Tilbage

Vig sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Trolden i Hønsinge

Nær ved landevejen fra Hønsinge til Høve har der ligget to høje. De blev overpløjet for længe siden.
Gården, på hvis jord højene lå, ligger i kanten af sommerhusområdet.
Den sydligste af højene hed "Troldbakken", og den blev der fortalt sagn om:

Rasmus red ofte om natten fra Dragsholm til Hønsinge på sin brune hest.
Engang så han, at Troldbakken stod på lysende søjler, og under den dansede højfolkene til det dejligste musikstykke. Han red langsommere og langsommere, for at høre den smukke musik så længe som muligt.
Den var det skønneste han nogensinde havde hørt, og han havde aldrig følt sig så lykkelig i hele sit liv.

Vel hjemme i Hønsinge fortalte han sin kone, hvad han havde oplevet og sang melodien for hende.
Hun syntes også, den var dejlig og nynnede snart med på den. De havde ligsom fået en gave af højfolkene.
De to mennesker glemte aldrig sangen, sang og nynnede den hele livet og gav den videre til deres børn og børnebørn.

II
Om aftenen gik Rasmus sammen med de andre karle fra Hønsinge til gadekæret,for at vande hestene til natten.
Der kom ofte et lille mandfolk ridende på en lille, grå hest og vandede den.
Karlene talte ikke til ham, fordi de vidste, at han var en af de underjordiske oppe fra højen.
Den lille mand hilste nu ellers pænt nok, men han sagde ikke "goddag", men bare "dav".
En aften så de tydeligt, at på buskene ved højen hang der ganske småt børnetøj og flagrede i vinden.

III
På gården boede bonden Poul og hans kone Lisa.
Lisa vidste godt, at der boede småfolk i højen, hun kaldte dem puslinger.
Hun var nødt til at indskærpe pigerne at slå kors for gryder og pander, ellers kom højfolkene og "lånte" dem.
Poul trak på skuldrene af sin kones snak om puslinger: om grå skygger og røde huer, forsvundne kander og vrede hunde, om drillevornhed og venskab.
Alt det snak ville han ikke have noget at gøre med, og Lisa lærte at tie om sin viden.

En dag sad hun i stalden og malkede den brune ko.
Bedst som hun sad og faldt hen i sine egne tanker, hørte hun lette skridt bagved sig.
Hun vendte sig og så en lille mand, som stod høfligt med sin røde hue i hånden og smilede venligt til hende.
"Hvad vil du mig?" spurgte Lisa, som ikke var spor bange.
Hun kiggede nysgerrigt på den lille mand, fordi hun aldrig havde set nogen af højfolkene så nær på.

Puslingen sagde:
"Vil du ikke give mig mælken af den brune? Vi skal til at have bryllup i højen, og vi har jo ingen køer".
"Ja, men hvad vil du give mig til gengæld?" spurgte Lisa.
Puslingen stod et øjeblik og tænkte sig om:
"Du skal få hele bryllupsstadsen at se, men du må ikke sige det til nogen dødelig", sagde han til sidst.
Det lovede Lisa, og puslingen løb med sin mælk op ad højen til.

Nogle dage senere sad Lisa og hendes mand og spiste middagsmad.
Pludselig begyndte Lisa at le af fuld hals.
Hun kunne slet ikke stoppe igen - latteren blev voldsommere og voldsommere.
Hun skreg af grin og tårene løb hende ned ad kinderne.

Da blev Poul vred, fordi han overhovedet ikke kunne se nogen grund til sin kones ustyrlige morskab.
Da hun blev ved og ved, troede han til sidst, hun grinede ad ham, og hans vrede blev så stor,
at han stak hende en ørefigen.
Men lige meget hjalp det. Lisa var så opslugt af sin latter, at hun ikke engang lagde mærke til slaget.
Pouls vrede gik over i den dybeste fortvivlelse. Hun er blevet sindssyg, tænkte han, hvad skal der dog blive af hende og mig og børnene og gården? Dette er forfærdeligt!

Han skjulte hovedet i hænderne, og hans gråd og hulk blandedes med hendes latter.
Pludselig blev der helt stille ved siden af ham. Forsigtigt løftede Poul hovedet og kiggede over på sin kone.
Hun sad nok så fredeligt og pudsede næse og tørrede sine lattertårer.    Hun smilte til ham.
Forsigtigt rørte han ved hendes arm, usikker på, om latteren ville bryde løs igen.
Så spurgte han spagfærdigt: "Kæreste Lisa, hvad gik der dog af dig?" "Ja, ser du," sagde hun, "pludselig gik stuedøren op, og et brudefølge kom ind med musikken i spidsen.
Den allerkæreste lille brudgom og brud kom forbi, omgivet af et stort følge. De sang og dansede og teede sig fjollet. De var i hopla allesammen. Det var virkelig meget grinagtigt. Sig mig, så du da slet ikke noget?"
Poul rystede på hovedet og så tvivlende på sin kone. Han havde hverken set eller hørt noget som helst, men Lisa så da i hvert fald ud til at være helt sig selv igen. "Ja, så lad gå da", sagde han, "skal vi ikke spise færdig?"

Ved sig selv tænkte han:
Hun er mig en god kone, så jeg må vel bære over med hendes højfolkssnak - måske er der også noget om det.

Lisa tænkte:
Nok er han døv og blind for nogle ting, ham min Poul, men ellers er han jo god nok. Med disse venlige tanker om hinanden spiste de deres middagsmad færdig.

Slut

til toppen

Tilbage