midtpå; ved siden af porten var anbragt en lille sort tavle med Frederik den Sjettes navnetræk med krone over.
Det skulle tilkendegive, at her var kgl. priviligeret kro. I de tider kendte man ikke eller foragtede reklamen, således som den florerer nu.
Den østre længe dannede grænsen mod kirkegården.
Den var den mindst anseelige, men havde dog gennemgang på midten, hvilket var meget bekvemt for kirkegængere, der så kunne gå lige fra kroen i kirken og tilbage igen ad samme vej, hvilket nok var meget almindeligt i den tid, især for byens og sognets mænd. Den smukkeste af længerne var stuehuset, der lå i den nordre side af gården og tog sig
meget indbydende ud, naar man drejede ind ad porten fra landevejen. Foran var stillet tilhugne granitsten med forsvarlige jernlænker imellem. Den sten til højre for hovedindgangen, og som nu er ført til Vejle af min broder Mads Christiansen, og staar ved den ene indkørsel til hans gaard (mod Vestergade), bærer mærket J. M. og aarstallet 1814 indhugget i
stenen. Mærket kan jo betegne forbogstaverne i Johan Melskens og
hustrus Inger Malenes navne.
Dette tyder på, at de har bygget stuehuset og måske de andre to længer, der så temmelig nye ud i min barndom.
Stuehuset havde grønmalede stolper, og tavlene (gavlene) var blegrøde med hvide streger i fugerne mellem hver sten.
Indvendig var lokalerne store og smukke efter den tids forhold.
Tilhøjre for forstuen lå den store øverstestue eller salen, og ved enden deraf to gæstekamre, og mod nord en havestue med glasdøre ud mod haven.
Til venstre for forstuen eller gangen kom man ind i den store gæstestue og inden for denne ud mod haven en mindre gæstestue for de mere pæne gæster, og ved enden af den store gæstestue var køkkenet og et bryggers, hvortil var egen indgang fra gården, og ved enden deraf pigekamre og andre lokaliteter, altsammen i temmelig stor stil.
Den vestlige længe så også ny ud, den havde også en stor port og så ud til at være bygget samtidig med den søndre længe.
Begge havde brunmalede stolper, og tavlene var malede som paa stuehuset.
Gården havde et stort omfang og tog sig meget anseelig ud.
Nord for stuehuset låhaven. Den var ikke ret stor og noget forsømt.
At jeg har været så detailleret i beskrivelsen af denne gård ligger vel i, at jeg betragtede den med andre øjne end de øvrige beboelser i sognet, da det var min faders fødegård og den var større og smukkere end de andre gårde der og i den nærmeste egn. Det gjorde derfor et nedslående indtryk på mig, da jeg for 10 a 15 år tilbage så den nedreven på enkelte rester af stuehuset nær, der beboede af et par indsidderfamilier og så sørgelig forfaldne ud.
At dens tilligende jorder må have været værdifulde, skønnes deraf, at den sidste ejer solgte dem til forskellige og udbragte dem til en sum af omtrent 100.000 kr.. Dette skete for omtrent 30 år siden.

3.
Efter sin kones død gik det sørgeligt for Johan Melskens, og vistnok et års tid derefter måtte han vandre i fattighuset.
Pengekrisen ødelagde ham, og måske andre omstændigheder.
Børnene fordrede deres arv efter fader og moder, og den kunne han ikke udrede.
Hans ældste steddatter var blevet gift og skilt fra manden. Deres ejendom, som var et hus med en halv snes tønder land, blev solgt ved auktion, og det var Melskens så ubesindig at købe til de den gang svimlende priser; men kort efter blev kroen med alt hvad dertil hørte solgt for en langt mindre sum end huset havde kostet, begrundet på omvæltningen i alle pengeforhold.
Han søgte nu, som så mange andre før og efter ham, at redde sine mest værdifulde, rørlige ejendele ved at føre dem bort til venner og bekendte.
Dette blev dog røbet, og han måtte vandre i arresten i Horsens.
Dog blev han nok ikke straffet, der sagdes, at formående venner fik ham fritagen herfor. Den hårdt prøvede mand blev derefter anbragt i Tørring fattighus, der lå midt i en øde hedestrækning, kaldet Pyttens hede.
I min tidligste skolegang fik jeg på hjemvejen fra skolen opfordret dertil af en anden dreng, det indfald at besøge ham der.
Huset var så dårligt bygget som vel muligt og tækket med lyng. Det var utæt alle vegne, og de små ruder i det lille vindue vare enten revnede eller helt itu, og hullerne stoppede med klude, de hele ruder vare så solbrændte, at man ikke kunne se igennem dem.
Gulvet var stampet leer med mange ujævnheder og huller.
Loftet var af gamle brædder, der ikke sluttede sammen, og væggene af klinet leer.
Bohavet bestod i en ussel seng, hvori der næsten ingen sengeklæder var, men kun nogle elendige pjalter, desuden fandtes der et gammelt bord med ca. 1 kvadratalens overflade og en gammel stol med halmsæde.
På denne sad den gamle mand og betragtede min kammerat og mig.
Vi blev ikke uvenligt modtagne, men jeg gik derfra besjælet af en inderlig medynk med ham, der dog var min faders stedfader.
Senere så jeg ham ofte, temmelig usselt klædt.
Han gik omkring til sognets beboere med sin mælkekrukke og tiggede om en tår mælk.
Når han kom ind, satte han sig ved den nederste ende af bordet i den forreste stue, her blev der gerne skænket ham en snaps eller to, og husmoderen fyldte hans krukke med mælk.
Det fortaltes, at han i sine velmagtsdage som medlem af fattigkommisionen selv havde foreslået at bygge fattighuset der hvor det nu lå, i den vilde hede fuld af vandpytter, deraf formodentlig navnet Pyttenshede, for at beboerne i sognet ikke skulle have så megen overhæng af fattiglemmerne.
Den gang anede han næppe, at han selv skulle komme til at bo der.

