Tilbage til indholdsfortegnelser

16. KAPITEL


Lynghavet



I tre dage efter røvernes overfald fortsattes arbejdet i egetræet i desperat tempo.
Den materielle skade var ikke så stor denne gang, men reparationsarbejdet efter grævlingens ødelæggelser var endnu ikke helt færdig, og nu var der omkommet et forfærdende antal voksne bier, og mange hundrede pupper og larver og æg var blevet hensynsløst tilintetgjort af de sorte angribere.
Gaderne så sørgeligt tomme ud.
Kampen, der havde raset i benved to timer, havde kostet halvtreds tusind ofre, og næsten halvdelen af de faldne hørte hjemme i den gyldne by.
Da slaget var på højdepunktet, blev mindst tusind bier myrdet hvert minut; selv mennesket må respektere et myrderi af et sådant omfang.
Kolonien i halmkuben var fortabt; inden en måned ville det sorte samfund gå til grunde af mangel på arbejdskraft. Og for den gyldne by havde sejren været så dyr, at den så fremtiden i møde med angst.

Det blev straks besluttet at gøre byporten snævrere og yderligere at udbygge forsvarsværkerne.
Særlige arbejderhold blev sendt ud til de koglebærende træer i nærheden og blommetræerne i landsbyen ved bakkens fod.
Hvor grenene udgik fra stammen og hvor barken havde slået revner fandt disse bier, hvad de søgte - den klare harpiks, som de med fagkundskab anbragte i deres blomsterstøvkurve og triumferende vendte hjem med.
Den rødbrune, sirupsagtige substans blev brugt til tætning af det ødelagte harpiksvindue, til fastlimning af kviste og træsplinter i forsvarsværker og endelig til tilkitning af hver lille revne, som der kunne trænge kold luft ind ad om vinteren.
Disse bier havde aldrig oplevet en vinter. Selv deres gudinde kendte kun sommerdage og sommernætter.
Men aftenerne var allerede ved at blive kølige, og i kraft af en slægtserindring anede bierne, at en usynlig magt, hvis isnende ånde de måtte skabe et værn mod, var på vej fra nord.

Store hold af arbejdere blev sendt ud i et andet ærinde.
Der var brug for blomsterstøv, ikke blot til det daglige forbrug i vuggestuerne, men som reserve, indtil piletræet igen ville møde vårsolen med sine ubegrænsede mængder af bibrød.
Derfor gled bierne i tusindvis over hækkene, hvor de sidste vilde roser endnu blomstrede, de søgte efter dueurten med det porcelænsblå blomsterstøv og borede sig ivrigt ind i de unge brombærblomster.
Pletter af timian og majoran summede af dem. Hver bi besøgte kun samme slags blomster.
De yderste vokskager i byen blev som juvelindfatninger om rødt, grønt, gult, hvidt og violet blomsterstøv.
En mærkelig ro havde sænket sig over byen efter røvernesoverfald.
Der var omkommet så mange af de ældre indbyggere, at gaderne kun syntes befolkede med unge bier, der altid er mere godmodige og idealistiske end de ældre.

Disse unge var fuldkommen lykkelige for det, hver sommerdag bragte dem af oplevel- ser.
Der var færre droner.
Siden grævlingens angreb var der ikke lagt flere æg i dronecellerne, og et halvt hundred dronelarver var blevet fjernet fra vuggestuerne og båret ned på begravelsespladsen.
Lige før dette første angreb sprang lindetræerne ud på landsbyens kirkegård.
Talløse små blomster vuggede som grønne bølger i den milde sommerbrise og udsendte en fin, krydret duft.
Selv da reparationsarbejdet i byen var i fuldt sving, blev tusinder af arbejdere sendt ud til lindetræerne og kom tilbage med laster af bleg, grønlig honning.
Derefter fulgte en periode, hvor den øredøvende summen i de høje træer døde hen og ophørte. Der var ikke megen honning at finde andre steder, og alle bierne var beskæftigede med at træffe forberedelser til vinteren.

