Tilbage til indholdsfortegnelser

18. KAPITEL


Forkalkede børn



Da rædslen var på sit højeste, begyndte efterårsregnen at strømme ned.
Skyerne begyndte at samle sig en nat og væltede støt frem og stablede sig ovenpå hinanden hele den følgende dag og nat indtil daggry. De syntes at fylde hele himlens dyb, og stadig nye bølgede frem under de andre, indtil de hvilede på bakketoppene og også syntes at ville fylde dalen.
De skjulte fuldstændigt solen og lignede med deres dybt violette farvetoner et gigantisk brudt spejlbillede af lyngtæppet på jorden.

Havet så ud, som om det var overgydt med olie, og den tunge urolige flade virkede mere ildevarslende end de mægtigste bølger.
Der var ingen skum, men dog kogte vandet som en smeltet olivengrøn masse. Der lød bange skrig fra mågerne, når de grådigt dykkede ned og proppede sig, før de fløj ind over land på de lange spidse vinger og efterlod en stilhed, der kun blev brudt af en gurglende brummen fra de klippehuler, højvandet trængte ind i.

På hvert træ, hver hæk og hver busk faldt bladene af.
Ikke en fugl rørte sig eller sang.
Luften var tung og lummer, og sværme af fluer svirrede om alt, hvad der rejste sig lodret fra jorden. Da gryet lagde et rødligt skær over landskabet, tog heden yderligere til, og stadig lød der ingen fuglesang.
Verden blev pludselig mørk, som om natten ville komme igen.
Den første, vældige dråbe af lunken regn plaskede sagte mod jorden - så blev der en kort pause - og regnen begyndte for alvor, da et kolossalt lyn fo'r hundrede kilometer over himlen mellem to skyer.
Bierne i egetræet så det slynge et funklende kniplingsslør over himlen og fare hid og did ad den vej, der bød det mindst modstand, til et firmament af hvidglødende stjerner brast omkring det blodige sår, det rev i den ramte sky, og udslyngede et mylder af dansende lysstriber. I næste sekund blev det bælgmørke som midt om natten, og regnen trommede mod bladene og samlede sig allerede i rislende strømme på jorden.

Blændende glimt af skyggeløst hvidt lys vekslede med det sorteste mulm. Jorden våndede sig under regnens svøber.
Hele slægtled af små skabninger - insekter og bittesmå dyr - blev udryddet ligeså hurtigt og fuldstændigt som menneskeheden i syndfloden, og de vandfyldte hjulspor, grøfter og åer var dækkede af et skumlignende lag af deres gennemblødte kroppe.
Blade og kviste blev flået af træerne, store sten i bakken blottedes og blev skyllet ned efter at have ligget i årtusinder i rugende mørke.
Legioner af lyngens klokker blev slået mod jorden. Blom- sterne havde allerede mistet deres friskeste skønhed, og dette angreb var mere, end de kunne stå for.
Medens fugle og dyr krøb skælvende sammen under buske af tornblad eller i huller i jorden, til vandet også nåede dem der og fordrev dem. Så tumlede de videre for at finde ly et nyt sted, snublende, forpustede og med bange klageskrig, der druknede i stormens jættelatter, og utallige blev slået til jorden og døde af udmattelse og kulde.

Tordenen brummede og rullede vestpå med gryet, men regnen tog kun til i vælde og kraft, båret af en kold blæst, der drev den lumre luft foran sig som en mægtig pude.
Hele den dag strømmede regnen ned, og selv om den i nattens løb dæmpedes til en tæt silende støvregn, åbenbarede det næste daggry en håbløs verden med oversvømmelser og mudder og ødelæggelser.
Efterhånden som det lysnede, aftog regnen og hørte dl sidst helt op; hele verden klukkede og dryppede, slubrede og hulkede.

Men pludselig tittede solen frem mellem tremmer af skifergrå skyer, tvang dem til side, opsugede et slør af perlehvid dis og sendte et blændende lys og en dampende varme ned over den drivvåde jord.
Tågen lettede, solen blev stærkere, tørrede de klare dråber af blade og græsstrå og forvandlede påny verden til et tørt, venligt og skønt rige med gyldent, klart lys og fløjlssorte skygger.
Alt var nyvasket og funklende.
Bierne kom ud, først i små grupper, men så strømmede de ud i tætte skarer, gik på vingerne, landede på de dansende blade og følte solens helbredende varme på deres rygge. Et instinkt sagde dem, at den uhyggelige sygdom var forsvundet ligeså pludseligt, som den var kommet, og dette var deres renselsesceremoni.
Den voldsomme regn havde vasket lyngen og hele verden ren for de mider, der forvoldte sygdommen, og takket være temperaturforandringen blev bierne i byen i stand til at afkaste sig pestens åg.
Nogle af de hårdest angrebne døde, andre kom sig, men de unge bier kom til verden sunde og stærke, og der var ikke flere, der blev syge.

