Tilbage til start
Printversion 9 sider uden billeder
Jul på en bondegård

Jul på en bondegård i odsherred i 1860

I en Alder af 84 år døde i 1941 tidligere gårdejer i Gudmindrup Marthin Petersen.
Kort forinden havde han samlet sine erindringer om gamle jule skikke i Odsherred således som han havde oplevet dem i sin barndom i 1860'erne. De blev præmieret af »Berlingske Tidende« og sammen med andre bidrag udgivet i bogen »Barndommens jul«.
Marthin Petersen tjente i Gudmindrup, da soldaterne vendte hjem fra krigen 1864, og det er om julen i Gudmindrup på den tid, han fortæller. Hans fader var gårdmand Jens P. Madsen, Gudmindrup, plejesøn af Jens Olsen, der også var gårdejer i Gudmindrup, og hans mor, Karen Sophie Jørgensdatter, var gårdmandsdatter også fra Gudmindrup. Marthin Petersens gård overgik senere til Oluf Nielsen. Og hvem der har den i dag ved jeg ikke, erindringerne er redigeret lidt af webmaster for at gøre den mere læsevenlig.


Min barndoms jul stod ganske vist ikke i julepakkers, bøgers, juletræs og appelsiners tegn, men var en god, dansk, almen jul, som for mig alligevel, trods datidens beskedenhed, rummer de smukkeste juleminder i hele min lange tilværelse.
Det første julevarsel hjemme på gården var den dag, moder beordrede karlene til at hente Sule-Ollen op fra Kælderen, den skulde op og skoldes.
Sule-Ollen, som vi kaldte den, var en lang,Sulekar til saltning af kød,... man fik kun fersk kød få dage efter slagtning udhulet træstamme, der fuldstændig lignede en stenalderbåd, dem, der af og til bliver gravet op i tørvemoserne. Thi i denne Olle blev juleflæsket lagt; det andet årsflæsk lå i det rigtige, ovale sulekar. Dette skete som en fast regel midt i november, og begyndte få dage efter juleslagtningerne.






Det vil dog sige, først kom turen til fårene, vi skulde jo have talgen i god tid. Gamle Ane skulde nok passe på og ikke komme bag efter; hun var nemlig »lysemester«; hun havde ry herfor i hele sognet; hun lavede lys i alle mulige størrelser.
Gamle ane laver lys

Jeg erindrer endnu, at henne ved hendes plads ved bilæggeren stod på denne et meget svært lys, for resten det lys, som gav mest lys i hele huset. Hun plejede altid at sige: »Ser I folk, her henne ved spinderiet trænger vi til lyset; for det I karlefolk sidder henne ved storbordet og glaner på Sejerværket (bornholmeruret) og ud af vinket, kan I godt nøjes med en Prås«.




Ja, en Prås var vel nok en elendig belysning. Skyggerne i stuen blev så løjerlig lange, og til at læse ved var det ikke - men læsning fandtes der jo næsten intet af ud over bibelen og salmebogen.
Sådan en lyseprås var et stykke garn, lige dyppet i tællen en gang; de var derfor nemme i brug og anskaffelse og blev benyttet meget i datidens bondehjem.
En anden begivenhed, som på sin måde også varslede julens komme, var den dag, da Ole Fisker, som boede i en lille tangtækket hytte nede ved stranden, svingede ind i Gården med sin trillebør og rødmalede fiskerkasse og afleverede de traditionelle snese ål til nedsaltning og derefter blev budt ind på kaffe.
Den store klukflaske med brændevin blev sat ind til Oles behagelige afbenyttelse, og når han trillede ud af gården, kunde det ske, at porten var lige smal nok. Salt ål kom ofte på Bordet, særlig når vi fik besøg af fremmede længere hen på højtiden.

Juleslagtning.

Men nu kommer vi til det, som rigtig gav os julevarslet, nemlig svineslagtningen. De dage var en hel lille højtid på gården. Lang tid i forvejen var de to bedste grise af bestanden blevet taget ud som julegrise. Og da de skulde op på en særlig stor fedestand, fik de to »Makbraser«, gårdens Kælenavn for julegrisene, særlig god forplejning.
Den dag, juleslagtningen skulde begynde, hørte man i den årle morgenstund, længe inden en vis herre fik tøfler på benene, de ringbeslåede træskos klapren på køkkenets og bryggersets toppede brosten, og inden folkene gik til denne bedrift, fik de en ordentlig hybenkradser på fastende hjerte. Den snaps bestod i reglen af malurt og perikum, tilsat på brændevin. Som dreng havde man det ærefulde hverv bare at skulle holde grisen i rumpen, når den blev stukket; her skulde man vise sit mandsmod, men det kneb somme tider.
En gang, husker jeg, stod man og brølte om kap med grisen til stor moro for slagtefolkene. Men det gjaldt om at blive på sin post; thi som belønning fik man de to blærer af grisene.
Når nu grisene var skoldet, blev de hængt op på to solide tækkestiger, og når så opskæringen begyndte, og man havde fået de to varme blærer krammet tørre, gik man hen og fik fat i en stor mursten og sad så og »bankede« dem godt igennem på stenen.
Efter at de havde ligget et par timers tid, blæste man dem op og stoppede nogle store ærter i dem - og så et bånd i dem og i løb med dem ud over markerne i et muntert kapvæddeløb. Vi kaldte dem for rasleballoner. Når vi nåede helligtrekonger, blev de skåret op til skind til rumlepotter; men herom skal senere fortælles.

