Tilbage til indholdsfortegnelser

13. KAPITEL


Vildnissets herre



Grævlingen var døden nær af sult. Kun dens maves ubønhørlige krav havde bragt den frem i dagslyset.
Nattens jagt havde ikke givet den andet end et par insekter, og den havde forgæves søgt at mætte sig ved at gnave på nogle trærødder. Dens dagsøvn, der ellers var så tryg, havde været urolig og fuld af mareridt på grund af den nagende sult. Dagslysets timer forekom uendelige. Så snart solen stod lavt, og skyggerne fyldte egeskoven, rejste den sig fra jorden og luntede langsomt og hvileløst hen mod et sted, den instinktivt havde mærket sig for længe siden som en mulig madreserve i tilfælde af hungersnød.

En nat ud på foråret havde dens vandringer ført den hen til det gamle egetræ, hvor bierne havde deres by.
Da den vendte hovedet fra den ene til den anden side og snusede, havde dens ører opfattet en svag summen og dens næse en krydret duft af ny honning.
Denne grævling havde aldrig spist honning, men lugten var indbydende, og et nedarvet instinkt fra forfædre, der ofte havde revet bikager ned eller væltet halmkuber og delikateret sig med saftige larver, voksne bier og honningfyldte vokskager, indridsede med uudslettelig skrift stedets beliggenhed og udseende i dens hukommelse.
Den stillede sig endog på bagbenene op mod træet for at undersøge afstanden til det hul, hvor indgangen til byen var, og udforskede med de buskede øjenbryn trukket sammen det frønnede træs beskaffenhed.
I det Stille måneskin blev den stående op ad den ludende stamme og befølte den døde bark og regnede ud, hvor dens tænder kunne skære ind i træet og dens stærke kæber kunne rive stykker ud.
Den forårsnat var skildvagterne strømmet ud ad porten og var blevet stående på deres fast plantede fødder ovenover den. De angreb ikke, når det ikke var nødvendigt, men svirrede med vingerne for at fylde luftsækkene og være rede til at starte og bruge deres brod.

Grævlingen betragtede dem med sine rødrandede øjne, der var større end deres kroppe. Nogen tid efter gik den ned igen og vandrede langsomt bort.
Men den glemte ikke.
Der havde været noget ildevarslende, der vakte dens ubehag, over de små sorte forsvareres geledder. I denne egeskov havde den aldrig mødt noget, der skræmte den, og faktisk havde den hele sit liv aldrig kendt til frygt. Men et eller andet manede den til forsigtighed, og i en måned eller to lod den bierne i fred.
Men nu mindede dens sult den uafladeligt om den søde, krydrede duft og om lyden af de mange mundfulde af levende, lækre insekter.
Derfor vandrede den søgende gennem skoven i sindigt tempo, mere foruroliget over det uvante dagslys end over det ubehag, der rørte sig i den ved den dunkle erindring om biernes skildvagter, og som nu og da fik hårene dl at stritte på dens ryg. Den var en prægtig skabning, tre kvart meter fra snude til halespids; en sort stribe trådte grelt frem på hver side af det hvide hoved, og dens skuldre var kraftige som en lille bjørns.

Som de fleste grævlinge gik den aldrig på jagt med sin mage, selv om man ofte kunne se hunnen følge efter den gennem skoven flere hundrede meter bagved.
Parret havde lagt sig en stor familie til dette år, og det var en af grundene til manglen på føde, for overbefolkning truer såvel dyr som mennesker med hungersnød. Hvalpene gik nu selv på jagt og havde en umættelig appetit. De unges forslugenhed i tide og utide lokkede dem ofte ud før tusmørke, så skoven allerede var ryddet for føde, når deres forældre vovede sig oven over jorden.