Endnu en gang måtte tabene gøres op.
Byen, der havde haft over hundrede tusind indbyggere ved midsommertid, havde nu kun lidt over tyve tusind. De nye gader af friskt, hvidt voks lå øde hen. Livet pulserede kun i de midterste vokskager, der var flankeret af prægtige vokskager med kløver- og lynghonning, langt mere end kolonien behøvede til vinterforrådet.
Voksmagerne havde travlt med at forsegle hver celle med et vokslåg, men forinden havde varmen i byen og vifternes svirrende vinger bragt alt overflødigt vand til at fordampe fra honningen.
Nu kunne den holde sig flere år, hvis det skulle blive nødvendigt.
Efterårssolen skinnede stadig varmt, og dronningen lagde Støt flere hundrede æg om dagen.
Barnepigerne passede dem utrætteligt, for de vidste, at det var tvingende nødvendigt at forøge befolkningens antal, før kulden satte ind og standsede formeringen. Det var et krævende og uophørligt arbejde, for hver larve skulle have cirka tretten hundrede måltider i løbet af et døgn - eet i minuttet; men det blev aldrig forsømt, og der blev aldrig knebet på noget måltid.

Befolkningstallet begyndte at vise en jævn stigning; det steg ikke så hurtigt som i forårstiden, men alligevel tilfredsstillende som dagene gik med varme og gylden efterårssol.
Kun dronning-gudinden så ud over sin gyldne by med sorgfulde øjne. Et instinkt sagde hende, at selv om den pest, der havde decimeret hendes børn, var bragt til ophør, hvilede der stadig en ukendt skygge over egetræet.
Alt syntes såre godt.
Befolkningen voksede, brombærblomsterne havde givet et smukt bidrag til de i forvejen rigelige forråd af honning, og ingen fjender nærmede sig byen.
Måske følte hun i sin egen krop kimen til en dødelig fare.
Det var nogle barnepiger, der først opdagede, at alt ikke var, som det skulle være.
Bedst som de muntert vimsede frem og tilbage mellem vokskagerne, blev de standset af en mærkelig mumlen fra en i flokken. Den stod og slikkede med feberagtig iver en ung larve, hvis celle var rede til at blive forseglet - voks- magerne stod faktisk og ventede på at begynde arbejdet, der normalt var en glædelig ceremoni.

Med den lille larve, der burde have ligget mageligt krummet sammen i sin gyldne vugge, lå stift udstrakt. Den var døende.
Et dødsfald blandt ynglen vækker rædsel hos alle bier. De kan med et mod, der grænser til forhærdelse, affinde sig med en sygdom, der kun rammer de voksne bier.
Men en farlig sygdom blandt ynglen er en trusel mod selve samfundets hjerte.
Den lægger en dæmper på arbejdsglæden og den lidenskabelige, uselviske forsvarsvilje og spreder apati og håbløshed i stedet.
For hvis ynglen dør, hvad formål har det så at leve - når det kun er et spørgsmål om uger, før hele samfundet går til grunde.

Den lille larve, der kun lige var vågnet til bevidsthed, gled hurtigt tilbage til glemsel, mørke og kulde.
Dens sørgende barnepige forsøgte varsomt at løfte den ud af vuggen.
Den lille krop var allerede stiv. Det var, som om den var groet fast til cellens voks.
Mens hun sled for at få den ud, og da alle andre metoder svigtede, begyndte at bide og skære cellevæggen løs, forandrede den langsomt farve og - aller uhyggeligst! - konsistens.
Den var ikke længere perlehvid, og kroppen var ikke længere blød og bøjelig, den var hård, som om den var dækket med et lag kalk.
Snart meldte andre barnepiger om lignende opdagelser. Dette var ikke nogen naturlig død.
Det kunne af og til ske, at en larve kom til skade og døde under den almindelige travlhed i byen, og det kunne en sjælden gang hænde, at en larve ikke fik den næring, den skulle have. Men denne pludselige forkalkning af larvekroppen varslede om noget frygteligt.

