Til Start


I 1990-erne skrev museumsinspektør, mag.scient. Kirsten Strandgaard, Odsherreds Museum 1976 -2000.
Nu leder af Ilulissat Museum, Grønland
i "Alle tiders Odsherred" om landliggerne

Odsherred - et landligger land

Odsherreds kystegne var frem til landbo reformerne i 1788 overdrevslandskaber, hvor landsbyen græssede kvæg eller slog hø.
I de næste henved 100 år var arealerne opdelt i små husmandssteder, hvor mange former for bierhverv var nødvendige for livets opretholdelse.
Fra slutningen af 1800-tallet og frem til i dag indledtes den nuværende fase i kystlandets landskabsudvikling, nemlig dannelsen af den sammenhængende sommerhusby, hvor der gemt i store skove er skabt et rekreativt åndehul væk fra arbejdslivets bryderier. Hvorfor, hvordan og hvad har det betydet for Odsherred?

Landskabet" Der Var Engang" før sommerhusene.

De store landboreformer, som i slutningen af 1700-årene og begyndelsen af 1800-årene fuldstændigt ændrede det danske landskab, har også sat sit præg på Odsherred.
Ikke bare blev landsbyerne udskiftet, dvs. mange gårde flyttet ud på den tidligere fælles jord, men også græsningsoverdrevene, de tidligere udyrkede jorde, blev udparcelleret og overgik til individuelt ejerskab.
De enkelte parceller eller lodder ejedes af en gård, således at alle gårde fik del i både gode og dårlige, våde og tørre Jorde.
Ikke alle gårde beholdt dog overdrevslodderne.
Nogle solgtes til de jordløse familier, som før havde boet i landsbyerne og udgjort den ekstra arbejdskraft, som nu i kraft af landboreformerne var blevet overflødig. De heldigste af de jordløse fik livsmulighed på et husmandssted på overdrevet, i Odsherred kaldet "Lyngen" de mindre heldige indgik i det store omflakkende landproletariat, som ofte glemmes i jublen over periodens landbrugsmæssige fremskridt.

Den første helårsbeboelse, som vi kender fra historisk tid, kommer med andre ord til Lyngen i begyndelsen af 1800-årene.Landliggerne søgte freden

Landskabet var åbent, det var vind/ hav og sand, der regerede.
Og det var dårlig jord.

Når man i 1970-erne snakkede med gårdmænd, der havde beholdt deres lynglod, så var det tydeligt, at de ikke rigtigt regnede hverken jorden eller folkene på Lyngen.

Husmandslivet på Lyngen var af en anden verden. Det var den sammenstykkede verden, hvor binæringerne tilsammen gav brød på bordet.
Faderen kunne være husmand, fisker, jæger, biavler, daglejer etc. Og da sommerhusene kom, kunne han også bygge dem, passe dem, køre folk fra stationen til sommerhuset osv.
Sommerhusene og deres beboere kom som endnu en ressource, der kunne udnyttes af husmandsfamilien i dennes sammensatte økonomi, hvor alt talte med.

Lammefjorden var blevet inddæmmet i 1873, altså en lille generation før sommergæsterne begyndte at komme til Odsherred, og ingen havde vel forestillet sig, at disse få landliggere, som de kaldte sig, og som flyttede ind hos private og senere i sommerpensionaterne, skulle afstedkomme de titusinder af sommerhuse, vi kender i dag, og som har forandret Odsherreds landskab lige så afgørende, som den velovervejede inddæmning af Lammefjorden gjorde det, ja måske endda mere.

De første sommerhuse

Fra århundredskiftet frem til Første Verdenskrig oversteg antallet af sommergæster efterhånden, hvad pensioner og sommerhoteller kunne rumme, og dermed begyndte de første sommerhuse at dukke op langs kysterne.
Det skete som i en knibtangsbevægelse fra Rørvig i nordøst og fra Ordrup Næs i sydvest for til sidst at flyde sammen udover Sejerøbugtens flader.

De første huse ligger tæt ved stranden og kan være såvel grundmurede som af træ.
Nogle er næsten kopier af samtidige villaer i Københavns og provinsbyernes forstæder, mens andre klart skiller sig ud fra helårshuset med deres enkle trækonstruktioner.
Nogle er arkitekttegnede, andre er groet frem at bygherres egen fantasi, som ikke altid har været ringe.

