Mine første erindringer.


Mine første erindringer
8.
     begynde ved min søster Magdalenes fødsel, den 11. juli 1833.
De er dog meget dunkle og uklare. Jeg synes, min fader tog mig hen til sengen, hvor min moder lå, han tog det blåblomstrede omhæng til side, løftede mig op, og der lå min moder meget bleg og med et lille pigebarn i armen.

Den anden erindring stammer fra Urskov, hvor min fader havde bragt mig hen før eller efter min søsters fødsel.
Han havde ubemærket forladt mig der, og da jeg opdagede det, ledte jeg alle vegne efter ham.
I den forreste stue eller køkkenet var der en rude af puklet glas ind til mælkekammeret. Derigennem syntes jeg at kunne skimte hans ansigt, og der troede jeg, at han havde forputtet sig.
De måtte lukke mig derind, og da jeg forgæves havde søgt ham der, slog jeg mig efterhånden tiltåls, og i hen ved 10 år blev jeg der.

Til denne gård og dens nærmeste omgivelser knytte sig nu mine første erindringer.
Det var en stor, velbygget bondegård med et tilliggende af over 100 tdr. land, det meste af temmelig simpel beskaffenhed, noget deraf var udyrket kjær og hede.
Noget af jorden var indhegnet med beplantede jorddiger, som en af Chr. Urskovs forfædre havde bekostet ved holsteenske jordarbejdere.
Der var således Nørre, Østre, og Vestre indelukke.
I midten af Nørre indelukke var et lille stykke skov, hvoraf kun nogle få træer havde synderlig størrelse.
Østre indelukke var for størstedelen eng med kun lidet græs, men mange dejlige koblommer og kaaveleger.
Vestre indelukke var både sandet agerjord, kjærjord med pors og en del elletræer og nogen hede.
Den grænsede mod vest til Havstrup sø, hvori vi havde en stor part, og hvor vi stagede os omkring i en fladbundet båd.
Til denne sø knytter sig mange erindringer fra min barndoms tid, som jeg nærmere kommer til at omtale senere hen.
En temmelig vandrig grøft skilte Østre og Vestre indelukke fra min faders ejendom på Melhede.
Denne grøft udmundede i søen, og i den kunne man ofte fange gedder og ål, der fra søen vare vandrede herop.
Gården lå i den østlige side af marken ved en lille bæk, der løb fra nord mod syd og mundede ud i den omtalte grøft.
Denne bæk dannede grænseskellet mellem Urskov og Horsholm jorder.
Gårdens stuehus lå i den søndre side af gården. Det var af bindingsværk med mange store lokaler. I den østre ende var et stort bryggers med bagerovn, stenbro til gulv, derefter kom det store køkken med ildsted og det omtalte mælkekammer mod nord.
Derefter kom dagligstuen med mine plejeforældres sovekammer og et spisekammer, begge ved nordsiden.
Derpå kom forstuen med udgang til gården og trappe til loftet og mod syd et pigekammer.
Derpå kom øverstestuen eller liigstuen, som de også kaldte den, af anseelig størrelse og ved enden deraf to store gæstekamre, der havde senge med omhæng af blåt lærred med hvide blomster og striber.
Allervestligst var en såkaldt endestue, der vist tidligere havde været beboelse for aftægtsfolk, men i min barndom brugtes til huggehus og opbevaringssted for seletøj og en del andre redskaber.
Der var tre indgange fra gården, den før omtalte forstue, én til bryggerset og én til den sidst omtalte endestue.
Der var tre skorstene på huset.
I alle stuer var leergulv, ret højt til loftet og ret store vinduer med blyindfattede ruder, der mod syd var meget solbrændte og vanskelige at se igennem.
Syd for stuehuset lå haven, der var temmelig stor med mange frugttræer, just ikke af den fineste frugt, men de bar rigeligt, og ét af dem blev mig tilstået som mit eget.

