Tilbage til indholdsfortegnelser

19. KAPITEL


"For byen"



Den udvalgte sværm bier, der havde samlet skabiosens honning, hastede tilbage til byen, som om fanden selv var i hælene på dem.
Skildvagterne fejede alle til side for at lade dem komme ind, og de myldrede som en sort flom direkte til den vokskage, hvor dronningen holdt til.
Hele byen holdt vejret, da de ankom.
Selv jammeren over den døde yngel forstummede.
Ligeså hurtigt de kunne, begyndte de at læsse deres honning af i en gruppe celler i nærheden af dronningen.
Honningen glødede i de mørke gemmer, som om den var selvlysende. Dens lugt var stikkende og hidsende.
Endnu før den første celle var fyldt, kom dronningens kammerpiger ilende som jomfruelige martyrer og tog frygtsomt, men med urokkelig beslutsomhed lidt af den skarpe vædske på deres tunger. Så ilede de bort, bøjede sig underdanigt og bød deres herskerinde honningen.
Hun tøvede et sekund.
Men så syntes duften at beruse hende og jage hver tvivl på flugt. I reglen nippede hun forsigtigt til den nektar, man bød hende, men denne drik kastede hun sig over med en næsten uhyggelig grådighed.
De små tjenerinder fo'r frem og tilbage, men kunne knap made hende hurtigt nok, hun vendte sig fra den ene til den anden, begærlig som en opiumsdranker.

Først da hun var helt overmæt og søvnig, indstillede kammerpigerne deres virksomhed - da hun gav dem lov.
Og selv, da hun træt var segnet om på vokstavlen, rakte hun som i en rus stadig tungen ud, og der måtte bringes hende endnu en portion honning.
De bier, der havde samlet nektaren, var forlængst fløjet ud igen for at hente mere og var allerede kommet tilbage med en ny forsyning.
Til sidst lå dronningen ubevægelig sammenkrøben i en døs; kun de store, svømmende øjne glødede svagt - måske så hun fantastiske drømmesyner glide forbi sit indre blik. Hendes hof- damer hvilede i en kreds omkring hende og betragtede hende bekymret.
Efter en times forløb rejste hun sig igen, og straks var tjenerinderne parat til at made hende igen.

Men denne gang vendte hun sig gysende af afsky bort fra den bitre nektar.
De trak sig forskræmt tilbage.
Så vandrede hun over vokskagen gennem byens centrum og helt ud til den yderste yngelkage og begyndte at lægge sine æg som før.
Undervejs kom hun forbi mange af sine døde børns mystisk forkalkede lig. Hun syntes ikke at ænse dem.
Men hvor hun kom forbi, begyndte barnepigerne med fornyede kræfter at skære de små døde kroppe ud af cellerne og flyve ud i den fri luft med dem for at blive dem kvit. Og jammer og klager hørte op.

I løbet af de følgende dage døde endnu et par hundrede larver, alle af forkalkning.
De blev i stilhed fjernet fra byen.
Sygdommen havde aldrig været epidemisk. Kun hist og her var larver blevet angrebet, muligvis på grund af en nedarvet tilbøjelighed, som de andre ikke havde.
Men nu hørte dødsfaldene op.
Dronningen havde på en eller anden måde helbredt sig selv ved dette kæmpemæssige måltid af bitter honning.
Selv vidste hun hverken hvorfor eller hvordan.
Hun havde fulgt et instinkt, der ikke tog hensyn til hendes kongelige kræsenhed, og nu ville de æg, hun lagde, frembringe normale, sunde, perlehvide larver som før.