Nogle af de tidligste er også ejet af lokale folk, så ikke alle sommerhusejere er såkaldte "køvenhavnere", en betegnelse der ofte dækker alle, der ikke er fra Odsherred.

Allerede tidligt udskiller der sig to typer af sommerhuse med tilsvarende forventninger til livet i sommerhuset.
Stenhuset symboliserer det bymæssige liv omplantet til landet. Her er den unge pige taget med og tøjet stryges som det sig hør og bør.
Træhuset derimod bliver symbolet på det særlige sommerhusliv, hvor vinterlivets normer sprænges og en selv-defineret frihed springer ud.
Det kan være i dragt, måltider eller i adfærd.
I pionértidens anden fase, som kan sættes til omkring Anden Verdenskrig, var fordelingen af sommerhusejere og husmænd næsten talmæssig jævnbyrdig. Det betød, at de nytilkomne sommergæster og de helårs kunne nå at kende hinanden som personer, hvilket gav grobund for stor fortrolighed de to grupper imellem.
Især mellem kvinderne, som jo ofte var alene med børnene i sommerhuset i hele sommerperioden, mens manden passede arbejdet i byen og kun kom "op på landet" lørdag-søndag.
Der kunne opstå gensidige afhængighedsforhold, som om fattede vareudveksling og sikkerhed.
Husmandsstedet solgte kød og grøntsager til sommerhuset, husmandsstedet passede på sommerhuset om vinteren og klargjorde det til sommerens besøg.
Sommerhuset betød tilsvarende pengeindtjening fra et nyt bierhverv, det betød adgang til byens nyheder i form af snak og måske smart arvetøj til børnene og fine gaver til konfirmationerne.
Senere blev forbindelserne til byen udnyttet til lærepladser til lyngbørnene i byen, hvilket ikke var at kimse ad, da det efterhånden stod klart for alle, at selvom man solgte sommerhusgrunde fra, så var tiden løbet fra landbrug og fiskeri på Lyngen. Sommerhusejerne og husmandsfamilierne var altså gensidigt en ressource for hinanden.
Dermed være ikke sagt, at alting var idyl.
Det var stadig to kulturer der mødtes, hvor byen var indplacere! over landet i hierarkiet, men der var en gensidig afhængighed, der holdt forholdet i nogenlunde ligevægt.
Måske var der heller ikke så langt fra grosserer hjemmets stræben og ideologi til husmand stedets.
Begge arbejdede for en selvstændig livsform - det selvstændige, frie arbejde for familiens fremtid. Der er eksempler på, at stenrige familier tager deres høns fra huset i Valby med på landet.
Det hele transporteredes med toget til Nykøbing og derfra med hestevogn til sommerhuset. Stort ståhej for nogle æg og suppehøns - men æggepengene var sommerhus konens, som de var husmandskonens.

Men der var også forskelle, f.eks. strandretten, altså retten til at gå over en grund ned til det eftertragtede hav. Den kunne man tinglyse som en eksklusivret til sin sommerhusgrund, og havde første køber gjort det, så skulle alle fra de bagvedliggende grunde spadsere den ofte lange vej udenom ned til stranden, og det selvom de boede i anden række.
Elementært vil vi nok sige i dag, men når husmanden står og sælger en plet sand til en københavner, tænker han ikke altid på at få sådanne sager bragt på det rene.
Han har jo altid kunnet køre til stranden efter tang og sand, og der er jo plads nok .
Men han kommer til at mærke sin fejl, når han ønsker at sælge næste portion grunde, idet deres pris kan være faldet til det halve.
De husmænd, der havde en opdateret markedskundskab, sørgede for, at strandretten blev tinglyst på alle grunde og kunne derved holde prisen oppe gennem hele frasalgs perioden.