Frugttræerne vare plantede 1806 af Christen Urskov.
I haven fandtes desuden nogle ribs- og stikkelsbærbuske og enkelte andre træer, der var endog et lysthus.
Haven var omgiven af en stor jordvold, beplantet med adskillige slags buskvækster, men den var holdt mindre godt, som alle jydske bondegårdshaver på den tid.
Min største fornøjelse var at binde et reb op i træernes grene og slynge mig frem og tilbage samt i frugttiden at klavre omkring i træerne efter frugt.
Tæt vesten for gården førte Vejle-Viborg landevejen, der den gang var ret meget befærdet.
En episode fra min barndom vil jeg dog optegne, fordi den knyttede sig til landevejen.
Vi havde fået at vide, at prins Frederik, den senere kong Frederik den syvende, dengang boende i Fredericia, i løbet af formiddagen vilde passere vejen, kommende nordfra, hvor han havde været på jagt.
Tjenestedrengen og jeg vilde da gøre stads for prinsen ved at illuminere.
Illumination midt om dagen måtte være et uvant syn, selv for en prins.
Vi tog derfor, uden nogen mærkede det en stump tællelys, satte det i en lygte og tændte det, hvorpå vi hængte lygten i den vestre port, der vendte umiddelbart ud mod vejen.
Vi stod tillige med de andre af gårdens folk forventningsfulde efter prinsens komme.

Lidt efter passerede et par civilklædte ryttere forbi og kort efter en lukket vogn.
Ingen af os anede, at den ene rytter var prinsen, han måtte da tænkte vi, komme i anderledes pragtfuldt optog.
Min plejefar var tillige med flere andre af sognets mænd gået til Tørring kro, hvor prinsen var kommen ind for at få en forfriskning.
Der hilsede prinsen meget venligt på hver især.
Endnu stod vi og ventede, da min plejefader kom tilbage fra kroen.
Han opdagede straks lygten med lyset i, og tjenestedrengen og jeg måtte gå til bekendelse, at det var os, der havde begået denne genistreg.
Min plejefader optog det i spøg og sagde, at det var jo meget bekvemt for prinsen, hvis han ville have haft tændt sin pibe tændt.
Fra Urskov førte en ensporet vej mod syd tæt forbi mine forældres hus til Egholm mølle, et stykke vej, som jeg har passeret tusinder af gange.
Fra gården, der lå på en flade, der skrånede mod syd, var udsigten noget begrænset, især mod nordvest, nord og nordøst.
Nogle mærkepunkter i synskredsen vil jeg dog nævne, da det billede, der viste sig for mig, når jeg kom ud på landevejen, står uudsletteligt indgravet i min erindring.
Mod vest Havstrup sø i forgrunden, længere ude Nykirke, ja endog Kollemorten vejrmølle, der den gang blev opført og var den første af den slags møller der i egnen.
I mellemgrunden resterne af Vonge skov, der bestod af en halv snes høje bøgetræer.
Mod syd begrænsedes horisonten af nogle højder og Alsted skov.
Mod sydøst havdes nogle længere udsigter over engstrækningen ved Gudenaa.
I disse naturomgivelser hengled min barndom.
Jeg vil nu gå over til at omtale mine plejeforældre, som jeg herefter benævner morbroder og moster, således som jeg altid brugte.

9.
Christen Andersen,

eller som han altid kaldtes Christen Urskov, var født i denne gård i slutningen af året 1775 eller begyndelsen af 1776, hans forældre havde besiddet den i halvandet hundrede år, søn efter fader, afvekslende med navnene Christen Andersen og Anders Christensen, og den er endnu i hans sønnesøns, Ulrik Urskovs besiddelse, men betydelig formindsket og delt i den nuværende besidders tid.
Nu har gården altså i over to hundrede år været i denne slægts eje.

Min morbroder havde ingen søskende, i det mindste har jeg ingen hørt omtale.
I begyndelsen af året 1807 blev han gift med min moders moster, Frederikke Jensdatter, der var 9 år ældre og var født i 1766 eller 67.
De fik kun ét barn, en søn, der hed Anders Christensen og var født i slutningen af året 1807.
Min morbroder var en høj mand med et mildt, alvorligt ansigt, der fuldkomment afspejlede hans karakter.
Han gik stille og sagtmodig omkring og passede sin dont.
Jeg mindes aldrig at have set ham hidsig eller opfarende.
Min moster var en mere livlig natur, hun holdt meget af at tale om sin ungdom, og mest om sit lange ophold i Horsens som tjenestepige, sidst på palaiet hos den længstlevende af de russiske prinsesser, der døde den 23. april 1807.
Et fjerdingår før dette dødsfald havde hun forladt denne tjeneste for at blive gift med Christen Urskov.
Hun beklagede sig ofte over, at hun ikke var bleven dette fjerdingår med, thi så havde hun fået 60 rigsdaler årlig til hendes dødsdag i pension af den russiske regering, men det var jo ikke til at forudse, at den russiske prinsesse skulde dø så kort efter.