I de milde skønne efterårsdage fløj bierne viden om fra gry til skumring og frydede sig over jordens pragt.
Og mens de samlede den sidste honning fra sarte brombærblomster, blåklokker, vedbend og valmuer på de marker, hvor kornet endnu ikke var høstet, så de også de frugter, de havde været med til at frembringe.
Frugthaven var grøn og rosenrød af æbler, som bønderne plukkede af, og tusinder af dem forsvandt i en ciderpresse af sten med en roterende møllesten, der trukket af en tålmodig hest vred de sidste dråber af gylden saft ud af frugten.
Tjørnene var røde af kødbær, hvor de bølgende blomstermasser havde siddet og lokket bierne hid.
Hasselbuskene, hvis undselige småblomster var blevet flittigt besøgt i solrige timer i foråret, var nu tunge af nødder, og landsbyens knøse og piger slentrede langs hækkene og gjorde sig til gode med frugten og flirtede som forberedelse til deres egen fuldbyrdelse af livets krav om mangfoldiggørelse.
De søvndrukne timer svandt og det sene solskins sidste dage gik, mens jorden lå stille og fortryllet af sin egen skønhed.
Om aftenen svævede de trætte bier hjem over vidtstrakte marker med glitrende stubbe. Træerne tegnede sig i sorte kniplingsmønstre mod den klare himmel.
Myggesværme fyldte luften over vandløbet, og deres dæmpede kor havde en antydning af den drømmende melankoli, der giver lykken dens sande fylde. Når de sidste bier hastede hjem i skumringen, kom de tavse flagermus frem; de måtte undgås, for hvis en af dem fangede en bi, rev den straks vingerne af den, før den fortærede kroppen, med hovedet skjult under vingerne, som høgen bærer sig ad - som om det var noget skammeligt at spise kød.

Verden genlød af fårekyllingernes pippen og de aftenlige insekters summen og enkelte ihærdige fløjtetoner fra en rødkælk, der gik sent på jagt under bladene ved foden af hækken.
Mange af bierne havde i disse efterårsdage travlt med at samle harpiks.
Skønt egen stod så støt som et granitmonument, sagde et instinkt dem, at vinterstormene ville bringe den i dirrende bevægelse som en orgelpibe, og for at denne dirren skulle berøre vokskagerne mindst muligt, limede de dem ekstra forsvarligt fast med harpiks.
Da romerne opdagede, at deres bier bar sig sådan ad, kaldte de det stof, de brugte, »Propolis« - »For byen.«
Hvert år kræver indsamlingen af det mange biers liv, men liv »for byen« er altid til rådighed.
Arbejdet med at indsamle og blødgøre stoffet er hårdt og kedsommeligt; sommetider bruges det til at spærre adgangen for den sommerfugl, der kaldes dødningehovedet eller endog til at fange den i; flere hundrede gram bliver bragt hjem i løbet af efteråret, og hvert gram har måske kostet adskillige bier livet.

Hver revne og sprække blev fyldt med det for at holde trækken ude om vinteren.
Stammen på hver fyr, hver hestekastanie og hvert blommetræ i kilometers omkreds blev gransket for dråber af det kostbare stof.
Veje, tage og andre steder, hvor der var brugt asfalt, blev undersøgt af bierne, der kastede sig over hver skinnende plet af den klæbrige masse og ivrige fyldte deres blomsterstøvkurve med stoffet.
Mennesker og trafik på vejene, fugle og krybdyr og forsultne små skabninger på tagene og i træerne rullede mod dem som kolosser eller gik direkte til angreb mod dem. Nogle bier blev trampet ned eller tromlet flade, uden at nogen vidste noget om det; andre blev snappet og spist; og mange flere, der med mirakuløs kløgt og behændighed havde undgået alle farer, døde simpelthen af overanstrengelse.
Men hvad rolle spillede det; byen blev mere sikret og beskyttet for hver dag, mere og mere ren og velforsynet og rede til vinteren. Skønt der stadig ikke var truende tegn på vinterens komme i de fredfyldte dage og rolige, mumlende nætter.

Så kom hvepsene.
Bier er ikke bange for hvepse. Hvepse laver ikke som andre bier invasion i fanatiske hære, der er gejlede op ved rytmiske og mystiske krigsdanse og er rede til hellere at dø kæmpende end måske dø af sult senere.
Nej, hvepsene kommer tre eller fire sammen, fordi de er så skurkagtige og upålidelige, at de ikke vil slutte sig sammen med andre om et fælles angreb af frygt for selv at gå glip af det bedste bytte. Ligesom gangstere slutter de sig sammen i små bander, og hver især nærer et lønligt håb om, at de øvrige vil blive dræbt, så rovet ikke behøver at deles.
En hveps er individuelt meget stærkere end en bi, den er hurtigere, har dobbelt så kraftige kæber og en brod, der kan bruges atter og atter uden fare for den selv.
Da den første hveps blev set i luften uden for byen, hvor den fløj op og ned og lod, som om den ville forsøge at smutte ind ad byporten, betragtede skildvagterne den med hånlig vrede.
Dens kunster og dikkedarer i luften var beregnet på at lokke dem bort fra deres post ved porten. Så ville hvepsen med sine længere og kraftigere vinger føre dem rundt i en vild dans højt oppe i luften for til sidst at styrte sig ned og fare ind i byen, før de kunne lande og forhindre den i det.
De havde aldrig set en hveps, men alt dette vidste de med usvigelig sikkerhed, og derfor krøb de sammen, skulder mod skulder og vimrede foragteligt med følehornene, næsten som om de rakte næse.

