Tilbage




Hvordan Plejerup fik sit navn

På Bregnebjerggård i Plejerup boede engang en bonde, som var gode venner med en trold, der sikkert boede i Bregnebjerget.

Trolden var en lille, tyk én med store hænder og fødder og den flotteste hale i miles omkreds. Alle bondens naboer var meget bange for trolden, og når de mødte ham, særlig sent på aftenen, løb de hjem, alt hvad de kunne og satte en le over døren, for så kunne trolden ikke komme ind.
Han stod så lidt udenfor vinduet, med sin store, grimme næse trykket flad mod ruden og luntede omsider hjem til Bregnebjerget.

Men trolden kunne ikke skræmme bondemanden på Bregnebjerggård. Han blev bare stående, når trolden kom og gav sig til at snakke med ham. Undertiden fik trolden også et krus øl, og det blev han så glad for, at han en dag spurgte bonden, om der var noget, han kunne hjælpe ham med.
»Jo da«, sagde bonden, »det er forår, og jeg skal i gang med at pløje. Mine marker ligger ned til Lammefjorden. Mine to små brune heste skal trække ploven op og ned ad nogle store bakker. De bliver meget hurtigt trætte. Hvis du hjalp mig og trak ploven ville jeg hurtigere blive færdig«.
»Det er i orden«, sagde trolden. »Jeg er jo meget stærkere end dine heste«.
Tidligt næste morgen mødtes de. Bonden spændte trolden for ploven, og de pløjede. Først ned til fjorden, det gik jo let nok. Så skulle de tilbage op ad bakken, og det var et hårdt slid. Trolden asede og masede og lagde kræfterne i, og omsider kom han op. Bonden grinede og sagde: »Så let gik det nok heller ikke, selvom du er så stærk«.
Trolden vrissede ad ham og trak ploven ned igen. Da han var nede, gad han ikke trække ploven tilbage. Han ville bare slæbe den op, uden at pløje.
Trolden trak plovskæret op ad jorden. »Hvad skal det nu betyde?« spurgte bonden. »Pløj herop!«, sagde han og pegede op til bakken. Surmulende satte trolden ploven ned i jorden igen. De arbejdede hårdt, til marken var pløjet færdig. Glad og træt var bonden, sur og meget træt var trolden, da det var blevet fyraften. Men stedet hed fra den dag »Pløj herop« og senere er det blevet til Plejerup.

Slut

Tilbage