Ensomt beliggende sommerhus Det er i denne tid, at sommerhusskoven begynder at blive plantet.
Der skal skabes læ, og der skal afgrænses til de flere og flere, der har fået øjnene op for Lyngens herligheder.
Det er ikke den naturlige bevoksning af løvfældende vind og tørke tålende træer, man går i gang med at plante.
Man kigger på nåletræsbeplantningerne i de gamle sandflugtsplantager i Rørvig, Sonnerup, Ellinge og Karup og skeler nok også til de kendte sommerhus beplantninger på Sjællands nordkyst.
Mangen en sommerhusejer kan bekræfte, at det var svært at få de første træer til at gro. Siden er det gået glimrende, så i dag er det motorsaven, der arbejder - og ikke plantespaden.

Industrikulturen slår igennem.
Nu skal der udstykkers og bygges.
Fra midten af tresserne til slutningen af halvfjerdserne eksploderer udstykning og opførelse af sommerhuse. Det er i den periode de præfabrikerede træsommerhuse dukker op. Brunbejdsede såkaldte "Jeppesen huse" i bjælkehytte stil.
Ikke rigtige bjælkehytter - men noget, der ligner, og som er billigere og hurtigere at opføre.
Der udstykkes i kæmpeflader langt ind i landet, ja selv på Lammefjorden udstykkes der til sommerhuse, men kun på de dårlige jorde.
Sommerhus kulturen bliver til en massekultur i løbet af velfærdsstatens opbygning.
Dobbeltbosætningen tager fart og al den frie tid tilbringer mange med at bygge og senere med at være i sommerhuset.
Man har jo bil og kører i lange rækker ad de sjællandske veje til det forjættede fritidsland.
Søndag aften sidder de gamle indfødte i deres havestole langs vejen og kigger på bilkøerne og kan så fortælle,"..at i går gik den i stå helt oppe ved Herrestrupbakken...".
Der er ved at opstå en ny slags afstand mellem sommerhusfolket og den bofaste befolkning.
Det er ikke længere kun rig/fattig og kun ude på Lyngen, man har berøringsflade. Nu brydes bykulturens og landkulturens normverden over hele Odsherred.
Ydermere er der sket det, at kun mængden af sommergæster er de personlige relationer mellem sommer- og vinterfolket i færd med at forsvinde.
Der er ikke længere tale om en stedlig traditionsoverlevering fra en husmand til en sommerhusejer, i form af oplysninger om,   "... at der og der er godt vand, der kan du købe gode stegekyllinger og grønsager, og før i tiden gjorde vi...".
Massekulturen kommer med en massivitet, der umuliggør den slags tilpasning. Nu bliver normsætteren de individuelle drømme om det frie liv på landet, hvor man kan gøre, lige hvad man vil på sin egen grund.
Ejendomsretten blomstrer og håndhæves.

På mange punkter er der tale om en monokultur, der som en velsprøjtet bygmark bemægtiger sig kysten. Grundene er ens i størrelse, husene er næsten ens, man er i sommerhusene på samme tid, ejerne er næste lige gamle osv.
Men helt entydigt er billedet ikke.
Det er stadig store variationer i, hvad man forstår ved et "rigtigt sommerhusliv".
Det kan være at bygge og være meget fysisk aktiv eller ligge i hængekøjen og læse.
Det kan være at opretholde den naturgrund, man først så eller at anlægge en japansk have.
Det kan være at leve enkelt og uden for telefonens rækkevidde, eller at udstyre huset med alle moderne bekvemmeligheder og kommunikationsmidler.
Det kan være fred og ro eller fest og ballade.
Og når salget af grunde sker med så stor fart, er der ikke tid til, at der kan nå at opstå en alment accepteret modus vivendi for de enkelte områder, som de næste købere i rækken så kan opfatte, forkaste eller tilslutte sig.
Alle kommer samtidig og opdager så først bagefter, at naboen er en mærkelig én, som gør tingene "helt forkert".
Der kan selvfølgelig i det forløb opstå nogle gevaldige konflikter, og der kan blive opsat nogle høje hegn. Men ofte ender processen i dannelse af grundejerforeninger, hvor man så søger at opnå en konsensus for adfærd på en given lokalitet.
I nogle grundejerforeninger enes man om, at bondens fluer er noget skidt, andre steder er det larm, der reguleres, eller man går sammen om at holde kommunen i skak, når den finder på ideer, som vil åbne lige netop "vores områder" for andre end os.
Cykelstier langs kysten f.eks.

