Tilbage til indholdsfortegnelser

6. KAPITEL


Farvebroen



Efter at det første droneæg var lagt, arbejdede bierne hårdere end nogensinde. De anede dunkelt, at tempoet måtte sættes op, fordi der snart ville udklækkes hanner, der skulle befrugte en endnu ufødt dronning, hvis nærværelse i byen ville nødvendiggøre en masseemigration af over halvdelen af byens indbyggere.
For at imødegå en sådan reduktion af befolkningen måtte der bringes flere og flere bier til verden, og det krævede mere honning.
Derfor fløj de ud tidligere om morgenen og arbejdede til langt ud på aftenen; når dagen var varm, blev de så længe ude, at de sidste først vendte hjem, når tusmørket sænkede sig.
For første gang begyndte de at lære noget om det andet liv, der rørte sig i mark og skov, når dagdyrene er gået til ro ved solnedgang.
Da æbleblomsterne stod i fuldt flor, var det et par gange sket, at bier var vendt hjem efter, at solen var gået ned.
Da havde nogle få dumdristige, der stred sig hjem med de sidste laster af honning, hørt nattergalens klukkende melodier og de sagte lyde af bristende bladknopper og set det grævlingepar, der holdt til i egeskoven, luske rundt i halvmørket, sultne efter vintersøvnen.

Nu var mange flere dyr vågnet til liv.
St. hansorme, der holdt deres lygter i vejret;
hedelærker, der kvidrede deres aften sange uendelig højt oppe under aftenhimlen, hvorfra de endnu kunne se solen; ræve, der sneg sig gennem tykningen; de første oldenborrer, det øre af henrykkelse over at være sluppet ud af deres underjordiske tilholdssteder om vinteren fo'r hid og did og klodset stødte mod alt, hvad der kom i nærheden af dem; regnspover, der skreg og pilede hen over jorden; overalt i luften og på jorden var der liv.

Der var også fjender.
De første hvepse sad glubsk på lur bag bladene på de øverste kviste i hække og træer og ventede på bier, der trætte og fuldt belæssede vendte hjem i aftenkulden, der allerede var begyndt at lamme deres bevægelser.
Netop som bien stred sig forbi, fo'r hvepsen frem i et sikkert spring og bed bien i nakken midt i luften. Hvis biddet var helt vellykket, virkede det øjeblikkeligt og fuldstændigt lammende.
Når bien begyndte at falde med stive vinger, greb hvepsen den med kløer og kæber og bar den levende, men ganske hjælpeløs, hjem til sin rede, hvor den lod den ligge en dag eller to, i stand til at se og føle, men ude af stand til at røre sig, indtil hvepseynglen forlangte friskt kød.
Ofte kunne man også se hvepsene dræbe og hjemføre plantelus, sommerfuglepupper, myg og andre levende væsner eller bortføre døde insekter; men de foretrak at gå på jagt, det tilfredsstillede bedre deres naturlige grusomhed.

Om dagen tilbragte bierne nu megen tid med at hente vand fra åen til yngelen. Bortset fra de perioder, hvor der var særlig megen honning at høste, holdt dette arbejde dem fuldt beskæftigede.
For bierne var åen, der løb gennem skoven, et levende væsen. Den rislede og klukkede gennem en bred rende, kantet med mos og bregner og purpurrød kattehale, der kastede skiftende mønstre af skygger over den lysende overflade og spejlede en himmel, der var skønnere end den virkelige, for de hvide fjerskyer og det skiftende blå krusedes og glitrede ved vandets kåde bevægelser.

Men bierne var agtpågivende over for det lunefulde uhyre. Det gav dem vand, men sommetider opslugte det dem også.
De foretrak solvarmet vand og samlede det hovedsagelig fra randen af lave pytter, hvor hestehove var sunket i mudderet, eller fra spredte stænk mellem græsset, hvor solen bagte mellem pilene langs åen.
Hver bi havde sit yndlingsdrikkested, der røbede dens individuelle indstilling til livet.
Der var de ivrige, der altid havde travlt og ikke havde tålmodighed til at sysle med småting som vandpytter, men absolut måtte styrte sig ned til selve kanten af den mægtige flade af riflet sølv. Disse bier blev ofte drillet af pjankede vandfluer, som de ærgerligt fo'r efter, men aldrig kunne fange.
Længere hen på sommeren blev de vandbærere, der var sent ude, plaget af de kække hvide og sorte døgnfluer, der svirrede og flagrende dansede sig gennem deres livs eneste aften og tit med vilje generede de insekter, de mødte på deres vej.
Forsigtigt balancerende på en våd gren vuggede bierne rytmisk med kroppen og betragtede med ejermine alt, hvad der omgav dem.

