Tilbage

I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem


Havtrolden i Isefjorden


Her boede Havtrolden

Skibet kom fra Skåne og sejlede ind i Isefjorden.
Vinden var med hende og fyldte sejlene, så folkene var ved godt mod.
Nu havde de snart overstået den lange rejse i hårdt vejr, og målet, Roskilde, var nær.

Skåningerne havde aldrig før været i bispe-byen, og de glædede sig til at se dens pragt, som de havde hørt så meget om.

Forsigtigt styrede de skibet ind mellem revlerne, som var berygtet for deres farlighed.
Pludselig rejste der sig en forfærdelig storm, kæmpebølger kastede skibet hid og did, og lige foran det rejste en forfærdelig havtrold med fiskekrop og haj-tænder sig op af havet.
Skibet syntes fortabt.
Søfolkene løb sanseløse af angst rundt på dækket og klamrede sig fast for ikke at blive skyllet over bord.
I stormens tordenstemme overdøvede bølgernes og stormens larm:
"Giv mig menneskekød at æde, menneskekød og menneskeblod", brølede han.
Uden at vente på svar pillede trolden en mand fra dækket, smed ham højt op i luften og lod ham forsvinde i sit store gab.
Så dykkede trolden ned i havets svælg, og bølgerne faldt til ro.
Solen skinnede igen, og skibet rettede sig op. De opskræmte søfolk fik orden på skibet og kom velbeholdne til Roskilde.

Der hørte de mange rædselsberetninger om den skrækkelige havtrold, som krævede et medlem af besætningen på hvert skib, som sejlede ind i Isefjorden.
Kun få skibe turde sejle der mere, og der blev trukket lod om, hvem der skulle ofres.

Roskilde Domkirke var i de tider, da trolden drev sit uvæsen, den største og smukkeste kirke i Danmark.
Dengang, i den katolske tid, skulle hver kirke have sin skytshelgen.
Roskilde-bispen ville have en særlig mægtig helgen som beskytter for domkirken og Roskilde stift.
Derfor sendte han to kanniker til selve paven i Rom, for at bede ham om at vælge en helgen og sende relikvier af denne med tilbage til Roskilde.

De to fromme kanniker kom til Rom og blev vel modtaget af paven.
Han opfordrede dem til at gå til den kirke, hvor de helliges legemer blev opbevaret, og der bede Gud om at vejlede dem til det rette valg.
Den ene af kannikerne faldt under bønnen i en dyb søvn.
I drømmen så han en smuk mand i hvide klæder, som åbenbarede sig som Pave Lucius.
Den hellige pave sagde, at han var blevet halshugget under kristenforfølgelserne, og at Gud havde valgt ham til beskytter for Roskilde. Han bad kanniken om, at tage hans hjerneskal med sig tilbage. Den ville være let at kende mellem de andre, da den var hvidere og havde en glans som selve solen.

Kanniken vågnede af sin søvn og fortalte sin rejsefælle om drømmen.
De fandt let den snehvide, lysende hovedskal og drog, velsignet af paven, tilbage til Danmark.
Da deres skib var på vej i Isefjorden, rejste der sig også denne gang en vældig storm.
Alle vidste, at det var havtrolden, som truede, og at han kun kunne formildes med et menneskeoffer.
Alle på skibet skreg og jamrede sig af angst. Kun den fromme kannik, som bar på Pave Lucius' hovedskal, stod uforfærdet.
Han vaskede det hellige relikvie i en spand med vand, påkaldte Den Hellige Treenigheds og Lucius' navn, hældte vandet fra spanden i havet og sprang selv ud.
For alle øjne gik han på de oprørte bølger, og der hvor han gik, stilnede havets vrede.
Oppe på skibet lyste den hellige mands kranium klarere end solen og skræmte trolden op fra sin bolig i havets dyb.
Uhyret rejste sig op fra vandet, stivnede ved synet af relikviet, udstødte et frygteligt hyl og for ned i dybet for aldrig at vise sig mere.

Pave Lucius' hovedskal blev domkirkens kosteligste eje og hans helgendage blev fejret med stor pragt.
Efter reformationen forblev kraniet i kirken i endnu hundrede år, til 1665. Så blev det overgivet til kunstkammeret. Derfra kom det til Nationalmuseet, og i 1908 blev det overdraget til St. Ansgar kirke i København, hvor det befinder sig i dag.

Slut