Skildvagterne i biernes by kunne lugte den, længe før den kom til syne.
Den ramme stank standsede deres svirrende vinger, de bøjede benene, rede til at springe, og spidsen af brodden blev stukket frem. En af dem fløj ud og rundt om træet, og da den igen landede på flyvebrættet, gav to andre den nogle ordentlige knubs som for at prøve deres kræfter.
Efterhånden som den ildevarslende lugt trængte ind i byens fjerneste gader, standsede det travle arbejde, og en skæbnetung stilhed sænkede sig overalt.
Regiment efter regiment af arbejdere tog opstilling bag fæstningsværkerne ved porten.
Dronningen og hendes hofdamer, trak sig ledsaget af to af de mest skaldede og frygtindgydende skildvagter tilbage til den nyeste vokskage og krøb i skjul i en rende, der lige var udgravet midt inde i træet. De yngre barnepiger tog kommandoen over de vokskager, der var yngel i, varmede og tilså omhyggeligt de tusinder af æg, larver og pupper og hjalp varsomt de nyfødte bier med at bryde ud af deres vugger.
Derved frigjordes en masse ældre barnepiger, der dannede batailloner bag de tætte geledder af arbejdere.
Nyfødte bier med sølvgrå dun på kroppen, spiste i hast den honning, de havde brug for, og blev af nogle barnepiger dirigeret hen i dronningens nærhed for at beskytte hende mod faret med deres kroppe.
De sidste arbejdere, der vendte hjem fra markerne, løb gennem de endeløse rækker ved porten, anbragte deres last det første, det bedste sted, og gik ind i geledderne, rede til at kæmpe.

Grævlingen kom til syne nede i skyggen under træerne; snart vendte den hovedet til den ene side, snart til den anden i håb om at spore den liflige duft af honning.
Et par meter fra træet fornemmede den den ganske tydeligt og blev stående.
Skildvagterne udsendte et varselssignal, og i samme nu marcherede de sorte, glitrende regimenter ud ad porten, i række og geled som zulutropper, og fyldte hele flyvebrættet. Nogle marcherede over på den anden side af stammen for at forebygge et angreb bagfra.
Andre anbragte sig over porten, hvorfra de kunne dykke ned og overfalde fjenden. Skildvagterne dirigerede roligt hver kolonne på plads med et ryk med hovedet eller vingerne eller et sidelæns, truende skub.
Mens grævlingen endnu stod og snusede, havde tredive tusind soldater allerede indtaget deres positioner og ventede med hver muskel spændt på den svirrende lyd af den første skildvagts spring ud i den glødende aftenluft.

Kombattanterne betragtede forbitret hinanden.
Grævlingen fornemmede en trusel, der fik hårene til at rejse sig på dens stride pels, så den så endnu enormere og mere frygtindgydende ud. Den ventede ubevægelig i skyggen med snusende næsebor og savlende mund.
For bierne var den et overnaturligt uhyre. For dem var det, som det ville være for mennesker, hvis et væsen, der var ti tusind gange så stor som en mand, højere end det højeste kirketårn og bred som et bjerg, nærmede sig deres by med truende lader.
Trykket mod jorden som en kæmpekrabbe for vedblivende at være i skyggen kom grævlingen så at sige uforvarende ind i kampen, som en person, der gennem en lavaskorpe falder lige ned i helvede.
Vingerne på den første skildvagt, der gik til angreb, hvinede som en signalfløjte, og før grævlingen havde løftet en fod og sat den til jorden igen, havde to tusind bier kastet sig ned i dens stinkende pels' blindende dyb og brølede af raseri, fordi de ikke kunne bore sig dybt nok ned gennem den filtrede masse til at finde et stykke hud og indsprøjte den gift, der syntes at fylde deres svulmende, brændende kroppe til bristepunktet.
Hver bi havde en fornemmelse af at være spilet ud som en ballon og arbejdede med ben og vinger og mave og hoved og brod for at komme dybere og dybere ned; alle puffedes, søgte at bruge hinandens kroppe som løftestænger og tudede, så luften omkring grævlingen dirrede af den mere og mere uudholdelige lyd.

