Tilbage til indholdsfortegnelser

7. KAPITEL


Første gang på vingerne



Efter tordenvejret var det slut med solskinsvejret, og i flere dage regnede det uophørligt.
Regnen strømmede ned over skoven fra grå skyer med bræmmer af sollys. Jorden var mørk og stille, men store pletter af blåt skinnede frem mellem de sejlende skymasser, som en frisk vind fra havet jog over himlen. Hvor bakkerne vendte mod lyset oppe bag skoven, klamrede den sejge lyng sig fastere til jorden i den ruskende blæst. Samlebierne blev nødt til at indskrænke deres udflugter, fordi kampen mod storm og kulde tog for meget på kræfterne.
Mange blev tvunget ned med deres altfor store laster og søgte læ bag en stamme, hvor solen varmede, indtil deres udmattede kroppe igen kunne tage kampen op mod den genstridige luft.Sommetider forsvandt solen pludseligt, og den trætte bi blev stående og søgte at samle kræfter ved at svinge kraftigt med maven; og hvis det ikke hjalp, eller hvis en ny byge piskede mod jorden, løsnedes føddernes krampagtige greb lidt efter lidt, de jetsorte øjne blev matte, og selv om bien måske blev hængende halvvejs i drømme til aftenen faldt på, kom enden til sidst som et hvirvlende fald gennem uendeligheden ned i dybet, hvor myrerne ventede for at forvandle alt dødt til skarlagenrødt liv.

Inde i byen klumpede bierne sig sammen for at se regndråberne glimte forbi som myriader af flyvende væsner. Hver dråbe var næsten så stor som en bi.
Kun de kraftigste samlebier drog ud i dette vejr, ikke fordi andre ikke vovede det, men fordi økonomi med liv er den eneste vej til fremtiden. Skønt vifterne arbejdede desperat, øgedes temperaturen stadig i byens overfyldte gader, efterhånden som de utallige nye fødsler gav befolkningen ny tilvækst.
Der var brug for disse nye bier. Om få uger ville hvidkløverens skum bryde frem over de grønne markers bølger, og de små fiskeres ve og vel under det næste års omskiftelser ville være afhængigt af dette havs gyldne afgrøde.

Denne tid lige før en stor honninghøst, var den travleste tid for de små trofaste barnepiger.
De havde syslet om de vokskager, der lå nærmest byens centrum i det tidlige forår, men nu da solen gavmildt sendte sin varme ind i kolonien, havde dronningen lagt sine æg længere og længere ude, indtil en del af næsten hver vokskage var belagt med æg eller yngel på forskellige udviklingsstadier.
Selv på de alleryderste vokskager havde arbejderne travlt med at polere og slikke og rense cellerne, så de var rede til at modtage livets hellige gave.
I den øverste del af vokskagerne var den modne honning lagret i reglen under et låg af lyst, gyldent voks. Det var mad, der var lige til at bruge.
Under dem var der flere honningceller uden låg, fordi honningen her endnu indeholdt for meget vand. De måtte ikke lukkes, før der var fordampet så megen fugtighed, at honningen kunne holde sig ubegrænset længe uden at gære.
Lidt længere nede på kagerne havde cellerne låg af voks iblandet blomsterstøv, der gjorde dem porøse. Herinde udklækkedes bier, der skulle have tilført frisk luft udefra for at kunne ånde. Mange partier af disse celler ragede lidt længere ud end de andre, og de husede de unge droner.
I andre celler, der endnu var åbne, sås perlehvid yngel på forskellige udviklingsstadier, ligefra de næsten usynlige larver til de rudimentære skabninger, der omtrent var på størrelse med en bi, med hoveder og nogenlunde færdigt formede kroppe, men uden vingernes mystiske gave.
Ved siden af dem var der tildækkede celler, hvor vingerne kunne vokse uden at blive beskuet af profane øjne; og bag disse igen strakte ivrige følehorn sig som søgende hænder gennem de bristende vokslåg.

