Tilbage

Nørre Asmindrup sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem



Elleskytterne fra »Stubben«

Der var en gård i Plejerup.
Den lå på trekanten mellem vejene til Atterup og Frenderup.
I dag er kun stuehuset tilbage, længerne brændte ned for mange år siden.

På gården boede i gamle dage Hans Pedersen med sin kone Karen og sin søster Johanne.
De havde en karl til hjælp, en bredskuldret, stærk fyr, som ikke var bange for noget.
Fra stedet kan man se en lille skov. Den ligger bagved en stor bakke og hedder »Stubben«. Skoven er meget gammel.
Den har altid været der, lige så længe man kan huske. Træerne vokser, som de vil. Ingen har plantet dem.
Dengang Hans Pedersen havde gården, vidste alle mennesker på egnen, at der boede elleskytter i skoven. På lune sommeraftener kunne man høre dem holde klapjagt i »Stubben«. »Syk, syk, syk«, lød det, og deres hunde glammede så underligt, de havde ikke sådan glam som andre hunde.
Ellefolket var et smukt folk, høje og ranke med langt, mørkt hår og sorte øjne.
Når man så dem bagfra, var det en helt anden historie. De var nemlig hule i ryggen, ligesom et dejtrug.
Man kunne godt møde ellefolket rundt omkring. De holdt ikke kun til i skoven. Undertiden dukkede de op andre steder, De kunne godt lide at drille, og det gik ofte ud over malkepigerne.
Hjem fra marken
Om sommeren gik køerne jo på græs og græsmarken lå ikke altid lige ved gården
Pigerne skulle ud til dem hver morgen og aften, for at malke. De bar mælken hjem i en spand, som de satte på hovedet.

En sommer stod Hans' køer på en mark nær ved »Stubben«.
Det var Johanne, som gik ud og malkede.
Hun var altid lidt ængstelig, når hun skulle derned, men efter der var gået nogen tid, og der ikke var sket noget, glemte hun alle historier om ellefolket.

Men en tidlig morgen skete der noget.
Disen lå endnu over markerne.
Johanne sad, lidt søvnig, lige så stille og malkede, med panden støttet mod koens varme mave.
Pludselig hørte hun lette skridt i morgenstilheden.
Hun vendte sig hurtigt om og nåede lige at skjule hovedet i forklædet, før elleskytten kunne bide hende.
Nu kunne han ikke gøre hende noget.
Hun hørte da også, at han gik tilbage til skoven. Da hun forsigtigt kiggede frem fra forklædet, var der ingen at se mere. Langsomt gik hun hjem.

Hun så sig skræmt omkring, men hun så kun de velkendte marker, huse og træer ligge i morgensolens første stråler.
En aften, lang tid senere, trak det op til tordenvejr.
Mørke skyer samlede sig på en blygrå himmel. Det var trykkende varmt.
Uvejret kunne bryde løs, når som helst.
Johanne skyndte sig med malkningen, for at komme hurtigt hjem igen.

Hun kiggede ind imellem over til skoven, den var mørk og truende i dag.
Da så hun en elleskytte i skovens dybe skygge.
Han lagde en pil på sin bue og sigtede lige på hende.
Hun for op, for at løbe væk, men pilen ramte hende. Hun mærkede en skarp smerte i hovedet, men kunne ikke finde pilen.
Hun holdt om sit værkende hoved og kom rystende og ligbleg tilbage til gården.
Mutter Karen kunne straks se, at hun var elleskudt og fik pigen i seng.
Derefter snakkede hun med Hans og karlen, og sammen fandt de på råd.
Karlen sadlede op og red så hurtigt hesten kunne rende til Grevinge Kirke.
Det lynede og tordnede, og regnen styrtede ned.
Han tog et lille stykke fra kirkens blytag og red hastigt tilbage.

Imens havde Karen fyret op.
Karlen tørrede sit gennemvåde tøj, og bonden gnubbede den dampende hest tør.
Så smeltede de kirkeblyet over varmen, gik ind til Johanne og lod det løbe over hendes hoved.
Straks kom der farve i pigens ansigt og hovedpinen forsvandt.
Næste morgen var hun helt frisk igen.

