Tilbage til indholdsfortegnelser

10. KAPITEL


Kongeligt bryllup



En halv time efter at sværmen var fløjet bort, var der uden for byporten intet tegn på, at en stor udvandring havde fundet sted og berøvet byen over halvdelen af dens befolkning.

Nye skildvagter var blevet udnævnt og stod på deres post ligeså bistre og umedgørlige som alle deres forgængere havde stået lige siden de dage, da dinosaurerne måske taltes blandt deres fjender.
Nidkære unge samlebier, der uafbrudt havde været på vingerne i de sidste to-tre dage og pligtskyldigst havde foretrukket at opsøge de første udsprungne kløverblomster fremfor at blive hjemme i byen og holde faddersladder, kom hjem med solglinsende vinger og tunge laster af årets rigeste honning.
De hastede gennem de halvtomme gader, hvor der før havde været ufremkommelig trængsel, uden at føle andet end glad lettelse over, at lediggængerne ikke længere spærrede dem vejen, og at der gik mindre tid til spilde mellem hvert livsaligt besøg i kløverens silkebløde hvide blomsterkalke.
Unge bier stak stadig undrende hovederne gennem de gyldne døre, der havde spærret dem vejen til livet, så sig om og fandt ikke noget at udsætte på gaderne, som de forefandt dem, men troede, at alt var på det bedste.
Barnepigerne fordoblede deres energi, mere overbeviste end nogensinde om, at ansvaret for slægtens fremtid hvilede på deres skuldre. De fleste af dronerne, der havde en tilbøjelighed for rasende kraftudfoldelse i urette tid, var gået glip af tumulterne ved sværmens afrejse, fordi de netop i det øjeblik, ophidselsen kulminerede, alle som een var gået på hovedet i honninggemmerne, der havde fået dem til at glemme alt andet i den næste halve time.
De havde hverken hørt eller set noget, ellers var de sikkert alle draget med, for overalt, hvor der var postyr, var det dem en sand fornøjelse at øge forvirringen.
Men naturen, der krævede deres tilstedeværelse hjemme, havde begavet dem med eet, altbesejrende instinkt - en uimodståelig trang til at gå på hovedet i ædetruget som reaktion på enhver hidsende påvirkning undtagen een.

Byen havde lidt to store tab. Dronningen var borte, gudinden, der havde været her, siden de første fundamenter til de gyldne mure blev lagt, og som havde ført sit folk hertil fra et ukendt rige i en fjern tid.
Og der var ikke en eneste voksmager i arbejde.
For voksmagerne var pludselig sprunget ned fra deres arbejdspladser og var i spidsen for sværmen forsvundet ud gennem byporten. Det var gammel visdom, der ledede dem. Før der kunne foretages noget som helst i den nye by, der skulle grundlægges, måtte voksmagerne lægge byplanen og trække linierne op for mure, huse, vuggestuer og forrådskamre.
De måtte arbejde som aldrig før, for seks eller otte nye vokskager skulle være færdige inden en uge. Ikke halvdelen af dem ville opleve den lovede frihed i marker og under himlen - de fleste ville fra den skinnende nye voksby kravle ind i dødens mørke, udslidte af anstrengelserne for at skaffe boligrum til resten af sværmen og de generationer, der ville komme til verden, så snart deres gudinde havde vugger at lægge sine æg i.
Hvis nogle af dem var blevet tilbage i den gamle by, eller hvis nogle af dem, der var draget med, havde arbejdet langsommere for at kunne nyde resten af livet i solen og mellem blomsterne, ville hele sværmen måske være gået til grunde i efterårets regn og rusk, eller dronningen ville ikke have fået tid til at forny slægten tilstrækkeligt
til, at der kunne træffes de nødvendige forberedelser til vinteren.
Derfor drog hver voksmager med sværmen og nød med ublandet jubel den sidste frydefulde flugt, før de tog fat på det arbejde, de villigt lod sig slide ihjel af.