De spæde bier kæmpede sig med ynkværdig utålmodighed frem mod livet, forvildede, men i blind tillid til, at den verden, de ikke kunne se, ville være skønnere end deres drømme.
Hvem ved, hvilke evigheder disse små skabninger synes, de har tilbragt i denne halve bevidstheds tåge, langsomt døende og møjsommeligt stridende sig frem mod livet igen, hver gang en slidt ham krænges af, og en ny forvandling begynder et nyt uendeligt tidsspand, der må tilbagelægges, før det næste mere fuldkomne stadium nås.
Hvem kan sige, med hvilken utålmodighed og brændende længsel de gennemlever de sidste øjeblikke, når de ved sig fuldkomne, men er skilt fra livet ved en oblat af gyldent voks, hvorigennem de kan skimte utydelige skygger af virkeligheden ile hid og did og fornemme tilværelsens brogede mønster, som deres røde livstråd er rede til at lade sig væve ind i!

De sætter kløerne i cellens lukke indefra, bider det igennem, kaster sig mod åbningen, tvinger hovedet igennem og ser virkelig, ser med undrende øjne, der er som store sorte opaler, myriader af væsner, der myldrer omkring, alle travlt optaget af hver deres underfulde hverv.
De arbejder med skuldrene og gør sig fortvivlede anstrengelser for at komme ud og blive fri.
De tvinger et ben gennem låget og kan hverken komme frem eller tilbage, mens dyrebare sekunder, der aldrig kan indvindes igen, går tabt.
De ser hjælpeløse på farverne og mylderet og den muntre travlhed, mens de selv er ubevægelige som døden. Men så samler de kræfter til et voldsomt stød, vokset knækker, de vrikker sig igennem - og de er ude og står blandt utallige skabninger af deres egen slags, de står på randen af brede kar med honning, de kan spise, de kan røre sig, de kan meddele sig og blive forstået - og de kan flyve.

De vakler, dunede og kluntede, af vejen for de travle arbejdere, der støder imod dem med utrolig ligegyldighed og nonchalance - de har tit nok været ude for disse irriterende små egoister.
Måske bliver de væltet omkuld af en skødesløst svunget blomsterstøvkurv. Så rejser de sig og piler et andet sted hen, for livet er slet ikke, som de drømte om det, det har skarpe kanter og er fuldt af truende farer. De bliver væltet igen og bliver vant til det og til den gnavne brummen, der ledsager knubsene.
Så melder sulten sig.
Den gennemtrængende duft af ny honning får dem til at skotte forsigtigt til højre og venstre - og så stikker de hovedet ned i en åben celle....
Måske bliver de smidt på hovedet ned i den, fordi de stikker bagen længere ud, end det er skik og brug - og intet i biernes by er mere fristende end sådan en struttende bag.
De bakser sig ud igen med ansigt og hår drivende af glitrende guld og lærer i en håndevending den næste kunst i livet - at vaske ansigt.
Sandelig dette er at leve - at pile rundt, blande sig i myldret og frådse i honning!
De sætter sig ned og begynder at opdage deres kroppe. Indtil nu har de kun været sæde for følelser. Nu ser de de enkelte dele. Flunkende ny, spindelvævslette vinger trækkes ind under ben, der er forsynet med en pig til at rense dem med -de vil trænge til at blive renset en dag, når de er pudret med blomsterstøv fra den ukendte verden.
Følehorn så glatte som fløjl bliver besværligt lirket ind i et hak i de forreste ben, og firs småbitte tænder beføler, hvad der engang vil blive en filtret hårmasse.
De kraftige kløer på det tredie par ben åbnes og lukkes i henrykkelse over at bruge muskler, der aldrig har været brugt.
De små bier ved ikke, hvorfor de bevæger disse kløer, men snart vil der være arbejde at gøre for dem.

