Tilbage

Vig sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Marsk Stigs Begravelse



En dag i året 1286 jagede kong Erik Klipping på egnen vest for Viborg.
Mørket faldt på, og kongen og hans lille følge fandt et primitivt logi for natten i en lade i nærheden af landsbyen Finderup.
Da alle var gået til ro, trængte nogle maskerede mænd ind og overfaldt kongen og hans nøgne, våbenløse mænd, som ikke kunne sætte sig til modværge.
Da overfaldsmændene havde forladt laden, lå kongen død på sit leje.

Otte højtstående mænd ved hoffet, med marsk Stig Andersen som anfører, blev anklaget for sammensværgelse og kongemord.
Disse mænd blev dømt fredløse; de tabte deres høje stillinger og deres godser, og stod ikke længere under lovens beskyttelse.

De blev drevet i landflygtighed.
Om disse mænd var kongemordere er aldrig blevet bevist - eller modbevist.
De tilstod aldrig, og mange anså - og anser dem stadig - for uskyldige ofre i magtens spil.

De fredløse mænd slog sig ned i Norge og gjorde hævngerrige, krigeriske udfald mod Danmark.
Marsk Stig byggede sig senere en velbefæstet borg på øen Hjelm ved Jyllands østkyst.
Denne blev udgangspunkt for mange plyndringstogter rundt om i landet og på havet.

Syv år efter kongemordet døde marsk Stig på Hjelm.
Hans trofaste mænd var klar over, at marskens magt over øen forsvandt med hans død, og at de ikke selv var i sikkerhed der mere.
De måtte forlade øen og besluttede sig for at tage marskens lig med sig for at beskytte det mod hævn og skændsel.

De ville begrave deres herre på et hemmeligt sted, og efter mange overvejelser faldt deres valg på Rørvig kirke.

De havde mange gode grunde til netop at vælge denne kirke:
den lå langt fra Hjelm, den lå ensomt og nær ved stranden et godt stykke fra selve landsbyen.
Marsk Stigs svende lagde deres døde herre i en kostbar kiste, som de dækkede med violblåt klæde. En hvid stjerne med syv stråler var broderet på det bløde fløjl.

En mørk vinterdag bar en bedrøvet skare kisten ned til et skib og sejlede mod Rørvig.
Mændene nåede Rørvigs strand om aftenen.
Tavse og tunge gik de gennem klitbakkernes lysende sand op til den ensomme kirke.
Gult fakkelskær flakkede henover de stålklædte, formummede mænd, som bar kisten på deres skuldre.
De gik ind i kirken, brækkede gulvet op og sænkede kisten ned i dybet.
Stadig i sorgfuld tavshed lagde mændene gulvstenene på plads igen,
forlod kirken og sejlede bort.

Ingen af de nedbøjede mænd, der begravede marsk Stig, lagde mærke til en bævende skikkelse, som skjulte sig udenfor kirken i ly bag en pille.
Det var en pige fra landsbyen, der var blevet lokket til af fakkelskæret.
Drevet af sin nysgerrighed så hun angst til, mens optoget fuldførte begravelsen, og derefter hvordan de frygtindgydende mænd drog bort mod stranden.
Først da hun var helt sikker på, at mændene var borte, turde hun komme frem fra sit skjul.
Oprevet løb hun tilbage til landsbyen.

Hun vækkede præsten og fortalte ham om sin oplevelse.
Præsten lyttede vantro til hende og var mest tilbøjelig til at tro, at nattens uhygge og mørke skygger havde forgjort pigen og foregøglet hende det hele.

Men tidligt næste morgen gik han dog sammen med hende op til kirken.
Med besvær fik han brækket gulvstenen op, og under kirkegulvet fandt han kisten,
dækket med det violblå fløjlsklæde.
Den kostbare kiste og klædet vidnede om, at det var en person af fornem byrd, som var gravlagt her, ellers var der ingen tegn på, hvem den afdøde kunne være -
men måske havde præsten sine anelser.
Han påbød ihvertfald pigen at tie med sine oplevelser.
Han følte, at det kunne være farligt at røbe hemmeligheden.

Da han skulle lægge gulvstenen på plads igen, så han begærligt på klædet.
Han kunne ikke få sig selv til at lade det prægtige fløjlsklæde blive dernede i mørket og rådne op.
Han tog det med sig og forærede pigen et lille stykke af det.
Hun syede puder af det smukke stof.

En af marskens hjemløse svend kom til Rørvig nogen tid efter begravelsen og slog sig ned i landsbyen.
Ville han være i nærheden af sin herres grav?

Han forelskede sig i pigen, som overværede den hemmelige begravelse, og hun elskede ham.
De begyndte at snakke om bryllup, og svenden gik til pigens hus, for at tale med hendes forældre.
Hun var den velstående bondes eneste barn, men han vidste, at han var vellidt af pigen og gården.
I stuen faldt hans øjne på nogle puder,betrukket med violblåt fløjl.
Erindringen om marsken, om hans død og begravelse overvældede ham med stor styrke, og han måtte bruge al sin selvbeherskelse, for ikke at røbe sin sindsbevægelse.

Svenden fik forældrenes ja, og bryllupsdagen blev fastlagt.

Men puderne lod ham ikke i fred og en dag spurgte han pigen ud om dem.
Hun fortalte troskyldigt sin kæreste hele historien.
Ham ville hun ikke have nogen hemmeligheder for...
Svenden blev rædselsslagen.
Han slap pigen, som han havde holdt i sine arme.
Stum og bleg så han på sin smukke, blomstrende brud, som forskrækket over hans pludselige forandring trængte ind på ham med spørgsmål og tårer.
Men han vendte sig bort og lod pigen stå.
Hun forstod ikke mandens bratte afsked, men anede sammenhængen.
Hun turde ikke løbe efter ham - han var blevet en fremmed for hende.

Svenden gik op til kirken. Rådvild og fortvivlet så han ud over havet.
Han var splittet mellem troskaben mod sin herre og kærligheden til den smukke pige og en sikker, rolig fremtid sammen med hende.
Han stod grublende til natten kom.

Da han kom tilbage til landsbyen var alle gået til ro.
Kun en hunds glammen forstyrrede nattens fred.
Som mange gange før bankede han sagte på pigens vindue, og hun lod ham komme ind, glad for, at han var kommet tilbage til hende.
Lidt senere blev nogle landsbyboere vækket af hovslaget af en hest, der galoperede bort.

Næste morgen fandt forældrene pigen liggende i sit blod, død på sin seng.


Slut

til toppen

Tilbage