Tilbage til indholdsfortegnelser

2. KAPITEL


Voksbyen



Byen inde l egetræet havde på det tidspunkt benved tres tusind vingede indbyggere.
Denne by var på størrelse med en sofapude. Om dagen lå den badet i et dæmpet skær, en slags gylden varme, som om den var en enorm st. hansorm.
Lyset sivede ind gennem det hul, der var byens hovedudgang til verden udenfor og desuden gennem nogle knivsmalle sprækker i den tykke stamme. Generation efter generation af bier havde kittet disse sprækker til med en gennemsigtig harpiks, de havde indsamlet fra nåletræer og blommetræer. Harpiksen var størknet til en hård masse, der mindede om mat glas.
Når solstrålerne om aftenen faldt vandret ind gennem den kornede masse, blev lyset opløst i sit spektrum, så byen i visse øjeblikke lå i et stille skær af adskilte røde, orange, gule, grønne, blå og violette farver, gennemkrydset af fine sorte limer. Dette mirakel indtraf navnlig efter regnbyger og var et af byens mange vidundere.

Byens gader var indrammet af hængende kager af skinnende gult voks. Vokskagerne var spadeformede og hang i samme afstand fra hinanden - netop den afstand, der var nødvendig for at bier kunne arbejde ryg mod ryg på hver sin vokskage uden at genere hinanden. Afstanden mellem kagerne varierede knap et par milimeter.
De var højst forunderlige, disse kunstfærdige plader af muret guld. På hver side af dem sad tusinder af sekskantede celler, hvis vægge kun var 1/40 milimeter tykke, når de var nyopførte.
Ikke desmindre rummede hver af disse vokskager over fem kilo skinnende honning, og over dem kravlede tusinder og atter tusinder af travle bier.
Hver celle var fuldstændig regelmæssig sekskantet. Den sekskantede form giver den bedste udnyttelse af pladsen og den største modstandskraft med det mindste forbrug af materiale og arbejde.
Mennesket bruger ikke sekskanten i sine bygninger, men bien bygger fuldkommen rationelt, og den sekskantede celle er netop så stor, at den lille bygmester kan være i den.
Da hver celle støtter nabocellerne, kan væggene være som det tyndeste papir, uden at det går ud over styrken.

Midt i kuben var nogle af cellerne lidt større end de andre.
Alle de øvrige var 1 1/4 centimeter dybe og en halv centimeter brede uden at variere så meget som en hårsbredde fra hinanden. Men hist og her var der partier af celler, der var 0,6 centimeter brede. De første kunne om fornødent bruges som vugger for unge arbejderbier, og i de større celler kunne der fødes droner.
Denne nation af geniale bygmestre var nemlig i besiddelse af en gådefuld intelligens, der tillod den en fuldkommen kontrol over befolkningens sammensætning - antallet af arbejdere og antallet af droner kunne varieres efter samfundets behov, der atter var betinget af vejret og tidspunktet for visse planters blomstring. Men æggene, som bierne udvikler sig af, bliver for arbejderbiernes vedkommende lagt fem uger og for dronernes vedkommende seks uger, før bierne er flyvefærdige.
Hvorfra ved bierne, hvordan vejret vil være om seks uger? Hvor kan de forudsige, når blomsterne vil springe ud, når tidspunktet er afhængigt af lunefuldt solskin, vind og regn? Vi ved det ikke.
Men bikoloniens eksistens afhænger af besvarelsen af disse spørgsmål

Nu i det tidlige forår var der ingen droneæg og ingen drone børn i de voksvugger, der var lidt større end de andre. Rationering af levnedsmidler er blevet en del af menneskets tilværelse, og det behager det ikke; men for disse små skabninger har den altid spillet en så alvorlig rolle, at alle, der ikke er brug for længer, bliver ombragt. Og der bliver heller ikke født bier, som der ikke er mad til i de gyldne forrådskamre.
Rationering og fødselskontrol er her en nødvendighed for slægtens fortsatte eksistens. Derfor bliver alle hannerne dræbt hvert efterår, når naturens overflod af honning svinder, og der bliver ingen hanner født, før denne overflod kommer igen, hvorimod der stadig fødes arbejderbier, der får den omhyggeligste pleje.

Denne forårsdag kom der mange bier til verden, og barnepigerne puslede utrætteligt om dem; men de nyfødte var alle golde hunner, hvis bestemmelse det var at nære den livets flamme, som disse impotente væsner aldrig selv fuldtud ville komme til at varme sig ved.