Min moster var en middelhøj, temmelig svær kone.
Jeg seer hende endnu så tydelig, især i hendes ældre alder, siddende i en armstol, med flettet halmsæde tæt ved kakkelovnen, iført et grønt livstykke eller bul, som hun kaldte, højrøde strikkede ærmer, vadmelsskjørt og med snip på hovedet.
Dette sidste var af fint hvidt lærred over baghovedet og fortil meget brede blonder, der var krusede i forsiden og stod ud i lige flugt med ansigtet.
Hos disse gode mennesker tilbragte jeg min barndom, der ingenlunde var tornefuld, da jeg næsten blev føjet i alt og vist sjælden blev dadlet og aldrig straffet; dette så min fader, som ofte kom der; han sagde altid: Frederik Christian bliver bestemt en slem dreng, og han havde altid meget at rette og udsætte på mig.

Disse irettesættelser smagte mig ikke, og jeg ønskede bestandig, at han snart ville gå igjen.
Anders Urskov ville gerne drille mig, men det var også mine eneste genvordigheder.
Til mine tidligste minder hører en køretur til Honum, hvor min moders næstældste søster var bleven gift med en gårdmand ved navn Hans Skovsbøl.
I nærheden holdt lansenererne øvelse, som vi var ude at se på.
At se alle disse ryttere i deres smukke uniformer med lanse var en stor nydelse.
På hver lanse, en rund 3 alen lang træstang med jern eller stålspyd i den yderste ende og et lille dannebrogsflag derved.
Lansen stod i et læderhylster fastgjort ved sadelen.
Når lansenererne så fore af sted i lige linie i susende galop, eller når de, delte i to afdelinger fore mod hinanden sænkede lanserne og pludselig på kommando holdt stille, så akkurat, at lanserne ligesom dannede en bro, da var dette et pragtfuldt syn, som jeg aldrig senere har set mage til.

Til mine tidligste minder hører også Anders Urskovs bryllup i Dalsgaard, Klovborg sogn.
Denne bondegård lå på en flade i en dal, hvorigennem rislede en bæk lidt nedenfor gården, og begge sider af dalen vare bedækkede med skov.
Denne romantiske beliggenhed gjorde et sådant indtryk på mig, at det aldrig senere blevet udslettet.
Kørselen fra Urskov dertil, omtrent en mil, og derfra igen til Klovborg kirke mindes jeg ganske tydeligt, især det sidste stykke.
I spidsen for den store brudeskare red 6 a 8 forridere.
Derefter kom den første vogn med nogle klarinetblæsende musikanter, derefter bruden og dernæst brudgommen, hver i sin vogn, så kom brudeførerne og derefter parrets forældre.
Hendes fader var død og kunde således ikke være med.
Den øvrige skare var ordnet i rangfølge efter det nærmere eller fjernere slægtskab eller bekendtskab.
I kirken blæste musikken koraler, og alt gik meget højtideligt til.
Ved tilbagekomsten til gården var musikken straks tilrede og blæste os et stykke, da vi marcherede ind.
I storstuen var bordet dækket til middagsmåltidet med sølvkrus, bægere og skeer, det meste lånt hos deltagerne i brylluppet.
Ved bordet vankede der i det mindste 6 solide retter og måltidet varede vel hen ved 3 timer, i hvilken tid musikken spillede.
Gæsterne vare ordnede i bestemt rangfølge, og efter deres nærmere eller fjernere forhold til familien.
Det var en meget vigtig og kilden sag for de mænd og karle, som gik for borde som opvartere, at få dem således ordnede, at der ikke skulde blive fortrydelse, den var formodentlig nøje overvejet i tide.

