Tilbage til indholdsfortegnelser

8. KAPITEL


Voksmagerne



Efter den første flyvetur var de unge bier en ugestid travlt optaget af at pleje ynglen.
Bortset fra de få »renselsesflugter«, der kun tog et øjeblik, forlod de ikke byen, men gik med utrættelig iver op i deres arbejde, der bestod i at gøre rent, holde de små varme, made dem og kæle for dem, og dette sidste, var de fuldt overbeviste om, var ligeså vigtigt som alt det øvrige tilsammen.
For kort udtrykt består biens liv i - at komme til verden i en voksvugge, at blive næret med honning, at blive kærtegnet, til den selv er gammel nok til at kærtegne, at samle føde af den overdådighed, der gavmildt rækkes frem mod den af blomsterkalke, som den bringer kærlighedens sæd, og at leve og dø i uselvisk arbejde for slægten.

Om aftenen, når alle bierne var kommet hjem fra markerne og hang sammen i en tæt og fortrolig klynge, kunne de fortælle barnepigerne om, hvad de havde set, om størrelsen og farven af de blomster, der nu stod i fuldt flor på sommerengen. Eller de kunne udbrede sig om glæden ved at opdage en ny busk eller en mark, der lige skulle til at blomstre - dens duft, der var som selve gryets krydrede aroma, blomsterhavets lys i solen, smagen af en ny honning, de aldrig før havde kendt.
Lidt efter lidt blev barnepigerne også hede af længsel efter disse eventyr og nydelser, efterhånden som skæbnen modnede de instinkter i dem, der snart ville sende dem ud på vingerne, ud i al skønheden resten af deres levetid.
Honningindsamlingen nærmede sig nu højdepunktet; de første tykke knopper af hvidkløver var på nippet til at udfolde deres fjerlignende blomsterblade.
Allerede nu var der hver dag flere hundrede bier, der ikke vendte tilbage til kuben; udslidte af arbejde efter et kometliv på kun fem-seks uger, uden at have erindring om andet end lykke og glad, nyttig flid, kravlede de op på et græsstrå, de havde udvalgt sig og ventede roligt på glemselen.
Dag efter dag fulgte de, der havde levet to uger eller mere med glæde den tavse kalden fra markerne, forlod deres indendørsarbejde og ilede ud af byen som ånder på en troldmands vink.

Længtes de nogensinde tilbage til de stilfærdige dage, da loddent småkravl rakte efter dem med ømme og kejtede bevægelser? Huskede de de første timers fuldkomne ansvarsløshed, deres uopdragne frådsen i honninggemmerne?
Eller blegnede minderne og forsvandt ved synet af de opadvendte blomsteransigter, stedmoderblomst, reseda, forglemmigej, kække jordbærblomster, hvidtjørn og rødtjørn, den funklende gule agersennep, den sirlige esparsette og den elegante, raffinerede kaprifolium?
Men før de kunne vove sig ud og kysse alverdens blomstermunde, var der en invielsesceremoni, de måtte underkaste sig.
Efter fra syv til ti dages tjeneste som barnepiger begyndte de unge, silkeglinsende bier, der nu var i den allerkraftigste og skønneste alder, en efter en at sætte i yndefulde buede spring fra barnekamrene op til den åbne plads, som flittige ingeniørbier havde skåret ud i det smuldrende træ i egens hjerte.
Ledet af en mystisk viden om en fjern fremtids behov havde generation efter generation af bier gravet en tunnel i træet, så fugtigheden udefra kunne trænge ind og blødgøre den jernhårde marv i det gamle egetræ på det sted, hvor der nu blev ryddet plads til at anlægge nye voksgader.
På dette åbne sted, der var på størrelse med en mands hånd, hang der allerede nu en hel klynge af unge bier. Igår havde de allesammen været barnepiger. Men idag røbede den dybere tone i deres sang, at de kun havde hån tilovers for dette arbejde.
De udstrålede nu en atmosfære af utilnærmelighed, der blev strengt respekteret af arbejdere, barnepiger, skildvagter, endog af den sprælske ungdom og af selve hendes majestæt dronningen.
Ingen nærmede sig dem undtagen de barnepiger, der havde tjent deres tid ud, og som nu med en ejendommelig ynde og værdighed som vingede sejrsgudinder sprang op og sluttede sig til dem, der underkastede sig mysteriet.

Rækkerne af arbejdere og sapører og arkitekter, der længere nede sled i det for at udvide den ny plads, ilede forsigtigt udenom den sorte, glinsende klump, der hang som en drueklase fra loftet i træets hulning.
Hofdamerne ledte kærtegnende og nænsomt deres tilbedte dronning fra den ene række celler til den anden i den vokskage, der sidst var blevet færdig og nu allerede var halvt fyldt med æg og bittesmå larver, men også de sørgede for, at hun ikke kom i nærheden af bierne i klyngen.
For disse unge bier skulle for første gang i deres liv sætte alle kræfter ind i en ildprøve, der er så krævende og så betydningsfuld, at end ikke dronningen må kaste sin skygge over det sted, hvor de opholder sig.
Sommeren igennem er denne magiske akt den port, som alle må igennem, før de kan flyve ud og nyde det frie liv på marker og enge.