Men nu fik kvindfolkene rigtig travlt; der blev lavet medister- og spegepølse, og så lavede vi også den såkaldte hvidpølse. Hertil blev brugt mælk i stedet for blod; denne pølse var særlig beregnet til børn og til kvindespise.
Men blodpølsen var jo hovedfavoritten. Og dagen efter slagtningen var der gang i kogningen af pølserne.
Samme aften var der altid pølsegilde med indbudte naboer. Pølserne, der endnu var varme, serveredes med smeltet fedt og det såkaldte mørke puddersukker. Ved et sådant pølsegilde gik ofte bølgerne højt; der vankede rigeligt med snapse og gammelt øl.
Den gang diskuteredes politik meget ivrigt. Vi havde jo lige oplevet den ulykkelige krig i 64, og flere af deltagerne havde gjort dette felttog med, medens andre af de ældre havde været med i treårskrigen. Og i diskussionens hede drillede disse gæve fædrelandsforsvarere dem fra 64. Og senere hen, da den såkaldte riffelbevægelse i provisorierne tog sit omfang på landet, var disse problemer gerne Pølsegildernes stående debat.
Foruden sortepølser var der nogle herlige dage, hvor spise-sedlen lød på finker, fedtegrever o. s. v.
man ser spegepølserne der hænger til rygning

Og når dette var overstået, kunde man gå ned i kælderen og fryde sig over den lange Sule-Olle, fyldt til randen med julens mad - flæsk og medisterpølse.

Eller kigge op i den åbne skorsten, hvor de store spegepølser og skinker hang til røgning.
Ja, det var i de gode gamle dage, som man siger; hvad angår dette, kunde husmoderen fra vore dage nok have grund til at ønske sig den tid tilbage.

Her skal også kortelig nævnes, at når gæsterne gik hjem fra pølsegildet, fik de en portion slagtemad med hjem; men dette blev så gengældt, når det var deres tur.
Men som de gamle sagde: Ingen jul uden brød, og vi skal nu høre lidt om

julebagning

Aftenen før bagningen skulde begynde, var det for en gangs skyld moder, der indtog pladsen for enden af lang-bordet; nu skulde hun til at støde krydderier i den store, blanke malmmorter, som havde sin plads på bilæggeren, alle krydderier var dengang hele, når man fik dem oppe fra købmanden i købstaden.
Og snart fyldtes folkestuen af en liflig, krydret duft og af malm morterens livlige klang; det hele gav et behageligt forbillede på julens herligheder.
Inden bagningen havde i flere år vor røgter, Mads Kristian kaldet, den betroede post at sørge for ovnens rigtige opvarmning. Da bagningen var fuldstændig afhængig af ovnens rigtige temperatur, gjaldt det om, at den, der var fyrmester, var kendt med ovnen; og det var vor gode Mads Kristian tilfulde.
På en bondegård var det til dagligdags rugbrødet, der holdt for, men i højtiden kom sigtebrødet til højbords. Og det var sandelig ikke små portioner, der blev bagt; og brødene var dobbelt så store som dem, vi kender i nutiden.
Ligeså husker jeg nogle gevaldige julekager, i hvis midte var trykt en hest, og langs kanten, med små mellemrum, heste-hovedet; til at trykke disse mærker blev brugt håndtaget på et manglebræt, som var udskåret som en hest og til at skrue af.
Men det af julebagningen, som vi børn var mest interesserede i, var pebernødderne. Der blev bagt to slags; de, der skulde bruges til at spille om, var nogle hårde svende, og hver 5. stykke dej, som blev skåret ud til disse, var dobbelt så langt, og vi kaldte dem for misser.
Men der blev også bagt nogle mere velsmagende til selve juleaften, rigeligt tilsat honning.
Af bagværk bagtes til julen, foruden hvedebrød, klejner og små kager, formet som nisser og hunde og ænder, ikke altid lige heldige i udførelse! Og så var der ikke at forglemme æbleskiverne og søsterkagen med rosiner i.
Men senere blev det moderne på nogle af Højbys bøndergårde at tage op til bageren i Nykøbing og købe kage figurer med sukker på; det var de såkaldte markedsmænd og - koner, dyrefigurer, svaner, storke o. s. v.
De blev ellers solgt på markederne, men kom nu også frem i julehøjtiden.
En ting, som ganske vist ikke hørte bagningen til, var stegning af æbler. Næsten hver aften om vinteren lå der et sådant halvt stegt æble til hver af gårdens beboere på bilæggeren. Det spiste man gerne, inden vi brød op for at gå til sengs. Jeg tror, det var en meget sund skik, som nutidens folk skulde prøve.
Men inden man var klar til at modtage julen, var der en ting, som var af stor betydning, og som her ikke må glemmes, nemlig

Julebrygningen.