Ældre bier valgte våde sten i betryggende afstand fra vand kanten og indsugede den liflige væde, der næsten var ligeså varm som den krydrede luft.
Andre slog sig ned på en gren, der dyppede i vandet og kravlede ned ad den til vandets krusede overflade. Det var farligt. Mangen en bi var pludselig blevet fejet ned fra den forræderiske mørke bark af en strømhvirvel og havde forgæves kæmpet for at komme op, iskold og våd og stadig mere udmattet, til det leende, sorgløse vand lukkede sig over dens hoved og den sendte et sidste blik op mod den solfyldte verden, der blev fjernere og fjernere, jo dybere den sank ned i vandet.
Sommetider så de drikkende bier tunge kreaturer trampe ud i åen.
Bierne lettede irriteret, hvis en mudret klov kom for truende nær for straks at fare tilbage igen så snart den kluntede kolos var kommet af vejen. Sommetider svirrede de ondskabsfuldt summende om koens hoved. Det var leg; de ville ligeså lidt have stukket en ko som et piletræ; men uhyret savlede af forskrækkelse og tumlede bort, slagen af bukolisk rædsel, og jog rimeligvis en ny vinget kohorte op i luften ved sin flugt.

Ikke alle vandbærere går til samme drikkested. Nogle synes, vandet har en sødere smag længere nede ad åen.
Enkelte flyver så langt som en kilometer fra deres by for at samle det livgivende fluidum.
Tungerne med deres hundrede rækker af fine hår fejer frem og tilbage og opfanger de skinnende dråber i hårene, mens de jetsorte øjne i uendelig små billeder spejler den blå himmel og dens flimrende genpart i åen, de viftende pileblade, de svajende siv og de svømmende vandplanter.
Når vandbæreren vender tilbage til byen, bliver den underkastet en særlig grundig undersøgelse af skildvagten, der sommetider holder den fast mellem sine skællede følehorn eller truende sætter kæberne i den.
Hvis der ikke bliver gjort modstand, er dens greb omtrent så lempeligt som en jagthunds i et stykke vildt, men enhver anden reaktion end underkastelse ville straks medføre døden.

Det er mærkelige skabninger, disse skildvagter, der er mere kønsløse end de golde arbejderbier, stærkere end den største drone og mere ubarmhjertige end vandløbet, der kvæler en druknende bi. De er kvindelige væsner, blottet for medlidenhed med selv den mest dunede unge, som de ville sønderlemme uden andre følelser end en grusom glæde over den ringe anstrengelse, det kræver at rive de spæde lemmer af.
Forfremmede - eller måske degraderede - blandt de tusinder, der flyver ud for at samle den søde blomstersaft, bliver de fra at have været elskovens budbringere nu dødens.
Hæslige, skaldede og bistre som bødler står de ved byporten, hviler sjældent og er selv da altid parat til at ile tilbage til deres post, og således fortsætter de, til de dør. Der er kun en halv snes af dem ad gangen; når en dør, udnævnes en ny.
Udvælgelsen foregår blandt de mest krigerske af samlebierne, bier, hvis vilde temperament og nøgne torsoer kendetegner dem som fødte slagsbrødre.
Måske har de overlevet en uafgjort tvekamp med en hveps, de tilfældigt er stødt sammen med ved åen eller midt i luften; dens kæber, der er som små leer, har mejet dunene af ryggen på den fremtidige skildvagt, der har undgået det dødelige slag med en kraft og smidighed, som viser dens skikkethed til mere dystre livsopgaver.
Måske er den slidte, skinnende krop blevet poleret ved tilfældige knubs, den har pådraget sig i kraft af sit iltre, agressive temperament.
Men valget af de ubehårede bier til skildvagter er ikke tilfældigt; som en bryder, der er indsmurt i olie, kan skildvagten vanskeligt gribes, modstandernes kæber glider på det arrede hoved og benene og kroppen - og så kommer det uundgåelige stød, der sender endnu en lille bevidsthed ud i det evige rum.