Måske fik de erstatning på anden måde. For de gyldne gader var elegante og smukke, og deres vidunderlige øjne kunne tydeligt se hver eneste af de titusinder af sirlige celler. Og inde i dem lå de blåhvide æg, de lige udklækkede larver, hvis længde kun er en femtedel af cellens diameter (og cellen er kun en halv centimeter bred), de større larver og de mystiske pupper, der ligger i deres tornerosesøvn i en halvgennemsigtig, gylden kiste, som ikke rummer død, men spirende liv; og hist og her kunne man se de skinnende, ivrige hoveder på de nyfødte bier, der havde gnavet sig halvvejs ud af deres forseglede celler og nu kiggede til alle sider, fulde af undren over for første gang at se det myldrende

Ude på vokskagerne er der vild travlhed overalt. Hist er en flok barnepiger stimlet sammen for at made larverne med en særlig spytblandet vædske, mens de med udbredte skuldre værner dem mod puf fra de tusinder af forbiilende borgere og nynner biernes monotone vuggesang.
Her står en krigersk gammel soldaterbi med sort ansigt og uden et hår på sin pansrede, kraftige krop og dypper skægget i en honningcelle for at styrke sig ovenpå en langvarig vagttjeneste ved byporten. Og hvis barnepigerne kigger den vej i det øjeblik, den løfter hovedet igen, kan man så bebrejde den, at den gererer sig endnu mere krigersk og med hovedet på siden sender dem et fyrigt blik fra sine prægtige sorte øjne? Barnepiger og soldater har haft noget tilovers for hinanden fra tidernes morgen.

Længere ude på vokskagen arbejder de alvorlige murermestre; de bøder på vinterens ødelæggelser, fjerner tålmodigt skimlede vægge og erstatter dem med flunkende nye og sunde, eller de anbringer kistelåg af voks over yngelcellerne, hvor larverne sover deres dødlignende søvn, indtil de afkaster det slidte hylster og genopstår - ikke som sjæle, men som fuldt færdige bier.
Hist læsser en bi blomsterstøv af, her afleverer en anden en kostelig last honning; nogle vifter, andre gør rent; en bi pudser vingerne for at gøre sig smuk; en vandbærer iler forbi, og længere borte omgiver en kreds af hofdamer dronningen, gudinden.

Det er en by udover det almindelige.
Menneskene kan ikke temperere luften i deres byer, men bierne regulerer både temperatur og fugtighed og endog de luftstrømme, der ventilerer de gyldne gader. Udenfor kan solen brænde, så græsset visner på de afsvedne marker, eller en snebyge kan trodse kalenderen og bide de frostsorte blade af træerne, men inde i biernes by er temperaturen altid som på en varm sommerdag, og luften er frisk og fyldt af sød honningduft fra titusinder blomster.

Men snavs og affald får heller ikke lov at skæmme byen.
Ved midsommertid tripper over to hundrede tusind små rastløse fødder ustandselig frem og tilbage. Der arbejdes med en intensitet, som ingen menneskelig virksomhed kan opvise magen til.
De små vingede skabninger transporterer enorme byrder og udfører fantastiske opgaver. I travlheden tabes der blomsterstøv, honning, støv, harpiks, vand og stumper af voks.
Måske kom mer der en flue ind, der må tilintetgøres, eller der udkæmpes blodige slag med ubudne hvepse, så vinger, hoveder og ben flyver til alle sider. Men alligevel er der aldrig et støvgran at finde i denne skinnende rene by.

Endnu mens en sådan kamp raser, bliver afrevne vinger og lemmer samlet op og fjernet af rengøringskoner, der går til værket med sand fanatisme.
Dag og nat bliver hele byen uophørligt fejet og gjort ren og poleret - voksmurene bliver slikket af tusind hårede tunger, til de er skinnende blanke. Intet, der kan fjernes - som det er eller efter at være blevet bidt i småstykker - intet, der ikke er rent og lifligt som bierne selv og den blomstersaft, de lever af, får lov at blive liggende i byen med de gyldne gader.

Og arbejdsfeltet udvides ofte. Når engens blomsterflor flyder med honning, eller når de høje lindetræer på kirkegården funkler af ravgyldne blomster, tages nye opgaver op.
Uforsagte arbejdshold af bier projekterer en ny gade i byen. De går uforknyt løs på det frønnede træ i egens midte, gnaver stykker ud, der er så små som støvkorn og smider dem bag sig.
Efterhånden som de små minearbejdere får banet sig vej i mørket, griber andre utrættelige arbejdshold de små korn af træ, der for dem er som mægtige bjælker og stavrer belæsset med dem over vokskagerne og ryggen på andre virksomme bier, forbi de dystre skildvagter ved porten, hen til kanten af træet, hvor de lader dem falde ned på jorden.
Den savsmuldsagtige bunke ved egens fod vokser og vokser for hvert år i samme tempo som voksgaderne.
Og om foråret skyder en kodriver op af den rådne træmasse og føjer sin dråbe af klar, funklende honning til forrådet inde i byen.