Malt og humle var de to hovedbestanddele, der skulde bruges til ølbrygningen.
På sognets gamle bøndergårde dyrkedes nok humle, som kunde bruges, men de fleste brugte at købe humlen af den fynske kræmmer, som besøgte sognet hvert år hen på efteråret, eller købte den på efterårsmarkedet i Nykøbing. For, som de gamle sagde: »Den fynske Humle og sjællandske malt gør ej øllet stramt (beskt)«.
Malten blev afhentet på bryggeriet i Nykøbing, som i god tid havde fået vor byg op til brænding. I rigtig gammel tid malede og tilvirkede man malten selv.
Den før omtalte gamle røgter, Mads Kristian, forestod også ølbrygningen; han havde et godt ry på sig som ølbrygger og blev brugt hertil på sognets gårde til højtiden.
Han tilvirkede 3 Sorter, almindelig tyndt hverdagsøl og derefter kraftigt gammelt øl, og som jule-øl kom han honning i.
Jeg mindes dette øl endnu; det havde en herlig smag, og når vi rigtig skulde delikatere os, så blev det varmet i et lerfad, og deri kom så rå sirup og grød. Det var vel nok en herreret, når det kom på bordet om søndagen til Kvælds-Nadver.
Mads Kristian kunde også den kunst at lave mjød af honningen; og den blev akkurat, som den skulde være; når glasset var tomt, drev fedtstriberne ned ad det; det var tegnet på den rigtige mjød.
Her er nu omtalt forberedelserne til julebordet, men nu kommer det allervigtigste, som vi børn hele året havde glædet os til, nemlig den dag, stadsvognen blev trukket frem, og med moder og fader på forsædet og vi børn bag i vognen kørte op

Til Købstaden på Juleindkøb.

Denne dag var imødeset med lige så stor spænding som de to årlige festdage, forårs og efterårs - markederne. Hvornår vi skulde køre på juleindkøb, bestemte følgende lille kuriøse træk. Af aviser var der kun den lokale avis på fire små sider, der udkom 2 gange ugentlig; af dens indhold var det meste annoncer.
Dette famøse nyhedsorgan holdt gerne 4 bønder i fællesskab, og bladet afhentedes på omgang; når vi nu nåede hen ad jul, afventede vi avisen med spænding; thi købmand Olsen i Nykøbing havde år efter år en bestemt og tilbagevendende juleannonce i bladet. Den bekendtgjorde, at nu var der hjemkommen friske bilbao-kastanier og lakridsrod, græsk Samosvin og mørkt og lyst St. Croix sukker. Dette var den årlige, bestemte tilkendegivelse af, at nu kunde juleindkøbene begynde.
Det var vel nok en oplevelse, når vor vogn rullede ind over den lille købstads toppede brosten og drejede ind i købmand Olsens store, gamle købmandsgård. Her vimsede gårdskarlene travlt omkring i deres nypudsede franske træsko og med hvide forklæder udenpå den blå arbejdsbluse.
Så snart vort køretøj var svunget hen i rækken af de mange vogne, som var kommet til byen i samme ærinde, kom gårdskarlen med en lille blåmalet vognstige, hvorpå langs siden var malet et velkommen med røde bogstaver, og ad denne steg vor moder så højtideligt ned.
Med det samme gik vi ind i butikken og afleverede ordresedlen; her blev vi også af købmanden budt hjertelig velkommen til staden.
Fatter fik straks en cigar, så stor som et helt kanonslag, og moder et glas mjød, og vi børn et stort stykke lakridsrod at gumle på, og så gik vi ned ad den lille bys hovedgade og så lidt på butikkerne.