Der er dem, der påstår, at skildvagterne bliver dømt til deres arbejde, fordi de har forsøgt at udplyndre en anden bikoloni og skaffe sig honning ved rov i stedet for ved flid. Skønt resten af befolkningen finder sig i deres udfordrende og brutale væsen, er dens kontakt med dem altid præget af had, der fortager sig i samme nu som undersøgelsen er overstået.
Skildvagterne er ligeglade. De kender ikke til kærlighed. De hader hinanden ligeså bittert som de hader dem, der i lovligt ærinde passerer ind og ud, og de ubudne gæster, som de med rasende vellyst kaster sig over med mordhensigter i hver sitrende fiber i kroppen.
Undertiden, når to samtidigt farer mod en hjemvendende bi og modvilligt må slippe den som uskyldig, betragter de hinanden dirrende af had og flyver forbitret løs på hinanden, tager livtag, kæmper sig svirrende med vingerne hen til udgangen og lader sig falde ned i græsset nedenunder.
Men en disciplin, der er stærkere end deres raseri, skiller dem ad, og de springer atter op til deres forladte poster, rede til med dobbelt ondskab at vende deres snappende kæber mod en virkelig fjende.
De er som højere væsner; i kraft af deres had, hader mere.
Som de første der i det kølige gry forlader den døsige varme i biernes klase, indtager de deres poster længe før den tidligste vandbærer er på benene.
De er de sidste, der springer op på klasen om aftenen, når den sidste honningdrukne svirebroder er vendt hjem. De sover aldrig, men lader kun deres jernkræfter hvile en smule, og de hænger agtpågivende nærmest ved byens indgang. Enhver ukendt lyd eller bevægelse i natteluften kaster dem hen mod porten, som om skæbnens usynlige saks havde klippet dem ud af deres folks tætte, varme masse.

Hvis en fremmed dag eller nat kommer for nær til byen, ligegyldig om han er så blid som en nattergal eller så kæmpestor som et menneske, løber skildvagterne med stive ben uden for porten,ud på »flyvebrættet«, fylder deres luftsække ved en hidsig svirren med vingerne, strækker de uhyggelige hoveder frem, planter fødderne fast og er rede til en kamp på liv og død.
De er de første, der går til angreb og helst mod fjendens øjne, som de prøver at stikke brodden i.
Andre bier kan følge med dem ud og forsøge at stikke hist og her, men skildvagterne prøver at blinde modstanderen.
Andre bier stikker undertiden brodden ind uden at indsprøjte gift, men skildvagterne stikker for at volde fortræd.
Andre drejer sig sommetider rundt og rundt for at få lempet brodden uskadt ud, men skildvagterne tvinger den ind, til den ikke kan komme længere, og så sætter de med et ryk bort fra den og flår indvoldene ud af deres egen krop, kun opsat på, at giftsækken skal udtømme sin sidste, bitre dråbe i såret, så ingen gift går til spilde, og ofret ikke spares for nogen smerte.

Idag var skildvagterne endnu mere gnavne og arrige end ellers.
Der var stadig sammenstød og tumulter.
Hjemvendende bier blev brutalt grebet og næsten smidt ind gennem porten i egetræet. Skønt det er en lov, ingen må bryde, at der aldrig må ydes modstand mod en skildvagt, var der noget truende i den måde, de hjemvendende bier reagerede på. Dyrebare klumper af blomsterstøv, der møjsommeligt var indsamlet, blev væltet ud af kurvene og rullede bort. Gamle bier, der havde et helt livs tjeneste bag sig, blev kastet omkuld og puffet og sparket af vejen.
Den ophidsede stemning forplantede sig hurtigt til byens gader. Man skubbede og stødte med vilje til hinanden. Hornede fødder trampede på de unge bier, der stak hovederne ud gennem deres cellers vokslåg og i hast trak sig tilbage igen.
Fredsommelige barnepiger blev trængt bort fra deres små af samlebier, der hastede mod honninggemmerne.
Kun dronningen og hendes jomfruer syntes uanfægtede, som om der hvilede en fortryllelse over dem. Disse jomfruer tjener kun deres gudinde en dag eller to; så bliver de sat til andet arbejde og afløst af endnu mere fuldkomne og yngre jomfruer med ivrige tunger.
Den ophidsede summen i voksbyen steg i styrke.
Men herinde skyldtes den noget mere end forbitrelse over skildvagternes bølleagtige optræden.
Den skyldtes angst - panisk angst.
Bierne fo'r hid og did i de gyldne gader. Arbejderbier kom væltende ind, mange af dem kun med halv last, nogle fuldstændig uden. Deres bevægelser var krampagtige og præget af sanseløs rædsel. De rendte hovedet mod cellerne. Nogle af dem dukkede forvildede ned i de åbne honningceller og begyndte at fylde sig med honning for at kunne transportere den med sig, hvis en dommedagskatastrofe skulle ramme byen.

