Tilbage til indholdsfortegnelser

11. KAPITEL


Honninghøst



Gudinden gik i spin ned gennem den blå luft, og lidt efter genkendte hun bakken, skoven og egetræet og landede udmattet på flyvebrættet uden for byporten.
Den mystiske eksaltation, der havde båret hende op mod himlen, var forsvundet. Men i sin krop bar hun nu fem og tyve millioner spermatozoer, og skønt hun havde skænket en dødelig sin kærlighed, var hun stadig guddommelig og kunne med en muskelbevægelse bestemme over fremtiden.
Alle hendes æg ville se ens ud, men nu kunne hun give over en million arbejdere liv, føde så mange droner, hun havde lyst til, eller, hvis hun ønskede det, hundreder af gudinder som hun selv.
Med denne magt fulgte ansvar.
Hvis hun kom med forkerte profetier om vejret eller fødte for mange eller for få børn for årstiden, ville de og hun dø, og bisamfundets livstråd, der gik længere tilbage end menneskets historie på jorden, ville blive klippet over for bestandigt.

Hun ville blive siddende lidt og sunde sig ovenpå bryllupsflugten og rette blikket mod den fjerne fremtid, hun skulle forme, men i det samme stivnede portvagterne og løftede for første og sidste gang i deres liv følehornene til den kongelige hilsen.
Og på dette signal brød jublen løs og spredte sig som en sang i hele byen - skønt ingen vidste hvorfor.
Alt arbejde standsede og gennem gaderne bølgede myriader af borgere under stormende lystighed som på en festdag. Dansen gik overalt.
Arbejdere og barnepiger, der havde holdt til ved porten, strømmede pludselig ud og slog kreds om deres gudinde, som om hun lige var opstået fra de døde.
De flokkedes syngende om hende, løftede hende varsomt op på skuldrene og bar hende i triumf gennem gaderne. Syngende skarer drog hende i møde, og andre skarer fulgte jublende efter hende.

De bar hende ind i byens centrum, satte hende forsigtigt ned, hvorpå alle veg tilbage og blev stående for at betragte hende.
Gudinden vinkede blidt og værdigt først den ene, så den anden hen til sig. De adlød med frygtsom og glad iver, og bifaldet fordobledes, da de ømt og nænsomt begyndte at pudse og kærtegne hende.
De børstede hendes fløjlskjole af fine hår, til den skinnede, kyssede sølvvingerne, der nu lå sammenfoldet, måske for bestandigt, og kælede for hende og klappede hende, som om hver berøring ville bringe dem tusind velsignelser. De ilede fra honningcelle til honningcelle, fast besluttede på at finde den mest udsøgte nektar til hende, og bøjede ydmygt hovederne når de bød det ravgule fluidum på deres vævre tunger.

Gudinden overgav sig taknemmeligt i deres varetægt.
Hun trængte til at blive pudset og glattet, til mad og trøst; hun måtte samle alle sine kræfter for resolut at glemme solen og himlen, blomsternes forføreriske ansigter, længslen efter farver og det nagende begær efter lyst.
Hvad der var sket een gang, måtte aldrig ske igen. Det, der havde været, var kun et minde; det, der forestod, var arbejdet.

Hun så uforfærdet fremtiden i møde. Alle de, der nu omgav hende, måtte dø. Generation efter generation skulle udgå af hendes lænd, og alle måtte dø og lade hende, der havde skabt dem, sidde ene tilbage.
Frygtelige farer ville true samfundet, tusinder af hendes børns liv måtte ofres for at afvende katastroferne, byen ville blive belejret, sommeren ville dø og hun skulle se kuldens isfingre dræbe hendes afkom og måtte skabe nye slægtled, der også ville gå til grunde.
Et øjeblik gennemisnedes hun af en dunkel viden om en hvid og ubarmhjertig verden.
Men den ville forsvinde igen, sommeren ville komme tilbage og visne og dø; kun hun ville blive ved at være til; almægtig og alvidende måtte hun lide med alle og aldrig søge glemsel i døden.