Juleudstilling som den. nutiden kender, var der ikke noget af; men for datidens børn var det ganske overvældende - de store sukkertoppe, kasserne med rosinerne, det kulørte papir osv. Og alene der, at vi var med nede på gæstgivergården og fik kaffe og fine kager med rødt syltetøj.
At købe julegaver var ikke mode dengang; dog husker jeg engang, fader havde taget spendere-bukserne på og købte til moder et fransk sjal, som er til den dag i dag; til sig selv var han inde hos rokkedrejeren og hente en pibe, som denne havde drejet på bestilling, og jeg måtte med op hos den tyske kasketmager, som hed »Negler«; han anbefalede altid sine varer med et: »Den gut gepart, den 4 Mark gekostet.« Og denne jul overgik vor fatter sig selv i flothed; han ofrede også penge på det litterære alter, idet han i bogladen, der også var bogbinderi, købte selveste ugespils historier og en almanak med historier i. Jeg husker, at den hed Flints Almanak.
Vi var ellers kun vante til nogle små almanakker uden historier.
Da vi nu nåede op i købmandsgården, var vognen læsset, og så kørte vi, efter at fader endnu en gang havde efterset, om alt var med og intet glemt, om det så var vort store grønmalede anker med brændevinen.
Vi havde også Mads Røgters 10 potters dunk med, for, som han sagde, han vilde dog gerne holde en god, kristen Jul.
Når man nu kørte hjemad, og man havde stort læs på og et par fyrige heste, der gerne vilde skynde sig hjem, når mørket havde begyndt at lægge sig, måtte man passe på at holde stramt i linerne, for rundt om ved gårdene hang på gærder og buske det hvide tøj fra julevasken og flagrede, hvad der ofte gjorde hestene nervøse.
Julevasken skulde være fiks og færdig, inden julen ringede ind, thi vi sagde i sognet. dengang: »Den Mand, der flager med hvidt tøj i julen, skal klæde Lig i sin gård, inden året er omme.«
Fra den dag, vi havde været i købstaden på indkøb, og til jul var der travlt overalt i gården.

Lille Juleaften og Juleaftens Dag.

Den dag, da vi havde lillejuleaften, var travlhedens højdepunkt for os alle på gården.
Hovedrengøring overalt - i bryggers, køkken og stuer. Det sidste arbejde her, husker jeg, var at slå sand på gulvene. At slå sandet ud, så det kom til at ligge i de rigtige små toppe, ligeligt fordelt, var også en øvelse; for hvordan gulvet var sandstrøet, skulde de ældre nok lægge mærke til.
Og denne dag tog også karlfolkene fat. Møddingen skulde være fuldstændig udkørt. Det var ved sådan en lejlighed, at karlene kunde finde på at lave grin med tjenestedrengen, hvis denne var lidt troskyldig, og f.eks. sende ham ned i præstegården og låne en møddingskraber, og dér forstod de den også, og sendte ham hen til den næste gård.
Den arme dreng kunde få lov at forhøre i de fleste gårde, inden han var klar over, at der blev lavet løjer med ham; og forblev han i sognet, blev han alle tider driller med sin møddingskraber (jeg har nu altid syntes, det var en meget upassende spøg).(siger gårdejeren i Gudmindrup.)
det var dagligdag Men der var ellers nok for karlene at tage fat på. Andedammen skulde renses for blade og grene, og hvad der ellers lå og flød omkring, havegangen rives, porten og tærske-omgangen samt hundehuset nytjæres, ekstra portion tørv og brænde bæres ind o. s. v. og inde i loen svang Mads Kristian plejlen, så det lød helt ud i gården, for han vilde da banke en slat korn af til det vilde; ude i haven på en vognfjæl lå i højtiden korn til fuglene. Og vildænderne ude fra stranden kom også - det var, ligesom om de vidste, at i de dage blev de ikke efterstræbt.
Når gårdens folk samledes i folkestuen lillejuleaften, var det trætte folk, både kvinder og mænd. Men denne aften betragtedes alligevel som halvhellig; vi var da gerne i søndagstøjet, den aften satte vi jo også smag på julebrødet, klejnerne og æbleskiverne; og til midaften havde vi fået af de nye julesigtebrød til fedtegreverne.

