Tilbage

Højby sogn


I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem


Klintekongen Lars Krans

Lars Krans trådte ud fra Klintebjerget, strakte sig og gabte.
Han havde sovetgodt.
Foråret var langt om længe kommet efter en kold og træls vinter.
Solen skinnede fra en skyfri himmel og havet lå blåt og fredeligt.
Det var lige vejr til en morgentur.
Han rakte tilbage i hulen for at tage sin krone - han satte den på hovedet, for det kunne jo ikke gå an, at man begav sig ud i verden, uden at vise, at man var den mægtige og rige klintekonge - herre over alle trolde på egnen.

Han gungrede afsted på sine store fødder, men trådte varsomt, for ikke at gøre skade på huse eller marker, folk eller fæ.
Da han havde gået lidt, så han fem bønder, som pløjede.
Op og ned ad bakkerne gik det.
Lars Krans syntes det så morsomt ud med de myresmå mennesker og heste, og han bøjede sig ned, for at kigge nærmere på dem.
Da kom han pludselig til at hoste, og luften blev sat i en sådan bevægelse, at både bønder, heste og plove blev blæst langt bort.
Lars Krans hørte mændenes skrig og hestenes vrinsken, men det tog han sig ikke af.
Han rejste sig op, samlede dem i sin hånd og satte det hele i god orden
Han gjorde sig megen umage med at sætte plovene nøjagtig der hvor furen endte, og han tog forsigtigt på mændene og hestene, som tilsyneladende ikke havde lidt overlast af flyveturen.
Så strøg han sig tilfreds over skægget, satte kronen lige på hovedet og gik videre.

Han syntes at hans fødder var blevet støvede, og at de trængte til at blive vasket.
Lars Krans satte kursen mod Havsbjerg.
I Sejerøbugten var vandet altid varmere end i Kattegat, så han foretrak at vaske fødder der.
Mageligt satte hans sig tilrette på Havsbjerg.
Der var fordybninger efter hans bagdel i bjergets vestside, fordi han havde siddet der mange gange før.
Han stak forsigtigt en tå ned i vandet. Puh! - det var koldt endnu!
Men så tog han sig sammen og satte med et plask begge fødder ned samtidigt.
En høj bølge slog op på stranden og fiskerbådene gyngede op og ned.
Han skyndte sig at få vasket ben og fødder og så vandrede han tilbage til Klintebjerget for at tage sig en middagslur.
Da han gik, rystede han sin næve ad Troldstuerne i Stenstrup. Der boede hans værste fjende, den grimme og onde Nidulf.
Han ville ikke underkaste sig Klintekongens autoritet, og oven i købet var Nudulf ude efter Lars Krans' søster, Gunløde, men indtil nu var det ikke lykkedes ham.
Tankerne om den forræderiske Nidulf lod Klintekongen helt glemme solskinnet, og fik ham til at tabe sit gode humør.
Han nærmest løb hjem for at se om søsteren var i god behold, men da han kom til Klintebjerget, kunne han se spor efter store fødder - bjerget stod vidt åbent, og da han gik indenfor, var alt i hulen væltet.
Der måtte have været kæmpet derinde. han råbte på sin søster, men fik intet svar.
Han gennemsøgte hele hulen, men kunne ikke finde hende.
Det var langt om længe lykkedes for Nidulf at røve Gunløde.

Lars Krans hylede af vrede og afmagt.
Folk i landsbyerne for skræmte ud af deres huse, da de hørte dette forfærdelige hyl - hestene løb løbsk, og det hele var ét stort virvar.

Nidulf havde bragt Lars Krans' søster i sikkerhed på Hesselø,men Klintekongen troede, at hun blev holdt i fangenskab på Sejerø.
Han stormede ud af Klintebjerget og begyndte at fylde sine vanter med jord lige på den anden side af bjerget. Da han havde fyldt vanterne, var der blevet et stort, stort hul, som langsomt fyldtes med vand og blev til Klintesøen.
Så for han mod Sjællands Odde. Denne sjuft til Nidulf skulle ikke komme godt fra at røve Klintekongens søster - Lars Krans ville bygge bro over til Sejerø, og så ville han vise Nidulf...!

I sin vrede og sit hastværk havde han ikke lagt mærke til, at der var hul på vanterne, men da han nåede Ebbeløkke, syntes han, at vanterne var blevet så lette.
Da han så efter, opdagede han, at begge vanter næsten var tomme, og da han så sig tilbage, kunne han se en lang stribe jord, som strakte sig fra Tengslemark til der hvor han stod i Ebbeløkke.
Den anden vante havde lavet nogle høje skrænter ud mod Kattegat.
Harmfuld rystede han de sidste smuler jord, fra den ene vante, ud i sin hånd, og kastede det fra sig. Det blev til Gniben og Sjællands Rev.

I den anden vante var der kun lidt til bage i tommeltotten.
Mismodigt rystede han også det ud, og der opstod nogle små bakker, som kaldes Knartine Høje.
De ligger lige øst for fællesskoven.

Hele Klintekongens plan var slået fejl.
Han vendte om og gik tilbage til Klintebjerget, men før han nåede hjem, blev han overvældet af sorgen og satte sig ned på een af de bakker, på den as, han lige havde lavet.
Det var den bakke, som ligger nærmest mod Sonnerup.

Der sad han og funderede over sin onde skæbne og kiggede over mod Sejerø, mens han tænkte på sin søster.
Men han tænkte også på de mange gårde, mennesker og dyr han i sit hastværk var kommet til at begrave under jorden fra vanterne - og han græd længe.

Lars Krans blev siddende på sin bakke i mange dage og nætter - så længe, at folk kaldte den for Lars Krans Bakken.
Han ventede på at Nidulf skulle vende tilbage, men han ventede forgæves.
Fiskerne havde imidlertid fortalt Nidulf, at Klintekongen sad og ventede på ham og pønsede på en frygtelig hævn.

Skrækslagen flygtede Nidulf til Norge.
Lars Krans opgav omsider sin venten og traskede tilbage til Klintebjerg.
Han indså, at han nok aldrig så sin søster igen.

Han gad ikke mere noget - han holdt sig inde og folk spekulerede på, om han mon var død af sorg.
Der gik lange, lange tider. Lars Krans var kun en skygge af sig selv.
Klintebjerget var helt groet til - der var ingen, der benyttede stien mere, så da Gunløde, som var flygtet fra Nidulf, en dag ankom til bjerget, kunne hun næsten ikke komme frem.
Men hun stred sig frem gennem tjørn og buskads, knækkede de træer, som stod i vejen og endelig kunne hun banke på Lars Krans' dør.
Det varede længe, før nogen åbnede, og hun blev meget forskrækket over at se, hvordan hendes bror så ud - krumrygget og indfalden, med øjne, som lå dybt i deres huler, missede han mod det uvante lys.

Da Lars Krans genkendte søsteren, vendte hans kraft tilbage.
Han tog søsteren under armen og hoppede op på Klintebjerget og råbte af glæde.
Troldene på hele egnen stak hovederne ud af deres bakker og høje, og da de så de to skikkelser på Klintebjerget, vidste de besked.

De strømmede til fra alle verdenshjørner, for at fejre Gunlødes hjemkomst, og den troldefest varede i mange dage og nætter.
Lars Krans og Gunløde forlod aldrig mere hinanden.
Da Lars Krans omsider døde, begravede Gunløde ham i Dalhøj - en høj mellem Sonnerup og Holmstrup, nemlig den høj, der ligger nordøst for skolen i Holmstrup.

Slut

til toppen
Tilbage