Tilbage til indholdsfortegnelser

4. KAPITEL


Frugthaven



Egeskoven ventede i lyksalig stilhed på daggryet. Hele natten havde den været fyldt med sagte røre på jorden, i træerne og i den kolde, klare luft. Møl havde i lydløs dans tilbedt månen.
Kaniner havde hoppet rundt i græsset og var forsvundet igen, og lidt senere havde ræven sneget sig af sted som en glidende skygge. Ugler var fløjet hid og did, tavse som genfærd. En grævling, der luskede rundt mellem træerne, blev et øjeblik stående som stivnet med striber af sorte skygger og månelys over kroppen, så en søvnig fasan, der havde slået sig ned i en ædelgrans grønne mørke, stirrede lige mod den uden at se noget som helst med et gult, skinnende øje, der fangede lyset.
Så forstummede alle lyde som ved et signal.

Hvor der for et øjeblik siden havde været myldrende liv, såsnu kun de ranke træer, der stod som fortryllede i mørket. Dyr, fugle og insekter var forsvundet, som om et væsen, der var altfor ophøjet til, at man turde se på det, langsomt vandrede gennem skoven. Usynligt, men sikkert skred det frem, svøbt i en lun nattebrise, gennem skoven og videre ud mod horisonten og hele verden.
Hvor det var skredet forbi, indtrådte en forandring. Horisonten blev klarere. De yderste blade på de indigoblå træer og hække begyndte at få et blegt grønligt skær. Markerne havde været som et sort hav, men nu begyndte de at lyse s.om genfødte, som om de atter drog ånde. En tornirisk udsendte et enkelt skarpt fløjt, der som slaget af en dirigents stok ladede luften med en uudholdelig, forventningsfuld spænding. Og luften selv, der havde slumret, kom i levende bevægelse, og fik millioner af unge blade til at røre sig.
Himlen fik en flygtig stråleglans, først af sølv i alle afskygninger, så hist og her af sart rosa. Tornirisken fløjtede hidsigt, en solsort pippede og tav igen, og så brød fuglekoret pludselig løs fra hække og træer. I det samme gled solen i majestætisk ro, som om den havde ventet på netop dette, frem over bakkens top, og dens vandrette stråler ramte trækronerne og græsset med et lys, der fremhævede hvert enkelt blad og græsstrå og kastede kulsorte skygger bag stammer og muldvarpeskud.

Verden vågnede. Nattens skabninger, der så pludselig var krøbet i skjul, hastede hjem, ilde til mode. Talløse levende væsner begyndte at røre sig. Fugle smuttede hid og did over hækkene og ledte hver især efter et ophøjet stade, hvorfra de kunne synge med endnu mere skingrende røst. Insekter og dyr i græsset og skovbunden gik ivrigt på jagt efter deres morgenmåltid.
Solens rolige stråler nåede også egen. I den gyldne by var man allerede på benene. Om natten havde det vingede folk hængt i en klynge, der lignede en rund klump af skinnende sirup, og tæt favnede budt nattekulden trods. Da lysets gyldne finger strakte sig ind gennem byporten, og duften af morgenluften steg op mellem vokskagerne, slap en bi sit tag i klyngen og lod sig falde ned på den trampede vej, der førte ud til verden.
Den blev stående et øjeblik med sitrende vinger, som om den bad en bøn. Så pilede den henrykt ud og blev atter stående lidt i varmen på kanten af det splintrede træ. Dens krop bevægede sig rytmisk ved synet af den gryende dags skønhed. Og pludselig skød den op i luften som en raket og styrede lige ned mod åens bred.

Åen rislede og klukkede gennem skoven, skød en sølvglimtende skulder i vejret over et lille vandfald, snoede sig hist og her gennem en stille skovsø, glitrede og boblede og brusede triumferende, gled tavs gennem en tykning, sejlede langs foden af bakken mellem rækken af piletræer, gennem landsbyen og derfra gennem mosgroede småbyer og larmende storbyer ud til havet Bien stod stille i luften over åen, så for den ned og landede et sted, hvor det brudte sollys flimrede som en håndfuld guldmønter, der regnede ned over bladene. Et minut efter svang den sig op i luften igen, ør af iver og styrede hjem til egen.
Det var den første af vandbærerne, der begyndte dagens mest presserende udendørs arbejde.
Livet rørte sig i den gyldne by, og liv, især spædt liv, kræver solvarmet vand. På vejen tilbage mødte den mange af sine søstre, der var ude i samme ærinde.

