Tilbage til indholdsfortegnelser

14. KAPITEL


Sommernat



Over den ødelagte by hang angriberens stank som en gifttåge, fyldt med onde sværme af patrouillerende bier og hidsig summen.
Sommeren igennem havde disse bier været tålmodige og fredsommelige, de havde arbejdet dagen lang i markerne eller i deres by uden klage og behandlet alle fremmede med godmodighed og venlighed, så længe de ikke forsøgte at trænge ind i selve byen.
Nu var alt blevet anderledes.
Resten af året og måske næste år med ville alle når som helst være rede til angreb.
Hvis en fremmed bi uforvarende kom til at sætte sig på en blomst, hvor en af dem opholdt sig, kunne den prise sig lykkelig, hvis den slap fra det med livet.
Hvis noget dyr eller insekt, uanset hvor stort eller lille det var, kom egen nær inden for en omkreds af fire-fem meter, blev det dræbt eller stukket og drevet på flugt, hvis det var for stort til at dræbes på stedet.
Nat og dag bevogtede skildvagterne det uddøde område om træet og fløj ofte tyvetredive meter ud for at undersøge, om noget levende væsen forsøgte at nærme sig.
Bier er som mennesker, de gengælder ondt med ondt, had med had, mord med mord. De havde måske mere grundlag for deres grusomhed end mennesker.
Hvis ulykken havde ramt dem en måned før, ville de næppe have reageret så voldsomt, for da ville de stadig have haft honninhøsten at se hen til. Men det er biernes onde skæbne, at de sjældent bliver angrebet af fjender før næsten al den føde, der kan indsamles det år, allerede er oplagret. Så kommer røverne og hærger og dræber og plyndrer, når intet kan erstatte tabene.

I sommernattens halvmørke begyndte bierne febrilsk at rydde op efter katastrofen.
Af henved halvfjerds tusind voksne, savnedes ti tusind, hvoraf de fleste var druknet, mens de gravede sig dybere og dybere ind i grævlingens pels under vandet.
En vokskage med yngel var blevet slugt hel med to-tre tusind æg, larver og pupper samt over et kilo honning og et lager af uvurderligt blomsterstøv. Halvdelen af en anden vokskage var faldet ned, da grævlingen rev det store stykke træ ud og åbnede et gabende hul ind til byen, og en tredie havde fået kanten ødelagt og hang og dinglede faretruende.
Den halvdel af den anden vokskage, der var brækket af, lå som et sammensurium af udtværet voks, druknede bier og larver indenfor hullet, hvor porten havde været, og en strøm af honning sivede ud og drev langsomt ned ad stammen, ned på jorden - honning, som det havde kostet utallige arbejdstimer og liv at samle dråbe for dråbe.
Porten og fæstningsværkerne var forsvundet, og nattekulden strømmede som en flod gennem gaderne, hvor temperaturen og lufttilførslen altid havde været nøje tilpasset den spæde yngels krav.

Det var den mest presserende opgave - at bringe den frysende yngel i ly, at beskytte æggene og de slumrende pupper.
Bierne samlede sig i tætte klynger og varmede ynglen med deres kroppe, for dette spæde liv rummede det eneste spinkle håb om en fremtid for slægten.
Kolonner af redningsmandskab, bygmestre, vejarbejdere og lagerarbejdere ilede hid og did mellem ruinerne. De levende blev draget frem under murbrokkerne, varsomt løftet op af den klæbrige honning og blev masseret, slikket rene, børstet, varmet og bragt tilbage til livet, så de snarest muligt kunne deltage i redningsarbejdet.
Et sted blev en bi halet op af den glidende honningstrøm og straks grebet af fire-fem andre, der slikkede den ren, rettede dens bøjede vinger, gned dens fødder og pressede varme ind i dens krop ved at gnide sig mod den.
Et andet sted blev en bi, der var blevet begravet under en mægtig voksplade, med stor kunstfærdighed skåret løs, børstet ren og sat i arbejde.
Larver og æg, der var rystet ud af cellerne, blev reddet og igen anbragt i rene, tørre, tomme celler i en vokskage, der hang solidt.
Rækker af bier greb klumper af voks og baksede dem hen til nye steder, hvor de kunne afstive en vaklende mur eller dæmme op for en honningflod, der truede med at drukne en flok arbejdere længere henne i gaden. Løse cellerande på brækkede vokskager, blev i hast klinet sammen for at forhindre mere honning i at løbe ud.
Derefter kom turen til honningfloden, der strømmede ud af den mørke kløft, hvor porten var revet ned.