Præsten og degnen sad vis a vis brudeparret, og degnen læste til og fra bords og sang salmevers.
Efter bordet og når borde og bænke vare ryddede ud, dansedes der. Især kan jeg huske præsten, der nok hed Barfod, som en ivrig danser, der ret svingede bønderkonerne og pigerne af hjertens lyst.
Næste dag kørte vi hjem til Urskov, jeg dygtig ør i hovedet af al gårsdagens og nattens tummel.
Vor smukke nye holstenske vogn, der havde grønmalet underdel med fadningsstel og stole af samme farve, samt kurvefletning af dejlig gul farve, var også noget medtagen af smuds ved hjemkomsten.
Dengang var jeg hen ved 5 år.

10.
Ved Anders Urskovs

giftermål med Ane Kirstine Ulriksdatter skete der i Urskov den forandring, at nu var det de nygifte, der skulde have herredømmet både ude og inde, men det mærkedes ikke stort.
De gamle og unge gik rolige og fredelige ved siden af hinanden uden at jeg mærkede konflikter, og i min stilling skete der kun den forandring, at de gamle mere og mere vilde have mig om sig til enhver tid.

Min morbroder pløjede grønjorden med 4 heste for hjulploven, og jeg måtte gå ved siden af ham med en pisk i hånden og drive på hestene.
Når han havde pløjet nogle omgange af de skrækkelig lange agre, og han troede, at jeg ikke kunde udholde at gå længere, satte han mig på den "tehaands" eller nærmere af det forreste par heste og så red jeg, indtil vi holdt hvil.
Min morbroder havde lagt sig efter at lave puder af siv til hestes og studes seletøj.
Dette arbejde udførte han i de lange vinteraftener inde i selve dagligstuen, hvor han i vinterens løb flettede en mængde puder, der anvendtes dels til gårdens eget behov, dels som foræringer til hans gode venner og bekendte.
Disse puder blev lavede af siv, der voksede i Havstrup sø.
I forsommeren blev disse siv skårne der af min morbroder.
I en lille fladbundet båd lå han og jeg ude, hvor sivene groede, mange dage i træk.
Han havde en segl eller kort lee, hvormed han afskar sivene nede ved roden og leverede hver håndfuld til mig, der måtte rette dem og lægge dem bag i båden.
Når vi da havde fået ladning så stor, som båden kunde bære, sejlede vi i land ved at stage os frem med en lang stage og bar sivene i land og bredte dem ud for at tørres på agerjorden ovenfor søen.
Under disse bådfarter vankede der megen snak, især fra min side.
Jeg spurgte og han svarede.

I høstens tid måtte jeg også følge min morbroder overalt.
Efterhånden som høstfolkene fik mejet og bundet kornet, satte han negene op i hobe, 2 imod hinanden, 12 nege i hver hob, således at 5 hobe dannede en trave.
Jeg måtte rejse negene til ham, for at han kunde blive fri for at bukke sig.
Når vi kørte sæden ind, var han altid i laden, og jeg ved hans side for at række ham kærvene med den rigtige ende til; han lagde dem da til rette, og gav dem et tryk med det højre knæ, for at de kunde komme til at ligge fast sammen og fylde desmindre.
Dette arbejde sled naturligvis stærkt på hans benklæder, og han havde derfor altid et par gule skind knæbenklæder på, der, inden de gik af brug, havde været brugte til stads; thi der var ved hvert af knæene en rem med et stort sølvspænde på den udvendige side, og vare til at knappe på samme side med 10 store sølvknapper.
Desuden havde han gule skindhandsker på for ikke at blive alt for ilde tilredt af de mange tidsler, der fandtes i sæden.
Mange gange blev indkørslen ved til langt ud på natten, og laden blev da oplyst af en lygte, der hængte i et reb under hanebjælken.

Vi havde 2 tjenestekarle og en tjenestedreng, samt 2 piger, der i mange tilfælde hver havde sit bestemte arbejde at udføre.
Den karl, der passede hestene, i regelen 6, skar hakkelse ved håndkraft på en såkaldt hakkelsekiste, om vinteren næsten altid ved lygteskin.

