Tilbage


I 1986 blev der foretaget en omfattende arkæologisk udgravning i Ahlgade 15-17 i Holbæk, af museet for Holbæk og omegn. Resultaterne giver et bredt og væsentligt kendskab til livet i Holbæk i middelalderen. Med en lidt bred pensel- forsøger - Cand.mag. Hanne Dahlerup Kock -at skildre dagliglivet


Holbæk

En rejsende, der for 500-800 år kom sejlende ind gennem fjorden mod Holbæk, ville se ind på en by bestående af små lave lerklinede bindingsværkshuse, der lå på en langstrakt as med en kirke i hver ende, i øst Vor Frue kirke, i vest kirken viet til de søfarendes helgen, St. Nicolai.
Midt mellem de to kirker ville man kunne se endnu én, det var Sortebrødreklosterets teglstenskirke.
Fra stranden førte små stræder op ad åsen til toppen med den store brede Ahlgade, eller som den da hed Torvegaden.
Mod øst førte Torvegaden ud af byen, til bymarkerne og videre ud til byens old, Lovsøre, hvor holbækkernes heste, køer, svin, geder og får græssede.
Gik man i stedet ad Torvegaden mod vest, ville man lige uden for byen komme forbi banken, hvor Holbæk Slot knejsede - selvom mange af slottets bygningerne var af bindingsværk - og kunne så fortsætte mod vest til Kalundborg, en af rigets vigtigste byer.
En tredie mulighed var at drage sydover ad det stræde, der gik til Smede Lund og til Sortebrødreklosteret (sådan omtales det i stadsretten), og derfra enten videre mod øst mod rigets hovedby, Roskilde, eller stik mod syd mod Ringsted, hvor Sjællands landsting blev holdt.
Lige uden for byen ville man da komme gennem landsbyerne Tåstrup og (Tveje) Merløse med den totårnede kirke. Begge byer havde været en del af den gamle hovedgård Holbæk, som ærkebiskop Absalon havde arvet fra sin far, Asser Rig, og som o. 1200 var blevet kimen til byen Holbæk. Her skal vi imidlertid blive i Holbæk for at se, hvordan middelalderens holbækkere boede og levede.


Holbækkerne. Sygdom og sundhed

Vi begynder med at betragte holbækkerne selv, sådan som vi har lært dem at kende ved at undersøge skeletterne af de over 700 mennesker, der var blevet begravet på den del af St. Nicolai kirkegård, der lå i Ahlgade nr. 15.
I de knap 400 år kirkegården fandtes må der være blevet begravet flere tusinde mennesker på den; den strakte sig mod vest til i al fald Ahlgade 5. Kranierne viste, at de begravede var typiske langskaller med middel-høje ansigter og med næser og øjenhuler af forskellig form.
Det betyder, at de lignede de mennesker, der levede i resten af Skandinavien i middelalderen, og dem der havde levet i Danmark tidligere.
Men der var også nogle få, som var kommet langvejs fra, måske har de været bosat i byen, måske har de været med et skib, der har måttet overvintre, eller de har været håndværkere "på valsen".

