Tilbage til indholdsfortegnelser

23. KAPITEL


Nadir



Kirkeklokken ringede julen ind over den snedækte landsby, Egeskoven stod i den troldbundne stilhed, som kun sneen bringer, når den dæmper hvert fodtrin af skovbundens levende væsener og spærrer flere og flere af dem inde i deres vinterhier og huler.

Morgenen var helt vindstille, og solen skinnede varmt fra en bleg himmel, tindrede i sneen, glødede i kristtornens bær og glimtede i vandløbets kolde strømhvirvler.
Nogle af bierne på ydersiden af klyngen blev uimodståeligt tiltrukket af solens glitren, der kastede et hårdt hvidt lys ind ad porten.
Der var også varme i det stærke solskin, der blev kastet tilbage af sneen. Bierne rørte forhåbningsfuldt vingerne og bevægede kroppene, og lidt efter trak ti-tyve af dem sig ud af den tætte klump.
De rystede sig, strakte sig, så sig ivrigt om og sprang ned mod porten.
Lige inden for indgangen lå en lille dynge af døde bier og voksstumper og affald. De sidste uger havde været grå og iskolde, og der havde ikke været mulighed for at fjerne noget af alt dette.
De aktive bier kastede sig energisk over det, bar eller rullede de største stykker udenfor, viftede de små stumper voks og støvkorn ud ved hjælp af deres vinger eller sendte dem ud gennem åbningen med velrettede spark.
Mange af de bier, der hen på efteråret er gamle og trætte, dør i vintermånederne, og, nu blev de smidt udenfor uden spor af den sentimentalitet, som menneskene udviser over for døde kroppe.

Oprydningen tog en halv times tid. Endnu et par bier sluttede sig til rengøringsholdet, men alle de ældre gemte beslutsomt hovederne for det forføreriske lys.
De, der arbejdede på gulvet, var forargede over det. De summede ivrigt, spankulerede ud ad porten og ind igen, hoppede op på vokskagerne og lokkede for de andre og fo'r tilbage til indgangen med sitrende vinger.
Bierne i klyngen gemte hovederne endnu bedre.
De mere dumdristige overlod dem til deres døsighed. De gik udenfor, stoltserede vigtige omkring og mærkede det velgørende solskin gennemvarme kroppen og gøre den smidig.
Så gik den ene efter den anden på vingerne, fløj rundt om træet og startede ud på en rigtig flyvetur højt oppe over det snedækte landskab.

En hurtig bevægelse gik gennem klyngen, næsten som en gysen.
Men i virkeligheden var det et forsøg på at klumpe sig endnu tættere sammen.
Bortset fra dronningen fløj alle bierne med mellemrum hele vinteren igennem ud af byen på renselsesflugter, men de undgik de dage, hvor den lumske sne dækkede jorden.
Renselsesflugter skete i overensstemmelse med den ukrænkelige lov, at ingen bi må snavse til i byen, men det var korte flyveture, og det var klogest at foretage dem på lune, grå dage.
Vintersolskinnet var farligt.
Det lokkede bierne for langt bort. De, der havde forladt byen, mens juleklokkerne ringede, vovede sig længere bort, end de havde kræfter til.
Det blændende hvide lys og den klare, solfyldte luft fristede dem til at flyve videre og videre for at fornemme glæden ved at bruge vingerne.
Men da de prøvede på at vende tilbage, åd kulden sig ind i dem og trak dem ned. Kun to eller tre kravlede udmattede ind gennem porten igen og standsede skælvende, mens de samlede kræfter nok til at springe op på vokskagerne og komme ind i klyngen.
Så snart de var kommet derop, blev de straks lukket ind i midten af den og følte atter livet prikke i kroppen.

De havde set sælsomme ting.
Kaniner og fugle hoppede rundt i sneen og ledte fortvivlet efter mad, der kunne redde dem fra hungerdøden.
Fuglene så dobbelt så store ud som om sommeren i deres pjuskede fjerdragt.
På en mark havde der været en flok hunfinker, flere tusind, uden en eneste han i hele forsamlingen.
Flere af dem gik på vingerne for at prøve at fange bierne, så forsultne var de, men det havde kun været spild af de kræfter, de havde så hårdt brug for.
Hvorfor denne sammenstimlen af hunner?
Ingen ved det, eller hvor hannerne opholder sig om vinteren, når disse skarer af hunner optræder.
Om foråret dukker hannerne op igen, og hver af dem parrer sig med sin gamle mage, efter at hunnerne har kvidret sammen uophørligt en hel dag igennem - måske som en slags afskedsceremoni, og måske de aflægger løfter om at hemmeligholde, hvad de har foretaget sig, da de var på deres egen boldgade i vintermånederne.
Eller er det hannerne, der danner en klub og alle rejser til Frankrig?