En efter en trak de sig ud af klyngens varme og tryghed og vovede sig ud i forårsmorgenens milde blå. Efterhånden som solen kom højere på himlen, var der stadig flere vandbærere i luften.
Lidt efter passerede en gammel bi forbi skildvagterne. Dens gennemsigtige vinger var lidt skjoldede og flossede og mange af de skinnende hår på kroppen var slidt af.
Den blev stående på kanten udenfor, løftede og sænkede følehornene, gjorde omkring, trippede nogle skridt og prøvede igen luften med sine forunderlige følehorn, der blandt titusind dufte kan skelne duften af en enkelt blomst over en kilometer borte.
En skildvagt, der studsede over dens adfærd, skyndte sig gnavent ud, puffede brutalt til den med skulderen og strakte sine egne følehorn ud mod brisen. De blev stående et øjeblik sammen med vuggende kroppe, så ilede skildvagten tilbage for at anholde og undersøge en hjemvendende vandbærer, og mens den var ifærd med det, startede bien, der havde snuset så omhyggeligt til luften.

Den fløj ikke til vandløbet. Den fløj i lige linie som en kugle ud over den del af dalen, hvor der lå en bondegård, På gårdspladsen mellem staldene syslede plumpe menneskelige skikkelser mellem svedige heste, og en gul hund holdt veltilfreds øje med et kuld hvalpe. Der var også duer, der irriteret bragte sig i sikkerhed for grove træsko, og kyllinger, der nappedes med dem om majskorn, der var drysset ud på den mudrede jord.
Under en vogn lå en kat på lur og betragtede ufravendt de nærmeste duer, der tilsyneladende uden at ænse den, ikke slap den af syne.
Bien så alt dette og meget mere. Der var et insekt, der møjsommeligt kravlede op ad et kort græsstrå; en mus stak hovedet frem mellem tagets teglsten og kiggede rundt med sine perleøjne; en spurvehøg svævede så højt oppe, at den kun så ud som en prik, men den holdt nok også skarpt udkig.

Bien ændrede hverken sin fart eller kurs, men fløj videre. Nogle hundrede meter på den anden side af gården, dalede den pludselig og dukkede lige ned i et bølgende, gyngende hav af skært blegrødt, et gammelt blomstrende æbletræ midt i en stor frugthave.
Bien lod sig falde ned mellem blomsterne, der for dem var ligeså store som et værelse for os, og landede sikkert på et gyngende, duftende blomsterblad; så sad den ganske stille.
Når man er så lille, at en enkelt æbleblomst synes at være en hel sky, hvordan må det så ikke være at gynge på den i strålende solskin, omgivet af et hav af dansende blomster, der bølger bort til alle sider? Hvordan må det ikke være at se alt dette med øjne, der kan følge hver fin åre i hvert silkeglat blomsterblad, og eje biens dybe og brændende sans for farvernes styrke og nuancer? I sammenligning med det, bien ser, er vort indtryk af selv den mest glødende solnedgang jo kun et mat og udflydende billede.
Hvor uendelig stor må en sådan frugthave ikke forekomme en bi, når duften af alle blomsterne, der for os kun er en enkelt duft, deler sig i sine bestanddele af talløse dufte, der alle er forskellige og alle vidunderlige, og når disse dufte fornemmes af biens fem tusind næsebor, og ikke af menneskets fattige to.