De voksne var høje, mændene gennemsnitlig 174 cm og kvinderne gennemsnitlig 160 cm, altså kun lidt lavere end den nuværende gennemsnitshøjde. De havde sunde tænder, selv om den grove kost betød, at de var blevet slidt mere end vores tænder.
Børnedødeligheden var højere end i dag, de fleste forældre har prøvet at miste et eller flere børn, børnene at miste brødre og søstre. Den største risiko for at dø havde børn under et år. Jo ældre børnene blev, jo mindre var risikoen for at dø, inden de blev voksne. Blev de det, blev de fleste af mændene 40 år eller ældre. For kvinderne indebar imidlertid graviditeter og fødsler en stor risiko for deres eget liv og helbred, og derfor døde de fleste kvinder, inden de blev 40.
I dag kan vi næppe sætte os ind i, at en kvinde under en graviditet måske snarere har følt angst for sit eget liv, end glæde over det liv hun bar. Overgangsalderens plager har de færreste kvinder oplevet, og mange børn har hverken kendt til at have en mormor eller farmor.
Selvom de fleste holbækkere havde været sunde og fået en god ernæring, var der naturligvis også nogle, der har måttet trækkes med skavanker af mere eller mindre alvorlig art.
I nogle tilfælde var de medfødte eller fremkommet under fødslen, som pigen med en halvsidig ansigtslammelse, der døde som 15-årig, eller kvinden, som ikke havde kunnet bøje højre arm på grund af en stiv albue. Andre var kommet uheldigt afsted.
En ældre og muligvis også en yngre mand havde ar efter hugsår i kraniet. Hos dem begge var de helede, så de har ikke været så alvorlige, at de døde af dem. Brækkede lemmer forekom naturligvis også, og helingen var ikke altid lige vellykket.
Der har også været mennesker med sygdomme af mere eller mindre alvorlig art, som ledegigt, børnelammelse, engelsk syge, en havde haft en langvarig og invaliderende knoglemarvsbetændelse, en anden havde været generet af blæresten, og et par havde spor efter metastaser, fordi ondartede svulster i bløddelene havde bredt sig.
En ung mand havde haft pukkelryg vistnok p.g.a. tuberkulose eller måske et alvorligt brud. Og så har slidgigt dengang som nu været en plage for - særlig ældre -folk her i Norden.
Andre kan have haft sygdomme, der ikke sætter sig spor i skelettet, og det er også årsagen til, at vi ikke ved hvad de døde af.
Hverken lungebetændelse eller hjertestop kan ses på knoglerne. Men alt i alt var sygeligheden lav, og sammen med blandt andet den forholdsvis høje levealder må det ses som et tegn på, at mennesker i Holbæk i middelalderen havde gode levevilkår.
Blev man alligevel syg, kunne man på forskellig måde prøve at kurere sygdommen, bl.a. med hjælp af forskellige lægeurter, som bulmeurt og hjertespand. Frø fra begge er fundet i baggården i Ahlgade nr. 17. Måske er urterne blevet dyrket der, måske voksede de der blot tilfældigt.
Kender du ham Bulmeurt kunne anvendes til meget, som beroligende og smertestillende middel, mod søsyge og sindslidelser og som trylle- og elskovsmiddel. Hjertespand kunne man blandt andet anvende mod hjertesygdomme, kolik og indvoldsorme.





Skelettet af en ca. 50-årig mand. Udover at være tandløs, havde manden haft brud på begge lægben og slidgigt i bl.a. rygsøjlen.
fotoet er fra Museet for Holbæk og Omegn.


Et andet bevis på, at middelalderens holbækkerne var sunde og fik en sund kost, var deres tænder, hvis tilstand var den, man vil forvente at finde hos en befolkning, der lever af landbrugsprodukter og fiskeri.
Fisk har udgjort en væsentlig del af kosten, som der senere skal fortælles om, og det har betydet en regelmæssig tilførelse af fluor.
Måske er det forklaringen på, at kun få har haft caries (huller) i tænderne, og i de få tilfælde var det desuden kun få tænder, der var blevet angrebet. Faktisk er udbredelsen af caries kulmineret i vores tid.
Nogle har også haft parodontose, der er en infektion i tandkødet, som kan betyde, at man mister tænder.
Men alt i alt var det kun få, som i løbet af deres liv havde prøvet at være plaget af tandsygdomme. Kun tre af dem der blev udgravet havde mistet alle tænder. Den eneste form for tandbehandling, der blev fundet spor af, var nogle få eksempler på at tænderne var trukket ud. Endnu op i vort århundrede var tandudtrækning den dominerende tandbehandling.

