Tilbage

Asnæs sogn






Trolden fra Esterhøj

I Esterhøj boede en trold. Han havdeboet der i mange tusind år.
Han var blevet krumrygget af alderen, og hans hvide skæg gik helt ned til jorden. Hans kone var rund, rødkindet og munter.
De havde mange børn. Konen og ungerne holdt sig for det meste i højen, de var ikke så glade for sollyset.
Derinde var der vældig flot.
Det glimtede af guld, sølv og ædelstene overalt, så hulen var slet ikke mørk.
Trolden var gode venner med menneskene, alle havde hørt om ham, og de fleste havde set ham. Hver morgen og aften red han nemlig ned til gadekæret i Høve for at vande sin hest.
Troldens hest var blændende hvid. Den havde røde ører og guldsko under hovene.
Trolden hilste venligt på alle han mødte. »Aften«, sagde han.
Han kunne ikke sige »Gud«aften som folk den gang sagde i stedet for »god«aften, fordi den ny, den kristne gud, som menneskene tilbad, var større og mægtigere end han selv. Trolden var bange for ham og kaldte ham »den store mand«!

Drengene fra landsbyen syntes, det var spændende, at møde den gamle trold og hans hest. De fulgte efter ham. Trolden sagde gerne til dem: »I følger bag, som jeg følger for«.
De passede nu godt på, ikke at komme for nær til bakken, fordi så smuttede de med ind, og det ville de jo ikke så gerne.

En dag red trolden, som altid, til kæret. På vejen tabte hesten en af sine guldsko. En kvinde fandt den og samlede den op.Den lå blank og skinnende i hendes hånd. Hun hængte den op på en pæl i nærheden. Trolden fandt guldskoen på tilbagevejen og red straks til kvindens hus, for at takke hende.
»Hold dit forklæde op«, sagde han og hældte noget deri, som lignede sildeskæl. Kvinden kiggede foragteligt på sildeskællene, lod det hele falde på jorden og gik tilbage til sit arbejde.
Pludselig syntes hun, at forklædet virkede så tungt. Hun så ned og så en glimten hist og her. Det var sildeskællene, som var blevet hængende og blevet til guldpenge. Hun løb ud, for at finde resten af skællene, men der var ingen tilbage.

Trolden var særlig gode venner med folkene i en gård, som dengang tilhørte Peder Madsen. Der kom han, når han havde lyst til at snakke, eller når han manglede noget. Gårdens folk havde også været på besøg hos trolden, og de fortalte om pragten og rigdommen i Esterhøj.
En dag kom trolden, for at låne øl. Det gjorde han undertiden, når han var løbet tør, og hans kone ikke havde nået at brygge nyt. Han leverede altid det lånte tilbage, og det var dobbelt så godt. Spunsen, det vil sige dækslet på øltønden,blev gjort tæt med ler. Så tegnede man et kors i det våde ler, så øllet ikke blev dårligt. Det plejede Peder Madsens kone også at gøre. Da trolden så korset, veg han tilbage og sagde: »Jeg kan ikke tage øllet, uden at du tager den store mands kors væk«.
Konen brækkede leret af spunsen og da kunne trolden få sit øl.

En anden gang hen imod foråret var troldens hø sluppet op, så han kom og lånte et læs hos bonden.
Senere på året, efter det ny hø var høstet, bragte han det lånte tilbage. Læsset var meget højt, og da vognen kørte gennem den lave port, faldt en lille klat hø af vognen. Trolden kørte med den tomme vogn, og Peder gik ud for at rive klatten sammen. Han rev og rev, så kaldte han konen og karlen og tjenestepigen til hjælp. Der var blevet så meget hø af den lille klat, at det fyldte tre læs.

Sådan omtrent en gang om året kom trolden galoperende ned til gården. Det var for det meste om natten, at trolden havde hastværk. Han dundrede på døren og bankede på vinduerne, til folkene vågnede. Konen tog hurtigt noget tøj på, hun var klar over, at det var hende, han kom efter.
Hun hastede op til højen, gik ind i hulen, og der lå troldkællingen og var ved at føde et lille troldebarn. Hun lå og jamrede sig.
Gårdkonen havde hjulpet hende ofte, så hun vidste nøjagtig, hvad der skulle gøres. Hun holdt troldkællingen i hånden, når det gjorde meget ondt, varmede vand og tyssede på de andre troldebørn, når de lavede for meget larm. Når det ny troldebarn var født, klippede hun navlesnoren over, og så efter om alt var som det skulle være hos en troldeunge, om ørerne var spidse og fine og halen lige og lang. Så vaskede hun det, viklede det ind i noget varmt pelsværk og gav det til den glade mor. Til sidst lavede hun god kaffe til alle, en kraftig suppe til den udmattede barselskone og gik derefter hjem med rige gaver fra trolden som tak for hjælpen.

En sådan barselsnat så bondekonen en menneskepige stå i et mørkt hjørne af hulen, i gang med at male malt til troldens øl. Da hun så nærmere efter, så hun, at det var hendes egen tjenestepige, som stod der. »Nå«, tænkte hun ved sig selv, »det er derfor pigebarnet altid er så træt om dagen og ikke kan bestille noget«.
Konen havde tilfældigvis en stoppenål på sig. Den satte hun i pigens tøj. Næste dag kunne hun med den bevise, at pigen arbejdede om natten hos trolden. Pigen selv kunne ikke huske noget. Stoppenåle er lavet af stål, og stålet beskyttede pigen, så troldene ikke mere kunne få fat i hende.

