Tilbage

Vig sogn
I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:


Heksen fra Kelstrup

Den gamle kvinde krøb frysende sammen i sin pjaltede kjole. Det var sommer, men det var ved at blive aftenkøligt. Hun var gået langt, havde startet sin lange vandring fra Jylland allerede om foråret.
Hun gned sine ømme ben og missede med de rødrandede øjne mod solnedgangen. Nu var hun ved sin rejses mål - hun var hjemme - kommet tilbage til Kelstrup.
Ikke at hun troede, nogen ville modtage hende venligt eller bare genkende hende - hun var nærmest flygtet dengang for 44 år siden - men hun havde heller ikke tænkt sig at opsøge nogen eller bede om noget.
Hun havde planlagt fremtiden på sin egen måde.
Det var gamle Eva heksemor, som krøb sammen ved voldgraven til ridder Thure Knudsens borg.
Stedet så ikke mere ud som i hendes ungdom. Her var øde nu. Borgen var revet ned for et år siden - der stod kun grundmurene og lidt teglmur tilbage, banken var fyldt med murbrokker og træstumper.
Dronning Margrethe havde købt Kelstrup Gods med borg og det hele. Hun havde befalet borgen revet ned, for hun brød sig ikke om de mange små befæstede steder i landet. Hun skænkede det hele til Vor Frue Kloster i Roskilde.
Thure Knudsen var død. Det var ikke gået ham så godt i livet. Han blev så gammel, at han overlevede både kone og børn .Til sidst havde han måttet sælge noget af godset fra, før det endelige salg.
Den gamle kvinde sukkede. At tænke på Thure var som at få drejet en kniv i et åbent sår.
»Tiden heler ikke alle sår«, tænkte hun, og med ét var hun tilbage i sin ungdom.
Borgen lå igen på banken.

Den var ikke så stor og prægtig som kongens eller bispernes borge. Den var ikke så høj - kun tre stokværk - heller ikke særlig stor. Ikke større end et almindeligt hus, men den var muret af teglsten på et fundament af kamp og betød sikkerhed i de urolig tider, hun var vokset op.
Thures far, ridder Knud, havde lagt borgen og ladegården på to banker, som i syd og vest var beskyttet af en sø og af sumpet terræn - de øvrige sider var om- givet af brede og dybe grave.
Ridder Knud havde været en rig mand, ejet mange gårde, marker og enge, fiskevand og skove, hvor kreaturerne gik, tillige havde han møller og fiskedamme.
Eva blev født i maj måned 1311. Da havde borgen stået færdig et års tid.
Næsten samtidig vrælede en nyfødt dreng på borgen - ridder Knuds første søn, som blev kaldt Thure.
Evas mor blev amme for den lille riddersøn.

Børnenes første år blev et ulykkesår, ligesom mange af deres senere barne- og ungdomsår.
Der kom næsten ingen regn, afgrøderne visnede på marken, og vinteren blev hård for mennesker og dyr. Alle sultede, og mange døde.
Ammen og hendes lille datter fik mad af borgfruen og klarede sig igennem.

Det var også småt på borgen, men forrådene lå sikre bag de tykke mure og dybe grave.
Sultne naboer og griske røvere blev holdt fra porten. Dem kunne nogle få bueskytter sagtens holde ude. Det var værre, når den fredløse Marsk Stig og hans mænd kom over Kattegat fra øen Hjelm og gjorde indfald i Odsherred.
De var flere og bedre bevæbnet, men indtil nu var det gået godt. Efter lidt skyderi var de draget videre, gad ikke ofre mænd for et så ringe bytte.