Følte hun længsel efter den korte vellyst i den solfyldte luft - efter dronen, der selv faderløs, udklækket af et ubefrugtet æg, nu skulle blive fader til tusinder og atter tusinder gennem hendes krop, der havde skænket ham både kærligheden og døden?
Han var faderløs, men hans sønner ville blive fædre til en slægt, der var talløs som havets sand.
Han, hendes brodér, der havde besejret hundrede brødre, hun havde lokket i døden, havde i hendes skød lagt udødelighedens sæd, og uden ham ville der ingen fremtid være for slægten.

Sommerdag for sommerdag voksede byens befolkning igen.
Opmuntret af utallige nypudsede tomme vugger viede den ny gudinde æglægningen alle sine kræfter. Snart brød over to tusind af hendes børn hver dag ud fra vokscellerne for efter opfyldelsen af de regelbundne pligter at flyve ud i de duftende enge.
Hun fødte ingen sønner; der ville ikke blive brug for droner denne sommer, og skønt hun aldrig havde oplevet en vinter, vidste hun på mystisk vis, hvad man måtte gøre for at forberede sig til den.
Der var stadig nogle droner i byen; de havde ikke været hjemme, da hun førte deres brødre i døden, eller nogle af dem var ikke født. De gik vigtigt rundt i gaderne eller fløj ud og sugede honning af blomsterne, muntre og ubekymrede uden at drømme om den truende skygge, som de stadig længere nætter kastede over deres unyttige liv.

Kløveren stod frodigt det år. Den lyste som hvid manna på bakkeskråningen og stod endnu tættere på markerne ned mod landsbyen. I engen nikkede dens fine hoveder på lange stilke mellem de stive græsstrå.
Hver dag gik mejemaskinen sin klaprende runde, men allerede næste morgen havde kløveren friske skud og snart var marken igen fuld af hvide stjerner, der lyste som sne i solen.
Vejrbidte mænd og brune piger og børn med kæder af margueritter om halsen og søvnige, mætte hunde kunne høre den monotone summen af bierne, der utrætteligt fløj til og fra det hvide blomsterhav, og de standsede for at tørre ansigterne og stirre op mod den dybe blå himmel og indånde den duftende luft og fornøjet sige dl hinanden, at nu var det rigtig midsommer.

Hver bi, der forlod byen for at samle nektar, besøgte over hundrede kløverblomster, før den vendte hjem med sin last, en trediedel af en dråbe.
Men mellem halvtreds og firs procent af denne lillebitte dråbe var vand, alt efter de blomster den stammede fra og luftens fugtighedsgrad.
Så meget vand måtte fordampes, før nektaren var forvandlet til honning, der kunne holde sig, og faktisk blev kun en fjerdedel af den indsamlede nektar til honning.

Alligevel må byen samle to hundrede halvtreds kilo honning i tiden fra april til september; det er minimum, hvis slægtens fremtid skal betrygges; mindst to hundrede kilo til biernes daglige forbrug og forråd i de mørke måneder, fyrre kilo til yngelen og fem-otte kilo til at lave nyt voks af.
To hundrede halvtreds kilo, een lillebitte dråbe ad gangen, og for hver dråbe må hundreder af blomster besøges!
Hver bi haster ud af byporten og flyver til et særligt område, den har valgt sig som sit eget. Den planlægger sin rute metodisk, flyver hurtigt over områder, der allerede er erobret af andre arbejdere og lander på en kløverblomst i udkanten af det valgte areal.
Derfra bevæger den sig støt fra blomst til blomst, undersøger hver enkelt, forlader straks dem, der endnu ikke har afsondret deres nektar eller dem, der allerede er blevet besøgt eller er for vidt udsprungne.
I reglen bevæger den sig i en bue for at være så nær ved byen som muligt, når dens honningsæk er fuld.
Hvor den end er i det øjeblik, ligegyldig hvor meget den har siksakket omkring, flyver den altid tilbage til byen i lige linie, anbringer sin last i en celle, der er tom eller indeholder netop samme slags honning, den har samlet, og drager ud igen. I vokskagerne er partier af celler reserveret hver sin honningart.

