Tilbage

Vig sogn

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Heksen i Grevinge



I gammel tid gik Grevinge Skov helt til Grevinge.
I et lille hus ved skoven boede en heks, sammen med en hvid ged og en sort kat.
Inde i huset var et ildsted.
Over ilden hang en stor, sort gryde, hvor hun bryggede sine heksedrikke.
Men hun var en god heks, så hun brugte sin trylle- og urtedrikke til at helbrede mennesker
og dyr.
Bag døren stod kosten.
Når hun sattesig på den, fløj den med hende, hvorhenhun ville.

De fleste hekse i verden flyver en gang om året til et bjerg i Tyskland, som hedder Bloksbjerg.
Det gør de aftenen før Skærtorsdag, og der på bjerget holder de en stor,
vild fest sammen med djævlen.
Men heksen i Grevinge og de andre hekse på egnen havde fundet ud af,
at de ligeså godt kunne holde fest hjemme.
De holdt deres fest på Horsebjerg, som er en høj bakke i Grevinge skov.
På bakken står store sten i en rundkreds og ovenpå dem ligger en endnu større sten.
Fra nær og fjern kom heksene til Horsebjerg, ridende på deres koste og med sig havde de nogle fugle.
Fuglene var skader, og de baskede med deres sort-hvide vinger og lavede et vældigt spektakel.
Heksene drak deres hjemmebryg, dansede omkring stenene, hylede, skreg og tudede omkap med vinden, så folk blev bange og krøb dybere ned under dynen.

Når solen viste sig lige i himmelkanten, fløj heksene slingrende hjem med skaderne som vejvisere.
Nok var heksen i Grevinge en god heks, men hun var en drillepind.
En general som boede i Odsherred var vild med harejagt.
Det vidste heksen, og hun smurte sig ind i en salve, så hun blev skabt om til en hare.
Hun løb rundt i skoven og drev gæk med generalen.
Ingen kunne nemlig såre hende, hverken med skud eller slag.
Generalen var godt sur over den mærkelige hare, som han ramte gang på gang, men som altid løb afsted, som om intet var hændt, for så at dukke op et andet sted.
Han snakkede med sin tjener, og de blev enige om, at det måtte være nogle heksekunster.
Nu gjaldt det om at finde heksen.

Næste skærtorsdag gik tjeneren i kirke.
I lommen havde han det første æg en ung høne havde lagt.
Med dets hjælp kunne han se, hvem der var heksen.
Han kiggede over på kvindesiden. Dengang var det sådan, at kvinderne sad i den ene og mændene i den anden side af kirken.
Kvinderne så alle sammen gode og fromme ud.
Men der! En af dem havde jo en spand over hovedet, tegnet på, at hun var heks.
Han gned øjnene og kiggede igen, spanden var der stadig.
Så vidste han, at den kvinde var heksen.
Han kendte hende godt, det var den smukke Marie med det sorte hår.
Han vidste også hvor hun boede.

Nu skulle hun have en lærestreg for sit drilleri.
Han sneg sig hen til hendes hus og belurede hende.
Han så hvordan hun smurte sig ind i salven og hørte hende sige:
Smørmiglidt, smør mig tit! I morgen skal jeg løbe for generalens hunde!".

Da hun havde forvandlet sig til en hare og var løbet ud, listede han sig ind i huset, smurte sig med salven og skabte sig om til en hund.
Han rendte ud i skoven og fik snart øje på haren.
Troldehunden kunne hekseharen ikke stå sig imod og efter en kort jagt holdt hunden haren i nakkeskindet.
I samme øjeblik blev hund til tjener og hare til kvinde.
Heksemarie var bange, og hun bad tjeneren så mindeligt om at lade hende gå og ikke forråde hende til generalen.

Tjeneren fik medlidenhed med den smukke Marie.
"Så gå da med dig", sagde han, "men du må love, aldrig mere at drille generalen".

Slut

til toppen

Tilbage