Bierne iagttager alle forandringer i naturen, men de grunder ikke over dem.
Sommetider bliver de straffet for denne mangel på nysgerrighed - selv om deres frihed for bekymringer må opveje ulemperne mindst titusinder af gange.
Hvis de havde været i stand til at ræsonnere, ville de en dag eller to efter jul have vidst, at den regelmæssige banken på egestammen lige uden for byporten, skyldtes noget, der var farligt for dem.
Det var en mærkelig bydende lyd:

Tap.... TAP-TAP-TAP-TAP-TAP....«

Lyden gentoges atter og atter i en slags bitter, hård og manende melodi.
Bierne havde ikke set fjenden nærme sig, for den havde fulgt deres vaner i en dag eller to med vilde væseners frygtelige tålmodighed, før de forsøger et angreb.
Time efter time havde denne grønne spætte siddet ubevægelig i et træ i nærheden og holdt øje med, når bierne kom ud.
Idag var det koldt og blæsende.
Idag ville de ikke komme ud så mange ad gangen, at de kunne blive farlige; men de kunne hentes ud en for en.
Spætten undersøgte først foden af egetræet og løb derefter i en spiral op ad stammen til et sted, der var en halv meter over porten, før den hoppede ned og tog opstilling på landingspladsen udenfor.
Det var en klog fugl, der havde opdraget flere familier og overlevet mange farer og kendte skovens skabninger ud og ind.
Den ville ikke faldes i ryggen af bier, der havde ligget i baghold et skjult sted på stammen eller bag en anden indgang til byen, mens den selv virkede ved porten.
Men den fandt stammen bar, bortset fra en enkelt orm,, som den åndsfraværende fortærede.

Da den var kommet ned på landingspladsen sad den stille og lyttede og så sig om.
Den var meget smuk med sin græsgrønne ryg, den røde isse, de røde pletter på siderne af hovedet, det stærke næb og de tindrende sorte øjne.
Da den havde lyttet til og genkendt alle lyde i skoven, lydene fra de fjerne marker og stemmer af børn, der legede over en kilometer borte, og da den nøje havde ransaget alt, hvad der var inden for synsvidde, udstødte den pludselig en skingrende, kaglende latter og bankede på træet med næbbet, lige over biernes port.
Den bankede tre gange hurtigt efter hinanden, standsede, bankede een gang, standsede, bankede tre gange, standsede.... og sådan blev den ved i fire-fem omgange.
Så stod den ganske stille og så forventningsfuldt på porten.
Der skete intet.
Efter et minuts forløb gav den sig til at hamre igen, hårdere end nogensinde, og hakkede små fliser af bark løs.
Den bankede, standsede, bankede, standsede og bankede igen.
Så holdt den atter pause et minut eller to, og skoven, der havde genlydt af de smældende lyde, syntes mere stille end nogensinde.

Inde i byen var der uro i klyngen.
Små vibrationer fra hvert slag forplantede sig gennem egen; bierne opfattede dem med defes fine sanser, og de yderste i klumpen begyndte at bøje benene og røre vingerne.
Så lod to af dem sig pludselig falde ned til porten og fo'r rasende ud. Den ene var bag den anden, da de dukkede op.
Spætten gjorde to lynsnare bevægelser med sit skarlagenrøde hoved - og de var slugt. Endnu en gang genlød den kaglende latter gennem de lange rækker af stive, nøgne stammer.
Spætten stod stille og så spændt på porten.
Den var meget tålmodig.
Men der kom ikke flere bier til syne. Den begyndte igen at banke hårdt, så små splinter af træ og bark fløj om den, og så holdt den pause igen.
Denne gang behøvede den ikke at vente. Tre nye bier kom stormende ud sammen. Den snappede dem behændigt og i en utrolig fart.
Hver bi blev dræbt i dens næb, før den slugte dem.
Den havde aldrig før dræbt bier, men alligevel frygtede den deres brodde.

Legen fortsattes en god timestid. En halv snes bier blev snappet og slugt. Nu og da skreg spætten af latter.
Inde i egetræet var der kommet alvorligt røre i hele klyngen.
Fødder og følehorn bevægede sig nervøst. Den ydre del af klumpen var blevet løsere; hundreder af bier var rede til at falde ned og fare ud så pludseligt som en zulutrop, der går til angreb.
De vidste, at deres skildvagter var forsvundet, for der lød ingen summen eller mumlen udenfor, der var ingen tegn på, at de patrouillerede foran indgangen; kun den truende banken hørtes stadig.
De blev alligevel til syvende og sidst forskånet for at gå til angreb.
Den sidste bi, spætten slugte, var ligeså død som de øvrige, bidt i småstykker af dens ubarmhjertige snappende næb; men brodden, der stadig stak ud fra halen, strejfede den ene side af fuglens hals, da den sank den. Modhagen greb fat, og en lille dråbe gift sivede ind i kødet, alt hvad der var til rådighed nu, da biens muskler ikke kunne sprøjte giften ned langs brodden.
Det var nok.
Vildt baskende med vingerne af raseri og skræk, faldt spætten ned ved træets fod, og derfra baskede den op til et andet træ og til det næste igen og forsvandt ud af syne.
Den virrede med sit brogede hoved, hamrede forbitret med næbbet på de træer, den landede i, og slog med vingerne.
Den var meget vred og forskrækket, men den kom sig snart og nærmede sig aldrig mere egetræet.
Den havde hele sit liv været forsigtig og aldrig behøvet en lektion to gange.