Den var et frygteligt problem, og mange bier druknede, før ingeniørerne som nødforanstaltning fik dæmmet op med en vold af voksstumper, der forvandlede floden til en kæmpemæssig sø.
Først derefter begyndte arbejdet med at slæbe ligene bort.De blev samlet op uden ceremonier, for det levende liv havde ikke tid tilovers for de døde, og kastet over volden ned på jorden ved træets fod.
Kort tid efter var alle livløse kroppe fjernet fra byen med undtagelse af nogle enkelte, der lå begravet under de største dynger af brokker. Midt i det frygtelige kaos begyndte man at skimte tegn på en fælles plan, som alle arbejdede på at få virkeliggjort.

Imens havde dronningen stilfærdigt genoptaget sine hellige pligter, der nu var mere nødvendige end nogensinde. Hun gik støt og hurtigt fra celle til celle på de midterste vokskager og lagde sine æg, så hurtigt hun kunne.
En katastrofe i biernes ver- den kunne kun afhjælpes på een måde.
Vuggerne måtte fyldes.
Hvilke tanker gjorde hun sig mon om den frygtelige tragedie, der havde kostet tusinder af hendes børn livet og hærget det halve af hendes rige? Hun tænkte overhovedet ikke på fortiden.
Hendes krop var den flamme, der skulle kaste lys over fremtiden, og hun var flammens vogter.

Hele sommernatten igennem og i mange dage og nætter gik genopbygningen forud for alt andet arbejde.
Nogle honningsamlere blev sendt ud til de visnende kløvermarker, men næsten hver bi sled i det for at udbedre skaderne, de bar vragstumper bort, bed det afbrækkede voks i småstumper, så det kunne bruges igen til reparationer og fyldte den honning, der var løbet ud, i hele, solide celler.
Dagen efter overfaldet var hver dråbe spildt honning slikket op og anbragt i forrådskamrene inden middag. Det var vigtigt, at dette arbejde blev gjort snarest, for hvis honningen blev liggende, ville lugten af den tiltrække røverbier i tusindvis og måske også større og farligere fjender. Desuden måtte hver dråbe reddes, da kolonien ellers ville dø af sult inden den første honninghøst næste forår.

En fuldstændig ny port med tilhørende vagtstuer og fæstningsværker måtte bygges og blev bygget meget snildrigt.
Lange splinter af egetræ var blevet liggende tværsover indgangen, hvor grævlingen havde revet den store flænge, og de blev nu muret sammen med det sejgeste og ældste voks, til de dannede en urokkelig bastion med en indgang, der var lidt større end et fingerbøl.
Denne indgang førte ikke direkte ind i kuben, men til en væg af træ, der var et vidunder af ingeniørkunst.
Hundreder af bier havde anbragt sig i en tæt klynge på denne splint og langsomt bøjet den ned med vægten af deres kroppe i forbindelse med vingernes svirrende slag, indtil et hold arbejdere nedenunder kunne springe op på den og lime den på plads med harpiks, de havd samlet, og derefter tynge den ned med en håndfuld itubrækket voks, der var bidt itu til små skæl og båret derhen og klinet sammen til een stor hård klump, der fyldte revnen som beton udenom det lille indgangshul.
Vejen ind til byen gik fra hullet langs foden af denne lukkede mur og drejede af gennem en revn i træet.
I forsvarsværkerne om porten var der vagtstuer til skildvagterne og til regimenter af reserven.
Kun to eller tre bier kunne ved siden af hinanden komme gennem den snævre indgangspassage med de blinde hjørner, og ubudne gæster ville risikere døden ved hvert skridt.

Henad morgengry, natten efter grævlingens overfald, nærmede mange slags skabninger sig på lydløse fødder og vinger egetræet, hidlokket af duften af den spildte honning.
Møl flagrede tavse som genfærd over de dødes legioner. Deres enorme øjne lyste gennem den stille luft, når de svævede mellem træerne; men hver gang en af dem kom for nær til egen, fo'r en sværm af ophidsede bier mod den med en lyd som en susende piskesnært og jog den ind i tykningens mørke.
Biller med skinnende kroppe skubbede utålmodigt blade til side for hurtigst muligt at komme hen til de stykker af bikagen, der var faldet ned på jorden, og de klatter af honning, der var dryppet ud af grævlingens mundvige.
Men tusinder af bier bevogtede hver stump vokskage og hver dråbe honning og gik endog forbitret løs på den tørre jord, da den prøvede at opsuge den søde saft.