Den samme mystiske visdom, der leder kolonien ved forudberegningen af befolkningens sammensætning, siger den også nøjagtigt, hvordan de nye voksgader skal anlægges.
Utrættelige små arbejdere udfolder deres rasende energi med en matematisk præcision som trænede ingeniører.
De gravér tunneler og laver løbegrave; meget af træet må transporteres bort korn for korn, men endnu mere fjernes i spåner, der er større end bierne selv og med stor kunstfærdighed er skåret ud af træmassen.
To eller tre eller endnu flere bier griber en spån med kløerne og slæber den hen til startbanen, der fører til byporten. Her griber to af dem »bjælken«, og pludselig stiger de op i luften med den og holder den sikkert mellem sig, mens de flyver. De forsvinder ud gennem porten, hvor skildvagterne i hast genner al anden trafik ind mod hjørnerne eller til side, tilbagelægger fem eller ti meter med deres byrde med vildt svirrende vinger, skønt de næsten bevæger sig med sneglefart, og så slipper de endelig deres last, gør triumferende omkring og vender tilbage efter mere.

Vokskagerne, der sindrigt planlagt danner de nye gader, hænger som de gamle fra hulningens loft og når aldrig ned til gulvet ved indgangen. De er fuldstændig stive trods den smeltende varme og den myldrende trafik af små vingede skabninger, der iler frem og tilbage over dem. Under dem er der et åbent rum, så rengøringsarbejdet i byen kan foregå uhindret.
For enden af kagerne er der et mellemrum, så arbejderne kan gå fra den ene vokskage til den anden uden at behøve at gå ned i passagen underneden. I reglen hænger kagerne på deres pladser fuldstændig regelmæssige og hele. Men hist og her er der boret huller, hvor barnepiger og byttesamlere og vandbærere og sol dater, nyfødte børn og gamle affældige kællinger og måske endog dronningen og hendes følge kan gå igennem for at skyde en genvej til deres mangfoldige gøremål.

Således var biernes by. I hele det smilende land, den lå i, var der i hundredtusindvis af andre voksbyer, alle lige mønsterværdige. I marker og skove og haver jorden over, i tage og i træer, i kuber og tønder og kasser, i kasserede kedler og hække og jordhuler og hængende frit ud fra træerne var der millioner flere, myriader af millioner, umulige at tælle. Hver enkelt af dem var en verden for sig, der ukueligt arbejdede for slægtens fortsættelse, skønt de på alle sider var omgivet af farlige fjender, kæmpestore og ganske små, og truet af overvældende naturkatastrofer og snigende sygdomme.
I hver by gjaldt samme lov: død over alle, der truer slægten; øjeblikkelig uselvisk opofrelse, hvis det tjener slægtens fremtid; arbejde, selv arbejde, der virker dræbende efter fem-seks ugers forløb, hvis det sikrer efterslægten; dødens kolde åndepust i selve det øjeblik, kønsakten fuldbyrdes for at sikre slægten efterkommere; et unaturligt langt liv, aldrig varmet af solskin eller oplivet af farver eller venskab, men kun opfyldt af moderpligter; levende død i vinterens knugende kulde som forudsætning for, at slægten vil se en ny sommers farver gløde over marker og enge.

Således er det idag. Således var det, da Jesus prædikede på de støvede syriske høje. Romerne nedpløjede salt, hvor Kartago havde stået, men bierne bevarede, fulde af kampmod og livsvilje deres gyldne byer. Da Ptolemæus i Alexandria grundlagde sit vidunderlige bibliotek, der nu er gået tabt, byggede de deres gader og murede deres sekskantede celler ganske som nu.
Israelitiske spejdere, der blussende af skam flygtede fra skøgernes favn, berettede om et land, der flød med mælk og honning.
Måske biens vidunderlige facetøjne har set det første menneske løfte sine hårede hænder op af dyndet og møjsommeligt vende sit bekymrede ansigt mod en himmel, der ikke gav svar.
Fra tidernes morgen er der i disse liliputbyer udspillet dramaer, der er ligeså spændende og gribende som noget menneskeligt drama, om end upåagtet af mennesket. Lidenskab, patos og skønhedsdyrkelse tilhører ikke menneskenes verden alene.
Midt i den grønne og gyldne natur beherskes disse små skabninger også af kærlighedens og dødens luner, de kender til sult og attrå og frygt og ofrer deres liv for deres venner.

Det lille vingede folk i den gamle eg gjorde idag nøjagtigt det samme, som deres art havde gjort, før de første mennesker var til, i en tid, vi ikke kan gøre os forestillinger om.
Deres dronning gik værdigt gennem de murede gader, betjent af kærlige kammerpiger og bevogtet af livvagter, der var tro indtil døden. Hendes folk indsamlede sommerens sødme fra millioner af blomsterkalke. De førte blodige krige. De fulgte hver prinsesses kærlighedshistorie, der udspilledes i himlens blåeste højder, mens bryllupsmarchens toner klang fra panfløjter.
De kendte vinterens trængsler og bevarede erindringen om dem, når de vågnede op fra den dunkle dvaletilstand for endnu en gang at betræde livets solfyldte haller.
Og deres efterkommere vil gøre det samme, når egen og skoven og landsbyen er forsvundet, og støvet måske har lejret sig over menneskets sidste fodspor.


3.kapitel
Tilbage til oversigten