Tilbage til indholdsfortegnelser

24. KAPITEL


Genfødsel



Den barske vinter holdt jorden i sit jernhårde greb.
Jorden var som sten, de levende væsner vovede knapt at røre sig.

Så kom en nat en sagte lun vind fra syd, og solen steg op i majestætisk glans, jog frosten på flugt og skinnede på det grå græs og de sorte træer og ikke mindst på egetræet med biernes gyldne by.
Time efter time, mens solen kom højere og højere op på himlen, nød bierne i klyngen den nye varme.
Det varede længe, før de tog sig sammen til at røre sig, men ved middagstid gik en bevægelse gennem massen, og alle begyndte at strække sig og bevæge sig, som de ikke havde gjort det, siden klyngen blev dannet.
Samtidigt begyndte en svag, dæmpet summen at lade sig høre helt inde i midten af den levende klump. Denne summen markerede indledningen til en ny epoke.
Dronningen begav sig på vej over cellerne på den midterste vokskage.
Hendes kammerpige begyndte at pudse hende med febrilsk iver.
Og skønt klyngen bevarede sin form, blev der skabt tilstrækkelig plads inde i den ved, at de bier, der var nærmest ved dronningen, dannede et hvælvet hulrum omkring hende.
Hun blev børstet og nettet og kærtegnet, og da det var overstået, lagde hendes fem-seks piger sig på een gang omkring hende og bød hende tjenstivrigt honning fra deres tunger.

Det var en ceremoni; vinteren igennem var hun blevet madet på samme måde som alle de andre, men nu blev herskerinden endnu en gang betjent, som kongelige personer har krav på det.
Hun tog nådigt mod honningen og fik sig et solidt og delikat måltid.
Da hun havde styrket sig, rejste hendes tjenerinder sig en efter en og sprang muntert op til de nærmeste celler og slikkede og polerede dem.
Dronningen så sig mildt om i det lille kammer, de havde lavet omkring hende med hvælvet loft af bøjede kroppe, så udsøgte hun sig en celle, hun fandt behag i og lagde årets første æg.

Idet hun gjorde det steg den svage summen pludselig til en triumferende brølen, der fik hele klyngen og hele byen til at dirre og sendte en levende sitren gennem det gamle egetræ.
Hun bevægede sig med stor ro langs cellerne og standsede veltilfreds flere minutter det ene og det andet sted.
Den dag blev der lagt en halv snes æg i de varmeste middagstimer.
Næste dag blev der lagt flere, og skønt kulden kom igen og æglægningen måtte opsættes, vidste alle, at det kun var midlertidigt, og at dronningen ville begynde at lægge æg igen, så snart solen atter skinnede.
Vinterens mørke vej var tilbagelagt - det farlige hjørne var passeret. Forude i det fjerne, men dag for dag mindre fjernt, ventede blomsterne, solens varme, en verden i grønt og en azurblå himmel, et nyt liv.

Med hvilken ophidselse valgtes der ikke barnepiger til den ny yngel, der snart ville fylde cellerne! Med hvilken iver sprang ikke snese af bier ned og fjernede døde kroppe, voksstumper og indbildt støv! Hvilken munterhed var der ikke over masseudflugterne i middagstimen, når bierne gik på vingerne og i utrolig fart susede rundt og rundt om egen som i en kapflyvning og svang sig højere og højere op i den blå luft! Hvor ivrigt rengjorde hundreder af bier ikke celler til nye æg, i mange tilfælde celler der lå så langt fra klyngens varme midtpunkt, at de under ingen omstændigheder kunne bruges de første uger eller måske måneder! Hvor sammenbidt tog ældre bier ikke opstilling ved porten; skønt de endnu ikke var udnævnt til skildvagter, var de rede til at trodse enorme farer for den nye generations skyld! Med hvilken energi slog andre ikke med deres skinnende vinger, som om de trænede; viftere ville der ikke blive brug for i deres levetid, ikke før slægtled af bier var blevet til støv, men de var rede til at vifte, hvis solen skulle forglemme sig og pludselig forvandle vinter til sommer.