Hvordan må det ikke være at se ned fra dette luftige leje af blegrød silke, der sitrer, som om træets dirren i brisen var selve livets bevægelse, og se hver ru træstamme, sølvhvid og grå og brun i mangfoldige nuancer, med hundreder af insekter svirrende om hver enkelt, og med biens vidunderlige øjne at kunne analysere hver enkelt skabnings former og farver og sysler! Og farverne og formerne i græsserne, der er som en hær på march!
Hvordan må det ikke være at se på solen med biens uskærmede øjne, at se solflammernes glitrende dans i de skiftende former og farver, der giver kongelige løfter om alle de sommerdage, der endnu skal komme.
Et øjeblik klyngede bien sig til det sarte blomsterblad og så på al den dejlighed, der omgav den, de vippende blomster, de halvtudfoldede knopper, de løse blomsterblade, der stille dalede til jorden. Oppe og nede, over den, omkring den, stigende og dalende, svingende og bukkende og svævende, fyldte æbleblomsterne luften som et blegrødt snevejr, stivnet i henrykkelse over sin egen skønhed. Og fra nær og fjern lød nu en summende musik, da hundreder og atter hundreder af den gyldne bys små vingede indbyggere kom flyvende til og svang sig ned over de gæstmilde blomster, der syntes at lukke deres varme, lette blomsterblade om dem og byde dem alle velkommen.

Bien rørte sig, vendte hovedet mod blomstens hjerte og krøb ind så lykkelig som selve kærligheden. Den puffede forsigtigt de dirrende støvdragere til side, åbnede den sirlige blomst og begyndte at indsuge æbleblomstens nektar.
Hvis lykke kan fuldbyrde det højeste, var dette fuldkommenhed. Der var ingen selviskhed i glæden. Den gyldne saft, som guderne drak på Olympen, blev ikke indsamlet til den selv, men til byens børn. Der var heller ikke tale om grådighed eller kamp, for i denne ene frugthave var der titusind gange så meget, som alle kunne bruge.
Den klare sol sendte sine varme stråler ned over træerne, så hver blomst, der lønligt foldede sig ud, bød sig frem, rede til at lade sig forføre.
Bien blev et øjeblik inde i blomstens hjerte, svælgede i varme, farve og duft, i ekstatisk henrykkelse over sit hverv. Så trak den sig baglæns ud og svang sig over til en anden ligeså fuldkommen blomst.
Denne gang kom den ikke som gæst, men som elsker.
I et fint lag om kroppen bar den det gyldne blomsterstøv fra æbletræets gavmilde støvdragere. Da den bøjede sig ned, løftede en ung reinetteblomst sit rødmende ansigt mod den som til et kys. I det øjeblik, bien rørte blomstens yndigheder, fik et pust af sommerbrisen blomsten til at danse som i fryd, og de silkefine blomsterblade lukkedes om bikroppen i et hastigt favntag.
Bien krøb forsigtigt ind, fortryllet af den nye duft, som blomsten gavmildt overvældede sin elsker med. En tunge skød ud og fejede frem og tilbage i bløde rytmiske bevægelser, mens hårene på den lille ske yderst på spidsen samlede nektar fra blomstens hjerte.
Og her efterlodes i stedet de gyldne støvkorn, der i blomstens varme lønkammer hurtigt ville få liv og vokse og skænke frugthaven udødelighed.

Til sidst var biens frydefulde hverv tilendebragt, og den kravlede ud af den tilfredsstillede bomst og svang sig over til en ny og en ny igen og endnu flere, og hvert sted skænkede den ekstatisk fryd over elskovens fuldbyrdelse, og hvert sted tog den sin løn i gylden nektar.
Over hundrede æbleblomster blev kærligt plyndret, før den havde sin fulde last af nektar - ialt kun en trediedel af en dråbe, men det var alt, hvad den kunne bære. For at samle et halvt kilo honning må bierne flyve over firs tusind kilometer, en strækning, der er dobbelt så stor som jordens omkreds.
Et halvt kilo honning kræver fyrre tusind enkelte laster af nektar; men en bikoloni som den i den gyldne by i egetræet regner kun to hundredehalvtreds kilo for en middelgod høst.