Imidlertid var hans datter, min faders halvsøster, Johanne Henrikke, bleven gift med pastor Leth, der havde fået Svanninge præstekald ved Faaborg.
Dette rygtedes også til Tørring, og herremanden på Stougaard, Mazanti, skrev da til pastor Leth, at hans kones fader var i Tørring fattighus, hvilket hun muligvis ikke havde omtalt for sin mand.
Kort efter kom hun rejsende til Tørring og bad først min faster, Marie Kirstine, om at tage ham mod betaling, men dette nægtede hun og hendes mand, Niels Martinussen, på det bestemteste.
Hun henvendte sig derefter til min fader, og skønt min moder var meget betænkelig derved, da Melskens var noget forfalden til drik og temmelig uregerlig, blev det dog derved, at de ville prøve, hvorledes det kunne gå og imod et årligt vederlag af 40 rigsdaler.
Det gik bedre end de havde ventet, og de beholdt ham til hans dødsdag den 30. december 1839.
Den dag stod jeg ved hans leje i hans dødsstund, så ham lukke sine øjne for stedse og hørte ham drage sit sidste suk, hvilket gjorde et stærkt indtryk på mig, der her for første gang så et menneske udånde, og ikke mindre indtryk gjorde hans begravelse på mit barnlige sind.
Den foregik fra Tørring kirke den 5. januar 1840 og forrettedes af vor gamle præst, Axel Riber, der fra prædikestolen holdt en tale, som efter den tids skik indlededes med oplæsningen af et såkaldt testamente, forfattet af skolelærer Nielsen i Tørring.
Det var en slags levnedsbeskrivelse, der i temmelig højtravende ord fortalte, hvad godt der kunne siges om den afdøde, og hvad der vidste om hans livs førelser, indflettet mellem en mængde gudelige betragtninger.
Jeg syntes det var et mesterværk og var meget bevæget. Præstens tale erindrer jeg ikke noget af.

4.
Om min moders forældre ved jeg ikke andet end deres navne.
Faderen hed Jens Jensen og moderen Johanne Kirstine Jensdatter.
Hun er vist født i et hus, der lå et lille stykke sydvest for Tørring kro.
Det var allerede nedrevet i min barndom; kun en steensat brønd, der havde hørt til huset, var tilbage.
De havde først boet i Koulrup, Hammer sogn, thi der er min moder født.
Min mormoder har nok været gift to gange. Sidst boede de i Vester sogn, hvor de havde en lille bondegård.
I dette sogn havde min moder endnu mange slægtninge og desuden en del i Hammer sogn.
Allerede tidligt døde min moders forældre og efterlod sig fem pigebørn. Christian Andersen Uhrskov, ejer af Uhrskov i Tørring sogn, der var gift med min mormoders søster, Frederikke Jensdatter, blev disse børns formynder.
Han solgte gården i Vester sogn for 900 rigsbankdaler, men kunne ikke få en skilling af køberen.
Dette var nok begrundet i en fejl i købekontrakten. Han førte lang tid proces med køberen, der blev siddende ved gården uden skøde, men processen blev tabt og pigebørnene fik ingen arv efter deres forældre.
Christen Uhrskov tog dem da hjem til sig og lovede dem hver især en ko, en sengs klæder og anden udstyr ved deres giftermål.
Han og hans kone opdrog pigebørnene og holdt troligt det givne løfte.
Disse retskafne mennesker vil jeg senere komme til at omtale, da jeg også blev deres plejebarn.