Baggårdenes brug

Hvis vi blev bedt om at beskrive, hvordan vi selv lever i dag, ville de færreste af os nok tænke på at gøre det ved hjælp af det affald, vi skiller os af med i skralde-spanden og kloakken. Men når man skal beskrive, hvordan middelalderens holbækkere levede, så er det blandt andet netop deres affald i baggårdene, der kan fortælle os en masse.
Beboelseshusene, der i middelalderen lå langs Torvegaden, er næsten alle gravet væk, da de nyere huse på stedet fik kældre.
Derfor må vi søge ind i baggårdene, sådan som i nr. 17, for at få noget at vide om middelalderens Holbæk. Herinde har der ligget bygninger, der blev brugt til lager og magasin. Dér opbevaredes bl.a. fødevarer til brug i den daglige husholdning og foder til dyrene, og der stod redskaber af alle slags.
På et tidspunkt havde der også stået en ovn i et af husene.
Ovne var brandfarlige og har derfor helst skullet ligge lidt væk fra andre bygninger, som her i baggården.
Undertiden var det alligevel gået galt og der var udbrudt ildebrand. Men som regel var det lykkedes at begrænse branden til det ene hus, den var startet i. Faktisk taler de skriftlige kilder kun om to eller tre gange i middelalderen, hvor Holbæk blev hjemsøgt af en af de frygtede bybrande.
Forklaringen er måske, at byen ikke har været så tæt bebygget, at en ildebrand i et hus hurtig kunne spredes og brede sig til hele byen.
Husene var bygget af lerklinet bindingsværk. Gulvene var lergulve eller blot jordgulve, som man strøede siv, star eller kogleaks over. Strå fra de samme planter var også brugt til stråtaget. Mellem husene groede planter som hvidmelet gåsefod, bulmeurt, pileurt, liden nælde og almindelig hyld.
Leret til husbyggeriet var lige for hånden, det var blot at grave gennem mulden og ned i undergrunden, så fik man den gode fede Holbækler. I tilgift fik man et stort hul i jorden, hvor man kunne smide sit affald. Allerede den gang havde man nemlig affaldsproblemer.
I byloven var der derfor forbud mod at smide møg på gaderne eller i stræderne. Derfor havde man bygget en rende af sten, som ledte kloakvand og lignende væk fra Torvegaden og ud i den nordligste del af den åbne baggård i nr. 17, hvor det åbenbart blot fik lov at løbe ud over den bare jord. Så en varm sommerdag har lugten i baggården ikke været for sarte næser.

Det har ikke kun været mennesker, der færdedes i baggården. Hønsene gik omkring, og der var staldbygninger, hvor kvæg, svin, får og geder og heste stod om vinteren. Fødevarelagrene tiltrak også andre dyr: rotter og mus, så også kattene fik noget at spise.
Det værste ved rotterne har ikke været at de tog for sig af kornet, men at de kunne bringe smitsomme sygdomme med sig.
Der fandtes ikke kun katte men også hunde, så en rask hunde og kattejagt rundt i gården har sikkert hørt til dagligdagen.
Hundene i middelalderens Holbæk var i alle størrelser, fra små som vore dages spidshunde til store, på størrelse med vore dages golden retrievere.
En af de hunde, der havde været i nr. 17's baggård, var døv på det ene øre, fordi den var blevet mishandlet med spark.

Husgeråd



Det meste af det affald, der var blevet smidt i gården, var køkkenaffald, og blandt det var også køkken- og bordtøj, der var gået i stykker, i skår.
Bordtøjet har skullet tage sig ud: pragtfulde glaserede kander med flot ornamentik formet som blomsterhoveder, knopper af hindbær og brombær eller bladskæl. Til bordtøjet hørte også knive med udskårne benskafter og drikkeglas, selv om det var mest almindeligt at man drak af små træbægre.

Bemærk det lille ansigt, der er udskåret ved skaftets afslutning.

Foto: Lennart Larsen.

