Tilbage

Egebjerg sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Klokkekilden



Under svenskekrigen 1658 til 60, våndede Danmark sig
under besættelses-troppernes brutale fremfærd.
De havde også lagt deres hårde hånd på Odsherred,
hvor de plyndrede, hærgede og voldtog.
Befolkningen flygtede, når de så soldaterne komme.
De prøvede at bjærge deres kvinder og børn, deres sidste kvæg, mad og ejendele til hemmelige steder, hvor de kunne skjule sig og være i sikkerhed.
De marker, som ikke var ganske ødelagte, blev tilsået i huj og hast,
men det var ikke sikkert, at det var bønderne selv, der kom til at høste dem.

En dag kom en deling soldater ridende mod Egebjerg.
De førte en stor vogn, trukket af fire heste, med sig.
Befolkningen forsvandt skyndsomst og skjulte sig,
men fulgte nøje svenskernes forehavende.
Disse red lige op til kirken. Hvad ville de mon der?
Alle kirkens kostbarheder var jo forlængst skjult.

Soldaterne steg op i tårnet, og en hektisk aktivitet begyndt.
Midterstolpen til tårnets vestvindue blev slået ud, bjælker og hejseværk anbragt,
og efter mange timers forberedelser blev den største af klokkerne under megen
råben og store anstrengelser firet ned og sat på vognen.
Hestene trak til, og svenskerne drog mod Nykøbing med den stjålne klokke.
Derfra skulle den sikkert fragtes til Sverige, for at blive støbt om til kanoner,
eller måske skulle den hænges op i en svensk kirke.
Det var med sorg, Egebjergs bønder så deres klokke forsvinde ned ad kirkebakken.
Den havde ringet for dem, da de blev døbt, og den skulle have ringet ved deres begravelse.
Den var blevet en del af deres liv - havde ringet solen op, og siden forkyndt, at dagen var til ende - hver søndag havde den kaldt til gudstjeneste - den havde varslet brand og angreb, kimet til højtider - - jo, den klokke var en del af deres liv.

Der var vrede i deres hjerter, og da vognen med klokken arbejdede sig op mod møllen,
stod de tavse og mørke ved kirkegårdsmuren.
Nogle rystede en knyttet næve efter klokkerøverne, andre stod med tårer i øjnene.
Soldaterne måtte hjælpe til, for at få den tunge vogn op ad bakken.
Da de var kommet et stykke forbi Egebjerggård, gik det hele i stå.
Hestene kunne ikke trække mere, og hvor meget de og soldaterne end lagde kræfterne i,
rørte vognen sig ikke en tomme.
Og ikke nok med det! - vognen og hestene begyndte langsomt at synke i
- langsomt - men ubønhørligt.
Soldaterne piskede løs på hestene.
Nogle løb efter skovle, for at grave vognen fri, men intet hjalp.
De måtte se hjælpeløse til, da den sumpede jord med et skvulp lukkede sig
over vogn, heste og klokke.
Bandende og svovlende for soldaterne ad Nykøbing til.
De kunne ikke komme hurtigt nok væk fra dette forfærdelige sted.

Egebjergs bønder gik eftertænksomt ned til stedet, hvor deres klokke lå, og de så,
at en kilde sprang frem der.
Den kaldte de for Klokkekilden.

Da krigen og besættelsen var forbi, og landet langsomt var ved at komme sig over ødelæggelserne, besluttede folk i Egebjerg sig til at grave klokken op.

Alle mænd fra landsbyen var med.
De gravede og gravede
- dybt -
men der var intet spor efter hverken vogn, heste eller klokken
- men kilden sprang stærkere, jo dybere de gravede.
De måtte til sidst opgive deres forehavende.

Egebjerg Kirke fik dog en anden klokke.
Vig Kirke havde tre og afstod den ene til Egebjerg.

Slut

til toppen

Tilbage