Den lange tunge kommer til syne og bøjer sig og rører voksmurene og slikker muntert tæerne.
Alle de tusind dufte, der er ensbetydende med hjemmet, indsuges en for en.
Lyden af vifternes vingeslag, barnepigernes vuggeviser, samlebiernes vilde kor, de små hofdamers blide madrigaler, skildvagternes marchsange, sommerbrisens ømme hvisken og dens duftende budskaber, de dansende blades indsmigrende kalden, det fjerne fuglekvidder det er den symfoni, der byder bien velkommen til verden.
Og der er ingen overlegne ældre kammerater, der prøver at kue dem - de er født flyvefærdige.
Ingen søger at hæmme dem i deres nye frihed. De kan vandre, hvor de vil, over alle vokskagerne, nysgerrige stikke hovedet ind i hver celle, overvælde de travle, for hvem de barnlige lege er afløst af arbejde, med spørgsmål, der aldrig besvares.
De kan lade sig dumpe ned på ryggen af folk, der har alvorlige pligter at varetage, eller de kan fare frem og glo de forbipasserende lige ind i ansigtet; de kan fylde sig, til de er ved at revne og sove som dovendyr og komme i vejen for alle uden at få andet end et venskabeligt puf som svar, og det er kun en fornøjelse mere, for det vidner om kammeratskab og interesse.
Alle føler sig uimodståeligt draget mod den brede stribe af sollys ved byporten.
Men en vis frygtsomhed efter fødselskvalerne sidder dem endnu i blodet, og skønt de går frem mod lyset med hungrige øjne og lugter til det med de vimrende følehorn og strækker de dirrende tunger ud for at smage på det og rører ved det varme intet med de løftede fødder, vover de sig ikke videre. De fornemmer det samme som i deres puppetilværelse - de har de samme tågede visioner om farver og skønhed og lyde og uhyre, ukendte glæder et sted derude, hinsides porten.
Sikkert det samme mennesket føler, når han forestiller sig Himlen.
Barnepigerne tager sig ikke mere af deres små søstre, der selv skal være barnepiger om fire og tyve timer - den eneste tid til leg, der er dem forundt. Barnepiger er trættekære og selvbevidste skabninger, der ved, at den tunge, der slikker vuggen ren, regerer verden og sommetider døver den med daggammel visdom, som ingen ænser.

De har deres pligter, og de håber, de kender deres plads, der synes at være alle vegne, og deres stemmer er skingre, når det kommer til en strid om, hvorvidt en poleret celle skal bruges til den honning, der nu begynder at overfylde byen, eller om cellen skal reserveres til vugge
. Naturligvis bliver den vugge; bien, der vender hjem med sin honninglast kan være træt og have ret logisk set og så videre, men barnepigen, der er ladet med selvbevidsthed, føler sig som fremtidens vogter, som skæbnens tjenerinde.
Desuden er hun godt skåret for tungebåndet og utrættelig som de ganske unge er det.
Derfor må honningsamleren gå andetsteds hen, og cellen, der skinner som en nyslået skilling, bliver gjort ren endnu en gang med lodne koste og fejespånsfødder, et hoved nikker veltilfreds - og den blide dronning kommer og anbringer ømt en hellig livsgnist lige midt i den nye sekskantede vugge.
Barnepigen betragter ægget med hovedet på siden for at være helt sikker på, at otte hundrede millioner års dronningeinstinkter ikke pludselig er afsporet.
Men der er ingen grund til ængstelse - ægget står lodret på den bredeste ende, og alt er godt I morgen vil dette æg hælde ind mod væggen - men i morgen er barnepigen borte efter i en uges tid at have haft dette første hverv, og nu hænger hun i den tavse klynge, der ihærdigt producerer nyt voks for at skaffe mere lagerrum til den indstrømmende honning.