Tallerkener havde man ikke, man brugte i stedet en spisebrik af træ, som lignede et nutidigt smørebræt. Man spiste heller ikke med gaffel, og skeer var sjældne og som regel også af træ. Intet af træbordtøjet var dog bevaret i nr. 17.
Køkkentøjet bestod af potter i alle størrelser og til alle formål, gryder, pander, skåle, fade, store og små kander. Men derudover har der i køkkenet stået kar og bøtter og hængt køkkengrej af træ, som ikke var bevaret. Støbte bronzegryder har man sikkert også haft, men de gik ikke så nemt i stykker, og derfor fandt vi dem heller ikke.
Modsat bordtøjet var meget af køkkentøjet uden glasur, men lertøj er porøst, og derfor begyndte man i løbet af middelalderen også at glasere gryderne med blyglasur ligesom på kanderne.
Uden at være klar over det har mange i middelalderen derfor dagligt være udsat for blyforurening gennem deres mad og drikkevarer. Da man i begyndelsen af 1300-tallet begyndte at producere stentøj i Rhin-området og Limburg, fandt det vej herop. Stentøjet var ikke som lertøjet porøst, det holdt tværtimod på fugtigheden. Stentøj var derfor velegnet til drikkekrus og bordkander, men ikke til opbevaring og tillavning af mad.

Kosten
Fisk

Hvad var det for mad, man tilberedte i køkkentøjet og spiste af bordtøjet, og som var sådan sammensat, at de fleste holbækkere var sunde og raske mennesker? Det har vi fået svar på ved at få analyseret de dyreknogler, herunder fiskeknogler, og planterester, der fandtes i køkkenaffaldet.

Religion og kost hører sammen. Muslimer og jøder spiser ikke svinekød, og hestekød er endnu i dag sjælden kost for os, fordi hesten i hedensk tid var et offerdyr, hvis kød blev fortæret ved offerfester.
Med kristendommens indførelse blev det derfor forbudt at spise hestekød. Så det er ikke mærkeligt, at man kun finder få hesteknogler i middelalderens møddinger, således også i Ahlgade, hvor der var nogle få knogler fra heste, der havde været på størrelse med islændere.
Når hesteknogler trods alt findes kan det tyde på, at man ind imellem har overtrådt de religiøse regler, men om det er sket af lyst eller nød kan vi ikke vide. En anden religiøs praksis, som har stor betydning for kosten, er faste. I middelalderens katolske kirke spillede fasten en stor rolle, med mange fastedage.
På fastedage var det forbudt at spise kød af pattedyr og fjerkræ, og derfor udgjorde fisk en stor del af kostholdet. Når det berømte middelalderlige sildefiskeri i Øresund, fik så stor økonomisk betydning skyldtes det, at de nedsaltede sild kunne holde sig og derfor sælges til det meste af Nordeuropa som faste-mad.
Det samme gjaldt den norske klipfisk.
De fleste af os forbinder nok ubevidst begrebet fastemad med trist og ensformig mad: salte sild og tørre klipfisk. Men fiskeaffaldet i nr. 15-17 viste, at det ikke behøver have været sådan.
Listen over fisk er lang men derfor værd at nævne:  torsk, kuller, hvilling, lange, sej, lubbe?, skrubbe, rødspætte, ising?, tunge, pighvarre, slethvarre, sild, hornfisk, ål, ålekvabbe, brasen, skalle, rudskalle, almindelig ulk, kutlinger (bl.a. sort kutling), aborre, gedde, tre-pigget hundestejle, havkaruds, laks og/eller ørred. Tilmed har fiskene oftest været friskfangede, og derfor været en afveksling for det røgede, saltede eller tørrede kød, man var henvist til at spise en stor del af året.
Holbækkerne har haft nem adgang til fiskeri: Holbæk fjord og det øvrige Isefjordkompleks og derfra ud til Kattegat og det nordlige Øresund. 94% af fiske-knoglerne var da også fra saltvandsfisk, mens bare 1% var ferskvandsfisk, der f.eks. kan være fisket i Tuse å.
De fleste fisk har holbækkerne selv fisket, det gælder også dem, der boede i nr. 17, for i deres affald lå både en fiskekrog og en fiskepind. Størrelsen på fiskene var varierende, for eksempel er der torsk i alle størrelser fra 27-120 cm, så mon ikke man også i middelalderen fortalte lystfiskerhistorier?
Nogle fisk var naturligvis oftere end andre på spisekortet, først og fremmest torsk, skrubber og sild. Men kortet var også sæson-bestemt: hornfisk i sommerhalv-året og skrubberne især fra maj til august.
Til listen over fisk, der blev spist på fastedage, kunne man føje sæl og marsvin, som vi i dag ved er pattedyr, men som man i middelalderen anså for at være fisk og derfor med god samvittighed spiste som fastemad. Knogler af begge dyr lå også i køkkenaffaldet i 15-17.