I den gyldne by i den gamle eg fløj de ældste barnepiger ud i de hvidnende kløvermarker, så snart de små, der havde været i deres varetægt, var blevet tilstrækkelig gamle til at kunne afløse dem.
Det faldt ikke i deres lod at opleve den højtidelige indvielse, der sendte dem fra vask og rengøring og barnepleje op i klyngen af de tusind søstre, de skulle aldrig opleve den fælles ekstase ved voksafsondringen, aldrig gennemgå den ildprøve, der satte skel mellem de ikke-flyvefærdige og dem, der har lov at bruge deres vinger.
Som børn, der ved hekseri er forvandlet til voksne, fik de aldrig nogen ungdom. I stedet måtte de arbejde hårdere og dø tidligere end nogen, de havde kendt.
Udvandrerne, der hver havde taget tre dages honningration med, havde gjort et alvorligt indhug i byens beholdning af levnedsmidler på et tidspunkt, hvor der kom flere børn til verden end nogensinde - og hvor mange af dem var ikke forslugne droner, der ikke arbejdede!
Nu var der ingen gudinde, der kunne sige dem, om regnskyl ikke pludselig kunne gøre alt udendørs arbejde umuligt og måske vedvare, indtil hvert spor af nektar var forsvundet fra kløvermarkerne, og kun efteråret var tilbage.

Derfor blev alt byggeri indstillet for dette år, det første triste tegn på, at livet ikke var en evig sommer.
Små grupper af ældre barnepiger, der blev valgt til dette hverv på grund af deres særlige styrke og flid, fremstillede stadig voks til låg over celler med moden honning og senere, når der var kommet en ny dronning, over den nye generations vugger.
Men alle de, der iøvrigt kunne undværes, fløj ud på markerne og arbejdede der fra daggry til solnedgang. Og her åbenbaredes det også, hvilken guddommelig visdom den gudinde, der havde forladt dem, havde været i besiddelse af.
For hun havde lagt sin afrejse således, at det mindre behov for barnepiger grundet på afbrydelsen i æglægningen ved hendes afrejse, netop faldt sammen med hvidldøverens blomstring på de dybt grønne marker, så det størst mulige antal af nektarsamlere kunne flyve ud for at råde bod på de tab i honning, byen havde lidt ved sværmens afrejse; og i gudindens nye by, hvor man i den første uge eller to var henvist til de medbragte rationer, blev utrygheden betydelig mindre ved, at der overalt var nektar i rigelige mængder, så forrådskamrene kunne fyldes, så hurtigt de blev færdige.

Skønt der ingen dronning var i den gamle by i egetræet, stod de fem gyldne templer stadig uberørte, omgivet af deres forgårde.
En mystisk stilhed hvilede over dem.
Forbipasserende bier betragtede dem med ærefrygt. Hvad skete der derinde, bag de gyld- ne mure med de sorte indridsede runer?
Hvilket guddommeligt væsen rørte sig og drog ånde under sit silkeslør?
Således ventede disciplene måske på, at stenen skulle rulle bort fra hin anden grav. Eet tempel var blevet ødelagt. Det, hvorfra den fuldtudvoksede dronning var blevet slæbt ud og dræbt, før hun havde prøvet det liv, hun havde drømt så skønne drømme om.
Efter at sværmen var draget bort, havde nye selvbestaltede bygmestre udslettet hvert spor af, hvad der havde stået her, der var kun en tom plads mellem cellerne.
De samme nye bygmestre holdt spændt øje med de templer, der var tilbage.
Og så kom der en dag, da de skælvende af frygt og ærbødighed, nærmede sig en af dem og begyndte at skrælle et lag af det kongelige segl. Nu var der ingen gudinde, der kunne følge deres arbejde med nådige blikke; hvad de gjorde nu, måtte de gøre på egen hånd, disse små forskræmte skabninger, der tumlende syslede i en blændende og ukendt helligdoms forgård vel vidende, at det betød udslettelse for hele deres slægt, hvis de kom for tidligt eller for sent.

