Tilbage

Egebjerg sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Prinsebakkerne og guldkæden



Prinsebakkerne og guldkæden Historien om en svær, kostbar guldkæde, som ligger skjult dybt nede i jorden, fortælles der om forskellige steder i og omkring Kongsøre Skov.

Guldkæden går fra Kong Øres grav til en anden høj. Der bliver nævnt flere forskellige steder - den ene høj har ligget på Vejlehøjgårds marker i Unnerud.
Den er overpløjet idag. Den anden er Stenkistebakken på Højbjerg iAbildøre.

Det bliver også fortalt, at kæden går fra Kongsøre Skov til Søgård i Gelstrup.
Men de fleste fortællere er enige om, at kæden ligger mellem eller ender ved Prinsebakkerne.

Prinsebakkerne er to små høje i Kongsøre Skov - ikke langt fra Kong Øres grav.

De ligger nær ved hinanden i en lysning.
Harald Blåtand skal være begravet i den ene af dem og hans hvide hest i den anden.
Hvor så guldkæden end ligger gemt, var to gamle skovarbejdere overbeviste om, at den lå ved Prinsebakkerne.

De kendte skoven ud og ind, og det forekom dem, at den tyste lysning måtte være det rigtige sted at lede efter den.

En varm, lys sommernat drog de så ud med skovle på nakken for at finde guldkæden og med den rigdommen og lykken. De gravede en rende, huggede sig gennem træernes seje rødder og de kom dybere og dybere ned i jorden.
Sveden haglede af dem, men de mærkede det ikke. For deres indre øje så de alle de herligheder, de kunne få, hvis de fandt kæden.

De arbejdede indædt i mange timer.
De var ved at segne af træthed, men de gav ikke op, og der! - var der ikke noget, der glimtede i bunden af renden? Jo, dér var guldkæden! Leddene på den var så tykke som en voksen mands arm.
Skovarbejderne støttede sig til deres skovle og stirrede betaget ned i dybet.

Pludselig hørte de en øredøvende kna sen og brasen,
og frem mellem træerne kom et stort hølæs, uden heste og uden kusk!
Det kunne næsten ikke mase sig frem og svajede faretruende.

Da skovarbejderne så nærmere efter, så de, at en hane og en høne trak hølæsset.
Hanen var stor, flot i farverne og med en ildrød kam. Den lille, sorte høne trippede nok så stilfærdigt ved siden af den, men alligevel kunne hanen ikke nære sig.
Den løftede benet, for at slå over stangen og var ved at lave kludder i seletøjet.
Skovarbejderne stod med åben mund og faldt i staver af lutter forundring.
"Så du det?" stammede den ene.
"Jo, jeg så det nok", svarede hans kammerat.

I samme nu var hanen, hønen og hølæsset forsvundet -
og væk var også guldkæden! Skovarbejderne vidste godt, at de havde dummet sig ved at tale under en skattejagt.
Skuffede, sørgmodige og trætte tog de skovlene på nakken og traskede hjemad, mens de første solstråler faldt gennem træernes løv. Slut

Slut

til toppen

Tilbage