Fiskepinde af ben, lidt over 3 cm lang. Begge ender har været spidse og i midterfuren har snøren været fastgjort. Maddingen har været anbragt, så pin-den var helt dækket. Når fisken har slugt maddingen, trækker fiskeren i snøren, så pinden sætter sig på tværs i fiskens svælg. En anden mulighed er, at afvente at fisken, efter at have slugt maddingen, vil svømme væk. Derved vil fisken selv trække snøren stram, så pinden sætter sig fast.

Foto.: Kit Weiss.

Kød

Men der var jo også dage, der ikke var fastedage, og de såkaldte 13C-målinger på nogle af skeletterne viste, at de flestes kost trods alt overvejende kom fra landjorden.
Når det ikke var fastedag, har der stået retter med kød eller fjerkræ på bordet. Ligesom med fiskeriet har holbækkerne i høj grad selv kunnet sørge for husdyrholdet.
I baggårdene har der været plads nok til staldbygninger, hvor dyrene kunne opholde sig den tid af året, de ikke var ude på Lovsøre, byens old.
Tanken om selv at kunne holde svin, kvæg, får og geder, ænder, gæs og høns midt inde i byen forekommer os fremmed. Ikke desto mindre fandtes denne form for husdyrhold endnu længe efter middelalderen, bl.a. også i Ahlgade 15-17.
Middelalderens kvæg havde en gennemsnitshøjde på 105-127 cm og var altså mindre end nutidens. Svinene og fårene var vigtige dyr i middelalderens husholdning. De betød hver for sig økonomisk lige så meget som kvæget.
Der var ikke nogen bestemt foretrukket slagtealder for svinene, men hos fårene slagtede man de helt unge lam.
Hønsene, der gik i baggården, var mindre end de moderne hønseracer men en lille smule større end den gamle danske landrace.
En særlig form for fjerkræavl, som nu er forbudt i Danmark, var avling af kapuner. Det foregik ved, at hanekyllingerne fik deres sporer hugget af, egentlig en form for kastrering. Ved på denne måde at fjerne dyrenes våben, hindrede man dem i deres mulighed for at hævde sig i flokken, og fik dem i stedet til at bruge tiden på at æde, så de blev fede og velsmagende kapuner.

Fiskeri og husdyrhold blev suppleret med jagt. I betragtning af fjordens betydning for fiskeriet ville man have forventet, at fuglefangst også havde haft tilsvarende betydning, men det ser ikke ud til at have været tilfældet.
Jagt på vildt var forbeholdt adelige, gejstlige og kongen, og det er forklaringen på, at knogler af dådyr, kronhjort og rådyr sjældent findes i møddingslag inde i byerne, og affaldslagene i Ahlgade 15-17 indeholdt heller ikke mange.
Vi kan kun gisne om, hvorvidt dem, vi fandt, var fra dyr der var nedlagt lovligt eller ved krybskytteri. Men for holbækkerne må det have været fristende, at en af de kongelige dyrehaver var Orø.