Skønt respekten for dronningen ikke var blevet svækket vinteren igennem, havde bierne kun dunkelt fornemmet hendes nærværelse.
Men nu indgød hendes guddommelighed dem endnu engang ærefrygt. Hun alene bar i sin krop livets sæd; ingen af dem, der nu omgav hende, ville opleve sommeren, men hun ville, og hendes afkom ville befolke og erobre denne sommer og alle følgende somre i fremtiden.
En dag eller to med solskin, en dag eller to med gråvejr og kulde - og så oprandt en frisk morgen med endnu klarere og varmere solskin.
Bierne fornemmede det.
De følte noget nyt røre sig i deres kroppe og drive dem frem mod eventyr, hvis art de endnu ikke kendte.
Uroen Jog dem l hundredvis ud gennem porten, ud på landingspladsen, hvor de myldrede rundt mellem hinanden. De løftede vingerne på ryggen, bøjede benene, rørte vingerne, fyldte luftsækkene og løftedes næsten mod deres vilje op i luften, hvor de ivrige og forsultne sejlede hen over de bare hække.

Hvad søgte de? De vidste det ikke.
Hvorfor var de grebet af denne ubetvingelige ophidselse? De havde intet svar på spørgsmålene. Men deres glitrende øjne ransagede jorden for at opdage noget, der kunne give forklaringen.
Pludselig lød et hvinende sus af vinger, da en bi dykkede ned som en sten, der falder til jorden. ... og så havde de alle fået øje på hasselbuskens blomster, der som lysende liliputbannere vajede over hækken.
Bierne kastede sig over dem, krystede dem i deres favn, røvede deres jomfrudom og slikkede ivrigt den liflige klare honning i sig, mens de summende takkede skaberen og satte nødder til efteråret.

En anden sværm af bier, der var fløjet en kilometer længere bort, ned til landsbyen, kastede sig henrykte over de blændende gule stormhatte og de skære vintergækker og stormede ligefrem de tætsiddende blomster på buksbomtræerne.
Fra alle disse blomster samlede de ikke blot honning, men stoppede så hurtigt, de kunne, deres blomsterstøvkurve med mad til ynglen.
Verden var skinnende lys og ny.
En frisk vind fejede hen over bakken og trak et prikket grønt slør over alt, den lod bag sig.
Bierne boltrede sig i den varme, levende luft og slæbte sig hjem med enorme laster af blomsterstøv og en berusende smag i munden af ny honning, der havde en vellugt som Auroras ånde.
Og mens de tumlede sig i blæsten over bakkeskråningen, slog lærken sine triller over dem og skruede sig op mod himlen, som om intet mindre kunne gøre det.
Ved byporten herskede der kåd munterhed. Bier væltede hinanden omkuld, fo'r ind for at sammenligne deres honninglaster og smed store læs af blomsterstøv ind i cellerne.
Nætterne var bitterligt kolde, og klyngen måtte dannes igen; men dagene var idel lykke og præget af uselvisk flid og kærlig hensynsfuldhed. Hver dag var længere end den foregående og varmere; hver dag var der mulighed for, at nye honninggivende blomster ville blive opdaget, favnet, elsket og befrugtet, så også de kunne blive udødelige som belønning for, at de afstod deres søde nektar.
Hver dag blev der lidt flere barnepiger på den midterste vokskage; der gik hul på de første æg, der fra livløse ting forvandledes til små levende, bevægelige skabninger, som groede, tog form og udviklede vinger i de forseglede lønkamre, indtil de som flyvefærdige bier brød ud af deres fængsel, opfyldt af de unges umættelige appetit efter livets glæder.