Gamle Ane skar altid brødet for, og hun undlod aldrig at slå korsets tegn over dette brød.
Lillejuleaften spillede vi et spil, kaldet »Trække i Mosen eller Dyndet«. Der blev med kridt tegnet 12 tal på lang-bordet; så trak man efter ordre til forskellig nævnte tal, og den, der først blev kørt fast, var i »Dyndet eller Mosen«; man måtte kun komme til et tal 3 Gange.
Men denne aften gik man ellers tidligt til ro, for man skulde tidligt op; der var endnu meget at udrette, inden man var klar til at tage imod julen.
Men den sidste, som gik til sengs denne aften, var »vor mor«, hun var sluttelig ude at se, om nu ilden var dækket til med tørv på fyrstedet;. for det var jo ingen spøg, dersom det skete, at den gik ud. Det var ikke så nemt at lave god ild i hast.
Hun fortalte os børn, at en lillejuleaftens nat, medens fader var med i 3 årskrigen, og vi havde en streng vinter, var ilden gået ud, og hun kunde ikke få fyrstålet til at slå ild. Hun måtte da i vintermorgenens mulm og mørke gå 1/4 mils vej ned til en gård og låne uldgløder; hun havde dem i en træsko, det var det bedste til det brug.
. Jeg skal blot her bemærke, at i Odsherreds sydlige sogne sad man længe oppe den aften. Om morgenen, juleaftensdag, var alle usædvanlig tidligt på færde.
Nu skulde staldene og krybberne muges og særlig god strøelse deri, og skærekisten kom i gang; der skulde være hakkelse til hele højtiden. Alle skulde mærke, at det var jul, og ekstra foder fik de, selv lænkehunden blev løst lige fra morgenstunden. Og ude ved gavlen, på spidsen af en vognstang, blev der sat et knippe juleneg til fuglene, foruden det, der som før nævnt var lagt på vognfjælen i haven.
Og alle markredskaberne måtte i hus. Det at lade plov eller Harve stå på marken vilde bringe uheld, idet troldfolkene da vilde forhekse dem.
Den dag kom man let over middagsmaden, grundet på travlheden. Vi fik serveret en ret, vi kaldte dyppebrød, det var brød, lagt i kraft af sulet; dette brød fra sulevandet smagte herligt. Flæsk og sennep spistes dertil.
Når vi nu havde spist, gik vi ud og syslede færdig og hjalp hinanden med hårklipning og så videre. Vi skulde jo sørge for at være tidlig færdig og i helligdagstøjet. Kvindfolkene havde endnu lidt tilbage. Alt messing- og kobbertøj skulde jo rigtig stråle. Dengang brugtes på landet ikke pudsecremer, men der blev brugt en lille visk halm og aske, og det kunde vel nok gøre underværker.
Intet måtte gå rundt i julen. Gamle Ane satte rokken op i øverste stuen og brugte i disse dage strikkepindene. Og tøjet fik den sidste omgang med manglebrædderne, inden det blev lagt op i de store kister. Og til sidst, som kronen på værket, lagdes Lavendelstilke på bilæggerens plade. Det gav en dejlig duft i stuen.
Pigerne var, ligesom karlene, tidligt færdige og gik pyntede og små syslede, så nu var alt parat til

Juleaften.

I Skumringen kom så et par af sognets originale juletiggersker med deres krukker og fik lidt i dem af forskellige madvarer.
Den ene kaldtes Stavrebjørnen, grundet på en dårlig gang; hun var en skikkelig gammel kone, der blot havde en ulyksalig trang til brændevin, gik altid i en spiritus tåge til nar for sig selv og hele sognet.
Derimod den anden kone, »Røjle-Karen«, kunde, som folk sagde, »lidt mere end sit fadervor«; hende havde bønderkonerne respekt for. Det blev bestemt sagt om hende, at når hun hjemme i bjælken i sin stue satte en syl med en tråd fast, kunde hun malke hvilken bondes køer i Højby sogn, hun vilde. Så hun var altid sikker på et sigtebrød og et stort stykke sul, hvor hun kom frem. Og bondekonen trak et befrielsens suk, når hun var vel ude af gårde.


Piberne hænger på rad og række

Nu kom det højtidsfulde Øjeblik, hvor vi trådte ind i folkestuen og ønskede hinanden: God Aften og En glædelig Jul.


Karlene gik nu hen og tog deres piber ned fra pibebrættet ved bornholmeren, og snart gik passiaren livligt. Tjenestedrengen, lillepigen og vi børn havde også denne aften lov til at give vort besyv med.

Da der var gået nogen tid, sattes et stort fad sigtebrøds-mad med forskelligt pålæg på bordet. Øl og brændevin manglede selvfølgelig ikke, kvinderne fik et glas mjød. Men man forspiste sig ikke, for vi skulde jo snart til en større dyst.
Fader var den, som først rejste sig fra bordet, og gik så en runde omkring ude i gården og så endnu engang alt efter; og nu begyndte pigerne og moder dækningen af det rigtige julebord.
Først blev den store, hvide drejls dug bredt ud; det gjorde indtryk, for den så vi jo ikke til hverdag; og oppe ved faders og moders plads stod 2 store lys i en dobbelt malmstage.
Vi tog nu plads for bordenden - fader og moder, så kom forkarlen, derefter Mads Kristian, så tjenestedrengen; på den anden side, efter moder, sad bedstemoder, Ane, så førstepigen og derefter lillepigen og så vi fem børn; nederst for bordenden sad vor sædvanlige julegæst, GlasRasmus.
Han gik rundt i hele Odsherred og satte glasruder i for folk, og han lagde altid sin vandring, så han kunde holde jul hos os; han var en fjern slægtning til fader. På sine vandringer bar han altid sin store glarmester-kasse på ryggen.
Da vi satte os, sagde fader, som var kommet ind fra sin inspektionstur gården rundt: »God Aften, Glædelig Jul, Helsen og Sundhed«.
Første ret bestod af boghvedegrød, der blev sat ind i store lerfade, 4 mand til hvert fad; enhver havde sin bestemte ske, og imellem fadene stod så små skåle med sødt øl til at dyppe grøden i. Oven i grøden var der med udpresset sirup skrevet Glædelig ]ul, hvad der gjorde lykke, ligesom smørhullerne var korsformede.
Når grøden var sat til livs, blev de store sylter og fade med rødbeder sat ind; her var også sennep til, og hver fik sin tallerken.
Klukflasken og den store træ-ølkande brugtes flittigt af mandfolkene, og snakken gik lystigt. Og selvfølgelig måtte det nybagte julesigtebrød holde for til sylten. Når al maden var vederfaret retfærdighed, læste moder juleevangeliet, og vi sang et par af de gamle danske Salmer.
Derefter sagde gamle Ane højtideligt: »Jeg har for ondt og uting mærket kors i æblesædbunken og sat halmkors i stalden, agt på dette i højtiden, folkens«. hvorpå alle højtideligt svarede: »Tak derfor. Ane«.
Æblesædbunken var det sted, hvor sommerens frugt blev stukket ind og holdt sig bedst.