Blomsternes nektar bliver honning, idet rørsukkeret omdannes til druesukker i biens honningsæk.
Lasten presses ud af sækken med en muskelbevægelse og fyldes i cellen. Mineraler og æteriske olier, som blomsterne skylder deres duft, giver honningen den søde aroma, der fik de gamle til at tro, den var dråber, spildt fra gudernes drikkehorn.

Der er knap tre måneder fra den forårsdag, de første blegrøde knopper springer ud på frugttræerne, til de første støvede dage, da hvidkløveren hører op at blomstre.
I denne korte tid med skiftende byger og sol må bierne samle det meste af den føde, de skal leve af et helt år.

Frugtblomster, løvetand, hvidtjørn, bønner, kløver, agersennep og lindeblomster er de bedste kilder til honning, men når lindens grøngyldne blomster er visnet er der bortset fra lidt nektar i brombærblomster, dueurt, lyng og til sidst i den sejge gamle vedbend, intet, der frister, før krokusens gyldne stjerner i græsset og stikkelsbærrenes småbitte blomster bebuder, at æbleblomsterne snart atter vil stå i fuldt flor.
De henved tolv uger, der ender kort efter midsommerdag, afgør biernes skæbne.
De møder dem med den bedste vilje og energi. Men hverken dronningens visdom eller hver eneste lille arbejders kæmpeflid kan altid formilde højsommerdagenes guder.

En tørkeperiode kan få nektaren i blomsterne til at svinde, så bierne må jage kilometer efter kilometer på trætte vinger for at få samlet en enkelt lille last.
Kølige sommernætter binder nektaren, så den først bliver tilgængelig langt ud på eftermiddagen.
Heftige regnskyl kan slå blomsterne ned og tilsøle dem.
Mangen en solskinsdag må bierne drive ledige omkring hjemme i byen, skønt enge og hække vrimler af blomster, fordi mangel på regn og dug forsinker udskillelsen af nektar; og så bryder måske et uvejr løs og slynger de sarte blomsterkalke mod den våde jord.

Men nu, da kløveren stod i blomst, havde bierne ingen af den slags bekymringer og ingen anledning til frygt.
Den herligste varme, der nu og da vederkvægedes af en mild regn, der aldrig var kraftig nok til at holde bierne inden døre, fyldte de hvide blomster med nektar.
De korteste sommernætter syntes for lange for arbejderne, der utålmodigt hang i klynger under vokskagerne, der allerede nu rummede over halvtreds kilo honning.
Den friske duft af honningen i forbindelse med den underfulde duft af millioner af blomster med mere krydret vellugt, der mindede om ligeså mange betagende eventyr under indsamlingen, gennemtrængte hele byen og sporedes i nogen afstand fra egetræet, især om natten.
Så snart gryets rosenfarvede fingre rørte himlen, drog flere hundreder bier ud, og snart var der tusinder og titusinder, der utrættelig fløj ud og hjem, svælgende i honninghøstens lyksaligheder.

Selv skildvagterne blev mildere en uges tid eller to, skønt deres arbejde var mere krævende end nogensinde, og de fleste blev slidt ihjel i løbet af få uger af anstrengelserne med at kontrollere hver eneste af de tusinder af bier, der ustandselig væltede ind.
De var mindre agressive; af og til kunne de endda hjælpe med at samle en klump blomsterstøv op, hvis den blev tabt, og anbringe den i lastdragerens kurv igen.

Barnepigerne fordoblede deres anstrengelser, der blev født mange tusind unge bier hver dag, og rækkerne af celler blev så fuldt besatte, at der på et vist tidspunkt afholdtes en hastig konference om, hvorvidt der burde bygges en ny vokskage.
De ældre barnepiger tilbød ivrigt deres tjenester, og bygmestrene gjorde hendes majestæt dronningen alvorlige forestillinger desangående, men der blev ikke bygget nye vokskager.
Dagene var allerede ved at blive kortere; der måtte økonomiseres med alles kræfter, og alt måtte sættes ind på at hjembringe den sidste søde dråbe af kløverhonning.
Arbejdet måtte ikke spredes på et sådant tids punkt, og desuden blev der allerede lagt færre æg grundet på en mystisk forudanelse om de kommende efterårsstorme.