Hvepsen betragtede dem ondt.
Den fløj pludselig sidelæns, lod, som om der var sket noget med dens vinge og fløj videre med slagside.
Den vaklede i luften, som om den blev nødt til at lande på egen, hvis den ikke ville falde til jorden, og dejsede kejtet ned på stammen i nærheden af porten, hvor den blev stående, rystende over hele kroppen, som om den var døden nær.
Det var endnu et forsøg på at drive skildvagterne bort fra den solide falanks i porten.
Deres vinger sitrede, og deres kæber arbejdede af raseri, men de lod sig ikke rokke af pletten.
Hvepsen sprang spludselig ind bag en hjemvendende bi og prøvede at fare gennem porten. To skildvagter rullede mod den som kugler, og den snurrede let omkring og var i luften igen, lurende på en lejlighed til at foretage et nyt udfald.

En anden hveps glimtede frem i luften.
De to gjorde sig ikke den ulejlighed at slutte alliance. De hadede hinanden ligeså meget som de hadede bierne.
Hver gang en af dem prøvede at smutte gennem porten, fo'r den anden også ned, angst for at gå glip af en god chance for tyveri.
Ved et af disse forsøg på at forcere porten kom skildvagterne farende ud en lille smule før end ellers og fik fat i spidsen af en lang sølvvinge.
I det frygtelige virvar, der fulgte, før hvepsen kunne befri den flossede vinge, fløj den anden røver lige ind ad porten og var straks midt inde mellem vokskagerne.
Den fo'r omkring, dyppede hovedet i en honningcelle, pilede videre, tog sig en slurk igen, puffede en rasende barnepige til side, væltede en bidsk gammel arbejder og løb hovmodigt videre.
Det røre, den havde vakt, var imidlertid for stærkt til at den i ro og mag kunne fylde sin madsæk.
For at vinde et øjebliks pusterum sprang den ud til de yderste tomme vokskager og satte sig her, men før den kunne få hvilet, nærmede en sværm af brølende bier sig.
Den undgik dem vævert og begyndte kæmpende at siksakke sig hen mod porten.
Den havde imidlertid ikke regnet med de indviklede og sindrige fæstningsværker.
Da den løb gennem en gang, hoppede en bi behændigt ned på ryggen af den og bed den næsten midt over.
Dens fart var stor nok til at bære den udenfor, og den stak vildt om sig med brodden; men ude på landingspladsen rullede den hen til kanten og ned på jorden.
Den anden hveps kastede sig straks vildt over den.
Hvepse er kannibaler, hvis de ikke har bedre mad.
Angriberen gjorde det af med sin kammerat med et enkelt bid og begyndte straks at sprætte kroppen op for at suge den ufordøjede honning, den havde stjålet, og som havde kostet den livet. Da den havde sat den til livs, gik den løs på maveindholdet. Lidt efter sparkede den foragteligt til det tomme hylster og lod det ligge, svang sig Op i luften og begyndte igen at patrouillere foran byporten.

Straks fløj en af skildvagterne efter at have forvisset sig om, at der var mandskab nok til at bevogte porten, ned på jorden til den døde hveps' maltrakterede lig.
Den greb det, fløj op i luften med sin tunge byrde og vaklede med vildt svirrende vinger ned på landingspladsen igen. Der lagde den hvepseliget til skræk og advarsel for alle, der måtte komme.
Den flyvende hveps lod sig ikke imponere.
Den forsøgte at krybe i dækning bag liget for derfra at gøre et nyt udfald mod porten, men det mislykkedes.
Så fløj den med en hvislen ind i skoven - men kun for at komme tilbage to-tre minutter efter i håb om at finde vagtposternes antal formindsket.
Det var ikke formindsket, men fordoblet.
Skildvagterne gjorde hånligt front mod den.
I flere timer forsøgte hvepsen med rasende energi at trænge ind til honningkamrene.
Da den blev træt, fløj den sin vej og fangede og fortærede en flue, men kun for at få fornyet kraft til at komme tilbage og spille komedie uden for porten til biernes by.