Jordens afgrøder

Den vegetabilske del af kosten var også mangeartet, og igen har holbækkere været mere eller mindre selvforsynende. De har kunnet dyrke afgrøder på deres bymarker og i de haver og ubebyggede områder, der lå mellem husene.
Det vigtigste var kornet.
Da et af husene i baggården var brændt omkring år 1300, havde der blandt flammernes bytte været et lager af havre. Havren blev brugt både til dyrefoder, især til heste, og til menneskeføde, især grød. Også byg og rug var det almindeligt at dyrke i middelalderen, mens hvede var mere sjælden.
Alle de nævnte kornsorter blev fundet i nr. 17.
Foruden kornsorter har der været dyrket afgrøder som hør og fodervikke samt mere sjældent ærter.
Hør har kunnet bruges til fremstilling af stof til tøj, og frøene har kunnet udvindes til olie eller bruges som krydderi. Fodervikke har kunnet blandes med korn og bruges til grøntfoder, især til heste. I nødstilfælde har man kunnet male frøene fra fodervikke sammen med rug- og bygmel til brødmel.
En forskel mellem vore dages sprøjtede marker og datidens var ukrudtet. Blandt kornet og de øvrige afgrøder fandtes derfor også frø af markukrudt, hvidmelet gåsefod, klinte, almindelig spergel, kiddike, køllevalmue, lægejordrøg, rundskulpe og arter af pileurter.
Specielt skal man lægge mærke til rundskulpen, som i dag ikke findes i Danmark, fordi den især er ukrudt i hørmarker, og derfor forsvandt med hørdyrkningens tilbagegang.
I øvrigt viste sliddet på tænderne på dem, der var begravet på St. Nicolai kirkegård, at heller ikke det malede mel har været fri for ukrudt eller snavs og småpartikler fra bl.a. kværnen.
I åbne områder mellem bebyggelsen har man haft kålgårde, hvor man dyrkede forskellige slags kål. Kål havde i middelalderens mad, den samme betydning som kartofler har i vore dage.
Desuden kunne deres frø udvindes til olie eller bruges som krydderi.
Udover de planter man selv dyrkede, kunne man supplere kosten ved at indsamle nødder og bær fra hassel, slåen og hyld, hindbær og brombær, som voksede i nærheden.
Planter kunne imidlertid indsamles og anvendes til mange andre formål. De bløde frødun fra dunhammeren kunne bruges som fyld i puder i stedet for fugledun, og siv, star og kogleaks kunne foruden husdyrfoder, anvendes til tække-materiale, strøning på gulvet og væger til tællelys.