Samme nat, en sommernat fuld af mumlende lyde og flyvende møl, sort mulm og månelyse pletter, skingrede en ny lyd pludselig over nattevifternes monotone summen.

En skinger, vedholdende og bydende lyd, som om en alf blæste på fløjte.
Et gys af rædsel gik gennem gaderne.
Nattevifternes vinger slog uregelmæssigt og derpå endnu hurtigere.
Den stilhed, der fulgte, var kulsort som øjeblikket efter et lynglimt. Lyden kom igen.
Den lød kraftigere og trængte gennem egens hjerte som en daggert af glas. Under det kongelige segl i det ældste tempel kunne man efter fløjtelyden tydeligt høre en svag raslen, som om vinger foldede sig ud, et pust, som om en ånd gik forbi, og en sagte kradsen og famlen, som om nogen søgte at komme ud.
Alle lyde i byen forstummede.
I det mælkehvide skær af månelyset udenfor ventede tusinder af bier ubevægelige, som fortryllede. Viftningen blev indstillet, der lød ikke en summen, der var ikke en vinge, der bevægede sig og ikke et glimt af lys eller en skygge sås i de glitrende øjne. Så løftedes ganske langsomt låget, der havde lukket det gyldne tempel og nu var skåret løs i en fuldendt cirkel.
I guddommelig bevidsthed om sin skønhed, med de glinsede vinger foldet sammen på ryggen skred en strålende gudinde fra den udødelige fortid ind i den udødelige fremtid.
En sky gled over månen, og byen lå i mørke. Da sølvlyset kom tilbage, var gudinden der ikke længere. Hun var forsvundet bag vokskagerne, ind i et mørkt hjørne, hvor hun dyppede hovedet i en honningcelle og drak grådigt som en morder, der søger at drikke sig mod til, før han udfører en skrækkelig dåd.
Da hun havde spist, spændte hun kækt musklerne, og så tog hun koldsindigt en voksmur i en honningcelle i munden og rev den ud.
Honningen flød ud i skyggen som levred blod. Og knap ti minutter efter at hun var kommet til verden, løb hun let og hurtigt op ad en af de gyldne gader, over forgården til et tempel, og blev stående med løftet hoved, og atter lød det skingrende, udfordrende fløjtesignal, der havde bragt byen til tavshed.
Fra dette tempel og fra to andre kom svagere svar, uendeligt spæde og ynkelige - en hulkende lyd fra de sovende prinsesser, der var fanget i deres gyldne slotte, men endnu mere ubønhørligt fanget i skæbnens silkespind, som de aldrig ville undslippe levende.
Den jomfruelige gudinde reagerede på svarene på sin dødsdom med grufuld ro. Med en stolt bevægelse fjernede hun seglet og løftede låget på den første vokskiste. Der hvilede, bleg, men fuldt udviklet hendes spæde søster i sit mystiske skinnende skrud.
Hun var levende; hendes vidt åbne øjne kunne se, hvad der skete hende. Gudinden bøjede sig over hende og begyndte ubarmhjertigt at fjerne det silkevæv, der varmede den spinkle krop, og uden hvilket hun måtte dø.

Hun arbejdede ihærdigt, mens tusinder i de månelyse gader så til.
Fed for fed blev silken ubarmhjertigt vundet af. Så strakte hun kroppen ind, mens hendes folk krøb sammen og selve luften blev kold, rev sin levende søsters hoved af, trådte tilbage og holdt det op som et medusahoved, der skulle forvandle alle tilskuerne til sten, hvorpå hun kastede den lille maske fra sig og gik hen mod det næste tempel.
Hun vanhelligede det på samme måde, brød ind i det og begyndte at pille silkeslørene af, indtil hun mistede tålmodigheden og rev et stykke af muren ned for helt at få blottet den ubevægelige puppe derinde.
Hun betragtede dens fuldkommenhed i det hvide månelys med anerkendende øjne, der søgte efter det mest ømfindtlige sted at rette det dødelige slag imod.
Så vendte hun sig om og rakte søgende broddens krumsabel ud.
Hun gjorde flere bevægelser i forskellige retninger og gav sig god tid til at vælge det rigtige sted, før hun jog det giftige våben ind i det gysende kød. Hun løftede bagkroppen lidt op for at få modhagerne vrikket løs, lod skeden glide ned over bladet og gik videre til den næste gyldne kuppel.

Atter blev et tempel profaneret.
Denne gang var det liget af en prinsesse, der lige havde kastet puppehylstret, som gudinden slæbte ud. Hun kastede det ligegyldigt i forgården og gik videre. Fra det næste tempel bar hun en endnu ufærdig puppe ud. Den ynkelige tingest rullede ned fra vokskagen og hvirvlede ned i evigt mørke.
Lidt efter vendte gudinden sig fuld af lede bort fra det sidste ødelagte tempel og indtog et solidt festmåltid alene; hun drak meget, men kun for at komme til kræfter - for guderne må ikke glemme.

I skyggen bag hende fulgte de nye bygmestre.
Så snart hun havde åbnet et tempel og begået sit grufulde søstermord og var gået videre, fuldførte disse varulve ødelæggelsesværket; de rev de prægtige tempelmure ned, kastede brokkerne til side, fjernede liget, der blev båret ned til kirkegården ved åen, og jævnede hele templet med jorden.
Før daggry var alle spor af begivenhederne udslettet, bortset fra seks ar i vokskagen.
Men skønt en gudinde nu atter vandrede i de gyldne gader, var bierne meget forbeholdne med deres hyldest. Måske var de for ophidsede over, hvad de var blevet tvunget til at se på. De veg til side, når den slanke ubarmhjertige skikkelse gik forbi, som om de ikke ville røre ved hendes gyldne skønhed.
De bød hende ikke noget at spise og følte ikke trang til at kærtegne hende, da hun selv pudsede sig efter udåden.
Hun ænsede heller ikke dem.
Hun gik gennem de gyldne gader, hvor tusinder trak sig bort for at gøre plads for hende, som om hun havde opdaget en ubefolket by.
Hun udforskede dens fjerneste kroge på sine hvileløse vandringer, mens droner og arbejdere, voksmagere og skildvagter, barnepiger og endog den respektløse ungdom undgik hende.

Dagen gik og natten med, en dag til og endnu en. Stadig holdt byen vejret, som om den ventede på en betydningsfuld begivenhed.
Stadig var gudinden hyllet i en mærkelig utilnærmelighed og vandrede i ensom majestæt blandt sine fyrre tusind undersåtter.
Ingen opvartede og hjalp hende eller nærmede sig.
Time efter time vandrede hun om i de velkendte gyldne gader, undersøgte fæstningsværkerne ved porten, kritiserede linierne i de nyeste vokskager, der havde stået tomme og øde siden udvandringen, betragtede luftkanalen, som ingeniørerne havde boret, for at fugtigheden kunne trænge ind i egens indre og gøre træet blødt, og tog et skøn over ynglekamrene, som der blev færre og færre af, og det stadig større og større parti af vokskager, der blev fyldt med honning.

Ingen dronesatyr forfulgte den jomfruelige Diana, født af månelyset.
Forkælede og velnærede sprang de rundt i byen, men deres kække, sorte, opaliserende øjne vendte sig bort, når hun kom forbi, fordi de i deres dødelighed uvilkårligt veg tilbage for det, der ikke syntes at høre jorden til.
Til sidst begyndte hun at iagttage dem; roligt og køligt vurderende betragtede hun hver enkelt drones kraftige krop, vingernes styrke og hovedets rejsning, og de stod, som om de var forvandlede til sten.
Men da hun var gået forbi, vendte alle sig langsomt som hypnotiserede om mod byporten og kravlede hen mod den i blinde; for når guderne åbenbarer sig blænder de blikket.
Jorden lå døsigt i solens favntag, da de myldrende mængder i gaderne for sidste gang veg til side for at lade deres jomfruelige gudinde passere. Hun ilede hastigt forbi, som om hun svævede på en sky; således fløj Ledas svane i eet stræk fra de himmelske højder ned til jorden.
Som en ånd gled hun gennem den sædvanlige trængsel foran porten; den pludselige bevægelse havde fyldt hendes luftsække og gjort hendes guddommelige skikkelse endnu lettere, og i næste nu skød hun som en lysende stråle ud i solskinnet, hun aldrig havde set, bredte vingerne ud og gav sig luften i vold.
Mens hun hurtigt mærkede sig hver eneste lille enkelthed, der var karakteristisk for hendes slot og dets omgivelser, så hun kunne finde tilbage til det igen, strøg hun i en stor bue, som om hun adlød en ældgammel tradition, hun frydefuldt underkastede sig, lige over hovederne på en flok ubevægelige droner, der havde stået opstillet uden for byporten.
Og i det samme lød det mærkelige skrig, der havde bebudet hendes fødsel, på ny, med en dybere tone som fra en rørfløjte.

Dronerne løftede vingerne og fulgte med deres skinnende facetøjne gudindens jomfruelige bevægelse.
Så lettede de alle som en og begyndte den vilde forfølgelse af det lille vingede væsen, der skød op mod himlen, som om hun ville søge beskyttelse det sted, hvor hendes guddommelige ånd havde sit udspring.
Højere og højere steg de, hurtigere og hurtigere, mens verden sank under dem som en dalende stjerne.
Vild af jubel skød hun gennem den duftende luft lige op mod solen, og bag hende fulgte dronerne på utrættelige vinger den blændende skønhed, som ingen kunne se på uden at dø. Farten sagtnedes ikke et øjeblik, men lidt efter lidt faldt en af forfølgerne fra og så en til.
Med sprængt hjerte væltede de om på ryggen og susede ned mod den støvede jord, mens gudinden stadig steg og befandt sig over en kilometer over den kravlende jord.
Der var hundrede, da jagten begyndte, men lidt efter var der kun ti.... fem.... en. For naturen har i sin mystiske visdom bestemt, at kun den mest værdige forundes samkvem med guddommen, og at ingen overlevende skal kunne berette om det sakramente, hvoraf livet opstod, hilst af det spæde dronningeskrig, der lyder som Pans fløjtetene.
Ej heller ville nogen levende i fremtiden kunne oplyse, om det glødende støv sejrede over den levende flamme, svang sig op over hende i triumf og slog ned på hende som en høg - for kun at opdage en skælvende jomfru, der havde måttet opgive at nå den azurblå port til de himmelske boliger.
Eller om hun, grebet af medlidenhed, fløj ned og i sin guddommelige nåde skænkede ham det, ingen dødelig kunne gøre krav på.

Med vingerne foldet om hinanden hvirvlede det kongelige søskendepar i solens svidende flamme gennem luften mod jorden, mens hans liv ebbede ud.
Til slut kastede hun hans livløse krop fra sig ned i det blå dyb.
Som Ikaros, der beruset af sin triumf fløj lige mod solen, fortærede lidenskaben hans vinger, men den ånd, der havde tjent luften troligt, faldt ikke, men svævede sejrsberuset gennem det stille solfyldte univers med de syngende stjerner, ind i den lyksalighed, som han dunkelt havde anet i sit korte liv på jorden, og som nu lovede ham evig og uforgængelig fryd.


11.kapitel
Tilbage til oversigten