Tilbage



kobberkedlen



I en af gårdene i Brent stod én meget stor indmuret Kobberkedel i Bryggerset. Den kunde nok rumme henved tyve spande vand. For mange, mange år siden boede der i gården en mand, som Tid efter anden var blevet meget fattig. Det blev til sidst så galt, at han var ved at måtte gå fra sin gård. Men når nøden er størst, er hjælpen ofte meget nær. Så langt tilbage, nogen kunde mindes, havde man der på egnen næsten hver nat set et lille Lys brænde på et og samme Sted ude i det sydligste hjørne af marken, helt ude ved den store mose.
De gamle sagde, at der var gemt en skat i jorden der. Man kunde godt hæve denne skat, hvis man havde mod til at gå derud en midnatsstund, når lyset brændte, og stikke et stykke stål gennem flammen ned i jorden.
Det kunde dog godt gå så galt, at man mistede livet, hvis man ikke var rask til bens og kunde løbe fra det rædsomme uhyre, der straks vilde forfølge den, der forsøgte at afmærke skattens skjulested. Dog, hvis man kunde nå at komme ind under tagskægget på det nærmeste Hus, var man frelst.

Manden på gården havde tænkt meget over det og han havde også været derude den ene nat efter den anden, men han nåede aldrig helt hen til flammen. Modet svigtede ham, og tung i sindet måtte han hver gang vandre tilbage med sin le.
Men en stjerneklar sommernat, mens svage kornmodsglimt blinkede på den vestlige himmel, gik han atter derud. Denne gang ville han ikke blive ræd. Nu var der ikke nogen vej uden om.
Han måtte hæve den skat eller - - - han måtte sætte livet til.
Da han nåede stedet, huggede han af al sin magt leen gennem den lille sitrende lue og ned i jorden.
Han hørte et vældigt brag, og så løb han, løb, som han aldrig før havde løbet.
Det var livet og gården, der skulde reddes. Han kunde høre uhyret forfølge sig, høre hvorledes det i gungrede galop vandt nærmere og nærmere ind på ham. Så nåede han endelig naboens hus og gled ind under tagskæggets skærmende udhæng. Med ansigtet trykket tæt mod den gamle, klinede lervæg hørte han bag sig en underlig skurrende latter. Så blev alt stille. Det uhyggelige, der havde raset om ham, forsvandt, og i den lyse sommernat gik han hjem, mens håb og tvivl skiftede i hans sind.
Denne gang havde han ikke sin le med tilbage, den blev derude for med stålets underfulde kraft at værne skatten mod onde magters angreb. Det nyttede ikke, han gik i seng, han kunde alligevel ikke sove. Han gik bare den ene gang efter den anden rundt om sin gård, og da morgensolens første stråler lyste over den slumrende by, tog han sin spade og gik ud over sine marker, ud mod den store, stille mose.
Derude fandt han leen, den stod dybt i engens sorte muld; men før han drog den op, stak han med sin spade en cirkelring i engbundens bløde græs uden om den. Så smed han sin trøje og begyndte at grave.
En stiv Alen nede i tørvejorden fandt han kedlen. I den lå der mange skønne ting, både af det blanke sølv og det røde guld.
Og fra den dag var han en rig mand og havde siden heldet med sig.
Huset, hvor han søgte ind under tagskægget, var nok det, der mange år senere tilhørte den gamle Jacob Thomsen Goldschmidt. Og Kedlen har jeg selv set, den var ualmindelig stor og dyb.



I "Myrestøbberne" (Myrekrattene) på Marken ved Brent viste der sig også tit nogle små, blafrende Lys. Det var Ellepigerne, der tændte deres Vættelys. Der, var dog enkelte, der mente, at det var den gamle Hugger, der nu og da hentede et Stykke Træ til en Vognkæp eller et Økseskaft. Når han tændte sin: Pibe, kunde de små Glimt ses mellem Træstammerne.


Slut

til toppen

Tilbage