Dens hoved, hvor hårene var korte, var så tæt besat med bier, at det så ud, som om den havde dyppet det i boblende sort og slimet dynd. Det kravlende lag lå i det svindende lys som en maske over hovedets forparti, hvor bier med onde, gridske fingre famlede over de tætlukkede øjenlåg, stønnende af forbitret begær efter at finde vej gennem de buskede hår ind i det indre øre; de rev og hakkede i de jernhårde læber og kæmpede som djævle for at knække eller bide igennem de stride børster, der beskyttede den røde vej fra næseborene op til hjernen.
Grævlingen satte i vraltende løb hen til træet, stillede sig på bagbenene op ad det, klamrede sig fast med forpoterne og gned roligt brystet mod barken. Hundreder af stødbrigaderer, der havde mavet sig gennem junglestanken, blev øjeblikkelig radbrækket eller knust, og andre blev grufuldt lemlæstede.
De sidste stak brodden ud, og mange af dem blev sønderslidt af deres vilde forsøg på at ramme fjenden, før de mistede bevidstheden.

Grævlingen åbnede og lukkede kæberne hurtigt som lynet;
de klappede i om kanten af hullet og de mægtige hundetænder gik lige gennem voksfæstningen ved porten og knasede et helt geled af forsvarere.
De hornede læber blottede kun de udstående tænder og beskyttede som stramt, tykt læder den øvrige del af munden, mens den prustede gennem de dirrende næsebor for at prøve at blæse de bier ud, der nu fyldte dem og hidsigt dræbte hinanden for at danne en flydende masse, der ville kvæle fjenden ved at lukke for lufttilførselen.
Grævlingen trak roligt hovedet tilbage, og den grufuldeste lyd, bierne nogensinde havde hørt, skar gennem egen, da et stort stykke frønnet træ blev revet helt ud.
Voksmurene blev flået ned, og den kølige aftenluft strømmede som vand ind i hulningen, hvor hele gader med tusinder af barnepiger og børn og æg og blomsterstøv og honning, pludselig var blevet brudt ned og var forsvundet, så de hvide, lemlæstede larver flød i en strøm af honning fra de knuste celler.

Uophørligt startede regiment efter regiment af bier i luftformationer og vældede som tyktflydende, giftig, brændende olie ned over grævlingens hoved, ind i de åbne armhuler, hvor den læderagtige hud var tyndere, ind i filtrede hårmasser, hvor et morderisk instinkt sagde dem, at der var åbne sår og rifter, ind mellem tæernes trædepuder, ind i dens stinkende endetarm, ud over dens brændende bug og lår.
De søgte med djævelsk fanatisme at bore sig ind i mundvigene og næseborene og det filtrede mørke i ørerne. Og navnlig forsøgte de med et sandt raseri at trænge ind i revnerne over de tæt sammenknebne øjne; nogle trak i de øverste øjenlåg, nogle i de nederste, mens andre borede hovederne ind i selve sprækken, til deres hovedskaller brast, eller forsøgte, dirrende af anstrengelse, at stikke brodden ind.

Grævlingen, der nu var dækket med tredive-fyrre tusind bier, snøftede og slog fra sig i blinde.
Den strøg forpoten over hovedet og knuste hundreder af angribere, den gnubbede brystet mod stammen, gned kinderne mod barken og traf snusende forberedelser til et nyt angreb på den søndrede by.
Endnu en gang åbnede den gabet, smækkede kæberne sammen og fik en hel vokskage revet ud. Den faldt ned på jorden med kagen i munden, knasede kohorter af bier mellem tænderne og luntede roligt bort, mens luften bag den dirrede af fjendernes summen og hundreder svirrede om den i luften.
Lige idet den vendte ryggen til, rystede den på hovedet som en marionetdukke og udstødte et dæmpet, tudende brøl af smerte.
Under sit forsøg på at bære vokskagen bort uden at bide den over, var den kommet til at slippe fem-seks bier ind i munden, før den fik lukket læberne sammen. Dens tunge fangede og maste dem alle, men en af dem havde held til at sænke sin giftige brod ned i den skarlagenrøde måtte og rev sig løs ved at lade indvolde og giftsække hænge ved brodden, før tungen knuste både bi og giftsæk og pressede hver dråbe gift ind i såret.
Smerten overrumplede grævlingen så meget, at den i en brøkdel af et sekund slappede musklerne i de sammenknebne øjenlåg, og inden den kunne tænke, havde tre brodde gennemboret pupillen i dens højre øje.