Hvepse synes blottet for sund fornuft i visse situationer.
Hele den dag og det meste af den næste blev den på sin post, uden at der skete den noget.
Bierne indskrænkede sig til forsvar, de prøvede ikke at gå til angreb.
Andre hvepse kom til.
En eller to slap ind i byen.
Nogle undslap endog med laster af honning. De blev mere eller mindre alvorligt sårede. En af dem dræbte et par bier, som den sprang ind på bagfra, da de var i færd med at fylde en celle.
Angrebet var ikke nogen alvorlig trusel mod byen.
Bierne behandlede det som en forstyrrelse, de vidste, de havde kontrol over.
Til sidst førte en hvepsegrille alle angriberne andetsteds hen.
Kolonien i egetræet var nu blevet betryggende talstærk igen. Alle bierne var i fin form og skinnede, som om de var klædt i silke.

Pludselig blev nætterne kolde. Arbejdet måtte standses meget tidligt, og de voksne bier samlede sig i en tæt klynge i de mørke timer, som om de holdt generalprøve på vintersøvnen, der nu stundede til, og som disse sommerfødte bier aldrig havde oplevet.
Selv skildvagterne blev nødt til at springe op på klyngen, når solen rørte horisonten i vest. Det var i de få minutters tusmørke, der var, efter at solen var gået ned, og før natten faldt på, at en ny ubuden gæst stjal sig ind i byen.
Det var et lille møl på størrelse med en almindelig flue, en lille gråbrun skabning, måske den vævreste i verden.

Voksmøllet smuttede ind på sine pudrede fødder og sprang op på en af de yderste vokskager. Byen var fyldt med en dæmpet summen fra bierne i klyngen, men de havde ikke opdaget møllet, der løb ud og ind i de tomme celler og søgte et godt sted at lægge sine æg.

Hele den nat løb det utrættelige, vimse lille møl fra celle til celle.
Den ville ikke lægge sine æg i celler ved siden af hinanden, for dens afkom ville få brug for et rummeligt areal voks at spise og gnave i.
Den bevægede sig ganske lydløst, men for som et lille dunet genfærd rundt i de ubefolkede gader i udkanten af byen.

Ved daggry så en af de første skildvagter, der begav sig hen til sin post ved porten, sporet af en sitren over en vokskage.
Møllet var forsvundet ind i en celle og krøb skælvende sammen, men da den angst trak sine afrundede vinger ind over kroppen, var det et øjeblik for sent.
Bien stødte til den.
Møllet var så hurtigt i vendingen, at den var ude af cellen og i fuld fart hen over vokskagerne, før bien kunne nå den. Så fulgte et eneste, hidsigt snap, en vild flagren af bløde vinger og en sidste krampetrækning.
Bien samlede det lille lig op, fløj ned fra vokskagen, ud i den kolde morgenluft og lod den lette, flagrende krop dale ned på et grønt blads ligklæde.
Så ubarmhjertig er naturen, at der er få morgener, da mord ikke er en af de første livsytringer.
Bier fo'r ind igen og tilbage til det sted, hvor den havde fundet møllet. Den pilede rundt over vokskagerne i flere minutter og søgte efter flere møl.
En anden skildvagt kom til og fløj i raseri løs på sin kammerat, der utålmodigt rystede den af.
Så søgte de begge energisk. Men der var ikke flere møl.
Og endnu engang var det et mystisk instinkt, der bestemte deres handling. Den ene af dem havde aldrig set et voksmøl. Den anden havde for første gang truffet et for et øjeblik siden; men begge vidste, at de nu måtte lede efter æg.
De gennemgik systematisk de tomme celler og så efter æg, der ikke var så store som et støvgran.

Hist og her fandt de et æg fastklæbet i en næsten usynlig revne i en celle.
Det blev hensynsløst revet ud, båret udenfor og kastet ud af kuben.
Andre bier kom til og deltog i jagten.
I over en time undersøgte de vokskagerne grundigt, og derefter undersøgte de træets indre, gulvet og navnlig forsvarsværkerne ved porten.

To æg blev dog ikke opdaget.


20. kapitel
Tilbage til oversigten