Disse fem søstre vare:

1) Ane Mette, gift med murer Thomas, de boede først i Grejsdalen, senere i Vejle.
2) Johanne, gift med Hans Skovsbøl, først boende i Honum, Hvirring sogn, dernæst Hesselballe Mark, derpå i Tørring Kjær og sidst i Tørring by og mark.
3) Min moder, Anne Kathrine, og
4) hendes to halvsøstre, Ane Kirstine Jensen, gift med skolelærer Jens Nielsen, først i Vesterlund, senere i Eltang og sidst i Kolding.
5) Jensine Jensen, gift med gårdmand Ole Johansen i Tørring senere Linnerup sogn. Under mit levnedsløb vil jeg formentlig senere komme til at omtale dem.

5.
Min fader og hans søskende, der alle vare fødte og opdragne i Tørring kro, vare følgende, der dog ikke kan opføres i aldersorden, den jeg ikke fuldstændig erindrer:

1) Marie Kirstine, første gang gift med Christen Smed i Tørring, fra hvem hun blev skilt, anden gang med Niels Martinussen, først boende i Horsholm og senere på et parcelsted, begge på Tørring mark.

2) Mads Christiansen i Slukefter ved Faaborg. Han var to gange gift. Med den første kone fik han Slukefter, et beværtningssted med et lille brænderi. Da hans første kone døde, giftede han sig med en datter af gårdmand Hans Madsen i Svanninge.

3) Severin Christiansen eller Madsen, som han nok kaldte sig, havde lært snedkerproffessionen, vistnok hos Høy i AAstedbro, rejste som svend til udlandet. Sidste gang min fader så ham var den 14. april 1822, den dag min fader blev konfirmeret. Han og stedfaderen, Melskens, kom da i ordstrid, der endte med håndgribeligheder. Formodentlig har han da krævet arven efter sine forældre, hvilken Melskens ikke kunne udrede. Moderen var jo død et halvt år i forvejen. Min fader hørte senere kun lidet om ham. Da han agtede at gifte sig, kom der brev fra ham i Frankfurt am Main, for at erholde de dertil nødvendige papirer. Den gang var han nok bogtrykker. Senere blev han maskinfabrikant og døde såvidt vides i nævnte by omkring året 1854.

4) Peder Christiansen, boede først i Grejs, senere i Bindelev.

5) Frederikke Augusta, født den 6 oktober 1800, gift med købmand Jens Hansen i Faaborg formodentlig 1822 eller 23.

6) Maximilianus Christiansen, min fader.

7) Hans to halvsøskende, Johan Melskens, kobbersmed i Randers, hvor han boede til sin død, og

8) Johanne Henrikke Melskens, gift med provst Leth i Svanninge, født 12. januar 1810 og død langfredag den 11. april 1879 på Frederiksberg. Hun og hendes mand ligger begravet på Frederiksberg gamle kirkegård. Størstedelen af de her nævnte slægtninge vil forekomme senere.