Sommeren var ved at være forbi.
Det blev koldere i vejret og køerne skulle snart på stald.
Det var en af de sidste gange Johanne skulle malke køerne ude, og det var hun glad for, efter de forskrækkelser, hun havde fået. Men hun var en modig pige, så hun turde stadigvæk godt gå ned til »Stubben«.
Denne gang så hun, allerede oppe fra gården, en sort hest, der løb rundt mellem køerne.
»Den skal jeg hurtigt få fanget«, tænkte hun, »det er nok en af naboens!«.
Hun malkede først og hesten så skikkelig nok ud. Men den var svær at fange!
Når hun lige troede, hun havde fået fat i den, forsvandt den og dukkede op et helt andet sted.
Hun blev ved i lang tid.
Til sidst blev hun udmattet og satte sig ned på en stor sten, for at tørre sveden af panden.
Da hørte hun en høj latter og opdagede to elleskytter bag et træ, som morede sig over hende.
Den sorte hest stod ved siden af dem. Den havde blottet tænderne, som også den grinede.
Da blev hun bange?
Hun snappede mælkespanden, men tabte den igen, så mælken sprøjtede til alle sider.
Hun lod mælk være mælk og løb hjem.
Hun rendte så hurtigt, at overdelen gik af begge hendes træsko. Nu turde hun ikke mere gå ned til »Stubben«. Karlen hentede spanden og træskoene, og mutter Karen malkede de sidste få gange.

Elleskytterne jagede ikke kun i deres egen skov.
Om natten tog de ud derfra og red afsted, for at jage andre steder.
Hujende, larmende, vrinskende og glammende for jagten gennem luften.
Deres vej gik altid gennem Hans Pedersens gård, og alle skyndte sig i hus, når de hørte dem komme. Portlågerne stod altid åbne, så jagten kunne komme igennem.
Gårdens hund stod i ladeporten, for at kunne passe på huset. Den kunne ikke komme væk, fordi den var bundet.
Mange af gårdens hunde blev redet ned, og mange af dem døde.
Nu havde Hans engang en særlig god hund.
Den var god til at passe på og også til at have med på jagt. Men det gik den, som alle de andre hunde. Den blev troldredet af skytterne og en morgen lå den og var lige ved at dø.
Det var Hans meget ked af, fordi han godt kunne lide hunden.
Han sendte to nabodrenge afsted, for at finde »trolderis«.
Det er de små forkrøblede skud, som vokser op ved blommetræer.
Snart kom drengene tilbage med risene, og bonden slog hunden over bagdelen med dem.
Hunden løftede først hovedet, så logrede den og prøvede at stå op. Det gik fint. Så sprang den glad op ad bonden. Den var helbredt.
Hans tog den væk fra gadeporten og flyttede den hen midt i vesterlængen, og så blev den aldrig mere syg.

Karlen blev mere og mere opsat på, at komme med på elleskytternes jagt. Hans kammer lå ved gadeporten, der hvor hunden havde stået.
Mange aftener så han dem ride forbi sit vindue.
Ind imellem stod han i sin dør, og da jagten en dag kom forbi råbte han:
»Kan jeg få lov at komme med?«. Men han fik ikke noget svar.
Skuffet lagde han sig til at sove, men aftenen efter kom en opsadlet hest til hans dør, og der var bue og pil til ham.
Karlen steg uden tøven op på hesten, utålmodig, for at følge efter jagten.
Bonden nåede lige at råbe efter ham, at når han skød, skulle sige, »Sår i aften, lægt i morgen«, og at han måtte humme sig baglæns ned af hesten, når han kom tilbage.
Karlen fulgte skytterne på deres vilde ridt gennem luften, hurtigere end vinden.
De red længe, op over alle bakkerne og de små gårde og huse, som skuttede sig dernede.
De fik skudt meget vildt, men så var det forbi og hjemad gik det til »Stubben«.
Da jagten red gennem gården, nåede karlen, at holde fast i portstolpen, slippe stigbøjlerne og lade hesten gå.
Det havde været en god jagt, og karlen sov straks ind, for træt var han blevet.

Tidligt næste morgen stod han op, for at passe sit arbejde.
Han var søvnig efter den lange jagtnat.
Han fumlede sig søvndrukken ud af døren og hen til pumpen, for at få koldt vand i hovedet.
Han var nær faldet over noget, som lå foran hans dør.
Han bukkede sig ned, for at se, hvad det var.
Det var en skudt hare.
Gårdens folk kom til, og meget havde han at fortælle dem.
Alle blev enige om, at haren var elleskytternes tak for karlens fine indsats under jagten.

slut