I morgen vil hendes arbejde være overtaget af den lille nyfødte, hvis korte legedag allerede er fejet bort fra det liv, den higede efter.
Den tredie dag vil ægget ligge på cellens gulv, rede til at udklække sin larve. Den livsspire, der hidtil har næret sig af æggets substans, vil bane sig vej ud i en verden, hvor der findes solidere mad.
Barnepigen vil tilberede dens mælk i sine egne spytkirtler og vil i fire dage sørge for at holde den lille kabning, der vokser så hurtigt, mæt og varm.
Så kræves der atter kraftigere kost; en blanding af halvfordøjet honning og blomsterstøv tilsættes føden og lige til den niende dag, efter at ægget er lagt, vil den forhåndenværende barnepige tilbringe al sin tid med at piske op og ned ad trapper mellem barnekamret og de blomsterstøvfyldte vokskager henne ved byporten - og hun vil stadig blive mere kort for hovedet og ihærdig og værdig, som det sømmer sig en fødselshjælperske, der forløser et væsen af selve tidens skød.

På denne mystiske niende dag vil hun fylde cellen med mad og lade den lukke med et skinnende segl af voks og blomsterstøv, ligeså ukrænkeligt som det segl, der blev sat for en grav i Palæstina i fordums tid, og som dette vil det blive søndersprængt af nyt liv. To og tyve dage, efter at ægget er lagt, kravler den unge bi ud i voksbyen, og den dags barnepige, der måske den foregående dag ved fortvivlede fagter anråbte de forbipasserende om at hjælpe sig ud af barnekammeret, opfører sig idag, som om det hele var hendes værk.
Men sådan er barnepiger....

Mens det bygede vejr vedblev, drev horder og stimer af unge bier, øre af livsglæde, hen mod byporten, hvor de klumpede sig sammen og kom i vejen for honningsamlerne, der gemytligt væltede dem omkuld mindst tusind gange om dagen, for varmen og fugtigheden drev nektar op i blomsterne i sådanne mængder, at vingerne knap kunne svirre og tungerne slikke hurtigt nok til at samle den.
De dunede små spilopmagere vovede endog at drille de trampende skildvagter og blev belønnede med et irriteret skub af en mægtig skulder, der slyngede dem langt væk, uden at der dog skete dem andet, end at de blev forskrækkede.
Som det er skik og brug blandt de meget unge, tog de livtag, sluttede venskaber, pralede uhyrligt, lavede narrestreger og vekslede blikke bag skildvagternes rygge, mens de stadig kom nærmere til den fristende, tillokkende stribe af lys, der vældede ind gennem byporten som en gylden flod.

Hvor de stirrede på den. Sommetider, når solen glimtede frem, blev den brændende klar. Når det var overskyet, var den næsten hvid.
Og lidt efter kunne lyset sitre af flimrende regndråber, der plaskede mod jorden - et fænomen, der aldrig undlod at fylde de uærbødige unge bier med dyb ærefrygt Og så kom en dampende hed eftermiddag, der så ud som enhver anden af disse klare blæsende eftermiddage, men bierne vidste på en eller anden gådefuld måde, at den indvarslede en række ubrudte solskinsdage.
En flok sejge, senede og hovne arbejdere bredte sig hurtigt blandt de utallige unge bier, der var kommet til verden i de sidste dage.
Det var noget andet og mere end det sædvanlige forsøg på at holde justits, som de var så vant til.
Disse bier optrådte målbevidst, og inden de unge bier så sig om, var de trods deres protester og trusler og tumulter blevet fejet hen mod porten, hvor skildvagterne trådte tilbage med ironisk spot i deres blikke.
Arbejderne, hvoraf mange var fuldt belæssede med blomsterstøv eller honning, dannede en kordon bag den mørke flom af unge bier, og til sidst blev den skyllet ud, gled som et sort vandfald over den yderste kant af flyvebrættet og faldt hjælpeløst - ned i det tomme rum, såvidt de kunne se, der klamrede sig fast med kløerne og lænede sig tilbage med hele kroppens vægt for at undgå den samme katastrofe.
Men presset bagfra var som selve skæbnen; der lød en sidste svirren og skraben af fødder, der gled, så var hver eneste genstridig lille bi ude af kuben.
Flere hundrede var allerede styrtet på hovedet ned i bladene ved træets fod og ilede panikslagne i alle retninger.
Andre kravlede op ad græsstrå og plantestængler og endog træstammer med større energi, end de nogensinde havde udfoldet i deres korte liv, men det gjorde dem kun endnu mere desperate at komme til vejrs og dog være så langt som nogensinde fra den trygge, underfulde by, der pludselig var forsvundet for dem, som om den aldrig havde eksisteret, eller i bedste fald nu kun var et sort hul i et mægtigt træ og nogle få glimtende, nysgerrige øjne, der skinnede inde i mørket.