I de lange vinteraftener herskede der en livlig virksomhed i dagligstuen, min morbroder flettede de omtalte sivpuder, den yngste karl og drengen kartede ulden, og den unge kone og pigerne spandt, medens der taltes og fortaltes historier.
Da jeg kom så vidt, at jeg kunde læse, måtte jeg læse historier for dem af en eller anden historiebog.
En sådan var meget søgt, og blev lånt hos venner og kendinge.
Endnu holdt vi ingen aviser, først senere kom Aarhuus stiftstidende til, og den kom meget uregelmæssigt og i bunker, da der i regelen var 5 a 6 familier om at holde et eksemplar, som da gik på omgang.
Ville vi have aviser eller breve, måtte vi selv lade dem afhente i Vejle, 3 mil derfra, og det skete ganske lejlighedsvis, undertiden med måneders mellemrum, senere hen fik nogle af sognebeboerne en mand til at gå til Vejle hver fredag for at hente aviser, men han havde ofte forfald, og så måtte vi vente til næste fredag.
Der var årevis imellem hvert brev, der enten afsendtes eller ankom.
Forsendelsen var meget kostbar, og folk ikke så skrivende som nu omstunder, der kom sjælden fremmede, og når det skete, var det næsten en begivenhed og ofte til megen tidkort.
Ikke sjælden kom der omvandrende folk og bad om gratis føde og nattely, hvilket sjælden blev nægtet.
Således kom en aften en meget gammel mand, der var omvandrende kedelflikker.
Han fortalte meget, blandt andet, at han havde tjent i livgarden, den gang denne gjorde rebellion mod Struenses regimente.
Var det sandt, måtte manden være født omtrent 1750 og da jeg hørte på ham 85 a 86 år.
Sådanne fortællinger blev påhørte med spændt opmærksomhed, ikke mindst af mig, og senere drøftede til gavns.

11.
En episode fra hin tid

mindes jeg klart. En af pigerne, som sad ved spinderokken, var et øjeblik gået udenfor gennem køkkenet.
Da hun kort efter kom tilbage og satte sig til at spinde, blev hun pludselig heftig syg og måtte bringes til sengs.
Midt på køkkengulvet var hensat en ballie med kogt vand, hvori var blandet arsenik eller rottekrudt, som skulde bruges til kreaturvadsk næste dag.
Min moster og Anders Urskovs kone havde fattet mistanke til, at hun havde drukket af vandet, hvilket hun under stærk jamren tilstod.
Der blev nu stor hurlumhej på gården.
Den unge kone tyllede mælk i hende, og min moster kom frem med bønnebogen og læste under megen bevægelse bønner og salmer for hende, og de græd alle tre.
Grunden til hendes fortvivlede handling var naturligvis kærestesorg.
Den ene karl blev sendt til Stougaard efter hendes utro kæreste, der også indfandt sig ved hendes leje, og den anden karl måtte spænde for og køre til Vejle efter læge.
Imidlertid gjorde de masser af mælk, der var tyllet i hende, god virkning, og da lægen i morgenstunden kom tilstede, var hun uden for fare.

12.
Anders Urskov handlede

meget med stude og havde gierne 6 a 8 stykker, der også blev benyttede som trækdyr.
Han drog i den anledning til markeder i vid omkreds, og der kom studehandlere til gården; men deres passiar, der udelukkende drejede sig om denne handel og iblandedes med stærk banden, var mig nærmest modbydelig.
Da landevejen førte tæt forbi gården, kom der mange kørende, især nordfra, med varer, som de havde afsætning på mod syd; således kalkmænd, der kom kørende med store lukkede vogne fra Daugbjerg med ulæsket kalk; ålmænd med saltede og røgede ål fra Thy, ligeledes i lukkede vogne; pottemænd med sorte gryder og potter, og efter høst kom store flokke af gæs drivende nordfra.
Disse flokke vare på mange hundrede og havde gierne 6 a 8 drivere.
De kunde ikke passere længere end højst 2 mil daglig.
Alle de her nævnte handelsfolk fik undertiden lov til at overnatte på gården, og det var en afveksling i vort sædvanlige ensformige liv.

Til vore nærmeste købstæder, Vejle og Horsens, var der sjælden ærinde, vist næppe en gang månedlig, alt, hvad der behøvedes til føde og klæder, tilvirkedes hjemme, kun nogle kolonial- og urtekramvarer hentedes der, og kunde ikke faaes nærmere ved. Så tog de en 3, 4 a 5 tdr. sæd i vognen og solgte dem for at få penge til at gøre indkøb.
De store udgifter til renter og mange andre ting, som nu er nær ved at vokse folk over hovedet, kendte man ikke til i Urskov.
Kun skatterne og de meget små folkelønninger måtte der skaffes penge til.
Men indtægterne vare også få og små, og bestod mest i salget af tillagte heste og kreaturer, der forhandledes på de nærmeste markeder.
Salget af svin, smør og æg var næsten slet ikke kommen i brug på den tid.
Kalve, lam, ænder og høns fortæredes i husholdningen, kun når vi havde en større flok gæs, blev nogle slagtede og solgte på torvet i Horsens, hvor det hed sig, at de kostede mere end i Vejle, der jo også den gang var en meget lille by, der let kunde blive forsynet, så det der havde sin vanskelighed at få dem solgte.

