Tilbage



I danske folkesagn fra forlaget Hansen i Grevinge har jeg fundet flere gode folkesagn.
Bøgerne kan lånes på biblioteket
Her er et af dem:

Bruden fra Rørvig.

Rørvig kirke

Der var stille i Rørvig-præstens studerekammer denne lørdag aften.
Den gamle præst sad bøjet over sin prædiken, som han skulle holde næste dag.
Lampen kastede sit blege skær over hans hvide hår, og pibens røg snoede sig i rolige bølger omkring ham.
Den fuldkomne stilhed blev kun brudt af træernes sus udenfor vinduet.

Pludselig lød stærke, hurtige skridt på trappen, og to fremmede mænd i hvide kapper kom ind i værelset.
Præsten så forundret på de sene besøgende.
De tiltalte ham høfligt nok, men der lå en skjult trussel i deres stemmer.
Deres sprog var fremmedartet og næsten ikke til at forstå, men de mange penge i den enes hånd og pistolen i den andens, talte et tydeligt sprog - præsten forstod, at han skulle følge med.

Med rystende hænder tog den gamle mand sin kappe på.
Han turde ikke modsætte sig den truende pistol og gik sammen med de to mænd ud i den mørke, kolde efterårsnat.

De skulle gå en halv kilometer gennem det øde og forladte sandlandskab, og præstens to ledsagere var tavse og indrettede kun modvilligt deres skridt efter den gamle mands langsomme gang.
De havde hastværk, og der var noget uheldssvanger over deres miner og bevægelser.

Præsten fik snart øje på sin kirke, som lå fuldt oplyst oppe på bakken - et syn, han så mange gange havde hilst med glæde, men i aften så han det med bange anelser og frygt i hjertet.

De to mænd puffede ham ind ad døren, ind i en tæt trængsel af mennesker, som talte et fremmed sprog.
Præsten famlede sig frem til alteret, halvt bedøvet af stemmernes larm, det blændende skær fra de mange vokslys og sin egen sindsbevægelse.

Folk gjorde plads for ham, og så stod han overfor et brudepar! -

Unge, smukke og rigt klædte mennesker!
Brudgommen var en mørkhåret, kraftig mand med en skarp ørnenæse og urolige, stirrende øjne.
Ved siden af ham stod den smukkeste pige, præsten havde set i sit liv.
Det blonde hår lå i krøller omring hendes fine ansigt, og en lyseblå silkekjole med sølvbroderier smøg sig omkring hendes slanke krop.
Et pragtfuldt diadem smykkede hendes hoved, og på sine hvide fingre bar hun mange kostbare ringe.
Men hun lignede ikke en lykkelig brud. Det smukke ansigt var blegt og forstenet, og hun skælvede over hele kroppen så hun næppe kunne holde sig oprejst.

Præsten kunne ikke få sine øjne fra denne smukke, fortvivlede pige.
Hendes skønhed betog ham, og hendes fortvivlelse rørte hans hjerte.

Endelig løsrev han sit blik fra hende og lod sine øjne vandre rundt i kirkerummet.

Med bestyrtelse så han, at en sten fra gulvet stod op ad en kirkebænk, og der, hvor stenen havde ligget var opkastet en ny grav.

Præsten var så forfærdet, at han først kom til sig selv, da den rigt klædte mand puffede til ham.
Brudeparret stod foran ham og ventede.
Med brudt stemme læste præsten vielsesritualet.
Pigen hviskede sit ja med næsten uhørlig stemme - men brudgommens svar var som et brøl.

Efter vielsen fik præsten sine penge og blev gennet ud af kirken med påbud om straks at gå hjem - men han ventede i skjul udenfor.

I begyndelsen hørte han kun en sagte mumlen, men efter nogen tid udviklede det sig til et højrøstet skænderi - derefter lød et højt, skærende kvindeskrig og et pistolskud.
Så blev alt dødsens stille!
Lysene blev slukket, og efter nogen tid forlod de mange mennesker kirken, gik mod stranden og forsvandt som spøgelser i natten.

Præsten stod kulskær og rystede i ly af den pille, han havde skjult sig bagved.
Han turde ikke komme frem før den sidste lyd var døet hen.
Han indså, at han ikke kunne finde løsningen på de sære begivenheder nu i mørket, og derfor gik han hjem.
Søvn kunne han ikke finde, han sad i sin lænestol ved vinduet og ventede, tung i sindet, til morgendagen brød frem.
Så snart det begyndte at lysne, gik han til landsbyen, som lå et stykke fra præstegården.
Her vækkede han nogle af sine venner.
Han kunne mærke på dem, at de ikke rigtigt troede på hans fortælling, men han fik dem dog med sig, bærende på brækjern og skovle.

Solen stod op, da de nåede kirkebakken.
I morgendisen så de et fremmed skib fjerne sig fra land, for fulde sejl.
- Var det et russisk rigsskib...? -
Det var de ikke helt sikre på, men deres mistillid til præsten historie veg, og de fulgte ham ind i kirken.

Osen fra de mange lys, som havde været tændt om natten, og den tydelige lugt af frisk opgravet jord lå i luften.
De kunne også straks se, hvilken sten der havde været løsnet.

Mændene løsnede stenen på ny, gravede jorden op... og dernede i det mørke hul lå den unge, smukke brud.
Pistolkuglen havde ramt hende i hjertet.
Nu var hendes ansigt fredfyldt, angstens skygger havde forladt det.
Grædende kastede den gamle præst sig ned ved siden af graven og bad bønner for hendes sjæls fred.
Mændene stod stumme og rystede over dette gådefulde mord, som syntes så meningsløst.
De ordnede graven igen og gik hjem.
De måtte støtte den nedbrudte præst.
Han forvandt ikke den natlige oplevelse og døde kort tid efter.
Slut

til toppen

Tilbage