Jorden var dækket af rullende, tummelumske bier, der kravlede ovenpå hinanden og under hinanden og hagede sig fast i hinanden for at samle mod.
Skarer af dem fulgte i hælene på anførere, der vidste ligeså lidt som de selv, og hastede i forskellige retninger, forpustede af angst for ikke at nå et eller andet sted hen og komme i rette tid til et eller andet.
Nogle borede kløerne ned i jorden, vildt besluttede på ikke at lade sig drive bort fra noget, der i det mindste var solidt og ikke som det frygtelige tomrum, de lige var faldet igennem.
Men nogle af dem opdagede i faldet, at de havde vinger.
Det ville være for meget at sige, at de fløj, for de baksede sig usikkert frem, gled sidelæns, kæntrede, busede mod hinanden, kastede hinanden ned på jorden, forsøgte at lande ovenpå hinanden midt i luften, klamrede sig til hinanden som druknende og prøvede at flyve baglæns, samtidigt med at de kæmpede for at komme fremad.
Men - de gjorde alt for at holde sig i luften, opdagede, at de ligeså godt kunne stige som falde gennem det tomme rum, og at de med en hurtig bevægelse kunne undgå en hindring i stedet for at ramle lige mod den.
Først begyndte nogle enkelte og så store sværme af dem at hæve og sænke sig lodret i luften, alle med hovederne vendt mod hullet i egetræet. Og de fornemmede pludselig, at dette var frihed, det var varme, det var ekstatisk fryd! Hvem ville gå - hvem ville kravle tilbage til det gamle hjem - hvem ville lade sig genere af nogen eller noget, der var bundet til jorden?....

Solen strålede.
De havde aldrig før set solen, aldrig følt vellysten ved dens kærtegn. Deres vinger syntes at strække sig, til mange af dem troede, de var blevet ti gange så lange, som de var - og stoltheden bevirkede mangt et fald. De begyndte at gøre kunster i luften og forsøgte ting, ingen bi i verden kunne gøre.
De svulmede af fryd - og hele tiden fulgte de skinnende, drilagtige øjne dem fra byporten, som de svor aldrig mere at ville vende tilbage til.
Bierne nede på jorden dirrede af lyst til at kappes med dem; de begyndte at slå med vingerne, opdagede, at deres luftsække fyldtes - og pludselig satte de i et spring op i luften og blev endnu mere dumdristige end de, der havde fløjet hele to minuttet
. Men det var mere, end de sidstnævnte kunne finde sig i; de fo'r mod dem, og alle stynede til jorden i vildt kaos, men nu gjorde det ingenting, for de kunne flyve op igen lige med det samme - eller næsten før!
Den eminente sans for mønster, der behersker biernes liv, sendte først nogle få og dernæst flere og flere ind i en munter, luftig gavotte.
Stadig med hovederne vendt mod byporten skød de i vejret og dalede ned, dansede frem og tilbage mellem hinanden, fløj sidelæns og baglæns og bukkede og nejede og koketterede; og alt imens de fløj, ændredes deres skurrende, angstfyldte summen til et enstemmigt kor af glæde over livets skønhed.
De havde aldrig før set vindens leg i blade og græs. De vidste ikke, at der var træer eller blomster eller dufte eller skyer. Gud betragtede sit værk stykke for stykke og fandt det godt, men disse unge bier så det hele på een gang og kunne kun udtrykke deres henrykkelse ved sammen at træde denne dans.