13.
Såsnart jeg

blev så stor, at de turde betro mig til at gå ene ned til mine forældre på Melhede, aflagde jeg dem ofte et besøg.
Samtidig havde jeg lært at læse i en usædvanlig tidlig alder, hvoraf min fader var meget stolt, og jeg måtte hver gang vise min færdighed og især når der var fremmede til at beundre mig.
De gav mig ofte skillinger og roste mig i høje toner.
Det var jeg naturligvis glad ved, og bestræbte mig så meget ivrigere for at fuldkommengøre mig i denne færdighed, jeg vilde jo gerne gælde for et vidunderbarn, og som sådan blev jeg betragtet af mine forældre og plejeforældre.
I en alder af 6 år blev jeg sat i skole.
Min morbroder, der den gang var skoleforstander, fulgte mig til Tørring skole, hvor skolelærer Nielsen regerede omtrent uindskrænket undtagen overfor hans kone, der var sur og tvær i høj grad.
Som en følge af min morbroders stilling og formodentlig en medbragt rigelig foræring; thi det hørte den gang til for at stå sig godt med degnefolkene, blev vi mildt modtagne, både af degnen og hans kone, og beværtede med kaffe og kager inden vi gik ind i skolen, hvor jeg blev anbragt i et ledigt løbenummer som nr. 34.
Da jeg så var indskreven i protokollen med navn, fødselsdag m. m., gik min morbroder hjem, og jeg blev tilbage hos degnen og hans mange elever; thi det var en talrig klasse med mange børn.
I den første læsetime kom jeg fra de første 3 af den indbyrdes underviisnings-læsetabeller; flere kunde Nielsen ikke overkomme at overhøre mig i den gang.

Derpå blev vi satte til at skrive ved et sandbord, der var temmelig langt med lister på sider og ender for at sandet ikke skulle tabes på gulvet.
Ved hver ende var en dyb skuffe, i den ene var sandet og i den anden små tildannede træpinde, som vi brugte til at skrive med, streger og tal efter ophængte tabeller.
Når vi så havde skrevet så meget, der kunde stå på bordet, havde vi en træ strygeflade, der glattede sandet ud, indtil vor bihjælper syntes, det var godt nok, så blev det forevist for læreren, der derefter afgjorde, om vi kunde avancere til den næste tabel.
Når vi vare indøvede nok ved sandbordet, kom vi til at sidde ved et af de andre skrå borde og skrive på tavle.
En bihjælper stregede os for, og så måtte vi skrive efter tabeller, der blev opstillede mod et rækværk, der var fastgjort bag på bordet.
Den indbyrdes undervisningsmethode var militairisk ordnet.
Når degnen kom ind, måtte vi stille os under vort løbenummer, der var malet på lister tæt under loftet i alle 4 sider af skolen.
Derpå blev vi opråbte, og de borteblevne noterede i protokollen.
Derpå blev vi opråbte til hver sin tabel, og de, der den dag skulde være bihjælpere, fik hver et skilt af blik hængende rundt om halsen ned på brystet.
På et fløjt af degnens signalpibe satte hele klassen i fuldstændig orden med bihjælpere og elever sig i bevægelse for at nå den tabel, de skulle stå ved, på et fløjt af piben standsede vi alle, og der herskede fuldstændig stilhed, indtil et nyt signal satte os alle i virksomhed.
Der var også nogle kommandoord, som jeg ikke nøjere kan erindre, men orden og god orden var der i tingene.

Det var også i Frederik den sjettes dage.
Nielsen var en ivrig lærer, men tillige en meget streng lærer, der hyldede pryglesystemet i alt for høj grad.
Hans straffe var mange og var nærmest barbariske efter vor tids opfattelse.