Fra april til september åbner måske to milliarder blomster deres jomfruelige kalk for at holde een bikoloni i live.
Til hver blomst bringer bien elskovens søde fuldbyrdelse og løftet om frugtbarhed. Uden de små vingede hjælpere ville hundrede tusind blomsterarter uddø og forsvinde fra jordens overflade for bestandig.
Efterhånden som dagen blev varmere, steg biernes søvndyssende summen i frugthavens blomster til et vedvarende crescendo, der fik luften til at dirre. Heden sugede duften ud af blomsterne og åbnede nye skatskamre i grenenes fletværk.
Men bierne kunne ikke lægge bånd på deres feberagtige iver, de klappede og kærtegnede blomsterknopperne som elskere, hvis ømme berøringer åbner dem vejen til tilfredsstillelsen af deres attrå. Flere og flere bier kom og gik, ikke blot alle, der kunne undværes fra egetræet, men tusinder fra bondegårdens halmkuber og fra fjerne boer. Der var trængsel og tumult af glitrende kohorter af sølvvingede bier i luften over det blegrøde hav, og duften af den ny honning blandede sig med den berusende vellugt af de forskellige æbleblomsters dufte.

Det blev over middag, og efterhånden som bierne blev trætte, lød deres summen mindre grådig og mere tilfreds. Hver bi overholdt nøje kun at samle honning af samme duft, farve og konsistens. Det ville have været utilgiveligt at blande pæreblomstens blege, gennemsigtige honning med de gamle gråsteners mørkere, ravgyldne saft.
Bierne opbevarer nemlig de forskellige slags honning i forskellige celler i kuben, og det kunne ligeså lidt falde dem ind at blande dem, som en vinhandler kunne falde på at blande bourgogne og bordeauxvin.

Andre skabninger kom gennem frugthaven. Et par ynglende bogfinker morede sig med at smutte op og ned ad en træstamme, mens hannen skræppede op, så højt den kunne - »Tvink! Tviok!

En tidlig sommerfugl med prægtige skarlagenrøde og sorte vinger flagrede mellem de blegrøde grene som en herold for selve alfedronningen.
Hist og her klyngede den sig til et træs ru bark og foldede vingerne ud og slog dem sammen igen.

Mellem blomsterne ænsede bierne ikke andet end deres glade pligter. Ingen bi trængte ind i en blomst, mens en anden bejler var der, og ingen trængte ind, hvor den søde jomfrudom allerede var røvet. Et blik, en hurtig bevægelse med hovedet, og en anden blomst blev valgt.
De fyldte luften til trængsel over frugthaven, hvor trafiken gik i to retninger mellem hinanden, som om tusinder og atter tusinder af skytler vævede et kunstfærdigt mønstret flor til en usynlighedskappe.

I byen i træet var en ny ritualdans i fuldt sving og antog næsten bakkantiske former.
Honningsamlerne anbragte hastigt deres last i en celle, bukkede for den, svirrede med vingerne, foldede dem sammen, vendte hovederne i rytmiske bevægelser, dansede til højre og til venstre foran deres celle, bukkede igen og slog pirouetter i magisk henrykkelse som hedenske præstinder foran et blomstersmykket alter, svøbt i skyer af berusende, sødt duftende røgelse.
Andre bier i kuben løftede hovederne, ilede til og forsøgte at komme til at røre ved de dansende, når de hvirvlede forbi.
Mens nogle vedblev at valse rundt i det dæmpede, gyldne lys, lod andre sig falde ned på gulvet som modne blommer, hastede mod udgangen og svang sig op i luften med kurs mod frugthaven, der rødmede og flimrede af lys som havet i solnedgangens skær.
Og mens bierne gyngede i de sirlige blomster, så de med deres mirakuløse øjne og en guddommelig ligegyldighed for de andre optrædende på den overfyldte scene, hvorledes fugle kiggede frem mellem løvet, mus trippede gennem græsset og emailleskinnende biller myrdede hinanden; de så de balancerende græshopper, de mæskede edderkopper og de nyudklækkede fluer, der dirrede af appetit på livet.
Bierne så alt dette, men beherskedes kun af een følelse - ønsket om at stadig flere og flere rødmende blomsterstjerner måtte folde sig ud og dufte af ny honning, der betød en fornyelse af løftet om evigt liv for slægten.


5.kapitel
Tilbage til oversigten