I den næste halve time svang de sig op og ned foran egetræet.
Arbejdere, der drog ud og vendte hjem, fløj med filosofisk ro udenom dem eller hastigt igennem sværmen. Til sidst fløj alle på et par undtagelser nær.
De blev trætte på samme tid, som om de var eet eneste væsen, og begyndte alle samtidig at strømme ind ad byens gyldne port.
Skildvagterne behandlede dem med overbærenhed, de puffede dem til side, hvis de forvildede sig ind i de snævre gyder, der var forbeholdt arbejderne, men de gjorde det på en ret godmodig måde.
De lavede et øredøvende spektakel, da de myldrede ind, for alle pralede i munden på hinanden og fortalte de utroligste ting om, hvad de havde set, skønt ingen hørte efter, hvad de sagde.

De unge begav sig øjeblikkelig til deres pladser ved siden af voksvuggerne og begyndte at slikke dem, at pusle om larverne, at undersøge æggene med hovedet på siden og samle føde til de celler, der var rede til at blive forseglede.
De var ivrige og glade over deres pligter. De var ikke længere børn, der sløsede tiden bort og hang ved porten og kom i vejen for alle - de var så heldige at have arbejde, der voldte dem glæde, og de turde ikke hvile et øjeblik, for de og de alene bar ansvaret for slægtens fremtid.
Og dette æg - eller denne larve.... havde der nogensinde eksisteret en smukkere larve end denne? Nej, naturligvis ikke - der havde aldrig været en, der var halvt så velskabt. Og det er følgen af at have de rette folk til at pleje de små - folk, der kan flyve.

På jorden nedenfor egetræet, hvor aftenens kølighed var begyndt at blive følelig, klamrede ti-tyve bier sig stadig fortvivlet til græsstråene.
Det var havaristerne fra den muntre luftsejlads. Nogle af dem havde aldrig erfaret, hvad det var at flyve. Måske var staklerne født som krøblinge; de havde kæmpet og slået med vingerne som de andre, men for dem var luften blevet ved at være et fjendtlig element, og at slå med vingerne var som at slå med hænderne mod en usynlig fængselsmur.
Et par af dem havde fløjet så meget, at de aldrig ville komme til at flyve mere.
En af dem, der var klogere end de øvrige, kravlede med uendelig forsigtighed fra det ene strå til det andet hen til egens stamme, hvor den begyndte en endeløs opstigning og oftere og oftere måtte stå stille og samle kræfter i den tiltagende kulde.
Utallige gange var den ved at opgive håbet, men tvang sig atter til at gå videre. Til sidst kravlede den op på kanten af flyvebrættet og slæbte sig lettet hen til byporten.
En skildvagt fo'r ud, greb den om den smækre midte, trak den hen til kanten og skubbede den ligegyldigt ud i luften.
Den slog ikke engang med vingerne for at bryde faldet, men rullede ned i bladene og blev liggende næsten ubevægelig.

Skildvagterne stirrede ned på de stille skikkelser på græsstråene.
De gjorde lidenskabsløst deres pligt. Kun de fuldkomne får lov at leve i den gyldne by.
Da skildvagterne havde overbevist sig om, at der ikke længere var chance for, at de dernede ville forsøge at kravle tilbage til byens varme, sprang de en efter en op på biklasen og blev hængende. Snart begyndte nattens skabninger at røre sig mellem bladene på jorden på jagt efter bytte.


8.kapitel
Tilbage til oversigten