Tilbage

Fårevejle sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem



Fru Ingers Kirke

I Riis lå engang en borg.
Der boede en adelsfrue, som hed Fru Inger.
Hun var rig, fordi hun ejede meget jord. Hun var også from og gik i kirke hver søndag. Hun skulle i kirke helt i Asnæs.
Det var en lang vej og til tider, særligt om vinteren, meget besværlig. Vejene var ikke gode dengang, og der fandtes jo ingen biler.
Een søndag kørte hun i hestevogn til Asnæs.
Da hun kom dertil steg hun af vognen, samlede sin kostbare kjole omkring sig og gik de sidste skridt op til kirken.
Da kom præstens store hund farende.
Den plejede at være skikkelig, men den dag var den helt ustyrlig. Den sprang hen imod hende, bed sig fast i silkekjolen og rev en stor flænge i den.
Fru Inger blev meget vred.
Hun skældte præsten ud og krævede, at hunden blev lagt i lænker.
Da hun kom hjem, udmattet efter den lange køretur og ked af, at kjolen var ødelagt, besluttede hun, at hun ville bygge sin egen kirke. Så ville hun slippe for den lange vej og præstens arrige hund.

Kirken skulle bygges på Teglhøjen, en bakke i nærheden af hendes borg.
Hun sendte bud efter en bygmester og murere, som forstod sig på at bygge kirker af kampesten.
Hendes egne folk kørte sten og tømmer til Teglhøjen. De kørte mange læs, for der skulle meget til, for at rejse så stor en bygning.
Først lagde håndværkerne, under bygmesterens ledelse, et godt solidt fundament af store sten, og på det rejste de tykke mure af omhyggeligt valgte kampesten.
De vendte stenenes flade sider udad og passede stenene omhyggeligt ind i hinanden, så muren blev pæn og jævn.
Det tog tid at bygge mure af kampesten, men arbejdet skred frem, og murene blev højere for hver dag.

Troldene i bakkerne omkring Riis iagttog, hvad der foregik.
De blev snart klar over, at menneskene var ved at bygge en kirke.
Det var de slet ikke glade for, de kunne ikke udstå klokkeklang og salmesang.
Troldene besluttede, at der ikke skulle være nogen kirke i nærheden af deres bakker, de ville have fred.
Om natten sneg hele troldeflokken sig til byggepladsen.
De væltede murene, rev fundamentet op og spredte stenene rundt omkring.
Så luskede de grinende hjem.
Grædende stod Fru Inger næste morgen og så på ødelæggelserne.
Bygmesteren var rasende og håndværkerne kede af, at så meget arbejde var spildt. Men de prøvede igen, begyndte helt forfra, og kirkens mure rejste sig på ny.
Det nyttede bare ikke, troldene rev ned om natten, hvad der var bygget om dagen.
Da søgte Fru Inger råd hos kloge folk, for hun var klar over, at på Teglhøjen ville kirken aldrig kunne blive bygget.
Hun fik det råd, at hun skulle binde to stude sammen og lægge den allerede færdige kirkedør på deres ryg. Så skulle hun lade dem gå, hvorhen de ville. Der, hvor de lagde sig ned, kunne kirken bygges.
Hun gjorde, som det var blevet rådet hende.
En fuldmånenat blev studene bundet sammen med et reb, som var dyppet i vand fra den hellige Korskilde i nærheden.
Døren blev lagt på deres rygge.
Næste morgen lå de ved den yderste brink ude ved Lammefjords stranden ved Fårevejle.
Nu, da man havde fundet det rigtige sted, skred byggeriet godt frem og blev ikke mere forstyrret.

Bygmesteren var en dygtig mand.
Han havde ledet kirkebyggerier mange andre steder.
Han var en mester på sit felt, men hidsig og opfarende. Han havde let til vrede. Han bandede og svovlede stygt, når noget gik ham imod.
Det kunne den fromme Fru Inger ikke lide, så godt hun ellers var tilfreds med ham.
Hun syntes, at banden og kirkebyggeri slet ikke passede sammen.
Dog vidste hun ikke rigtig, hvad hun skulle gøre ved det.
Hun var bange for, at hvis hun bebrejdede bygmesteren hans banden, ville han blive vred og gå sin vej.
Fru Inger havde en hest. Den var vild og fyrig, men også meget klog.
Hesten vidste ofte besked med, hvad dens frue sådan gik og tænkte på.
En dag rev den sig løs, galoperede ned til Fårevejle og hen til byggepladsen.
De folk, som arbejdede der, sprang forskrækket til side, da hesten stormede imod dem.
Den bekymrede sig nu slet ikke om menneskene, men løb lige hen til den halv færdige kirke, sparkede voldsomt ud mod muren med bagbenene, så et stort stykke af hjørnet faldt ned.
Derefter løb den tilbage til Riis.
Fru Inger kunne let fange sin kloge hest. Den gnubbede sin mule mod hendes skulder, som om den ville sige:
»Har jeg ikke gjort det godt?«
Og det havde den, for bygmesteren fik ekstra arbejde med at bygge hjørnet op igen, og han havde forstået, at det var straffen for hans banden.
Han tog sig selv i nakken og holdt op med at bande, i hvert fald sålænge byggeriet i Fårevejle stod på.