Det var voksmagerne.
Før de unge bier havde forladt vokskagerne og var sprunget op i klyngen, havde de fyldt sig med den mest udsøgte honning.
For at producere et halvt kilo voks må bierne nemlig konsumere fra seks til syv kilo honning; det ceremonielle festmåltid går forud for novicens indvielse, og deres forudgående mådehold, træning og energi betinger deres evne til nu at frådse med liv og lyst og samle kræfter til den afgørende prøve.
Den er ikke let at gå til, for den er farlig, og de, der ikke møder velforberedte, vil døende vakle bort fra den.
Voksmagernes hellige hymne vinder i rytme og dybde, efterhånden som flere og flere bier klamrer sig til hinanden med faste greb, som end ikke lidenskabens højeste kulmination vil bryde.
Først er det en lovsang - en stolt forkyndelse af den fryd, der fylder dem, fordi kun arbejderne, ikke de hellige droner eller den endnu mere hellige dronning har bugorganer, der afsondrer det gyldne voks, uden hvilket der ikke ville være nogen by, forrådskamre, vuggestuer eller fremtid for slægten. . . .

For første gang i livet er disse unge bier besat af en krampagtig trang til at bevæge de bugplader, der beskytter vokslommerne og de sarte, meget ømfindlige kirtler, der udskiller det kostelige stof, det er deres opgave at fremstille.
Stimuleret af sangen og følelsen af fællesskab klumper de sig tættere og tættere sammen ind mod midtpunktet af den sorte klase, mens der stadig kommer nye bier til, der klamrer sig fast i udkanten af den.
Time efter time fortsætter indvielsessangen i pulserende strofer, og bierne trykker sig tættere og tættere sammen, indtil temperaturen i klyngen er blevet langt højere end i den øvrige del af kuben, 35° c. eller mere.
Der kræves en dødelig anspændelse af hver krop, men stoltheden over at fuldbyrde en livsvigtig opgave og den dunkle viden om, at kun denne kvalfulde vellyst er vejen til stille, lykkelige dage, forlener bierne med uanede kræfter.

Når temperaturen er steget, begynder bugpladerne at stige og falde i små rytmiske bølger, der omfatter alle bier i hele klyngen.
Da de første bier svang sig op for at indtage nøglestillingerne i hulningens loft, stod solen højst på himlen. Efterhånden som solen synker, vinder indvielseshymnen i kraft.
Eftermiddagens duftende ånde vifter lunt gennem byen, og efterfølges af aftenens døsighed og måneskinnets skære glans.
Alle de andre bier hænger i klynger på vokstavlerne, men voksmagerne ænser i deres ekstatiske iver hverken dag eller nat.
De tidligere sporadiske kildespring af fælles fryd strømmer med en flodbølges kraft, nu da myriader af bugplader stiger og falder som et enkelt hjertes slag i beruselse over det nært forestående under.
Hele den tyste, sølvklare nat hænger de som fortryllede, og så kryber de endnu tættere sammen for at byde gryets snigende kulde trods. Tiden står stille for dem. Disse fire og tyve timer leves så intenst i det skumringsfyldte, lune Arkadien, at de antager karakter af en evighed uden begyndelse eller ende.

Næste dag, da solen igen stod højest over markernes tæppe af smørblomster, fornemmedes et genskær af den ydre verdens underfulde skønhed i den syngende klynge af bier.
Med en synlig skælven, der forplantede sig til alle deltagerne i den hellige handling, udskilte de bier, der var nærmest loftet, nogle ganske små skæl af topaslignende voks, der sivede ud i vokslommerne under bugpladerne.
De var så tynde og lette, disse voksskæl, at hundrede af dem ikke vejer så meget som en enkelt hvedekærne. De var flydende, når de kom ned i lommerne, men her størknede vokset, og de forløste bier slappede grebet om de andre, og deres triumfhymne fik en dybere tone af lykkelig befrielse.

Efterhånden som det nye tema langsomt bredte sig og istemmedes af biernes længere nede, når den samme tilfredsstillelse blev dem til del, opbød bierne nær loftet deres sidste reserver af kraft, der var nødvendige for den lykkelige fuldbyrdelse af den hellige handling.
Alle begyndte møjsommeligt at fjerne voksskællene fra lommerne ved hjælp af hår på benene og derefter lade dem gå videre fra fod til fod, indtil de kunne få fat på dem med kæberne.
Så begyndte de veltilfredse at blødgøre og bearbejde det kostbare materiale til de fremtidige mure, indtil omsider otte små offergaver af gennemsigtigt voks kunne føjes ind i det symmetriske mønster, der begyndte at dække hulrummets tag i en lang oval, delt af en midterlinie.
Stykke for stykke formede voksmagerne deres mesterstykke af det levende guld, de selv havde skabt.

