Tilbage

Vallekilde sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Silkeklædet



l Bjergesø boede en ungersvend, som hed Per Olsen.
Han var forelsket i en pige og hun i ham. De kunne så godt lide hinanden, at de ville gifte sig.
En lørdag om foråret holdt de et stort bryllup, hvor der var indbudt mange gæster.
Festen varede i tre dage, folk spiste og drak, så de var ved at revne, og spillemændene spillede til dans, så mange fik ømme fødder.
Brudeparret holdt hinanden i hånden hele tiden og smilede glad.
De havde en pæn gård, med heste, køer og får, så de skulle nok få et godt liv sammen.

Da bryllupsfesten var forbi, fandt de et silkeklæde i deres gård.
"Det er nok et, en af gæsterne har glemt", sagde de til hinanden,
og de spurgte alle, som havde været indbudt, men ingen ville kendes ved det.
Så lagde de det i en skuffe og glemte en tid alt om det.
Der var jo også rigeligt at lave.

Markerne skulle såes til og dyrene passes, haven og huset holdes.
De unge mennesker, som så glade havde smilet til hinanden under brylluppet havde nu,
de dagligt var sammen, pludselig helt andre ansigter.
Det var, som om der var faldet en skygge over dem.
De kunne ikke enes om noget, og de skændtes dagen lang.

Konen vrissede ad Per, han kunne ikke gøre nogen ting rigtigt.
Per beklagede sig over maden og rengøringen og over alt, hvad hun lavede.
Indimellem slog han hende. Så sad konen og græd,
og Per tog brændevinsflasken frem og drak sig fuld.
Ingenting kunne lykkes. Deres venner og naboer, som havde ventet, at de to ville blive lykkelige, og at de og alt omkring dem ville trives,
snakkede frem og tilbage om den store elendighed.

Een af dem kom da i tanker om det mærkelige silkeklæde,
som ingen ville kendes ved, og de tænkte, at det nok var et forhekset klæde,
som nogen havde lagt, for at bringe ulykke over de unge.

Det sagde de til Per og hans kone,
og de rådede dem også til at gå til en klog mand, som forstod sig på forheksede ting.
Det gjorde de så.

Den kloge mand mente nok, at silketørklædet var skyld i ulykkerne,
og han rådede dem til, at skære det midt over.
De skulle være alene, når de gjorde det og passe på,
at alle døre i stuehuset var lukkede imens.

Per og konen tog hjem.

De tog silkeklædet frem fra skuffen,
lukkede alle døre og skar klædet midt over.
Men de havde glemt en dør,og da de vendte sig efter at have skåret,
så de en mørk kroget skikkelse liste bort.

Det var kvinden, som ville dem ondt, men de fik ikke set, hvem det var.
Den kloge mands råd hjalp jo så ikke, og skænderi, druk og ulykke fortsatte som før.

De rejste igen til den kloge mand.
Denne gang var hans råd, at de skulle grave et levende lam ned i gårdens port.
Det ville forhindre den onde kvinde, at få mere magt på gården.

Per Olsen og hans kone rejste hjem, tunge om hjerterne,
de brød sig ikke om at begrave et af deres små lam.
Men hvad skulle de ellers gøre?
Det onde måtte stoppes, ellers ville de selv og hele gården gå til grunde.
Lammet måtte ofres!

Per tog en skovl og gravede hullet i porten.
Konen hentede lammet. Det brægede ynkeligt.
De lagde det ned i det mørke hul og dækkede det hurtigt til med jord.

Fra den dag gik alt godt for dem.
Den mørke skygge forsvandt.
Det ondes magt var brudt.

Slut

til toppen

Tilbage