Ikke mange dage gik bort, uden at han risede både drenge og piger i den bare ende, og det så det havde både fynd og klem.
Jeg var så heldig at undgå denne vanærende straf, vel nærmest fordi min plejefader var skoleforstander, og der gaves mange og store foræringer, mest af fjerkreaturer og slagtemad i slagtetiden, samt af fisk, der vare fangede i søen.
Når Nielsen om morgenen kom ind i skolen med et hvidt klæde om panden, betød det hovedpine, som onde tunger påstod var foranlediget ved konflikter med konen, da skulde vi tage os i agt.
Han brugte også humoristiske straffe, når vi havde været uordentlige med vor Skrivebog og slået klatter deri, da måtte vi til hele skolens moro følge med ham ud at visse grisen vor svinagtighed, som han sagde, grisen gottede sig ved og derfor slog krølle på halen og udtrykte sit bifald ved at grynte. En sådan straf har jeg én eller måske flere gange måtte udstå.

Ligeledes gav han os sine briller på, når vi havde skrevet kludderagtigt eller glemt bogstaver i vor skrift, for at gøre os til nar for de andre børn.
Balles lærebog og Birks bibelhistorie måtte vi lære ordret udenad.
Især den førstnævnte bog var meget vanskelig at lære med sine lange og indviklede sætninger, hvoraf vi ikke forstod synderligt, og vee den, der ikke kunde den meget lange lektie, han foresatte os, da vankede der klø for alvor.
Også måtte vi lære en masse psalmer af evangelisk kristelig psalmebog udenad, såvidt jeg husker, opgav jeg til flere examiner 120 numre, men de vare temmelig lette at lære.
Religionstimen var den første, men ofte meget lang og kedsommelig, nærmest egnet til at gøre os kede af alt, hvad der hed religion, uagtet han krydrede den med en masse mærkelige historier, mest af egen opfindelse og særdeles hans egne oplevelser.
De blev ofte gentagne, og jeg kunde i min tidlige ungdom huske en mængde af dem.
Skolen var meget talrig, til visse tider over 100 børn, der vare delte i to klasser, der hver havde 3 hele dages skolegang om ugen både sommer og vinter, og Nielsen arbejdede flittigt med os, de fleste dage langt udover den befalede tid.
Han bragte også mange temmelig vidt, især i regning.
Hver eftermiddag blev der bragt en kaffepunch, en den gang meget yndet drik, der bestod i en halv kop sort kaffe med dygtig puddersukker i og resten af koppen fyldt med brændevin, ind til ham i skolen.
Den gik han og nippede til, medens han underviste.
Vi havde en middagstid af omtrent 2 timer, der benyttedes til spisning og leg, der foregik rundt omkring skolen og den ofte omtalte Viborg-Vejle landevej, der gik tæt forbi skolens have mod syd.
Kirkegården, der lå nord for skolen, brugtes også til legeplads, og når vi ikke måtte eller vilde forstyrre læreren i hans middagssøvn, legede vi på gymnastikpladsen, der var en større flade på bunden af en grusgrav nord for kirken.
Her gik det ofte noget vildt til, og vi drenge rutsjede på bagdelen ned ad de høje, stejle sider på graven.
Her var det, at skoledrengene under en sådan leg, vel en 10 a 15 år før min skoletid, reve 2 sorte potter fulde af sølvmønter fra Svend Tveskægs tid løse, så der strømmede en sølvflod ned ad grusgravens sider.
Disse lerkar vare nedsatte noget under grønsværet og drenge og piger fyldte lommerne med sølvpenge.
Nielsen fik det at vide af børnene, inden de gik hjem.
Han fik mønterne samlede og de blev indsendte til møntkabinettet, og der blev herfra givet finderne en temmelig stor sum i belønning.
Jeg har senere set adskillige af disse sølvpenge på oldnordisk museum, og nogle få, som senere blev fundne, hos enkelte af sognets beboere.

På hjemvejen fra skolen ragede vi drenge ikke sjældent i klammeri.
En dag var jeg således kommet i slagsmål med en anden dreng, hvem jeg gav en ordentlig dragt prygl.
Det havde en mand, der boede tæt ved vejen og var en af Nielsens omgangsvenner, set og bagefter fortalt det til Nielsen.
Næste gang jeg kom i skole, det var en bitterlig kold vintermorgen og jeg var meget forfrossen især om fingrene, kom Nielsen straks efter ind i skolen.
Han kaldte mig hen til katedret, hvor han sad med en stor egelineal i hånden.
Jeg rystede og bævede over hele kroppen, måtte afgive en kort forklaring, og nu vankede der de såkaldte faldasker, der bestod af et hårdt slag skiftevis inden i hver hånd, som jeg således måtte række frem.
Mine hænder priglede og han blev ved at slå løs meget længe, medens jeg hylede af alle kræfter og var nær ved at besvime.
Han så vel sagtens, at han havde gjort det lovlig groft, thi han trak mig ind i sin egen stue, for at jeg kunde opvarme hænderne ved hans varme kakkelovn, hvad der gjorde smerterne endnu værre.
Her stod jeg og brølte, medens hans sure kone udtalte mange forbandelser over vi slemme drenge, der gjorde hendes mand så mange bryderier.
Da smerterne nogenlunde vare ophørte og jeg begyndte at tie stille, kom Nielsen, der flere gange havde været inde at se til mig, og trak mig ind i skolen, hvor jeg så kunde begynde mit arbejde.
Det er den hårdeste straf, jeg nogensinde har udstået.

Til den halvårlige examen i skolen mødte vor gamle sognepræst Riber fra AAle, en særdeles alvorlig, men mild og venlig mand; desuden skolepatronen, proprietær Mazanti til Stougaard, og skoleforstanderen, min morbroder.
Nielsen examinerede og præsten og de andre mænd gave os karakterer, og alt gik til som vel de fleste steder nu til dags, kun kendte vi ikke til børns udskrivning af skolen før ved konfirmationen.
Jeg antager også, at vi den gang nåede lige så vidt som i de fleste skoler nu for tiden; skjøndt hjælpemidlerne nu er langt rigere og bedre affattede.
Fagene vare omtrent de samme og Nielsen var en velbegavet og flittig lærer, der var afholdt uagtet hans strenghed, og meget respekteret af sognets beboere.
Det ansåes derfor også for en stor ære, når han aflagde dem et besøg, og han kunde da være meget underholdende og trak undertiden sit besøg ud til langt hen på natten.
Der vankede da gerne god traktement og ikke så få kaffepuncher, som Nielsen nok holdt af, men han drak aldrig så mange, at det kunde mærkes på ham.
Han var i hele sin vandel en hæderlig os retskaffen mand.
Han savnedes sjældent ved noget gilde, hvoraf der gaves mange og store i min barndom.
Ved sådanne lejligheder havde han en af hæderspladserne, læste til bords og fra bords og sang et psalmeveres.
Efter de timelange måltider med de mange retter ønskede han velbekomme ved at kysse både mænd og koner på munden, hvad der må have været mindre appetitlig; men den gang hørte det til god skik og orden.
Jeg har dvælet så længe ved mindet om denne mand, fordi han var min barndoms eneste lærer, og fordi jeg i en senere alder er kommen til den overbevisning, at om end meget var forkasteligt af hvad han foretog sig i skolen, så var der også meget efterlignelsesværdigt.

Engang var jeg dog noget fornærmet på ham.
Det var ved Frederik den sjettes død, som Nielsen omtalte meget og flere gange i skolen.
Jeg var dengang noget over 9 år, men var dog meget betagen af landsfaderens bortgang og hvad derefter vilde følge.
I skolen stod jeg med vemod i sindet og hørte kirkeklokken i tårnet ringe 2 timer hver halve dag i flere uger i træk indtil hans bisættelse.
Den dag, dette foregik, skulde der være en højtidelig sørgegudstjeneste i alle landets kirker.
Størstedelen af vi skoledrenge var af Nielsen beordrede til at møde i Tørring kirke og stille os an oppe i koret for at deltage i sangen.
Ved ordningen af os satte han mig, der allerede var vant til at have en af de øverste pladser i skolen, allernederst, uagtet den dreng, der stod ovenfor mig, på grund af en fejl ved stemmebåndet snøvlede ganske forskrækkelig.
Degnen, som kendte mine dårlige sanggaver, havde rettet sig derefter ved opstillingen, hvad der var rimeligt, men ingenlunde fandt mit bifald.
Jeg tav derfor bomstille under sangen, hvad der jo snarere måtte gavne end skade.



til toppen