Ved nyudstykninger fra de allersidste år har lokalplanerne taget højde for disse forskellige ideer om det gode sommerhusliv. Der er alt fra grundens udlægning til vinduernes farve og støjniveauets decibel nedfældet i servitutter, som alle købere skal underordne sig. Det offentlige søger hermed at udfærdige en form for varedeklaration til en udstykningen, som man så håber vil kunne tiltrække de rette købere.
På den måde vil der kunne opstå kulturelt forskellige enklaver i sommerlandet - hvorved monokulturen måske yderligere kan nedbrydes.

Generationsskiftet i 2000

Det store bygge boom fra tresserne og halvfjerdserne blev gennemført af familier i 30 - 40 års alderen, og hvis de har beholdt deres hus til i dag, vil de have nået en alder på omkring 70 - 80 år, hvorved generationsskiftet bliver aktuelt.
Og hvem skal overtage sommerhuset?
Skal det blive i familien, eller skal helt fremmede købe?
Det kommer ganske an på, hvilket slags sommerhus, der er tale om. Er det et af de idylliske på en store grund med havudsigt, eller er det et af de almindelige fra 1970 på en 1000 m2 grund langt inde i landet?
Er det et af de velholdte eller et af de forsømte?
Som oftest vil familien forsøge at holde fast på det idylliske og velholdte hus på den store grund. Det er blevet en slags familieklenodie, en sommerhusenes pendant til slægtsgården.
Det er her alle familiebegivenhederne er blevet fejret gennem årene.
Det sted kan ikke gå ud af familien, der er jo det sted, der allermest binder familien sammen.
Måske slår en søskendeflok sig sammen og overtager kollektivt hele herligheden - eller man indgår alliancer med naboerne.
Er grunden stor nok, sælger man en bid til naboen, som man har kendt i alle årene, som man deler sommerhuskultur med, og som man derfor ved ikke vil ændre på det frasolgte.

Omvendt vil almindelige og forsømte huse ikke være genstand for den slags transaktioner, men her kan helt nye familier se deres chance for at få et billigt sommerhus i et udbygget kvarter, hvor kulturen og adfærdsnormerne er til at få øje på og dermed kan vurderes i forhold til ens egne.
Mange unge har på den måde erhvervet sig et godt og billigt sommerhus, og den forslumningsproces af usælgelige sommerhuse, der blev talt så meget om i 1980-erne, ser ikke ud til at være kommet til Odsherred i nævneværdig grad.
Generationsskiftet kan også udskydes, hvis den gamle ejer vælger at sælge sin helårsbolig og benytte sig af sin personlige ret til som pensionist at bo helårs i sit sommerhus.
Hvis mange i et kvarter vælger denne løsning, vil området skifte karakter væk fra den enkle hyttestil til det mere komplekse parcelhusstil.
Der vil optræde andre haveformer, andre ophobninger af genstande omkring huset, andre faciliteter vil blive installeret. Det vil også være flere mennesker i sommerhusområderne - hvilket både vil skræmme dyr og tyve væk.
Adspurgt siger de nuværende sommerhusejere, at de ikke har noget imod en øget helårsbosætning i deres område, forudsat at den er lovlig, og at den kendte ro og fred ikke brydes.
Ikke noget med unge familier med børn og arbejdslivets dagsrytmer.
Hvor mange der rent faktisk vil benytte sig af muligheden for helårsbosættelse afhænger af hus og grund, afstand til service og beboernes mobilitet, samt af deres kendskab til det sociale liv i området.
Det er måske en tanke værd, at erindre sig sommerhusenes pionertid.
Dengang var det den åbne kyst med de få sommerhuse og husmandssteder, der tiltrak køberne. Nogle af dem valgte at bygge en grundmuret villa, andre et simpelt træhus med tilsvarende forskellige livsstile.
Bortset fra antallet, så kan den nuværende situation med sommerhuse til sommerferieophold, fritidshuse til ophold i flere perioder fordelt på hele året og helårssommerhuse, hvor man altså er hele året, godt minde om det sammensatte beboermønster fra pionertiden.
Måske var monokulturens tid kun en overgang?

Kulturmødet mellem by og land
Ingen er i dag i tvivl om, at Odsherred er et af Danmarks store rekreative områder.
Den status har området opnået, fordi der tidsmæssigt har været et sammenfald mellem den periode, hvor den sandede kystslette bliver urentabel som agerjord, og hvor en stor del af lønarbejderne får råd til at købe sig et sommerhus.
Der var både en udbyder og en køber.
Udbyderen er den familie, der skal forlade en levemåde, der er i defensiven, mens køberen er familien i fremgang.
Ydermere tilhører de to parter som oftest henholdsvis landbokulturen og bykulturen.
De to kulturer kan karakterises på mange måder, her skal blot fremhæves landbokulturens store vægtning af gruppen og de personlige relationer, mens bykulturen tillægger individualiteten og anonymiteten større betydning.

Så malet med den store pensel, er en sommerhusfamilie en familie, der har succes, er i frem-gang og som viser dette bl.a. ved at købe sit sommerhus, hvor alle livets muligheder skal udleves i stor frihed - selvrealisering er i høj kurs.
Den lokale sælger-familie er derimod stadig forankret i begreber som slægtskab og sognefællesskab, bundet af et oprindeligt produktionsmæssigt baseret gruppehensyn og samtidigt hermed er den midt i en voldsom mental omstilling fra selvstændig til lønarbejder.
Så store forskelligheder i grundvilkår kan ikke undgå at udmønte sig i kulturelle sammenstød.
Begge parter har i gennem årene rystet på hovedet af hinanden, når historierne om "køvenhavnere" eller "de lokale" blev fortalt. Historierne har været med til at fastholde hver gruppes egen selvforståelse og vi-følelse.

Vi-følelse kan komme til udtryk på mange måder.
Denne historie er fra et lille landsby samfund i Odsherred, hvor man i mange år havde holdt fælles høstgilde.
Alle kunne deltage, og efterhånden kom flere og flere sommerhusfolk med.
Dengang var høstfesten i august.
Nu er den flyttet til vinterhalvåret. For som man siger i landsbyen. "Det var jo ikke vores fest mere.
De (sommerhusfolkene) har deres ideer om, hvordan en høstfest skal være. Da de ikke svarer til vores, så holder vi nu vores høstfest for os selv om vinteren.
De holder stadig deres "høstfest" i august."

Sådan kunne modsætningerne f.eks. vise sig i det sociokulturelle landskab frem til stagnationen af sommerhusudstykningen efter oliekrisen omkring i 1980.
Billedet er i dag meget mere sammensat og ligner på sin vis mere pionertiden i århundredets begyndelse, hvor gæster og bofaste både gensidigt accepterede hinandens forskelligheder og fandt de lighedspunkter, der måtte være.
For nok er der stadig i dag en opdeling af sommerfolk og helårsfolk, kystfolk og indlands-folk, feriefolk og arbejdende folk, men der er også sket en sammenblanding af de oprindelige "vi-grupper".
Dels er mange af Odsherreds indfødte helårsbeboere selv blevet sommerhusejere og/eller turister i Odsherred eller et andet sted i verden, og dels har mange sommerhusfamilier fået lokal tilknytning.
De kan selv være flyttet i helårshus, eller deres børn er blevet gift med en fra Odsherred. Der er på den måde opstået en tredje befolkningsgruppe: De bofaste tilflyttere.

Mange af disse tilflyttere nævner som årsag til flytningen ikke noget om, at der var arbejde i Odsherred, nej, de fortæller, at de jo kender egnen fra sommerhusbesøg, og at de føler sig tiltrukket netop af den store blanding af befolknings-grupper og den mentale åbenhed, de mener at spore.
Odsherred har været vant til mange forskellige slags mennesker, der er en slags tolerance overfor anderledes folk, som man måske ikke ville have kunnet møde, hvis det ikke havde været for sommerhusene.
Tilflytteren taler om frihed og åndeligt råderum som begreber, der tiltrak.
Her skal det nok indskydes, at denne åbenhed også er blevet hjulpet godt på vej af de mange kunstnere og kunsthåndværkere, som har bosat sig i Odsherred gennem årene.
Nok har de været anset som ultra-sære, men også som en del af hverdagen.
Som en slags bevis på en sådan odsingsk mangfoldighedskultur kan det nævnes, at da den store strøm af bl.a. tamilske flygtninge kom til egnen i midten af 1980-erne, så skabte det ingen konflikter, sådan som det var tilfældet i nabokøbstaden Kalundborg.
De nye folk indgik som alle andre fremmede i smeltediglen, og rigtig mange er da også blevet i området.

Kulturmødet viser sig altså både i grænsedragning mellem grupper og i grænseoverskridende adfærd. F.eks. hegner sommerhusfolket deres grunde ind med tråd, "privat" og plantede hegn, og på den måde har de forvandlet hele den kystslette, der oprindeligt havde lokket dem, til en stor nåleskov.
Den næsten lovmæssige regelmæssighed, hvormed enhver turiststrøm udvisker de oprindeligt så tillokkende forhold - i både natur og kultur - den finder man også, hvor sommerhusene vokser sig talrige.
Men er den nye skov værre eller bedre end den gamle slette?
Er husmænd værre eller bedre en sommerhusejere?
Er bykultur værre end landkultur?
Spørgsmålet kan ikke besvares og bør nok heller ikke stilles, men hvis nogle længes efter det oprindelige, så skal de nok erindre sig, at uden sommerhuse på de sandede jorde, så var der enten kommet, sommerhoteller eller affolkning - eller noget andet.
.

For-sjov-landets fremtid

For 100 år siden var Odsherred en skovfattig udmark, set i forhold til de rige kornproducerende egne omkring Holbæk, Ringsted og Slagelse.
De rekreative faciliteter var heller ikke udbygget, så de på nogen måde kunne måle sig med hverken Øresundskysten eller Nordsjælland.
Odsherred var lang ude på landet.
Men det var billigt, og det fik kunstnere og efter dem grossererne øjnene op for.
Der blev skrevet brochurer, hvori man lovede, at "denne Sjællands sovende jomfru" besad yndigheder på højde med Skagen og Tisvilde, men at alt heroppe stadig var helt uberørt.
Så derfor skulle køberne skynde sig at slå til. Ja snart ville jernbanen blive videreført til Rørvig og en bro over fjorden til Hundested, var da ikke utænkelig, skrev jordspekulanterne.
Og folk myldrede til.
Alt blev solgt. Jord. Huse. Sjælen?
Engang imellem kan man godt frygte det, når man ser alle kræmmermarkederne og sæson-sommertøjs-butikkerne og byfesterne og slagvarerne på gågaden og Julekøbing skiltene.
Og man kan blive forstemt, når man spørger slagteren, om han vil lave en krydret medister og får nej, med den begrundelse, at den vil københavnerne ikke have, og så skal jeg bofaste altså heller ikke.
Er egnen blevet så tilpasset turisterne, at turisten ikke besøger Odsherred som et bosted, men udelukkende legelandet Odsherred?
For-sjov-land Odsherred, hvor det hele ikke skal tages helt alvorligt.
Er det et tegn på, at den kulturelle nedslidning af området er begyndt?
Har vi ved årtusindskiftet overskredet den kulturelle bæredygtighed?
Vil turismens selvdestruktive kræfter langsomt æde det oprin-deligt så attraktive land op indefra?

Er Odsherreds nyeste kulturhistorie, sommerhuskulturens historie, ved at være forbi?
Eller skal man lade optimismen sejre og sige: Takket være sommerhusturismen har Odsherred i dag den sociokulturelle mangfoldighed af folk på ferie, sommerhusejere, byfolk i landhuse, kunstnere, pendlere og lokale osv., der til-sammen gør vores Odsherred til et rigt sted at leve?
Ingen kan vide det, men alle, der bruger Odsherred, bør være sig deres ansvar bevidst, tænke over det og forsøge at undgå de værste fejltagelser.
Der var nogen før os, som gav noget videre.
Der kommer nogen efter os, som gerne vil have noget.

Skrevet af Kirsten Strandgaard, museumsinspektør på Odsherreds Museum 1976 -2000.
Nu leder af Ilulissat Museum, Grønland