Vifterne ved indgangen sled mere i det, end de nogensinde havde gjort det i deres liv. Ligemeget hvad der forestod, måtte deres uselviske arbejde fortsættes. De borede kløerne ind i træet, bøjede de kraftige ben for bedre at kunne gribe fat og svirrede med vingerne hurtigere, end øjet kunne følge det.
Forstyrrelsen i byen bevirkede, at de forskræmte kroppe udstrålede mere varme, og mere varme måtte skaffes af vejen ved en kraftigere cirkulation af kølig luft.

Kølig luft! Luften udenfor blev ligesom tykkere, varmere og mere fugtig. Den havde en syrlig lugt. I stedet for at forfriske virkede den beklemmende, udmattende og vakte en underlig ubestemt frygt.
Flere og flere bier myldrede ind, dødtrætte, skønt ingen af dem nu havde nogen som helst last.
De velkendte træer i nærheden rejste sig truende og unaturligt høje i et uhyggeligt rødligt lys. En vild flagren og dirrende uro og afmægtig fortvivlelse syntes at fylde atmosfæren.
Himlen var purpurrød og hang lavt over en knuget jord, hvis levende væsner var forsvundet og hvis planter ligesom dukkede sig. Skønt luften kom og gik som hed, ildelugtende ånde, var der en kulde bag den, som om døden skred forbi.
Fra det uendelige fjerne kom med svimlende hast en mørk uvejrssky sejlende over himlen, og pludselig jog store skinnende regnspyd ned over jorden, som udslynget af en hær af djævle.
Og lige i hælene på den piskende regn, der ruskede i træerne, kom et lummert vindstød.
Med eet brast en truende karmoisinrød sky som en rose og fra dens indre rullede et tordenskrald ud over jorden, længere bort end øjet kunne se. Biernes nervøse uro forvandledes til lammende rædsel.
Den mørke, levende strøm, der havde bølget frem og tilbage over vokskagerne standsede, og bierne krøb sammen som man kunne tænke sig, alt levende vil krybe sammen, når verden går under.
Et glimt af lys kastede et dødningeagtigt blåt skær uden skygger ind over den gyldne by - og forsvandt for at efterlade alt i mørke. Endnu før det normale blege lys var kommet igen, fyldte en buldrende torden atter universet, hvor jorden kun var som et dansende støvgran. Det gamle stive egetræ fo'r sammen med en gysen, og himlen åbnede og lukkede sig.
Byen rystede.
Bierne sad ydmygt ganske stille.
Udenfor strømmede regnen, så det var uudholdeligt at høre på, og den syntes stadig at tage til.Men et øjeblik efter, da bierne endnu sad ganske ubevægelige,som om de ventede på at få lov at trække vejret igen, rullede tordenen bort i det fjerne som en drukken kæmpe, regnens trommen aftog og endelig plaskede de sidste store dråber mod jorden.

En solskinsplet svøbte sig som en gylden kappe om træets fod, hvor hver linie og flade glitrede, og pludselig steg en uudholdelig sød, ganske svag duft op fra den våde jord.
I stilheden svang med eet en regnbue sit syvfarvede skærf fra himmelrand til himmelrand.
Foden af regnbuen forvandlede farverne på jorden tyve meter fra egen, og et genskær eller en flygtig glans derhennefra blev synlig i byen.
Bierne strømmede i vild fart mod porten og vældede som en flom af glinsende sirup ud på flyvebrættet foran indgangen. Det mest fantastiske var, at de var ganske stille. Der hørtes ingen summen. Ingen vinger slog.
De klumpede sig kun sammen og stirrede på den prægtige farvebro, der strakte sig fra dem ud i uendeligheden.
Hvad kunne de de mekanisk strømmen af myldrende kroppe.
Langsomt blegnede synet. Mellem de forrevne skyers smudsige grå kanter skimtedes den friske blå himmel. Bierne flød ind gennem byporten igen, og skildvagterne var lavmælte og ledede mekanisk strømmen af myldrende kroppe.

Inde i byen begyndte den flittige arbejdsbrummen igen at stige, men der var noget dæmpet over den, og efterhånden som aftenskyggerne blev længere, sank den til en næsten uhørlig summen, nattens sang.
Regnbuens pragt havde gjort et overvældende indtryk på bierne. Måske er det deres farvesans, der er så uendelig mere intens end vor, der gør dette syn næsten uudholdeligt skønt.
Støvets børn havde beskuet de evige guders værk.


7.kapitel
Tilbage til oversigten