Endelig sprang lyngen ud, som om verden pludselig havde iført sig et kongeligt skrud.
Over bakketoppen bag egeskoven og derfra over skråning efter skråning i en violet uendelighed dansede millioner og atter millioner af alfelette klokker.
Nu så det virkelig ud, som om den gyldne by var ved at blive rømmet.
Først svang hundreder og så tusinder af bier sig op i den klare luft, tiltrukket af den bittersøde vellugt, og hastede mod det violette lynghav. De styrtede sig på hovedet i det, og hver bi åbnede varsomt en lyngklokke, dukkede ned i dens fløjlskalk og slikkede med ivrige tunger den ravgule honning i sig.

Lyngen strakte sig kilometervidt ud mod havet.
For bierne var den som en uendelighed af små ametystfarvede rum, hvis duft strømmede dem i møde som en elskers åndedrag.
I hvert var der et lille forråd af liflig nektar. Den ubegrænsede rigdom og fuldendte skønhed forjog enhver ængstelse og bekymring for dagen i morgen og hvert minde om dagen igår.
For bierne i lyngen eksisterede kun det solfyldte nu, den honningsøde duft blandet med en svag lugt af saltvand, en fortryllet ensomhed, hvor menneskets grusomheder og dårskaber aldrig kunne vinde indpas.
Her herskede en venskabens ånd, der forenede de tusinder af fugle, der delikaterede sig med lyngfrøene, de millioner af insekter, der solede sig eller samlede vinterforråd og de mangfoldige små dyr, der alle var ude i deres eget ærinde.
Her var sorte bier fra røverbyen, italienske bier fra præstegårdens kuber og kraftige bastarder fra bøndernes halmkuber.
Men overfloden og den milde sensommersol bragte krige og sorger i forglemmelse, og alt var idel lykke.

Mange af bierne vovede sig helt ud til kanten af klinten, svang sig gennem de store buer af lyngkviste, der bøjede sig mod hinanden, og så undrende ud over den levende flade af blåt med hvide blomster af skum.
Solen lagde en bred gylden stribe over den, så glitrende og prægtig, at den var som selve vejen til Gud.
Nogle af bierne opdagede en muserede i lyngen og sad stille et øjeblik for at betragte den. Den var fuldstændig rund som en bold, fint flettet af lyngkviste, og havde ingen åbning. Og dog indeholdt den syv små nøgne og blinde mus, der fyldte hver kubikmillimeter af hulrummet inde i reden.
Den lille moder, der var egernbrun på ryggen og hvid på bugen, balancerede gennem den filtrede jungle af lyngstængler og kravlede op ad den gren, som reden hang i. Med de små forpoter fjernede den forsigtigt nogle kviste i den ene side af reden for at få plads til at stikke hovedet ind.
Den kiggede opmærksomt derind, talte ungerne, forvissede sig om, at de var i god behold, trak hovedet ud igen og tvang kroppen gennem åbningen for derefter behændigt at anbringe en brystvorte i munden på hvert blindt hoved.
Mens den gav dem die, betragtede den bierne strengt, som om den ville advare dem mod at komme så nær, at deres døsige summen kunne forskrække de små. Bierne gik føjeligt bort fra de lyngklokker, der var for nær ved den, så der omkring den omsorgsfulde moder dannede sig en lille tryllekreds, hvor biernes dæmpede mumlen og sølvvingernes svirren trængte ind som en sagte vuggesang.

Kun een gang blev musemor forstyrret i sine pligter. En sneppe kom sejlende ned over lynghavet med stridbart strittende halefjer.
Drevet af en dunkel frygt gled musen ud af reden, lukkede åbningen i en utrolig fart med nogle få bevægelser med forpoterne, der var som ferme hænder, og fo'r hen til et udsat sted en meter borte. Sneppen tog naturligvis ingen notits af den, da den var en altfor fornem fugl til at interessere sig for noget så ringe som musekravl; den baskede videre, landede og gik hurtigst muligt i dækning.
Musen, der havde været villig til at ofre sit liv for at bortlede opmærksomheden fra reden, vendte frygtsomt om og gik tilbage til sin utålmodige familie.