Til sidst stod kirken færdig oppe på brinken ved Lammefjorden.
På stille dage spejlede den sig i vandet og i stormvejr slog bølgerne næsten op på kirkemuren. Fru Inger havde ønsket, at man kunne se, at kirken var bygget af en kvinde.
Bygmesteren havde derfor vendt kirketårnets gavle mod syd og nord i stedet for mod øst og vest, som det ellers var sædvane.
Troldene fra Riis havde set mismodigt til, at kirken blev færdig.
De skulede ned til den fra deres bakker og pønsede på hævn. De kunne ikke selv komme derned.
En af troldene vidste, hvor der boede en lindorm.
Det er en kæmpeslange.

Troldene overtalte lindormen til at lægge sig foran kirkedøren, når den første gudstjeneste blev holdt.
Lindorme er ondskabsfulde, så det var den straks med på.
Fru Inger og folk fra egnen havde deres fineste tøj på, kirken var pyntet med de smukkeste blomster, mange vokslys var tændt, klokkerne ringede og den nye præst bar en messehagel af silke, som Fru Inger selv havde broderet.
Biskoppen var kommet fra Roskilde for at indvie den nye kirke.
Folk strømmede til fra nær og fjern.
Kirken var stuvende fuld til den første gudstjeneste. Alle sang med på salmerne. Sangen var høj og glad, så ingen hørte den fæle skuren udenfor.
Det var lindormen, som krøb på plads lige foran døren.
Gudstjenesten var forbi, og folk ville gå ud af kirken, men den store, slimede orm spærrede for udgangen.
De første sprang over den, men det ville den ikke finde sig i. Den spyttede gift og slog med halen.
Folk måtte da kravle ud af vinduerne. Ikke alle kunne komme ud der.
Til sidst huggede man en ny dør i den anden side af kirken, i nordsiden.
Til den ny indgang lavede man senere en dør, på hvilken lindormen er afbildet.
Den dør er der såmænd endnu.
Snart ville Lindormen kunne nå rundt om hele kirken og vælte den; den begyndte at vokse. Særlig galt var det, når solen skinnede. Da udvidede lindormen sig.
En meget varm dag gik det næsten galt.
Ormen blev tykkere og tykkere, længere og længere. Der manglede ikke mange meter, før den nåede omkring kirken.
De folk, som så til, blev mere og mere angst.
Skulle deres smukke kirke blive kvast til en hoben murbrokker?
Da trådte præsten frem. Han løftede hænderne mod himlen og bad.
Mørke skyer dukkede op i horisonten, de drog nærmere og nærmere og skjulte til sidst solen, så det blev køligt gråvejr.
Ormen knyttede sig sammen, faren var afværget for denne gang. Men truslen om ødelæggelse hang stadig over kirken.
Man prøvede at skyde ormen med sølvmønter. Det hjalp ikke. Kæmpe med den var der ingen, der ville, den var alt for stærk.
Man forhørte sig rundt omkring, hvad der kunne gøres, og endelig stødte man på en klog mand, som vidste råd.
En hvid tyrekalv skulle fedes op på mælk og hvedekorn, og om 10 år skulle den bruges mod lindormen.
En kraftig, snehvid kalv blev valgt, og en pige sat til at passe den.
Folk skaffede hvedebrødet og mælken til dens føde i fællesskab. Efter to år var kalven blevet til en vældig stor tyr med mægtige horn.
Ingen kunne komme den nær undtagen pigen, som havde passet den.
Den dag, tyren skulle kæmpe mod lindormen, var det umuligt at trække den op til kirken, så uregerlig var den.
Pigen måtte lokke den med mælkespanden, som hun stillede ved kirkemuren, hvor lindormen lå.
Hun skyndte sig væk.
Lindormen for frem og kastede sig over tyren.
Den kunne endnu ikke hamle op med lindormen, så den stak halen i vejret og løb hjem.
To år mere blev tyren fodret og passet.
Igen lokkede pigen den til kirken, og denne gang var det som om den vidste, hvad det gjaldt. Den angreb lindormen med stor styrke og voldsomhed.

Kampen blev frygtelig, blodet sprøjtede op på kirkemuren.
Tyren var den stærkeste.
Den gennemborede lindormen med sine spidse horn og splittede den ad.
Lindormen vred sig i dødskampen, og det sidste slag med halen ramte kirketårnet, så det revnede fra nederst til øverst.
Lindormen var død, men tyren rasede videre.
Den var blevet forgiftet af lindormens ånde og gik til angreb på alt og alle.
Selv pigen kunne ikke mere nærme sig den.
Til sidst klatrede nogle modige mænd op i kirketårnet og skød tyren derfra.
Nu endelig kunne Fru Inger og folk have deres kirke i fred.

Fru Inger døde i en høj alder.
Hun blev begravet på en af øerne i Lammefjorden, som hedder Inderø, men som folk ofte kaldte og kalder »Inger«ø.
På øen ligger en stor, flad sten, som bliver kaldt Fru Ingers gravsten.
slut