De slikkede den op og rodede desperat op i jorden for at få det sidste spor af væde med, og overalt, hvor der var larver eller æg, samlede bierne sig i tætte, fanatiske klynger over dem for at beskytte dem mod mus og glitrende skarnbasser og krigerske kolonner af myrer.
Hist og her kom det til forbitret kamp, for sommetider nægtede myrerne at fortrække og skred frem i stærke regimenter, som bierne gik løs på med svirrende vinger og sparkede og snappede efter, mens myresoldaterne prøvede at sætte sig til modværge ved at kravle op på bierne og forsøge at stikke dem.
Utallige myrer blev dræbt; nogle bier blev stukket og svirrede vilde af smerte op og ned i kamppauserne; hist og her blev enlige larver eller æg samlet op og båret bort af røverne midt i de faste geledder af frygtindgydende kæber, brodde og ben med gribekløer.
Døde bier blev revet i stykker af myrerne og slæbt bort, og de døende led samme skæbne, men dem gjorde bierne sig ingen ulejlighed med at redde; de ofrede dem gladeligt for at holde røverne beskæftiget med noget, mens de spæde liv, der var mere kostbare, blev samlet op og fløjet tilbage til byen.
Ingen såret bi blev hjulpet. Tværtimod, hvis den forsøgte at springe op på en af klyngerne på jorden, blev den brutalt slynget bort, og måske blev dens vinger revet af, for at den ikke skulle vende tilbage.

Bier har ingen medlidenhed med de syge og sårede; det er deres pligt ufortøvet at begive sig til byens kirkegård og dø der, og hvis de ikke gør deres pligt, bliver de dødeligt sårede, for at de skal forstå, at der intet håb er om at blive fritaget for den.
Overalt kommer samfundets sundhed og trivsel i første række; der er hverken mad eller husly til andre end de lydefri.
Derfor slæbte brudte kolonner af de lemlæstede troligt deres døende kroppe ned til begravelsespladsen ved åen hele den lange og triste nat.
Mange hundrede nåede ikke derned, men de havde gjort deres bedste for at fjerne sig så langt som muligt fra byen, så ingen pestbefængte dunster fra deres smuldrende kroppe kunne true de levende. Snart stimlede tusinder af skovens flyvende og kravlende skabninger sammen i gridske skarer, som de sårede måtte passere, og ventede med de vilde væsners uendelige tålmodighed på de måltider, der ventede dem, når bierne var døde. Hver gang en bi segnede, blev den stilfærdigt samlet op af de ventende og båret gennem bladene eller luften som føde for yngel, der måtte leve, uanset om andre måtte dø, for at de kunne få mad.

En hugorm kom glidende og betragtede optrinene med kyniske øjne. Den tog et par bier, men kun for at tilfredsstille sin arts uudslukkelige ondskab.
Måske denne skabning, der hellere ville dø af sult, hvis den blev fanget, end tage mod mad af mennesker, hadede bierne, fordi de til tider møder menneskene med venlighed og ikke vender deres giftbrod mod dem undtagen i selvforsvar.
Sålænge hugormen var der, holdt de andre jægere sig skjult; end ikke sulten kunne overvinde den kolde frygt, den indgød dem. Mellem bierne og hugormen var der væbnet neutralitet.
Da den med sine hårde, altid vågne øjne betragtede ødelæggelsens vederstyggelighed og lod tungen spille i retning af et sted, hvor der lå nogle larver, sendte de patrouillerende bier den kun bistre blikke.
Den var ikke bange for de stivvingede kohorter, men den vidste, at det ville være klogest at lade dem i fred, så den trak sig tilbage igen, nappede endnu nogle sårede bier og så udfordrende og uforskammet på de andre.
Efter nogen tids forløb fjernede den sig helt fra skuepladsen.

Henad morgen gik grævlingen frygtsom rundt om egetræet i flere hundrede meters afstand.
Nu og da standsede den for at lytte efter lyden af en bi, der nærmede sig, men den var uden for det bevogtede område, og de havde nok at gøre andre steder.
Den gned stadig hjælpeløst sit øje, skønt det næsten ikke gjorde ondt mere.
Den kunne ikke forstå, hvorfor den så alt så utydeligt. Den var stadig meget sulten og sørgmodig; hvorfor kunne den ikke huske.
Den var på vej til et sted, som alle skovens skabninger kendte godt, og som de besøgte i nødens og sorgens timer.

Det var en tykning med en usædvanlig frodig underskov og kranset af gamle ege, der stod med store mellemrum som de sidste smuldrende stenstøtter i en oldtidsdysse.
Træerne så døde ud, men de stod der ufortrødent, og et sted inde i de krogede stammer rørte livets safter sig endnu ved midsommertid.
Græv- lingen luskede ind midt i tykningen og banede sig møjsommeligt vej mellem nælder og andet ukrudt og brombærranker.
Sikker på ikke at blive forstyrret på denne ensomme plet, lagde den sig ned, så lang den var, gryntede og skiftede stilling et par gange og faldt i søvn.
Lidt senere, da det første gry fik træernes omrids til at træde skarpere frem, skuttede den sig, strakte sig og kom på benene igen. Den kløede sig åndsfraværende, vendte sig om og traskede tilbage til sit hi.
Den så stadig udviskede billeder, hvor de før havde været klare, men nu kunne den ikke huske, at de nogensinde havde været klare.


15.kapitel
Tilbage til oversigten