Bierne ænsede ikke sneppen, men de holdt øje med svalerne, der samlede sig i vældige flokke over lyngen hele eftermiddagen igennem.
Svaler har ikke noget imod at snappe en bi eller to, når de gennemkrydser luften på jagt efter mindre insekter; sommetider vælger de sig en bi for sportens skyld og forfølger den som i leg, skønt det gælder liv eller død.
Når en bi, forfulgt af en svale, leger kispus med den, står stille i luften, flyver baglæns og glider sidelæns, og svalen gør den kunsterne efter, kan man blive vidne til en af naturens mest forbløffende opvisninger i akrobatflyvning.

Disse svaler samlede sig for at gøre sig rede til at drage sydpå. Der var mange unge fugle iblandt dem, for svalerne yngler til langt ud på efteråret.
Hvordan de lige flyvefærdige unger uforfærdet kan begive sig ud på rejsen til Afrika er simpelthen ufatteligt.
I øjeblikket boltrede gamle og unge sig over lyngen, fløj rundt, gik ned i glideflugt og steg lige tilvejrs igen og fyldte deres maver med de små insekter, der sværmede i solen. Sommetider gled svalerne hen over et lavt hedekær, kranset med rød lyng, strejfede vandets overflade med deres pyntelige bryst og drak af de opsprøjtede dråber, når de steg til vejrs igen.
En af dem kunne gå ned mod den sølvblanke overflade og flyve videre, fulgt af fem-seks andre, måske af dens egen familie, der skød gennem de regnbuefunklende dråber med åbne næb og rystede deres fjer af stolthed over kunststykket og for at blive af med de overflødige stænk.

Den samme underfulde eftermiddag lagde de titusinder af agtpågivende bier mærke til en dirrende plet uendeligt højt oppe på himlen.
I samme øjeblik den kom til syne, forsvandt svalerne.
Alle undtagen een, der var for ung og kåd til at tage sig i vare i tide, og som den sorte plet blev hængende over og skød ned mod og ramte med et par stærke, hornede gribekløer.
Det var en ung, hovmodig spurvehøg, der i hast fløj ud over klinten med et brutalt greb i svalen for at bringe dens vilde krampagtige bevægelser til ophør.
De gamle fugle ville have været for hurtige for den, og den ænsede ikke det svage jammerskrig, der steg op mod en udeltagende himmel fra det lille offers moder.
Og nu skete noget mærkeligt.
Flere svaler, måske slægtninge af den afdøde, fløj i kølvandet på den sørgende moder og fulgte hende ned til kæret. Her anbragte de sig i ufattelig hast skulder mod skulder på en sejg lyngkvist, der hang ud over vandet.
Grenen bøjede sig langsomt under vægten af fuglene, der alle havde hovederne samme vej, til den kun hang et par centimeter over overfladen, hvor den blå himmel spejlede sig, brudt af fuglenes skygger.

Skønt alle de andre svaler atter krydsede hid og did i solen over lyngen, blev de sørgende siddende på lynggrenen, og stirrede som hypnotiserede ned i vandet, som om de så ind i evigheden og søgte at opdage, hvor deres lille søsters sjæl havde gemt sig.
Hele den stille eftermiddag og lige til mørket sænkede sig, sad de stille skikkelser der som hensunket i dybe grublerier.
Bierne, der kom og gik og passede deres dont, så udeltagende på alt, hvad der foregik.
I den prægtige rødviolette uendelighed, der for en menneskelig iagttager ville have været øde, udspilledes millioner af tragedier og komedier den eftermiddag og hver eneste eftermiddag. Utallige liv blev pludselig udslukt, og andre væsner kom glade til verden.
Bierne var vidne til had og ondskab, til angst og bæven, til uhyre bestræbelser - ofte uden synlig årsag.
Myrer vaklede møjsommeligt af sted med kolossale byrder, der var langt større end de selv var, og pludselig smed de dem fra sig og pilede videre.
Små skabninger byggede dele af kunstfærdige boliger og glemte dem, før de var færdige.
Insekter myrdede andre insekter ligeså uforstandigt, som mennesket dræber dyr for sportens skyld eller andre mennesker i krig.