Børnene voksede op og holdt meget af hinanden. Den lille Thure havde kun een, han kunne blive skinsyg på, og det var vævemesteren. Denne kom een gang om året for at væve de finere stoffer til ridderens familie. Smuk silke, let uld og tynd lærred i dejlige farver og flotte mønstre.
Når han var der, sad Eva klistret op ad ham på vævebænken og fulgte hans arbejde time efter time. Når Thure ville trække den lille pige væk for at lege, vrissede hun ad ham - hendes grønne katteøjne gnistrede, og hun slog med hovedet, så hendes røde krøller dansede.
Det år, hun fyldte seks, gav vævemesteren hende lov til at sætte op på den lille væv.
Eva blev meget glad og sad i mange dage fordybet i arbejdet. Da hun var færdig med silketøjet - livagtige harer på en blomstrende eng - stod mesteren og alle de andre og så betaget på hendes værk.
Vævemesteren tilbød at tage hende i lære, og Eva vidste intet, hun hellere ville. Det var usædvanligt, at en kvinde blev vævemester, men den gamle mester havde erkendt Evas talent og ville vove forsøget.
Da hun var 10 år, havde hun lært alt om vævning og begyndte at rejse rundt med mesteren.
Da hun var 14 døde hendes lærer.
Hun blev endnu mere efterspurgt, end han havde været. Hun rejste rundt på hele Sjælland for at væve sine forunderlige stoffer i smukke farver med dyr og blomster, fugle og stjerner. Alle adelsmænd ville eje et stykke tøj syet af hendes stoffer. Hun blev kaldt Røde Eva Tryllefinger.

Thures vej havde været en hel anden. Han blev opøvet i alle ridderlige kunster, lærte at skyde med bue og pil, at ride, at kæmpe med spyd og lanse, at gå på falkejagt og ride i turneringer. Han var vokset op til en rank, spændstig, ung mand med hørgult hår og dybblå øjne.

De to unge sås kun sjældent, men havde bevaret deres gamle barnekærlighed til hinanden og fulgte med i, hvad den anden foretog sig.
de unge elskede fortabte i hinanden


En dag, da de begge var 17 år, mødtes de tilfældigt i den blomstrende æblehave. De blev som tryllebundet stående og kiggede på hinanden.
Der var ikke meget at sige. De vidste begge to, at de var som skabt for hinanden, men også, at deres kærlighed var forbudt og umulig, og at de aldrig ville få hinanden.

Men Eva og Thure glemte alt omkring sig, fortabte i hinandens øjne og kroppe under de blomstrende æbletræer i det duftende, grønne græs.

Da de begge to ofte var væk fra Kelstrup, kunne de kun mødes sjældent og altid i største hemmelighed, men deres kærlighed varmede dem som den gyldne majsol, som havde skinnet over deres første møde.
Den varme kunne de godt have brug for.
Ude i landet blæste barske vinde. Efter Kong Erik Menveds død var Danmark pantsat og forgældet. Kongerne efter ham var uden magt i deres eget land, og en tid var der slet ingen konge. De holstenske grever havde magten. Der var krig og plyndring, fattigdom og nød over det ganske land.

Eva blev sjældent kaldt ud for at væve, selv adelen var blevet fattigere.
Thure og hans far var der derimod ofte bud efter. De blev kaldt til krigstjeneste, og hver gang de red afsted, så Eva efter dem med frygt i hjertet. Det kunne være sidste gang, hun så sin elskede i live.
Men de var heldige, slap med småskrammer og kom ofte hjem med stort krigsbytte. Efter et af disse togter forærede Thure Eva en kostbar gylden ring med en rubin. Den bar hun altid på sin finger, som kærlighed.