I løbet af de følgende timer døde et halvt hundrede larver; de strakte kroppen lige ud og forvandlede sig hurtigt til stive kalkklumper.
Nogle blev skåret ud af deres vugger og båret udenfor.
Men inden længe tabte barnepigerne fuldstændigt modet. Frygten lammede dem.
De tykke hvide larvekroppe blev liggende i cellerne, hvor de var døde, hvilket var et brud på den første og vigtigste af alle bibyens love - kravet om absolut renlighed.
Til sidst gik en lille flok ældre barnepiger i deputation til deres gudinde. Hofdamerne tilstedte dem adgang og betragtede flokken med stille vinger og sorgfulde øjne.
Et øjeblik efter var det, som om deputationen havde fået svar på et spørgsmål; barnepigerne nejede og mumlede og trak sig tilbage med vimrende følehorn.
Hofdamernes kreds lukkede sig atter om dronningen, der genoptog sine pligter. Men der var en ny atmosfære i byen - et frygtsomt, spirende håb.
Arbejderne og barnepigerne og voksmagerne, der lukkede honninggemmerne, tog nervøst fat på arbejdet igen.

Den lille flok af ældre barnepiger gik langsomt og systematisk rundt mellem vokskagerne og valgte nogle medsøstre ud, et par her og et par der. Nogle, der trængte sig på, blev straks afvist.
Andre, der holdt sig tilbage, blev ubønhørligt hentet frem fra deres kroge eller en tæt klynge, de havde gemt sig bag.
De adlød fatalistisk den gådefulde ordre og gik ind i rækkerne bag anførerne, der til sidst var i spidsen for to-tre hundrede bier.
De satte kursen mod porten og gik gennem den ud på flyvebrættet. Her samlede de sig i en gestikulerende skare, der summede af undertrykt bevægelse og viste tydelige tegn på frygt.
Al anden trafik gennem porten blev ledet udenom dem af skildvagterne, og alt foregik med dyster højtidelighed, som om de, der gik ud, vandrede i dødens skygge og var hævet over jordiske formaliteter.
Inde melem vokskagerne lød en uhyggelig jamren snart her og snart der, hver gang en ny døende larve blev opdaget og stivnede og forvandledes til kalk.

Pludselig skød alle bier som een fra flyvebrættet op i luften og fløj i samlet flok som en lille sværm ind til den tætteste del af egeskoven.
Her var underskoven frodigere og tættere og mere mørkegrøn, og træerne var mere knudrede og stod nærmere ved hinanden.
Pludselig begyndte bierne at flyve rundt i en stor cirkel i en utrolig fart; under midten af den luftige cirkel var en mindre cirkel tydeligt markeret af en brudt ring af ældgamle, næsten bladløse egetræer.
Oppefra kunne man se, at skoven myldrede af insekter og dyr af alle slags, men inden for kredsen af egen rørte intet sig. Hvirvlende rundt og rundt i hidsig fart indsnævrede bierne deres cirkel, nærmede sig jorden som en sort spiral og styrede ned mod en matblå mørk plet mellem egetræerne, hvor solstrålerne syntes at samle sig som tiltrukket af en magnet.
Pletten bestod af en klynge djævelsbid, skabiose, fuld af blårøde blomster hoveder, der hver især var sammensat af hundreder små bitte blomster.

Bierne kastede sig over blomsterne, skubbede støvdragerne til side og begyndte febrilsk at indsamle den blege, skarpe nektar.
De fyldte i hast deres honningsække, sprang fra blomst til blomst med stive vinger og spændte brodde, faldt over hinanden, sprang pludselig til side uden nogen grund, summede uroligt og holdt sig tæt op ad hinanden. Og dog var der intet at være bange for - der var kun de gamle, krogede træer, den frodige, yppige plantevækst og de stille stråler af gyldent sollys, der samledes i den blå plet, hvor luften var bagende varm.

De bier, der først havde fyldt deres honningsække ventede utålmodigt, sprang med svirrende vinger fra blomst til blomst og betragtede de andre.
De, der endnu arbejdede, samlede nektar så hurtigt, de overhovedet kunne.
Pludselig lettede alle bierne på een gang som en sværm af fluer og fløj op i en spiral, hvis ringe blev større og større.
Højere og højere svang de sig op på denne måde, som om de i den funklende sol ville aftvætte noget, der klæbede til deres kroppe, den skarpe duft af de blårøde blomster.
Så opløstes spiralen pludselig, og som en håndfuld sorte sten, der ruller ned ad en bakke, hastede de den lige vej gennem luften tilbage til egetræet.


19. kapitel
Tilbage til oversigten