Til hverdag blev det, når to halmstrå lå i kors, betragtet som varsel for dødsfald, og vi skulde alle tider sørge for at skille Stråene ad. (Om det har noget på sig, ved jeg ikke, men engang lå der et halmkors på hovedtrappen, og fader sagde: »Vi vil snart spørge dødninge«. Og mærkeligt nok - samme dag kom min søster hjem fra skolen, som var lukket, fordi Kong Frederik den 7. var død i Glucksborg. Så vidt jeg husker, var det hen ad juletid i 1863.)

Inden julebordet hævedes, takkede alle hinanden for mad med håndtryk, hvad særligt gjorde indtryk på os Børn, da dette kun skete denne ene gang om året.
Forkarlen måtte nu ud i bryggerset og tænde hornlygter og følge lillepigen ud i loen med et fad med grødklatter og mælk; det var efter gamle Anes ordre. »Misserne skal også have deres del i aften«, men jeg tror, at Ane havde andre tanker med det; om hun troede på julenisser, ved jeg ikke, for her var hun tavs i det spørgsmål. Men på flere større gårde i Højby var denne skik også i brug. Ved gamle Anes død i 1871 ophørte på vor gård nævnte skikke.
Nu kom et stort fad med æbler ind på bordet samt fadet med pebernødder.
Kortene kom frem, og mandfolkene spillede femkort, brast, 16 Streger o. s. v. Var kvinderne og børnene med, spilledes vrålhals (brølhals) og sorteper. Ligesom sidstnævnte legede »Nødder i Hænde«.
Man sagde: »Nød og Hinde, alle mine, gæt hvor mange«. Gættedes rigtigt, fik man de pebernødder, vedkommende havde i hånden. Var der gættet forkert, så måtte man betale differencen. Man måtte aldrig have over et dusin i hånden. Spillet gik så lystigt en tid, til det måtte standses, når det var tid til at spise den såkaldte kvældsnadver.
Her var det sule- eller saltmadsfadet, som måtte holde for, og det var for resten fyldt hele højtiden ved uventet besøg o. s. v. Ingen måtte bære julen ud.
Når denne spisning var færdig, gik fader hen og tog almanakken, læste en historie, og da vi fik bogen med »Uglespils mange spilopper«, blev der også læst af denne. Disse to bøger var al den lekture, foruden biblen, som fandtes på gården, og de havde deres plads i den grønmalede permin over bilæggeren.
Og vor julegæst, Glas-Rasmus, underholdt os med historier om sine oplevelser på sine vandringer, og da han var en god fortæller, gav det også et pust ude fra egne, hvor vi andre ikke kom, og han havde andægtige tilhørere.
Sluttelig blev kaffen serveret med kandis og æbleskiver. Og da klokken nærmede sig midnat, blev de to før omtalte store julekager med hestehovederne sat ind, og dertil skænkedes et stort glas mjød, hvorved vi til slut ønskede hinanden endnu en god jul.
Gamle Ane var nu rigtig i sit es og skar altid første julekage for med følgende morsomme Ord fra et gammelt Od'sherred-eventyr: Skeer væk, skær vask, for rødhøj frue skal til skrædder og gi til barsel.
Senere blev det på mode at slutte med en kop kaffe med kandis til.
Nu begyndte virkningerne af den travle dag og den gode mad at mærkes, Børnene begyndte at slå nik og sagde, at de fik sand i øjnene (søvnige), og hver gik nu til sengs i sit kammer.
Lysestagen med de to lys måtte ifølge sovekammer, til de brændte ud.
Julenat




Udenfor tindrede julenattens stjernehimmel, og dens hellige fred hvilede over den gamle gård; i pashas og stald nød dyrene menneskenes godhed, og inden for stuehusets mure slumrede beboerne ind, med et virkeligt glad og fredfyldt sind.