Når den fløj forbi egetræet, stirrede den ondt på det med sine bistre sorte øjne, åbnede pludselig næbbet og udstødte en høj skingrende, hånlig latter.
Aldrig mere!
Det var et held for bierne.
Ellers var den måske kommet igen, hver gang den trængte til et måltid, måske i ugevis.
Ved det første tegn på et masseangreb fra biernes side, ville den kaglende være flygtet ind i skoven, men kun for at komme tilbage, når alt var stille igen.
De direkte tab ville ikke have været store, men bierne, der blev forstyrret i deres ro, ville have spist altfor meget, som bier altid gør, når de bliver ophidsede, og dermed nedbrudt deres solide forsvar mod kulden.
Dysenteri, for mange flyveture og alles undergang ville have været følgen.
Selv nu blev der spist bravt resten af den dag og den følgende nat.
Alle honningceller inden for rækkevidde blev tømt.
Så lukkede den bitre kulde sig om dem igen, og bierne var ude af stand til at røre sig fra den tætte klynge.

Dag efter dag gik, og kulden blev mere og mere ubarmhjertig. Bierne vovede ikke at røre sig. De yderste i klyngen blev kolde og apatiske.
Kroppenes sagte rytmiske bevægelser, der skulle skaffe dem varme, blev langsommere og langsommere og standsede helt.
Kulden sivede op omkring dem som vand, der stiger.
De kæmpede en smule imod den, men anstrengelsen var for stor. Længslen efter hvile og ro overmandede dem. Den ene efter den anden mistede bevidstheden.

Efter en periode af dødlignende stilhed begyndte de at bevæge sig i blinde, drevet af en nagende sult.
Langsomt og på må og få kravlede de hen over vokskagerne.
Forvildede stak de hovederne i tomme celler og borede sig med en sidste desperat kraftanstrengelse så langt ind, at næsten hele kroppen forsvandt i dem.
Og således fandt hundreder af bier døden uden nogensinde at have oplevet et forår.

Der var stadigt rigelige forråd af honning i vokskagerne.
De behøvede kun at springe fem-seks centimeter for at komme hen til et sted, hvor der hang pund af gylden honning.
Men de kunne ikke.
Vintersøvnen, den lille død, havde hyllet deres bevidsthed i valmuerøde tåger.
Deres blikke vandrede hid og did, men det, de så, gav dem ingen mening. Den honning, de kunne lugte, gik i eet med den honning, der var blevet samlet i millioner af år fra jordens vekslende blomster. Selv om deres ben senere, på varmere dage, vedblev at bære de underste i klyngen op til toppen, vidste de ligeså lidt som søvngængere, hvor de gik hen, og hvorfor de gjorde det.
Alle bevægede kroppene i den langsomme takt, der bevarede varmen i klyngen, men de gjorde det, som de åndede, ubevidst og uden erindring om at de havde gjort det.
Gennem fællesbevidstheden gik tågede, uklare billeder fra fortiden - vage drømme om bier, der lyksalige fløj om mellem Edens aldrig visnende blomster, mens mand og kvinde, algode skabninger, talte til dem; drømme om bier, der byggede boer ved foden af de stenmænd, grækerne tilbad, og om bier, der holdt til under en klippe over for Pans alter i egeskoven, dengang da romerske legionærer fornøjede sig med brune engelske piger, og den store bukkefodede endnu ikke var blevet reduceret til et sukkende genfærd.
Og med minderne kom en voksende længsel efter det levende livs duft og farver, en længsel, der gennembrød vintersøvnens opiumståger og voldte sød smerte. Dagene var allerede umærkeligt blevet længere og de grusomme nætter kortere.

Bierne var søvnigere end nogensinde, men de fornemmede det ny livs fødselsveer.
I klyngen af drømmende bier mærkedes de første svage tegn på en ny slags bevægelse, der ikke blot havde det negative formål at holde kulden borte, men rettedes udad i dirrende trang til at hilse noget, der var undervejs, noget, som hvert levende væsen skælver af attrå efter at opleve igen.
Foråret....


24. kapitel
Tilbage til oversigten