Tilbage

Nørre Asmindrup sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem



Fjernmalkning i Svinninge

På Svinninge Bygade boede to gamle koner lige overfor hinanden. Den ene hed Stine og den anden Maren.
Stine var en lille, trind, godmodig kvinde - hun havde let til latter og snakkede og sladrede dagen lang.
Maren var lang, mager og bleg med en stor næse og skarp tunge. Hun fortrak sjældent sin indfaldne mund til et smil men trods deres forskellighed, var de to koner gode venner.
De gik ind og ud hos hinanden, drak kaffe, sladrede sammen, og hjalp hinanden, hvis det var nødvendigt.
Stine havde en lille rød ko, som hun var meget glad for. Hun kærnede smør af mælken, og salget af smørret gav hende en ekstraskilling.
Da hun var så god af sig, gav hun ofte sin veninde en tår mælk med hjem.

En dag blev Stine meget ked af det. Hun opdagede, at koen gav mindre mælk end den plejede, men hun beroligede sig med, at koen nok havde en dårlig dag - men næste dag var det ikke bedre, og som tiden gik, gav koen mindre og mindre mælk.
Stine var bedrøvet, men når hun klagede sin nød til Maren, blev hun afvist med et hånligt grin: - der var vel ingen grund til at gøre så meget ud af så lidt...!
Trist lukkede Stine sin dør og holdt op med at omgås Maren - men denne kom dog af og til og bad om lidt mælk.
Til sidst blev Stine så fortvivlet, at hun gik til en klog kone.
»Nå«, sagde den kloge kone, »jeg tænkte nok, at du ville komme. Der er noget galt med din ko, ikke sandt«?
»Jo«, sagde Stine, »koen giver ikke mælk, som den plejer. Har du råd for det«?
»Det har jeg nok«, sagde den kloge kone.
»Har du ikke givet din nabo en tår mælk af og til«?
Det måtte Stine jo sige ja til.
»Man kan malke en ko, selvom man er langt væk fra den«, sagde konen. »Man skal bare have lidt af koens mælk. Så kan man sætte syle, strikkepinde eller knive i loftsbjælken og malke koen gennem dem...
hvis man altså er en heks! - Din nabo, Maren, er en mester i det fag«!

Stine slog forfærdet hænderne sammen og begyndte at græde over sin onde veninde.
Så pudsede hun resolut næsen og spurgte:
»Hvad kan jeg gøre for at standse tyveheksen«?
»Du skal drysse en smule salt i den mælk, du giver Maren, næste gang hun kommer. Det skal nok hjælpe«!
Stine gik langsomt hjemad. Hun var så forfærdelig skuffet over sin tidligere veninde.
Da hun var kommet hjem bankede det kort efter på døren, og Maren kom ind med sin kande og bad om en tår mælk.
Stine hentede mælken og kom lidt salt i.
De to koner så slet ikke på hinanden, der var kold luft imellem dem.
Da Stine malkede koen om aftenen, gav den lige så meget mælk, som den havde gjort før Maren begyndte at fjernmalke den.
Det blev Stine meget glad over, men de to koner blev aldrig venner igen.
De så den anden vej, når de mødtes.

slut