Tilbage

Fårevejle sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Varulven på Fårevejle Ås



Når menneske- og pattedyrsbørn ligger i deres mors mave, er de omgivet af en gennemsigtig, men stærk hinde, som beskytter det lille, ufødte væsen.
Hos menneskebørn bliver hinden næsten altid sprængt under fødslen,
men dyrebørn fødes tit med hinden omkring sig.
Så kan de ikke ånde, og dyremoderen må bide hinden i stykker og slikke den af.
Hos heste er den hinde, fosterhinden, særlig sej og stærk.

Alle ved at det gør ondt at føde et lille barn.
I gammel tid havde man fundet ud af, at det hjalp på fødselsveerne, hvis man spændte en hestefosterhinde, en "horseham", ud mellem fire pinde og krøb nøgen igennem eller under den.
Nogle unge piger gjorde da også det og fødslerne var efter sigende smertefrie, men deres første barn blev en mare eller en varulv.
Pigebørnene blev til mare, uhyggelige væsener med flagermusvinger. De satte sig om natten på brystet af sovende mennesker og kvæg, dræbte og åd dem.

På Fårevejle Ås drev engang en varulv sit uvæsen. Bønderne fandt deres kvæg dræbt, børn blev overfaldet og bidt ihjel, og selv voksne blev slæbt af sted til skoven.
Der fandt man dem, frygteligt tilredte. Folk var bange, og vrede og forsøgte at finde ud af, hvem af mændene, der var varulven, men det var jo ikke sådan at se.
Der gik en tid med mange drab.
Folk blev mere og mere forskræmte, alle mistroede hinanden. De gik kun ud nogle stykker sammen, for så kunne de drive ulven på flugt. Kvæget blev vogtet.
Een nat forsøgte varulven at trænge ind i et hus, hvor der boede en kvinde, som ventede et barn.
Gravide kvinder var ulven særlig ude efter. Kvindens mand var ude for at vogte kvæget.
Varulven sprængte døren og stod på bagbenene i døråbningen.
Tungen hang ud af dens frygtelige gab, den havde blottet de store, spidse tænder og løftet labben med de skarpe kløer til et dræbende hug.
Men kvinden havde hørt, hvad hun skulle gøre for at undgå ulven.
Hun drejede sig i sengen. Det måtte hun gøre ni gange og så var varulven væk.

Da manden kom tilbage næste morgen, så han ni huller i væggen ud for sengen.
Dem havde varulven boret for hver gang, kvinden vendte sig. Manden fandt sin kone nede under dynen.
Hun rystede, og græd og havde ikke lukket et øje hele natten, men var ellers uskadt.

En varm sommerdag var en mand fra Fårevejle Ås, Per Nielsen, ude for at hente hø.
Hans kone hjalp ham.
Per var en duknakket mand. Han smilede aldrig og holdt sig for sig selv.
Han stak høet op, konen pakkede læsset.
Så sagde han pludselig, midt i arbejdet, at han skulle et ærinde.
Han sagde til konen, da han gik:
"Hvis der kommer nogen, må du slå dem med forklædet!".
Konen kiggede forbavset efter ham, men satte sig ned i høet for at vente, til han kom tilbage.
Pludselig kom et kæmpebæst af en ulv lige hen imod hende.
Kvinden skreg om hjælp, og ulven prøvede at hoppe op på læsset, men det kunne den ikke.
Grædende, skrigende og helt bleg af angst slog kvinden ulven med sit forklæde.
Den måtte give op og løb bort.
Kvinden var endnu helt ude af sig selv af skræk, da manden kom tilbage for at stikke hø op igen.
Til sin rædsel så hun, at han havde blå trevler i munden.
Hendes forklæde var blåt, og hun forstod lamslået, hvordan det hele hang sammen.
Hun turde ikke nærme sig manden.
Hun trak sig tilbage til det bagerste hjørne af vognen.
Hun fik tilsidst fremstammet:
"Du er jo varulven!" -
"Det er jeg også", sagde manden, "jeg har måttet dræbe og dræbe hver gang jeg blev forvandlet, men nu bliver jeg det aldrig mere".
Kvinden så ham smile for første gang.
Fra den dag mærkede man heller aldrig mere noget til varulven på den egn, og mennesker og dyr kunne igen leve i fred.


Slut

til toppen

Tilbage