6.
Min fader, Maximilianus Christiansen, blev født i Tørring kro den 28. maj 1807.
Et halvt år derefter døde hans fader, og han fik derpå Johan Melskens til stedfader.
Han skal have været god mod den lille dreng og kælet en hel del for ham.
Da min fader blev gammel nok til at modtage undervisning, viste det sig, at han var meget lærenem, hvilket glædede stedfaderen, der sørgede for, at han fik så god undervisning, som det var muligt, især i den tæt ved liggende Tørring skole.
Min fader nærede derfor venlige følelser mod ham, og kom derfor senere hen i livet ofte i strid med sine ældre søskende, der alle dømte ilde om ham.
Den 10. oktober 1821 døde min faders moder et halvt år derefter, den 14. april 1822 blev min fader konfirmeret.
Kort efter indtraf katastrofen, hvorved Johan Melskens måtte forlade hus og hjem.
Min fader, som var lille af vækst, gik da i lære hos en landsbyskrædder fra 22. juli 1822 til den 30. september 1825.
Han måtte snart derefter have begyndt at arbejde på egen hånd, thi allerede fra 1. november 1826 antog han en lærling, der skulle være hos ham i 4 år.
Han havde fra først af ophold hos sin søster Marie Kirstine i Horsholm.
Han flyttede derfra til nabogården Urskov den 1. januar 1828.
Her blev han forlovet med min moder, Ane Kathrine Jensdatter, og gift den 23. april 1830.
Min fader var dengang knap 23 år gammel og min moder, der var født den 1. februar 1806, lidt over 24 år.
Det var jo et par unge ægtefæller.
Allerede i 1829 havde Christen Urskov i forening med min fader købt deres fremtidige hjem på Tørring melhede for 600 rigsbankdaler, vistnok af Christen Smed, som var skilt fra min faster Marie og igen var bleven gift med en pige ved navn Susanne.
De vandrede vist lige derfra og til Tørring fattighus på Pyttenshede.
Christen Smed erindrer jeg tydeligt fra dengang, han gik omkring og tiggede mælk hos beboerne.
Han frembød et meget uhyggeligt syn, - han var så koparret i ansigtet, som jeg aldrig har set nogen, desuden havde han mistet næsen i en sygdom, og et stort rundt hul var der, hvor næsen havde siddet.
Mine forældre overtog efter deres giftermål huset på Melhede, hvis mark i hele sin udstrækning grænsede til Urskov jorder, der lå nordenfor.
Fra først af modtog de megen hjælp derfra, og når de manglede noget, kunne de blot henvende sig der, så blev de straks og villigt hjulpne.
Det var et yderst tarveligt hjem, hvor mine forældre droge ind.
Huset vare bygget i en vinkel, en såkaldt krumhverv, og var indrettet dels til beboelse, den nordre side, og dels til udhus, den vestre side, og var af bindingsværk. Den del, der indbefattede stuelejligheden, var den bedste, men alligevel meget simpel.
Vinduerne vare små og ikke til at lukke op, men var sømmede fast til karmen. Ville man have frisk luft, var der ikke andet at gøre end at lukke dørene op.
Gulvene vare af leer og meget ujævne, så det holdt hårdt at få et bord til at stå på dem.
Væggene vare kalkede, og der var så lavt til loftet, at en mand af middelhøjde ikke kunne stå helt oprejst under bjælkerne.
Det hjalp, at begge mine forældre vare små af vækst, min fader kun 60.5 tomme, så han behøvede ikke at bukke sig.
En bekvemmelighed var der dog; man kunne fra stuerne gå ud i loen, laden og kreaturstalden uden at komme ud.
I strenge vinterdage var det meget behageligt.
Stuerne vare naturligvis få og små.
Mine forældre søgte at gøre det så hyggeligt og net som muligt med deres ringe midler.
Stuerne blev hvidtede en gang om året og vinduerne vaskedes af og til.
En luxux som gardiner kendte de ikke.
Hvert forår blev stolperne og tavlene malede og afstregede mellem fugerne med hvidt.
Stolperne vare brune og tavlene blegrøde.
Det tog sig godt ud, indtil vejr og vind gjorde sin virkning.
Malingen var naturligvis ikke oliefarve.
Ved den østre ende af stuehuset lå en lille have, hvori der i våde somre kunne avles lidt havesager, men det var kun lidt og sjældent, da jordbunden bestod af sand med ahl til underlag.

I denne have fandtes to træer, et birketræ og et grantræ, der groede frodigt nogle år, indtil dens pælerod stødte på ahlen, så visnede den til stor sorg for os alle.
I gården fandtes en brønd med godt og rigeligt vand, hvilket blev trukket op af en brøndvippe.
Jordlodden, 18td. land med 4,5 skp. hartkorn, var for størstedelen sandjord, som det knap lønnede sig at dyrke, mosejord og engbund, samt to små englodder, noget fraliggende.
Derpå holdt mine forældre tre køer, en stud og nogle får.
Studen brugtes som trækdyr tillige med en anden, som vi lånte i Urskov.
Af denne bedrift og min faders profession skulle de have deres udkomme.

7.
Søndagen den 25. juli 1830 havde min fader fået nogle ungkarle, hans gode venner, til at slå græsset på hans enge.
Når de var færdige hermed, ventede de, som rimeligt er, en munter aften for denne venskabstjeneste.
Denne forventning blev skuffet; thie min moder blev om eftermiddagen så dårlig, at der måtte sendes bud efter jordemoderen i Hjortsvang, og imellem kl. elleve og tolv kom jeg til verden, men næsten som dødfødt.
I hen ved en time måtte jordemoderen tumle med mig, ja hun kom mig endog i en balle varmt vand.
Endelig kronedes hendes anstrengelser med held, og jeg begyndte at ånde og skrige.
Disse skrig vare de første men ingenlunde de sidste.
Efter mine forældres sigende brøle jeg ganske forfærdeligt det første års tid, og undte dem hverken ro nat eller dag.

Min misfornøjelse med tilværelsen drev så over lidt efter lidt, da jeg mærkede, det ikke kunne blive anderledes.
Søndagen den 1. august, ottende dagen efter min fødsel, blev jeg døbt af vor gamle præst, Axel Riber, i Tørring kirke.
Min moders ældste søster, Ane Mette, holdt mig over dåben, og jeg fik navnet Frederik Christian Maximilianussen.
Mine forældre lod mig således opkalde efter Christen Urskov og hustru, Frederikke, som var min moders moster, fra hvem de havde modtaget så mange velgerninger.
Min faders fornavn fik jeg til efternavn ligesom min ældste søster Magdalene, medens mine 6 påfølgende søskende fik min faders efternavn til efternavn. Jeg bemærker dette her, fordi så mange have antaget os for halvsøskende (da vi have forskelligt efternavn), hvilket jo ikke er tilfældet.



til toppen