Den slugte bikagen hel og med mundvigene drivende af honning, hvor druknende bier desperat og ubarmhjertigt stred for at bruge deres våben gennem den klæbrige masse, løb den ned til åen, plumpede i vandet med et mægtigt plask og begyndte at dyppe hovedet og gnide det med poterne.
Tusinder af bier druknede, nogle blev skyllet af og flød ned ad åen og forsøgte hjælpeløst at svømme tilbage mod strømmen, uden at prøve på at svinge sig op i luften, kun opsatte på ad den mest direkte vej at vende tilbage til kampen.
Men langt de fleste gispede sig ihjel under vandet, hvor de kæmpede vildt for at få brodden ind i grævlingens hud, der nu var endnu bedre dækket af den våde pels.
Her dræbte kulden og vandet dem, og hvis et par af dem til sidst fik brodden stukket ind i den læderagtige hud, generede det ikke grævlingen mere end stikket af en torn.

Men øjet blev den ved at kradse, mens den plaskede af sted med strømmen og prustede bobler ud af næseborene, der var fulde af halvdøde bier.
Over dens ryg og baskende hale og smertende hoved summede og svirrede hundreder af bier, der kastede sig over hvert stykke af dens krop, der kom op over vandet, som om de var en hel legion djævle.
Efterhånden som den stønnende og pjaskende kom længere og længere bort, vendte de fleste bier om i en summende bue og hastede tilbage til den hærgede by.
Tusinder af reserver var samlet på flyvebrættet og træstammen og holdt udkig fra luften og sværmede over det afrevne stykke træ med de ynkelige ruiner af knuste og ødelagte gader, lig af barnepiger og yngel i strømme af honning, æg, der var skyllet ud af cellerne og strandede, og byens faldne forsvarere, hvoraf enkelte endnu rallede og rørte på sig og langsomt og krampagtigt stak brodden ud.

Grævlingen pløjede sig gennem vandet, til den nåede udkanten af landsbyen. Her kravlede den op på bredden og luntede hen til nøddekrattet, efterladende sig et sort spor af vand, der lignede blod med de druknede bier som levrede klumper.
Mange af angriberne fløj endnu over den og hundreder summede ondt i dens pels.
Den standsede, rullede sig på jorden for at gøre det af med nogle af dem, løb videre og standsede nu og da for at gnide sit blindede øje.
Den ville aldrig komme til at se ordentligt med det igen, for de tre små spyd, der var blevet vrikket i alle retninger ved dens rasende anstrengelser for at fjerne dem eller lindre den brændende smerte, havde ridset linsen uhjælpeligt.

Mens regimenter af rasende bier stadig fløj rundt i natteluften, rede til at gå løs på hinanden i deres vildskab, og patrouillerede i flere hundrede meters omkreds, så alt levende flygtede ved synet af deres morderiske raseri, blev arbejdet hurtigt genoptaget i byen.
Intet kunne råde fuldstændigt bod på de forfærdelige ødelæggelser, men hver muskelfiber måtte anspændes for at få fæstningsværkerne bragt i nogenlunde orden igen, for at redde så meget af ynglen som muligt, for at gøre tabene op og organisere livet igen, så ofrene ikke havde været forgæves.


14. kapitel
Tilbage til oversigten