Tilbage

Nykøbing sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Landmåleren på Torsjorderne



Torsjordeme ligger i den nordvestlige del af Nykøbing.
Torsbjerg ligger midt i, men er forskudt mod nord. Jordene har hørt til landsbyen Torup, som blev lagt øde for mange hundrede år siden. Ingen ved hvorfor.
Torsjordeme hørte til Højby sogn, indtil Christian den 3.11553 gav dem til Nykøbing by mod betaling af afgifter til Kalundborg slot.

Nykøbings borgere har sikkert syntes, at det var ret og rimeligt, at disse jorde som lå så nær ved deres by, og som greb ind i dens vangjorde blev deres.
Senere hørte Torsjordeme for en tid ind under Drøsselholm slot,
og senere kom de igen tilbage til Nykøbing.
Det var ikke så ligetil med Torsjordeme.De har altid været adskilt fra byens øvrige jord og hedder Torsdj ordene den dag i dag.

Torsjordeme blev i flere omgange målt op, kortlagt og jordens kvalitet vurderet.
Det skete her, lige som i det øvrige Danmark, i 16- 17- og 1800-tallet.
Kronen ønskede at få et overblik overlandet. Den havde, som staten jo altid har, brug for flere indtægter, og hvor skulle de komme fra,
hvis ikke fra højere skatter og afgifter?
Dem kunne man nemmest lægge på jorden og jordbrugerne i de århundreder. Folk var naturligvis ikke begejstrede for disse nymodens ideer, og der blev set skævt til landmålerne - disse fremmede, som var udsendt af kongen.

Landmålerne var ofte forhenværende soldater, og når de til hest, fulgt af skrivere og andre hjælpere, kom til byerne, stod folk i døren og skumlede.
Landmåleren skulle huses og beværtes. Mænd fra byen skulle være til rådighed, for at hjælpe til med opmålingen, og han rendte rundt på deres marker og enge, hvadenten de var tilsåede eller ej.

Men det værste ved opmålingen var, at der blev rørt ved de ren og skel, som i generationer havde ligget, hvor de lå, og nærmest var hellige.

Renene var de upløjede strimler mellem lodderne.
Landmåleren greb ind på et meget sårbart sted. Intet under, at folk skumlede.
Man havde ingen midler mod eventuelle overgreb. Alle kendte eksempler fra an-dre byer, hvor skel var blevet flyttet og jorden sat for højt i vurdering, så man fik mindre jord og skulle betale højere afgifter resten af livet. Man havde jo også hørt om, hvordan landmålerne krævede øl og brændevin i stride strømme og hævnede sig, når kost og logi ikke var tilpas.

Man var kort og godt prisgivet deres forgodtbefindende, de kunne med lethed forfordele een. Oven i købet var de ofte flotte fyre,
som sad i deres uniformer på gode, trinde heste.
Byens kvinder gloede efter dem! De var svære at hamle op med på alle måder.

Og så deres måleinstrumenter! Det med målekæde var jo forståeligt nok.
De var sammensat afjernled og 30 alen (ca. 19 meter) lange.
Dem løb kædedrengene med, stærke, unge mænd fra byen.

Med kæderne målte man længden af markerne. For at få rette vinkler havde de vinkelkryds, som kunne stikkes ned i jorden.
Men landmålerne havde andre instrumenter, som så ud som det rene djævelskab, og hvis navne man hverken kunne forstå eller huske.

Årene gik. Landmålingen var forlængst overstået, og de nye skel og vurderinger godtaget, men på Tors jorderne var det ikke godt at færdes om natten.
Der hørtes mærkelige lyde! En kæde raslede og en hul stemme mumlede:
"Her er ren og ret skel"

Ind imellem fulgte en modig karl efter lyden, og så så han landmåleren, som søgte efter de rette skel. En grå, udflydende skikkelse med trekantet hat og uniforms jakke slæbte den tunge landmålerkæde efter sig og vandrede hvileløst i nattens skygger. Landmåleren ænsede ikke den nysgerrige karl, så fordybet som han var i sin søgen. Karlen gyste over den ulykkelige sjæl, som nat efter nat måtte vandre rundt på Torsjorderne, og han følte mere medynk end angst ved den bøjede skikkelse. Men det var nu alligevel godt at komme tilbage til byens lys og tryghed, fortælle om landmåleren der spøgte og så glemme det triste syn.

Slut

til toppen

Tilbage