Og dog var der udenfor strålende højsommer, der aldrig syntes at skulle ende.
Græsset var saftigt og frodigt og bredte sig bølgende ud mod horisonten.
Det stille blændende solskin tændte millioner af grønne fakler i træernes kroner. Bag skoven hævede bjergene sig i diset blåt mod en triumferende himmels dybere blå. Over engene ved åen genlød luften af summen, når bierne steg og dalede over kløverens hvide tæppe, ivrigt skubbede de fjerformede blomsterblade tilside, satte sig tilrette med spillende tunger, i lette spring satte over til den næste blomst, smækkede et ben op i luften et par gange af lutter fryd over de ubegrænsede rigdomme, gled ned igen og lidt efter tungt lastet fløj tilbage til skoven med en tilfreds brummen.

Ikke alle nektarsamlerne arbejdede på kløvermarkerne.
Hvor skyernes skygger som mægtige flåder drev over den grønne hvedes bølgekamme, sejlede flotiller af bier som chalupper med silkesejl mod de lykkelige øer af skinnende agersennep.
Der gled de ned i en gylden, salig drøm og sankede den sødeste nektar, der findes i verden.

Nogle af dem, der vendte tilbage med laster af denne tykke honning, var næsten segnefærdige under byrden, og så kunne de komme ud for en ubehagelig og besynderlig oplevelse.
Netop som de nærmede sig egetræet kunne et lunefuldt sommerligt vindpust bringe dem ud af kurs. De fleste nåede at kæmpe sig frem til byporten, men andre var så dødtrætte, at de lod sig glide ned til jorden ved foden af træet.

Her stod en flok myrer og ventede på dem. En bister myre tog opstilling foran hver bi og stirrede den skånselsløst ind i øjnene.
Bien blev stående som forstenet. En trolddomsmagt i det stirrende blik fra de bittesmå myreøjne begyndte at øve sin virkning på biens bevidsthed. Ude af stand til at røre en fod eller vinge åbnede den langsomt munden, og tungen kom modstræbende ud, Som trukket af usynlige tråde. Den lange sorte tunge rullede sig ud og blev rakt frem - og se! på spidsen af den lå en dråbe honning hentet fra lageret i honningsækken - det lager, der var bestemt til brug i biernes by.
Myren kom nærmere.
Bien blev stående ubevægelig som i hypnose med udstrakt tunge. Myren rakte sin egen tunge frem og tog al den honning, den kunne bære, fra biens tungespids.
Så vendte den sig om og skyndte sig bort.
Langsomt, ganske langsomt begyndte bien at vågne som af en ond drøm. Den trak tungen ind igen, tøvede lidt, svang sig så op i luften og skyndte sig skamfuld hjem til byen med resten af sin honninglast.
Hele dagen stod myrerne og ventede under træet.
Sådan gør de hver eneste sommer, overalt hvor der er bier, disse insektverdenens små mellemmænd, der høster, hvor de ikke har sået.

Inde i byen var alt, hvad der var af viftere sat i arbejde, da der sommetider måtte fordampes ikke mindre end et halvt kilo vand for at få et halvt kilo færdig honning, der kunne forsegles.

På vokskagerne kom og gik hundrede tusind bier, der bragte honning, plejede yngelen og forseglede forrådskamrene, efterhånden som honningen var moden.
For alle skabninger, fra mennesket og ned til det mindste insekt, er høsten en tid rig på glæder, og henved en halv million bittesmå fødder, båret af glitrende vinger gik rapt op og ned over vokskagerne i en jublende dans, der aldrig syntes at skulle ende.

Byen var i feststemning som aldrig før.
Sommeren var i zenith med gyldne dage og drømmende, duftende nætter.
Alle de tusinder af små skinnende kroppe var som berusede af skærsommerens pragt.
Alle undtagen een.
Med øjne som sorte perler, der genspejlede alle fremtidens og fortidens utydelige, glidende skygger, så dronningen sommeren vende dem ryggen og vandre bort ad en allé af dage, overstrøet med visnende blomster.


12.kapitel
Tilbage til oversigten