Juledagene.

Julenat var ikke lang; allerede kl. 5 purredes vi ud af faders basstemme med et; »God Morgen, glædelig jul, helsen og sundhed«. Vi måtte nu ud af fjerene; på en bondegård var der nok at tage fat på.
Først et hurtigt morgenmåltid - ingen måtte begynde fastende julemorgen - og så ud at morgensysle i staldene for at blive tidligt færdig.
Man skulde tidligt i kisteklæderne den dag, og den fine, stafferede vogn, kirkevognen, og det sølvpletterede seletøj skulde frem, thi det var kirkedag. Og fra 12 middag var det fridag for karlen og storpigen til næste dag.
Inden de forlod gården - særlig hvis de var fra et fattigt hjem - fik de et stort stykke flæsk eller lignende med hjem.
Når vi i de tider agede til kirke julemorgen, mødte vi overalt på sognets veje tyendet på vej til deres hjemstavn. Både piger og karle bar den julemad, de havde fået af deres madmoder, indknyttet i de store rød- og blåternede tørklæder, som var på mode dengang. Og karlfolkene gik gerne og røg på deres store træpiber og med et solidt egespir i hånden.
Der var dem, som havde mange mil at gå; vores karl var f.eks. helt ude fra Gislinge ved Holbæk; men folk var trænet til at gå i de tider.
Når kirkegangen var forbi, var der travlt med at ønske glædelig jul, for hele sognet var nu næsten samlet.
Men så snart man kom hjem, hyggede vi os inden døre. Den dag tager man ikke bort, lige så lidt som der kom fremmede. Julens fred var forbeholdt familierne.
Kosten var denne dag til middag boghvedegrød med sirup og varmt øl samt sylte, til aften det kendte Saltmadsfad med øl og snaps.
Tiden fordreves med spil og historier ligesom juleaften.
2. Juledag var det tjenestedrengens og lillepigens tur til fridag, og de fik af deres madmoder en lignende portion som karlen og pigen dagen før.
Den dag spændtes for og kørtes på besøg hos familien, eller der kom fremmede. Som en forandring var der denne dag Saltfisk på bordet med den stærke, hjemmemalede sennep til.
De gamle spillede som sædvanlig kort, medens ungdommen søgte dansestue, for denne aften begyndte julens glæder at udfolde sig. Dengang kendtes forsamlingshusene ikke.
I den gård i sognet, der havde den største øverstestue, afholdtes dans, hvor man for små penge beværtedes med smørrebrød og snaps; og dansemusikken, violin og klarinet eller kornet, leveredes af spillemænd fra sognet eller købstaden; disse dansestuer holdt ud til hen på morgenstunden; de gamle kaldte det for at gå »til musik«.
En sådan danseaften fik man rigtig rørt benene. Det var jo særlig de gamle, anstrengende folkedanse, der stod for Tur.
Odsherred'erne har altid været temperamentsfulde, og deres danse var det også, f.eks. syvspring og det bekendte store »Grønnehavestykke« o. s. v. Selvfølgelig dansedes også runddanse som tyrolervals og hopsa, rheinlænderpolka, mazurka og vals. Men jeg tror, folkedansen holdt sig længere i Odsherred end i det øvrige land.
Men denne aften var kun indledningen. Mange glade aftener for både unge og gamle fulgte nu i

Julens Mellemdage.

3. juledag begyndte bøndernes julegilder. Her deltog både unge og gamle. Sidstnævnte dyrkede mest bordets glæder eller kortene, de unge holdt til oppe i øverstestuen, der i denne uge benævnedes julestuen.
Her morede de sig med sang og pantelege af forskellig art. Først på aftenen deltog også gårdens større børn, så længe de deltog, brugtes lege som bro bro brille, skære havre og fuglehandler o. s. v.
Men når børnene var gået til ro, begyndte dansen. Der var altid en eller anden i sognet, der kunde spille violin, og han måtte holde for til næsten alle julestuerne.
Pauserne udfyldtes af lege. Jeg erindrer endnu en leg, kaldte »Spøgeri«, hvor en af deltagerne agerede spøgelse med et hvidt lagen over hovedet, men hvordan den udførtes, har jeg desværre glemt.
En anden leg bestod i, at der blev sat en støvleknægt på hver side af et fad med vand, og så blev en af deltagerne bundet med et klæde for øjnene, og så skulde han prøve på. at træde over vandfadet og stå på støvleknægtene, men det endte gerne med, at vedkommende fik overbalance og jog begge arme i vandet til stor morskab for deltagerne.
De unge karle prøvede også kræfter, såsom tække krog, Veje salt, vommetag o. s. v., men det skete alle tider i bedste venskab. I julen måtte ingen være sære, det hændte også, at madmoder eller husbond måtte op i julestuen og deltage.
Det var jo sådan i disse dage imellem jul og nytår, at enten var der gilde hjemme, eller også var man borte.
Men det kunde ske, at vejrliget med snestorme lagde en dæmper herfor, så måtte familien hygge sig inden døre, og så kunde disse dage nok blive lange. Arbejde var selvfølgelig utænkeligt i højtiden, og læsning var der ikke meget af.
Så måtte vi unge se at få de gamle til at spinde en ende.
Jeg ser endnu tydeligt for mig den gamle stue derhjemme i skumringen. Ane sad på sin vanlige plads ved bilæggeren, og ved langbordet sad Mads Kristian, ofte med sin bindehose - mange af de ældre mandfolk strikkede dengang selv deres hoser. Og vi andre langs med den lange bænk ved vinduet.