Håndværkerne

Selvom holbækkerne har fisket, dyrket jord og holdt husdyr, har det været til eget forbrug, det var ikke deres hovederhverv.
Byerne levede af handel og håndværk. En væsentlig del af handlen var landbrugsprodukter fra omegnen, som blev solgt og udskibet over Holbæk.
Skibene havde til gengæld andre varer med til videresalg, fra Norge tømmer af fyrretræ, hvæssesten og kværnsten, og sydfra var en del af lasten keramikvarer, i begyndelsen af 1200-tallet var det glaserede kander, som man endnu ikke selv lavede i Danmark, sidenhen kander og krus af det hårdere stentøj.
Affald, redskaber og produkter fra forskellige håndværkere lå også i baggården.
Den vigtigste håndværker var smeden, der arbejdede med jern.
Man forstår talemåden: at have mange jern i ilden, når man kaster et blik over de produkter fra hans hånd, der er fundet i nr. 15-17, og som tilmed bare er en brøkdel af produktionen.
Skulle andre håndværkere som tømrere, snedkere, bronzestøbere, skomagere eller skræddere have redskaber, måtte de til smeden efter file, bor, skrabejern, knive, sakse, syle og meget andet. Tømrere og snedkere kom ikke langt uden beslag, stabler, gangjern, klammer, kramper, søm og nagler, som også var smedens værk.
Hestene var til lands de vigtigste transportmidler og skulle både have bidsel, sko og seletøj med solide spænder, så igen måtte man en tur til smeden.
For at fiske måtte man have fiskekroge hos smeden. Til at sikre sin ejendom måtte man have solide låse og nøgler af jern, og indendøre fik man lys fra tællelys, der sad i lysepiber ( en slags lysestage) af jern.
En anden håndværker arbejdede også med metal, men det var kobber og bronze, som han smedede eller støbte. Hans produkter var tit fine småting som spænder og beslag til bælter, knappenåle og synåle. Han støbte også små nitter og beslag, som en tredie håndværker, kam og benmageren brugte.
Når dyr blev slagtet, var det ikke kun kødet, der blev brugt.
Skomageren overtog huden, garvede den og syede sko og støvler af den.
Knogler, horn og gevir blev overtaget af kam- og benmageren, som skar sine produkter ud af dem. Hans mest specialiserede produkt var kammen.
En kam bestod af flere benplader og to benskinner, det hele holdt sammen af små kobbernitter, som ofte blev anbragt i et mønster. Den sidste del af processen var at skære kammens små og store tænder ud i benpladerne, og som pynt at skære dekorationer på skinnerne og skære en facon og dekorationer på enderne af kammen.
Der er langt til vores formstøbte plastickamme, og man kan blive ganske misundelig, når man ser de smukke middelalderkamme. Andre produkter af ben var nåle, fiskepinde og skafter til jernredskaber, og undertiden har man vel skåret i ben som husflid.
Saks, nål og tråd var nødvendig til fremstilling af tøj. Tråden blev spundet på en håndten, hvis tyngde blev bestemt af tenvægten. Det var ikke alt tøj, der blev syet hos skrædderen.
En stor del af kvindernes tid er gået med at spinde, væve og sy tøj f.eks. af det hjemlige hør, ved siden af at de har stået for husholdningen og børnepasningen.
Tøjet selv var ikke bevaret, kun knapper, bæltespænder og beslag var tilbage af klædedragten, og bare to enkle ravperler var levnet af smykker.
Men at klædedragten ikke kun behøvede være af stof, viste knoglerne af en ræv, der var blevet flået, så dens smukke pels kunne bruges til pelsværk.

Fritid. Spil og historier

Når man om aftenen har siddet i skæret fra tællelysene, der var anbragt i lysepiberne, (lysestage) som igen var sat fast i væggen eller ned i bordet, og arbejdet med at skære i ben eller træ og med at spinde og sy, eller har slappet af over et terning- og brætspil, har man haft tid til at høre historier.
Til de bedste, som man har kunnet fortælle mange gange, og som har kunnet strækkes over mange aftener, har været den om, da far eller bedstefar var på pilgrimsrejse til apostelen Jakob den Ældres grav i Santiago de Compostella, der ligger i Nordvest-Spanien.
På den lange og farlige vej, der havde taget dem flere år, havde de set og oplevet mange lande, sære folk og skikke, som var helt anderledes, end det man var vant til hjemme i Holbæk.

Som afslutning på historien viste de ibskallen, som de havde bragt med hjem, frem. Ib er det danske navn for Jakob og muslingeskallen er af arten Pecten Jacobæus, der findes ved kysten i nærheden af Santiago de Compostella.
For at kunne sys på pilgrimsdragten har de foroven fået boret huller.

Terning af ben.
Terningen måler knap l cm på hvert led. Øjnene er anbragt som det var almindelig i middelalderen med l over for 2, 3 overfor 4, 5 overfor 6. På nutidige terninger er øjnene anbragt, så to modstående sider altid tilsammen har syv.

>Foto. Kit Weiss.



Grav skikke

Har alle middelalderens holbækkere levet, som det her er skildret? Nej, der har været forskel, ganske som vi også kan se, der er forskel på, hvordan man blev begravet.
Nogle forskelle skyldes, at gravskikke ændredes i tidens løb, andre skyldes forskelle i den afdødes sociale status.
På ét punkt var der dog ikke forskel: alle de døde var blevet lagt i graven efter kristen skik, på ryggen og med hovedet i vest, dvs. med ansigtet vendt mod øst, hvorfra Kristus skal komme på Domme-dag.

De første holbækkere, der var blevet begravet på kirkegården omkring 1200, da byen var helt ny, fik hænderne lagt ned langs siden. Men kort tid efter blev gravskikken ændret, så hænderne blev lagt samlet i skødet. I 1400-tallet var skikken igen blevet ændret, så man nu lagde hænderne samlet over livet, og i løbet af 1400-tallet ændredes den én gang til, så liget nu blev lagt i bedestilling med hænderne samlet på brystet.
Der var også forskelle i gravenes udformning. Det enkleste og billigste har været at svøbe liget i et klæde og dernæst anbringe det i det nøgne jordhul og kaste jord på. Andre gange havde man gjort lidt mere ud af det, ved at dække jordhullet med et trælåg inden man kastede jord på, eller man havde lagt den døde på en såkaldt tremmebund (der lignede en stige) af træ. Det var kun ganske få, der var blevet begravet i en trækiste. En gravskik, som kun var blevet brugt i kirkegårdens første tid, var at lægge sten omkring liget.
Træet, der var blevet anvendt i gravene, var næsten altid det almindelige, billige fyrretræ, og undertiden havde det først været anvendt til andre ting som døre eller opbevaringskister.
I nogle grave lå bæltespænder, så enten har den døde været begravet i sin egen klædedragt med tilhørende bælte, eller man har brugt et bælte for at holde ligsvøbet sammen.
Gravgaver brugte man ikke i kristne grave, men enkelte undtagelser var der. Fem af de døde havde fået ibskaller med i graven, den ene ikke færre end fem stykker. De var et bevis på, at de døde havde været på pilgrimsrejse til Santiago de Compostella.
Ibskallen blev i middelalderen efterhånden også til et symbol på selve det at være pilgrim, og blandt de egenskaber, den blev tillagt, var, at den beskyttede pilgrimmen mod farer og andet ondt.
Livet og døden var en pilgrimsrejse frem mod - forhåbentlig - himmerige, og derfor var det naturligt at få ibskallen med som beskyttelse på den del af rejsen, der forgik efter døden.
I en grav med skelettet af et 6-årigt barn fandtes en ravperle ved halsen. Da jeg skrev om den i Ahlgade-bogen, mente jeg, den var et smykke, som barnet havde fået med. Men nye undersøgelser viser, at perlen nok er det eneste, der er tilbage af en rosenkrans, dvs. en perlekrans som man bruger som hjælpemiddel til at holde styr på de forskellige bønner, rosenkransandagten består af.
Hvordan gravene blev markeret på kirkegården, var der ingen spor af. Men de fleste grave var blevet mere eller mindre ødelagt, når man i tidens løb havde gravet nye grave. Knoglerne fra de ødelagte gamle grave var derved blevet spredt, selv om man nogle gange havde samlet dem sammen i en bunke og lagt dem i kanten af den nye grav.

Holbæk - middelalderens arv

Ingen af dem, der endte med at blive begravet på St. Nicolai kirkegård, har kunnet vide og sikkert slet ikke kunnet forestille sig, at deres grav på et tidspunkt ikke ville ligge på en stille kirkegård, men midt i byens travle liv.
Det skete imidlertid, da reformationen i 1536 vendte op og ned på mange ting, også i Holbæk, hvor byen overtog dominikanerklosterets kirke som sognekirke, mens byens to gamle sognekirker fik lov at forfalde.
I 1573 gav kongen tilladelse til at nedrive St. Nicolai kirke og nedlægge og bebygge dens kirkegård.
Dermed slutter skildringen af livet i middelalderens Holbæk. Som vi har set, er forskellen mellem livsvilkårene for middelalderens og nutidens holbækkere stor, men på ét punkt har de og dagens holbækkere noget til fælles:   Holbæk by og dens hovedgade Ahlgade.

Hvis man vil læse mere om undersøgelserne af Ahlgade I5-17, kan bogen købes hos Herm. H.J.Lynge & Søn, Silkegade 11, 1113 København K, eller den kan bestilles gennem den lokale boghandler. Prisen er 200.- kr. plus forsendelsesomkostninger.

Tilbage til start
Tilbage til historier om odsherred