Det var en festdag - den dag da den første bi brød ud af sin celle!
Hvilket væsen blev der ikke gjort af den, hvor blev den ikke kærtegnet og børstet og fyldt med honning; og hvor funklende og ren var den ikke i sammenligning med de hårløse, hærgede veteraner, der havde overlevet den mørke vinter!
Hvor stolte var de ikke, fordi den blidt puffede dem til side og på egen hånd begyndte at kæle for og pleje sine yngre søstre med en fermhed, der fik dem selv til at synes klodsede, og med en instinktiv sikkerhed, der gjorde deres lange erfaring til skamme.
Og så kom der en mage til og endnu en og halve og hele snese og snart så mange, at en følelse af grænseløs tryghed og ro sneg sig ind over de trætte gamle bier, der havde overlevet vinteren, for nu vidste de, at kubens fortsatte eksistens var baseret på stærkere kræfter end deres egne.

Vinteren - hvem brød sig om den nu?
Når blindende haglbyger smældede mod egetræet og piskede mod hækkenes endnu bladløse kviste, hyggede bierne sig muntert i deres sikre borg og forsikrede hinanden, at der altid følger solskin efter hagl.
Når den kolde regn skyllede ned, erklærede de, at de kunne mærke duften af de første blommeblomster i luften.
Når hård frost lagde et hvidt dække overalt, så de ud ad deres harpiksvindue og svor på, at iskrystallerne aldrig havde haft skønnere former.
Rimen tøede i solens altbesejrende stråler.
Knopperne på hækkene og træerne blev store; lag efter lag foldede sig ud, og skinnende grønne løvspidser kom til syne.
I landsbyen var havernes gange kantet med brogede, honningfyldte krokus; knøse og piger, der havde været børn, der tumlede sig i det fri sidste sommer, så på hinanden og kom nu til at rødme og så på hinanden igen.
De gamle bier, det svundne års arrieregarde, betragtede veltilfredse den voksende trængsel af ivrige, livlige nyankomne fra yngelkagerne.
Som de første til at opdage og besøge nye blomster, som de første til at påtage sig nye hverv, kunne den ny generations bier ikke dæmpe deres vilde utålmodighed efter den sommer, som de allerede fornemmede var på vej, selv om den endnu var langt borte.

Dronning-gudinden blev iblandt dem, kærlig og medfølende og vis; men de, der tappert havde stridt og stræbt, for at hun kunne bære livets flamme videre gennem vintermørket, begyndte at falde fra.
Snart var der kun en håndfuld tilbage, så en snes....
og så kun een....
Alene med sine minder fra den svundne tid blandt en livlig og sorgløs generation med andre tanker, plejede den sidste overlevende ikke samkvem med nogen anden.
Den så kun den nye generations travle sysler som en flimrende tåge, hvorigennem den skimtede de heroiske erindringsbilleder fra den svundne tid, den selv tilhørte.
Den huskede spættens truende hammerslag i de dage, da hele verden var svøbt i hvidt, kampen mod giganterne, hvoraf den ene stadig lå der i sin skinnende kiste, som de nye bier uærbødigt fo'r hen over uden at ænse den mere end en træknast; afskedsceremonien for de prægtige droner, skabninger, som disse unge aldrig havde set og aldrig ville få at se, voksmøllene, som den havde prøvet at advare de unge mod, men de havde kun lyttet høfligt og uforstående; hvepsenes brutale angreb.

Billeder fra en fjernere tid, ikke bevaret i dens egen hukommelse, men ganske tydelige, fordi de stammede fra dens egen sommer:
de forkalkede børn;
den store pests grå skygger;
jublen over det violette lynghav, der fyldte verden med sødme og vellugt;
dødssværmenes plyndringstogt;
grævlingens skrækkelige angreb i skumringen;
kløvermarkernes pragt;
lyset og varmen i en sommer, som verden sikkert aldrig ville opleve magen til.
Den gamle bi syntes, at den med sine egne øjne havde set den unge dronning sky forlade kuben for at fejre sit guddommelige bryllup, set den store sværm danse over sommerlunden, set de unge bier, der forekom mere fuldendte end den nye generation, på den første flyvetur, og set en verden af æbleblomster vugge så yndefuldt i solen, at alene synet vakte en dirrende fryd, som intet kunne lignes ved....