Ud på eftermiddagen blev bierne, der nu begyndte at blive trætte, meget generet af en sand byge af spindelvæv, der dalede ned over dem en halv time i træk.
Disse spindelvæv blev spundet af bittesmå edderkopper, der kravlede op i toppen af tusinder af lyngkviste og slyngede vævene ud fra deres hale med utrolig fart for derefter med et spring at sætte op i luften uden at lade sig hjælpe af brisen.
De skød over en halv meter op i luften, nogle af dem kom så højt op, at man knap kunne se dem, og så svævede de langsomt ned igen og brugte vævene som faldskærme.

De flyvende bier blev ikke blot ustandselig indfiltrede i de stigende og faldende silkenet og tumlede brummende til jorden med svirrende vinger, rasende over at måtte bruge kostbare minutter til at bide sig løs og børste og pudse sig, men de bier, der var krøbet ind i blomsterkalkene, fandt pludselig hele den lille klokke indspundet i en sejg masse af klæbrige tråde, der var slynget ind i hinanden og knyttet sammen, så de var i samme situation, som en mand i et lille telt ville være, hvis nogen pludselig havde kastet et fiskenet over det.
Bierne fo'r forvildede rundt i blomsterne og ruskede forbitret i dem og fik efterhånden bidt og boret sig ud for derefter at måtte tilbringe endnu mere tid med at børste de små stumper af det gummiagtige spindelvæv af sig.
De, der ikke havde været så uheldige, hjalp ofrene med at komme løs.
De kravlede overlegent rundt om dem, halede i tråde og knuder og stillede sig endog tunge mod tunge over for de udmattede bier og befriede dem for deres honninglaster, så de var ubesværede, mens de kæmpede for at komme løs af nettet.

Og imens ilede de små edderkopper, der var årsag til al forstyrrelsen, ivrige om og endte i reglen med at kravle op ad en ny lyngkvist og væve sig en ny faldskærm for igen at springe op og glide ned i de bølgende sølvslør af flyvende sommer.

Sent på eftermiddagen var de tusinder af svaler blevet til myriader.
De kom flyvende fra alle fire verdenshjørner og sejlede i vældige luftflåder ud over havet og tilbage igen som om de i det sidste solskin ville tage en forsmag på den forestående rejses glæder. Lyset spillede og glitrede i deres spidse vinger, når de fløj i sluttet formation i elegante kurver, kvidrende af fryd.
Nogen tid efter så bierne dem dale ned som skyer og slå sig ned i den højeste lyng og i buskads og krat for natten.
Og stadig sad de sørgende som stille skygger på den hældende gren over kæret, der lå som et sølvspejl på en purpurkappe.

Bierne bragte deres honninglaster hjem.
Den mægtige hede, der lå badet i solens sidste stråler, blev nu kun besøgt af nogle enkelte, fanatiske bier, hvis træthed ikke kunne afholde dem fra en sidste udflugt.
Men kort efter forsvandt også disse, og snart svang fuldmånen en funklende bro over de vuggende bølger.

Inde i egetræet mumlede bierne veltilfredse blandt vokskagerne, der var tunge af ny honning.
Vifterne arbejdede stadigt, men om en timestid eller to, ville også lyden af deres vinger forstumme. Og i lynghavet rørte sig nu et nyt liv blandt nattens skabninger.


17 kapitel
Tilbage til oversigten