Efterhånden som de dybt udmattede bier kravlede ned fra toppen af klyngen, rykkede bygmestre frem for at fuldende arbejdet med at forme vokskagen.
Først byggede de den lodrette midterplade og derefter på begge sider af den cellerne, der skråner lidt indefter, for at honningen ikke skal løbe ud, når de bliver fyldt.
Hver sekskantet celle var et vidunder af håndværkerkunst og akkuratesse; der var fire på hver kvadratcentimeter, og de var fintpudsede og glatte som gult marmor.
Alt eftersom den øverste del af vokskagen tog form og cellerne deroppe fik den sidste afpudsning, blev nye voksskæl udskilt af bierne nedenunder, mens de, der var endnu længere nede som i trance ventede på underet.
Og på undersiden af klyngen sprang bier, der for et øjeblik siden havde været upåagtede barnepiger, glade og ivrige op for at deltage i ceremonien.

Time for time voksede kagen ned fra loftet, nøjagtigt parallel med den sidst byggede vokskage, og samtidigt arbejdede ingeniørerne uden ophør for at rydde plads til endnu en vokskage, der skulle bygges engang i fremtiden.

Efter nogen tids forløb var den del af den skinnende ny vokskage, den tætte klase af bier hang under, allerede fem-seks centimeter lang, og hærskarer af barnepiger var allerede i færd med at feje og slikke de ny celler, før dronningen og hendes følge ville indfinde sig.
Meget snart lå der også æg i de øverste celler, og de gyldne mure rørtes af livets åndepust.
Hver af de indviede, der havde fået sin løn i styrkende ny honning og hvile ovenpå anstrengelserne, ilede glade mod udgangen og friheden og fløj på glitrende vinger i solen ud mod den fjerne horisont. De var ikke kommet sovende til denne ny lykke, men nu var skønhedens porte slået op for dem på vid gab.
Nogle af voksmagerne bar deres gave til en anden del af byen. På den midterste vokskage, så fjernt som muligt fra alle farer, fra kulde og træk, sang en gruppe bygmestre dronningesangen.
Forbipasserende i de gyldne gader standsede andægtigt et øjeblik, før de hastede videre i en ejendommelig ophidselse, de aldrig havde fornemmet før.
Den dirrede i deres dunede skuldre og henrev dem til tågede visioner om gyldne, evigt blomstrende enge, uklare slægtserindringer, der gik ti tusind generationer tilbage. Den sang om uhørte eventyr i den tindrende, solfyldte luft og søgte at tyde sandheden i det ukendtes tilslørede ansigt.

Denne ryddede plads, dette store fundament, der bredte sig ud mod de hængende mure, var noget, ingen nogensinde havde set, og de bygmestre, der havde opført det havde heller aldrig set magen til det.
Den fuldendt buede, frithængende celle, der hang ned fra vokskagen som et guldfingerbøl, og på hvis ydervægge der var indridsede nogle mystiske streger, der mindede om kabbalistiske tegn, var et tempel, der var bygget udelukkende på basis af slægtshukommelsen.
Solidt muret af jomfrueligt voks, var den kun fæstet til vokskagen ved sin fod, og alene i kraft af sin isolation fra de almindelige celler var der noget ærefrygtindgydende over den. Den hang der ikke alene. Der var seks af samme slags, der sindrigt var anbragt således, at en katastrofe, der kunne ramme den ene, ikke truede de andre, og for hver ny, der var blevet opført var ophidselsen i byen vokset.
De unge bier, der fik lov at tumle sig alle andre steder end her, stod i grupper så nær ved dem, de turde komme, og betragtede dem med undren. Arbejdere, der vendte hjem fra markerne, undlod aldrig stilfærdigt og andægtigt at vende hovederne mod dem, når de ilede forbi, ligemeget hvor dødtrætte de var.
Skildvagterne kom dem aldrig nær, men gik omhyggeligt uden om dem, når de anbragte sig på biklyngen om aftenen.

Kun den vise dronning kom nu og da og inspicerede om sorgsfuldt arbejdet - og hun kom alene, for hendes små hofdamer veg ængsteligt tilbage og fulgte hende med længselsfulde blikke fra de nærmeste almindelige celler.
Ikke engang deres gudinde, hvis hukommelse gik så uendelig langt tilbage, havde set en dronningecelle før, skønt hun var dukket ud af en i tidernes morgen.
For endnu førend hun havde fået udløsning for sit kongelige raseri og havde ombragt sine rivalinder og opkastet sig til herskerinde over verden i ensom majestæt, havde hendes følge revet hvert tempel ned og trampet det fladt med fødderne.
Det hellige sted, hvor en gudinde var født, måtte intet laverestående væsen profanere.


9.kapitel
Tilbage til oversigten