Trolden havde allerede længe boet i Esterhøj, da menneskene begyndte at bygge nogle store bygninger. De så helt anderledes ud end de huse menneskene ellers boede i. De var større og havde et tårn, og folk gik derhen om søndagen, for at synge og bede. Det var huse til den »store mand«. De blev kaldt kirker.
Trolden kunne ikke lide at der var en,som var mægtigere end han selv, men allermest vred var han over klokkerne, de bimlende tingester, som blev hængt op i tårnene. Hver morgen og aften og om søndagen ringede de, så han kunne høre dem helt inde i Esterhøj. Til sidst blev han så vred, at han ville ødelægge den kirke, som lå nærmest.

Det var den i Asnæs.
Han gik ud for at finde en god, stor sten, stor nok til at ødelægge kirken.
Omkring Hørve kunne han ikke finde nogen sten, som passede ham. Derfor red han helt ud til Odden. Der fandt han en sten, som vejede godt til. Han tog sigte mod Asnæs Kirke, men sigtede alt for lavt, så stenen faldt ned i Klint. Han havde taget så hårdt om stenen, at aftrykket af hans fingre blev siddende i den. Han kastede en anden sten, men den for lige forbi kirken og faldt på præstens eng. Da opgav trolden. Han red bedrøvet tilbage til Esterhøj og sad længe nede i hulen med hænderne for ørerne for at holde den slemme klokkeklang ude, og menneskene så ikke meget til ham i den tid.
Men en dag kom han ud. Han havde læsset nogle få ting på den hvide hests ryg. Hele familien var rejseklædt. De forlod Esterhøj, for at drage et sted hen, hvor de ikke kunne høre klokkerne, hverken Asnæs' bjældren, Vigs brummen eller Grevinges klingren.
De ville drage til Bornholm, for der var endnu fred at finde for skikkelige trolde.
Men først gik turen ned til Høve strand. Der lå en sten, som en fornærmet trold fra en anden egn af landet havde smidt efter Kalundborg kirke. Den havde heller ikke ramt. Under den sten lagde den gamle trold sin guld nøgle, som gav adgang til Esterhøj s skatte.
Menneskene var fulgt efter trolden for at se, hvad han lavede. De stod omkring og trolden kiggede på dem, ked af, at han skulle forlade den egn, hvor han så længe havde boet. Da fik han øje på en pige. Hun havde langt, gyldent hår og store blå øjne. Hende kaldte trolden til sig og hviskede med hende. Så drog han bort og så sig ikke mere tilbage. Menneskene kiggede efter ham, nogle vinkede, de var kede af at troldene forlod dem. Men lidt efter lidt spredtes de og gik hjem.
Pigen var alene på stranden. Nu ville hun se, om det var sandt, hvad trolden havde hvisket hende i øret. Hun gik hen til stenen. Den løftede sig og hun så guldnøglen, som åbnede for alle skattene. Hun blev så overrasket over at stenen løftede sig og den store guldnøgle under den, at hun glemte troldens ord om, at hun skulle tie stille.
Hun udbrød: »Der ligger den!«. I samme øjeblik faldt stenen tilbage, og hun kunne ikke rokke den ud af stedet, og det var der heller ingen andre der kunne.

Mange år gik. Alle menneskene, som havde kendt troldene var døde, men historierne om dem blev fortalt videre fra forældre til børn og børnene fortalte dem igen til deres børn.
Så kom året 1920.1 det år blev en del af Danmark, som længe havde hørt ind under Tyskland, genforenet med resten af landet. Folk blev så glade over det, at de rejste sten overalt i landet til minde om denne store begivenhed. Det ville man også i Høve.
Da man søgte efter en passende sten, kom man i tanker om den store troldesten på stranden. Den skulle som genforeningssten stå på Esterhøj, det højeste punkt i Asnæs sogn.
Da man skulle til at grave stenen fri, huskede folk historien om guldnøglen, og de tænkte, at det kunne være rart at få fat i den og dermed troldens skatte. De vidste, at man skulle tie, når man fandt og tog nøglen. Man var ikke helt sikker på, at egnens mænd kunne klare det, så Hr. Falck fra København blev hentet til hjælp. Han prøvede sammen med 10 mænd at rokke stenen, men den ville ikke give sig.
Da lagde Falck sin hånd på stenen og kom til at sige: »Om du vil eller ej, så skal du nok blive rokket!« Der hørtes en buldren under stenen, og alle blev klar over, at nøglen var sunket dybt ned i jorden og skatten for altid fortabt.

Men stenen blev rokket og gravet fri. Der måtte store kræfter til at flytte den fra stranden op på højen. Man trak den på en blokvogn. Det varede elleve dage. Det stejle stykke op ad Høve Stræde blev vognen trukket af elleve par heste og omtrent 200 mennesker. Men med fælles anstrengelse kom den op på Esterhøj, hvor den står den dag i dag.

















Tilbage