Nytårsaften.

Årets sidste aften har alle tider været en mærkelig aften; det var både en helligaften og en spektaklernes aften.
Denne aften forløb lig juleaften med dug på bordet, og maden var samme slags; kun til kvældsnadveren kom for første gang saltskålen på bordet.
Men medens juleaften var med ro og fred, var det det modsatte denne aften. Så snart aftensmaden var spist, kom der uro i blodet hos de unge, de skulde ud på halløj! Og i stedet for kom anden ungdom til gården og lavede nytårsløjer hos os. Disse blev altid lavet hos venner.
En sådan aften skulde kvindfolkene nok sørge for at være indendørs. Thi pludselig lyste og drønede det ude i gården, når der kom en flok karle med deres muskedonnere og brændte dem af.
Det var nu ikke altid lige ufarligt, så fader var tit urolig; dér stod de store halmstakke i gården; gik der ild i dem, var gården prisgivet til flammerne.
Af andre nytårsløjer brugte man at sætte en ståltråd i vindueshaspen og gnide derpå med en pind; det gav en forfærdelig rumlen i stuen. Vi børn lavede af svineblærer rumle- eller gubbe-potter. Det var blot blæren strammet over en krukke og i midten en gåsefjer; og når man så gned denne op og ned, kom der en morsom lyd, som hørtes inde i stuerne.
Alle dem, der kom og lavede nytårsløjer om aftenen, gjaldt det om at være rask i vendingen og fange, hvad også næsten altid lykkedes, for der vankede mjød og æbleskiver.
Af andre løjer blev det også brugt at slå potter på dørene; bedst var det, hvis man kunde se sit snit til at linde gang- eller stuedøren og så kaste hele herligheden ind. Disse potter var fyldt med Skår, aske eller ærter blandet med mel - så meget arbejde som muligt ved oprydningen.
Men når natten faldt på, og folkene var gået til ro, begyndte de grovere nytårsløjer, hvor der skulle karlfolk til. En yndet sport var det at skille en vogn ad og bære den op på taget; så fik beboerne dagen efter travlt med at få den ned igen. Ja, det er også sket, at vognen er blevet samlet helt oppe på taget.
En nytårsmorgen, da vi kom ud, så vi et mærkeligt syn. En af vore arbejdsvogne var trukket ud i andedammen og læsset med halmknipper fra en af stakkene, og der ovenpå var sat vort svinelad, og hvem troner derinde? vor hane, som galede i himlens sky fra sit høje stade!
Engang var der lagt en glasrude over skorstenen nede på Ole fiskers hus ved stranden; han var ikke klar over det, og han kunde ikke forstå, at der ikke var træk i skorstenen; for når han så op i den, var den klare himmel ovenover. Der gik flere dage, inden han opdagede spøgen.
Af mindre løjer om natten var der flytning af plove, harver, trillebøre, stiger, retirade-spande med indhold o. s. v.
Men nytårsaften var særlig for de ældre en aften, som også stemte til alvor. Hvad vilde det nye år bringe - godt eller ondt?
Denne aften kunde der tages mange varsler, f.eks. skulde den, der kom til at slukke lyset på nytårsbordet, dø, inden året var omme. Og gik man udenfor og kikkede ind ad vinduet, skulde de, der sad inde ved bordet uden hoved, dø i det nye år. Tudede uglen nytårsnat, brændte gården, inden året var omme. Ligesom Mads Kristian engang fortalte, at han kendte en bonde i Asnæs, som nytårsaften skar nogle firkantede stykker brød ud og satte dem med en foldekniv fast i stuens bjælke. Nytårsmorgen tog han kniven ned og sagde: »Nu skal vi se, hvad rugen vil gi«. Var der smuler på kniven ud for det brødstykke, som gjaldt for rugen, blev det en god rughøst.
Sådanne gamle varsler kunde de gamle berette mange af.

Slut
Tilbage til start
Jeg ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår