Tilbage til indholdsfortegnelser

21. KAPITEL


I kamp med giganter



Efterårets første rimfrost glitrede på de visne blade, der dækkede skovbunden som et tæppe.
Særlig inde i skyggen, bag træstammer og i fordybninger i jorden bemærkede bierne med undren de millioner af skinnende krystallers rigt varierede stjerneformer. De så også bladenes pludselige rødmen på.
træer og hække, den kongelige overdådighed af farver og den ustandselige regn af blade, der dalede til jorden og afslørede nye skønheder i grene og kvistes indviklede kniplingsmønster mod den blege blå himmel.
På deres dovne lystudflugter lagde bierne mærke til, hvordan andre skabninger forberedte sig på vinteren.
Flagermusene, der ikke længere kunne finde insekter, gemte sig i huller i træerne og anbragte sig med hovedet nedad for at sove sig gennem den kolde årstid.
Pindsvin hyllede sig ind i et tykt lag af blade og mudder og faldt i en dvalelignende søvn.
Hasselmusene, der altid synes at være sent på færde med alt, hvad de foretager sig, vimsede forvildet rundt for at få de reder færdige, som de skulle bo i de næste syv måneder, og som de havde forsynet med nogle enkelte bog for det tilfældes skyld, at de trods søvnigheden skulle få appetit.
De drikkende bier blev generet og irriteret af utallige frøer, der hoppede og kravlede mod søer og damme, hvor de gravede sig ned i mudderet med den største højtidelighed og alvor. De syntes at bedømme mudderets kvalitet med stor kræsenhed.
Tyvetredive stykker kunne slå sig ned på en bestemt plet, hvor mudderet åbenbart var særligt sejgt og lade sig synke ned i det tæt presset op mod hinanden, mens øjnene var ved at springe ud af hovederne på dem af vellyst, jo dybere de kom ned. Andre kunne blive stående og kritisk betragte begivenhederne, for lidt efter med usigelig foragt at vende sig om og hoppe bort til en fornemmere mudderplet et andet sted, Skrubtudser gravede sig ned under trærødder, uendeligt langsomt, som om de havde hele året for sig.
Firben kravlede som små drager forbi de drikkende bier og søgte efter kølige, fugtige sten, der kunne give dem ly under vintersøvnen.
Snegle lukkede meget omstændeligt åbningen i deres skal med øjsommeligt afsondrede slørhinder og anbragte sig under træstubbe eller sten, mens de sorte skovsnegle borede sig ned i skovbundens jord og blade.
Edderkopper, som bierne opretholdt en slags væbnet neutralitet med, for edderkoppen befrier som regel hver bi, der bliver fanget i dens net, spandt sig varme silketæpper, som de hyllede sig ind i, før de gik ind til vintersøvnen, beskyttet af et blad eller et stykke fremspringende bark.
Skolopendere kravlede i vinterhi under væltede træstammer.
Drægtige hvepsedronninger med tykke og opsvulmede kroppe, kravlede rundt mellem de nedfaldne blade og ledte efter en lun, tør sprække, hvor deres slægt ville være fredet, til sommeren kom igen.

Bierne kunne let have gjort det af med disse sløve dronninger, hvis eksistens var en trusel mod deres eget samfund.
Men bierne synes at være fremmede for al ondskab.
Måske disse iøjnefaldende forberedelser til vintersøvnen udøvede deres virkning på bierne. I stedet for at flyve ud hver dag nøjedes de nu med kortere og færre udflugter i det fri.
En tung døsighed bredte sig i byen. Den travle summen stilnede af til en svag, tilfreds mumlen, der virkede beroligende og søvndyssende.
Der var ikke mere livlig færdsel i de gyldne gader.

De bier, der forlod de tæt besatte midterste vokskager slæbte sig dorske af sted, og når de gik ud ad porten, blev de søvnigt stående i solskinnet i lang tid, gik et par skridt frem, standsede igen, og så først fyldte de deres luftsække som i drømme og fløj en lille runde med så få vingeslag som muligt.
Omsider kom der en morgen, da den varme høstsol helt gemte sig bag skyerne.
Verden var kold, himlen grå og farverne på de frostplettede blade matte.
Den dag fløj ikke en eneste bi ud.

Men hen på eftermiddagen foretog en ny og sælsom fjende en forsigtig rekognoscering langs de ydre bymure.
Trippende på bittesmå, lydløse poter dukkede en mus frem mellem græsstråene ved foden af egetræet med den ene pote løftet og stirrede op med kloge, skinnende øjne.
Den blev stående ubevægelig nedenfor træet i så lang tid, at det så ud, som om den var skåret i træ, men næseborene sitrede svagt, mens den snusede for at prøve at finde ud af, hvor faren lurede.
Så pilede den hurtigt og uden en lyd op ad egestammen og standsede foran porten til biernes by.
Atter blev den stående ubevægelig med de rødbrune ører spidset mod den svage, fjerne summen derindefra. Hvis den havde opfattet den mindste forandring i denne summetone, ville den straks være sprunget ned på jorden igen.
Dens knurhår dirrede nervøst, for duften af de fyldte honningceller var tillokkende og pirrede appetitten.
Men det var ikke blot plyndrmgslyst, der drev denne lille skabning til at forsøge noget så dumdristigt som at trænge ind i en befæstet by. Den ville gerne ligesom bierne gå i vinterdvale, omend dens søvn ikke var så dyb som slangernes, frøernes og pindsvinenes.
Den havde brug for et varmt og tørt sted, hvor den kunne ligge lunt og godt, mens stormen og den bidende frost hærgede rundt om den.
Men den havde været doven, den havde sløset hele sommeren og efteråret bort i muntert samvær med sin mage uden at samle sig vinterforråd eller ulejlige sig med at bygge sig en rede.
Nu var vejret for koldt til at bygge rede udendørs, og de fleste nødder var forsvundet fra skoven.
Indhentet af skæbnen som andre sorgløse elskere, måtte musen til sidst se situationen i øjnene. Den måtte finde husly og mad et sted på andres bekostning.
Dens mangel på flid levnede den ikke anden udvej end forbrydelsen.

Musen fo'r som et lyn ind ad porten.
Den gav sig straks meget snedigt til at gnave i de svære voksspærringer, og hvert øjeblik standsede den for at lytte. Snart havde den åbnet en snæver passage og pressede sig igennem ind til gulvet under de hængende vokskager.
Den kiggede op på dem og så de ydre tavler af saftigt voks med pletter af blomsterstøv og delikat honning.
De var ubevogtede.
Fra midten af kuben lød den svage, umistænksomme summen fra biklyngen. Sult eller forvovenhed fik musen til at bevæge sig hen ad gulvet til de midterste vokskager, men den var agtpågivende og parat til at flygte. Over sit hoved så den titusinder af søvnige bier, der tæt sammenklumpede stirrede ned på den som i drømme.
Mens den iagttog dem, begyndte de at vige tilbage og fortrække til den øverste del af vokskagerne.
De var bange.
Det vækker hadefulde følelser at blive frygtet - såvel blandt menneskene som i naturen.
Musen gik et par skridt frem. Bierne trak sig længere tilbage. Den forsultne mus rejste sig på bagbenene, satte de små forpoter mod den nederste kant af vokskagen og nippede til honningen.
Biernes summen antog en mere truende tone, men de veg dog stadig tilbage.

For det mærkelige er, at bier, der uden betænkning angriber et menneske, en okse eller endog en elefant, der truer deres by, er ligeså bange for mus som en gammel dame.
De samler også skørterne - eller i al fald deres vinger - om sig, springer op på det højeste sted, de kan komme, og gyser og jamrer.
Hver vinter sulter flere hundrede bikolonier ihjel, fordi de ikke tør angribe mus, der trænger ind i deres fæstning.
Historien ender ikke altid således, men næsten altid.
Der må være noget ved lugten af mus, der på uforståelig måde skræmmer bierne.
Det sker endog, at bier forlader et honningfyldt hjem, når en mus trænger ind, og sværmer ud og dør i kulden. Eller de kan forlade en vokskage, som en mus har snavset til, og krybe bort og dø på de tomme vokskager.
Men sommetider - meget sjældent - sætter de sig til modværge.

Musen undersøgte hver krog i den nedre del af byen.
Den besluttede at lave sin rede her og anbringe sine forråd af føde ved siden af, når den følte sig energisk nok til at vove sig ud og samle noget, den kunne have foruden honningen.
Den lavede nogle rids med sine skarpe tænder for at markere stedet. Så gjorde den brat omkring med en pludselighed, der fik bierne til at fare sammen, og røg ud af porten.
En halv time efter kom den tilbage, fulgt af sin unge mage, der var ligeså væver og velskabt som den selv.
Mus er altid slanke, når de trænger ind i en bikoloni.
Undertiden spiser de sig så fede, at de ikke kan komme ud igen gennem den revne, de er kommet ind ad, men må blive siddende som fanger til langt ud på foråret.
Mens den lille nette musekone grådigt slugte en mundfuld honning, prøvede hendes mand at få fat i en klump vellugtende blomsterstøv og hoppede nogle centimeter op ad den midterste vokskage.

Men det blev dens ulykke.
Hvis de to røvere havde ladet sig nøje med det, de kunne nå fra gulvet, indtil vejret blev koldere, ville bierne frygtsomt have trukket sig længere og længere bort fra dem for hver dag, mens de sank dybere og dybere ned i vintersøvnen.
De stadige forstyrrelser ville have gjort dem nervøse, så de havde spist altfor meget og derved pådraget sig dysenteri og feber.
Så kunne musene have spist den ene bikage efter den anden og snavset til overalt, og inden foråret ville bikoloniens histone være endt i stilhed og forfald, mens en fed musefamilie triumferende hyggede sig mellem ruinerne.
Men tilfældigvis kom musen til at hoppe lige op mod dronningens tilholdssted.
Med en rasende summen kastede tusind bier sig over musen, og hundreder stak rent mekanisk deres brodde ind i den, før de var klar over, at de rørte ved det uhumsk stinkende dyr.
Musen faldt ned på gulvet og vred sig af smerte over stikkene fra nye hundreder af giftbrodde.
Den kæmpede sig krampagtigt et par centimeter nærmere mod udgangen, strittende som en nålepude af hvide giftsække.
Den kunne måske have reddet sig ud gennem porten, men i det samme kom dens mage farende forbi som en raket og gav den i farten et spark med bagbenene, så den væltede over på en bunke faldne bier og blev udsat for det sidste dødelige angreb.
Nogle små sjæt, og eventyret, der var begyndt så lovende, var endt, mens den tynde lille rødbrune hunmus sprang for livet gennem skoven, der i dens spidsede ører syntes af genlyde af vrede biers truende summen.

Inde i byen var alle på benene, skønt det allerede skumrede, og det trak koldt gennem den ødelagte indgang.
Hundreder begav sig hen til porten, men det var håbløst at reparere skaderne, før der kom en varm dag, så man kunne få fat på noget harpiks.
Voks var det nemlig umuligt at lave i efterårskulden.
Hundreder af andre fo'r op og ned ad vokskagerne, rasende og forfærdede.
Men mange tusind marcherede rundt om liget af den dræbte mus.
Den lå på siden lige inden for porten. Den rene bug skinnede hvidt i det svindende dagslys, og den smukke rødbrune pels glødede.

Den blev liggende således i to dage.
Så kom der en af disse mærkeligt milde efterårsdage med høj sol og varme i luften, og bierne hastede i tusindvis ud af porten og gik på vingerne, som om det var midt om sommeren, og kløveren stod i blomst.
De drog ud i regimenter og kompagnier for at finde harpiks.

Nede i dalen var et arbejdshold med en damptromle i færd med at reparere en vej.
Folkene holdt op at arbejde og hoppede og sprang rundt og bandede over »de fordømte bier.«
Formandens ironiske råd forstummede brat, da han selv blev overbevist.
Bierne slog sig ivrigt ned på de nye asfaltpletter, og mens arbejdsmændene undrende så til, fyldte de deres sække med sejg tjære.
For i dette tilfælde ville det tage for lang tid at samle harpiks fra træerne - en fortvivlet situation krævede ligeså fortvivlede forholdsregler.
Hele dagen blev talløse ladninger af tjære bragt hjem til byen.
Over musekroppen begyndte man at bygge et glasagtigt mausoleum - gennemsigtigt som Lenins kiste, glimtende som selve Taj Mahal.

Kæmpen var ganske vist blevet dræbt - og det havde kostet mange hundreder dyrebare liv.
Men denne kæmpekrop kunne ikke bæres ud.
Selv om hele bisamfundet arbejdede flere måneder, kunne de umuligt få den parteret og fjernet; og der var ingen arbejdsmåneder at se frem til, højst dage.
Derfor blev liget lukket hermetisk inde i en masse, der skinnede som rubinglas, for kun på denne måde kunne bierne forhindre, at den gik i forrådnelse og forpestede hele byen med sin dødbringende stank.
Hvis de ikke havde gjort det, ville røveren, der i levende live gik glip af sin triumf, have rettet et dræbende slag mod dem efter sin død.

Den døde krop blev liggende på samme sted hele den vinter, hele næste sommer - i mange år.
Hver gang kisten slog en revne, blev den omhyggeligt repareret.
Måske vil den blive liggende der altid, den lille balsamerede mus, der ville se ud som om den lå i fredelig søvn, hvis ikke det havde været for de tusinde giftbrodde, der strittede ud af dens krop og hoved.


22. kapitel
Tilbage til oversigten