Mindet om den glemte frugthave bragte bevægelse i dens trætte krop.
Den gik langsomt hen mod byporten, hvor skildvagter, den ikke kendte, stirrede strengt på den, da den gik forbi og spærrede indgangen bag den for at forbyde den at vende tilbage. Men den så ikke deres ubarmhjertige adfærd.
Den gik på vingerne op fløj gennem den solklare luft ned mod landsbyen, ned mod frugthaven, som den aldrig havde set.
Den fløj langsomt, men det gav den kun bedre tid til at nyde den underfulde verdens herligheder, bladene, der foldede sig ud, knopperne, der åbnede sig, solen, der stadig skinnede mere varmt.
Den søgte efter noget - en blomst - en ny honning, mere fuldkommen end jordisk honning nogensinde havde været eller kunne blive.
Den havde ikke fløjet mere end nogle hundrede meter, før den var meget træt. Vingerne kunne knap bære den. Men dens øjne opfattede stadig hvert lille glimt af farve, hver nyskabt form med en klarhed og selvfølgelighed, den aldrig havde kendt før, end ikke i sin ungdom, da dens kræfter var på højdepunktet.
Det var, som om den kunne se ud over horisonten og skimte marker, der flammede af blomster i ukendte farver.

Pludselig fik den øje på en gylden stjerne, der stod ved foden af den hæk, der fra egeskoven gik ned til landsbyen.
Og i samme øjeblik var bien klar over, at det var denne stjerne, den ledte efter.
Fyldt af uendelig taknemmelighed gled den ned og landede på en gyngende løvetandsblomst. Den blev stående på den i lang tid og betragtede det skinnende grønne græs på bakkehældet, hvor lammene vandrede frem og tilbage, som de havde gjort det året før på samme tid.

Som den sidste af det svundne års genfærd gik denne bi døden i møde i solskinnet, der var den store og evige livsfornyer.
Den havde fundet forårets første blomstrende løvetand, men den kunne ikke bære budskabet hjem til den gyldne by; og det gjorde heller ikke noget, for tusinder af ivrige arvtagere stod rede til at opsøge og drage nytte af løvetandsblomsterne og alle de andre blomster, der ville følge efter dem.
Døden rykkede frem mod denne plet under de syngende lærker og de duftende vinde, men livet ville gå videre.
Livet, forfængelighedens skyggerige, hvor bier og mennesker gør sig bekymringer for at ophobe rigdomme uden at vide, hvem der vil drage fordel af dem;
livet, der begynder i fysisk fuldkommenhed, men fortæres som en klædning fortæres af møl;
livet, der havde været til, før bjergene rejste sig og jorden fik form;
livet, der ville fortsætte for evigt i det uendelige.

Biens synsfelt indsnævredes, mens livet ebbede ud.
Den syntes, den stod midt i en duftende eng på et gyldent tæppe, der var skønnere og mere uforgængeligt end selv den gyldne by, der havde ligget og i utallige bigenerationer ville vedblive at ligge trygt beskyttet inde i egetræet.
Bien sank ned på det gule skinnende leje, tilfreds med at finde hvile og omsider lige på nippet til at forstå, at sandt liv først bliver afrundet og fuldkomment med døden.
Krydret og sødmefyldt hvislede vinden i sivene nede ved åen, og i det øjeblik gav den gamle bi sig over til søvnen, glemte livets hektiske jag og blev eet med skovens og markernes evige ro.

Men ved den samme lyd strakte tusinder af nyfødte i den gyldne by sig skælvende frem mod det livgivende sollys.


SLUT
Tilbage til oversigten