I 1340 blev Valdemar Atterdag kronet til konge og generobrede sit land, borg for borg, landsdel for landsdel. Thures far blev dræbt under en af disse kampe, og Thure blev slået til ridder.
Nu krævede Thures mor, at han giftede sig. Hun havde kendt til de unges hemmelige kærlighed og beskyttet den, men nu ønskede hun, at slægten blev videreført. Hun længtes efter at høre sine børnebørns latter.
Thure bøjede sig for moderens ønske og giftede sig med en purung, smuk, adelig pige.
Eva var nu 39 år, og hun kunne ikke bære at se sin Thure sammen med sin unge kone. Hun havde kendt betingelserne og var gået ind på dem, hun bebrejdede ikke Thure, men hun var bitter og sorgfuld.
De elskede stadig med hinanden og Thure forsikrede, at det kun var hende, han elskede.
Et år efter brylluppet fødte den unge kone arvingen til Kelstrupgård. Det var stor glæde på borgen. Eva stod i æblehaven og hørte festlarmen.
Hun var såret i sit hjertes dyb. Sin egen søn havde hun født i dølgsmål og givet bort til nogle fjerne slægtninge. Hun vidste ikke engang, hvad der var blevet af ham. Hun stirrede med tåreblændede øjne mod solen. Der slyngede sig mærkelige kredse omkring den, og hun forstod tegnet.
Beslutsomt gik hun tilbage til sit hus, pakkede sine ejendele og begav sig mod Jylland. Hendes tid i Kelstrup var omme. Da hun gik langs voldgraven, trak hun Thures ring af sin finger og kastede den i vandet.
Så gik hun, uden at se sig tilbage.


Rejsen til Jylland blev lang og farefuld, men hun nåede da frem og fandt husly hos en gammel kvinde.


I de mange år i Jylland levede hun af at væve, men det var som om tryllefingrene var blevet valne - hun vævede nu kun for de rigeste af bønderne.

Hun blev gode venner med den gamle kvinde, som var egnens kloge kone og hjalp ved fødsler og sygdom. Hun var værdsat, men også frygtet for sine kræfter. Hun lærte Eva alt, hvad hun vidste om urter og trylleformularer.


Da den gamle døde, var Eva selv blevet gammel. Hendes røde hår var falmet til hvidt, dybe rynker furede hendes ansigt, men hun var stadig rank og stærk. Folk i landsbyen begyndte at kalde hende Gamle Eva Heksemor.
Det navn blev efterhånden farligt, for da orden og ro langsomt vendte tilbage blev usædvanlige mennesker betragtet med mistro, gjort til mistænkelige og blev forfulgt. Folk vendt sig fra hende, kun få kom nu og bad om hendes hjælp.

Da besluttede hun at forlade sit andet hjem. Hun var 83 år nu, men stadig stærk nok til at gå tilbage til sit første hjem i Kelstrup. Der ville hun leve sin sidste tid.
Med sig tog hun en krukke med salve, det eneste heksemiddel, hun kendte til.
Salven skulle hjælpe hende at undgå forfølgelser fra alt og alle.
Hun vidste ikke, hvordan det stod til i Kelstrup, da hun begav sig afsted. Det ville hun tids nok få at vide, når hun nærmede sig. Det betød ikke så meget for hende.

Pludselig blev Eva revet ud af sine minder. Hun hørte skridt og stemmer. Det var farligt at blive set. Hun kiggede på salvekrukken, som hun havde knuget i hånden, efter at hun havde smurt sig ind. Hun kastede krukken i voldgraven, hvor alle hendes andre fattige ejendele allerede lå.
I samme nu blev hun til en trebenet hare, som skjulte sig i krattet.
To bønder kom nærmere. Hun kendte den ældste af dem. Han hed Nis. Den anden måtte være hans søn.
»Hørte du plasket lige før?« spurgte den gamle mand.
»Jo, men det var sikkert en frø, der hoppede i vandet« svarede sønnen.
»Jeg synes nu, jeg så Røde Eva Tryllefinger sidde der ved graven. Hende har jeg ellers ikke tænkt på i mange år«.
»Røde Eva Tryllefinger... jeg kan godt huske, at have hørt tale om hende«, sagde sønnen, »men hun må da være død og borte for mange år siden. - Jeg mener, jeg så en hare løbe ind i krattet, og hvis jeg ikke tager fejl, havde den kun tre ben«.
Den gamle mand standsede op og stirrede over mod ruinen. Så mumlede han:
»Så var det alligevel nok den røde Eva. Hun har altid kunnet mere end sit Fadervor«.
Skridtene fortabte sig i skumringen.
Slut

Tilbage