Tilbage

Asnæs sogn


I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem


Drengen i Bobjerg



Mads var en lille dreng, som ikke var bange for noget.
Han klatrede i de højeste træer, red på de største heste, sprang over de bredeste åer og sloges med drenge, som var meget større end han selv.
Han kom sjældent galt afsted, så en dag tænkte han: »Jeg vil gå rigtig tæt på Bobjerg og se, hvad der foregår derinde«.

Han vidste godt, at der boede trolde i Bobjerget, og at de trak een ind, når man kom for nær.
Han gik først i en stor bue, i sikker afstand, omkring bjerget.
Så gik han nærmere, og jo nærmere han kom, des mere bankede hans hjerte af spænding over, hvad der mon ville ske.
Da, pludseligt!
En stor hånd kom ud, tog ham om livet og trak ham indenfor! Det var helt mørkt, så først kunne han slet ikke se noget.
Lidt efter lidt vænnede hans øjne sig til mørket, og forskrækket så han, at hele hulen var fyldt med trolde, den ene større og grimmere end den anden.
De var nu venlige nok, klappede ham på hovedet og spurgte, hvad han hed.
Men Mads var blevet helt fortumlet over mørket og de store, sære trolde, at han bare rystede og grædende krøb sammen i et hjørne.
Han fik stammet frem: »Jeg vil hjem til min mor«.

Men det ville troldene ikke høre tale om, de ville beholde ham. Han var så lille, sød og hvid i huden at troldungerne ville have ham som legetøj.
Mads forstod, at han altid skulle blive dernede i det mørke bjerg.
Da blev han virkelig bange.
Han hylede, skreg og bankede på væggene, for at finde udgangen, men lige meget hjalp det. En af troldkonerne lavede mad til ham, men Mads kunne slet ikke få noget ned.
Han sad bare på en sten og græd og græd.
Han fik nu ikke lov at sidde der længe.
Hujende troldunger kom rendende, for at lege med ham. Han var deres dukke. De tog hans tøj af og på, kastede rundt med ham og trak ham i arme og ben. Han fik mange knubs og blå mærker. Til sidst blev de træt af ham, træt af at lege med »dukken«. De kastede ham i et hjørne og glemte ham for noget andet legetøj.
Mads faldt udmattet i søvn.

Næste dag gik på samme måde og næste igen.
Mads blev mere og mere sløj, fordi troldungerne var så hårde ved ham, og fordi han ikke kunne få noget mad ned. Til sidst var han virkelig som en leddeløs dukke.
Det kunne de store trolde nu alligevel ikke lide.
De var bange for at Mads skulle dø.
De fik medlidenhed med ham og skubbede ham ud at bjerget. Skubbet var så kraftigt, sollyset så blændende, og Mads så fortumlet, at han snurrede rundt om bakken, rundt og rundt og rundt.

Hans mor havde hørt, at hendes dreng var dukket frem fra Bobjerg.
Hun havde søgt efter ham i de lange dage, han havde været forsvundet og hun havde været meget ked at det.
Nu kom hun løbende, stillede sig i vejen for ham og standsede hans snurren rundt.
Lille Mads faldt helt sammen i hendes arme.
Hun bar ham hjem i seng.
Der kom han lidt efter lidt til sig selv.
Hvis hans mor nu ikke havde standset ham, havde han sikkert rendt sig ihjel.

slut