Tilbage til indholdsfortegnelser

12. KAPITEL


Dronernes dag



Shakespeare skrev om »Den dovne, gabende drone,« men i biernes by var dronerne ligeså tidligt på benene som nogen anden.
Skønt de er større og tungere, har bredere hoved og krop og længere og kraftigere vinger end både dronningen og arbejderne, er de harmløse og godmodige; de har ingen brod og bruger aldrig deres kæber til angreb eller forsvar.
Der er ingen kurve til blomsterstøv på deres ben, og deres tunger er for korte til alvorligt arbejde, når det gælder indsamling af honning. De kommer ikke til verden før i maj eller juni, efter juli udklækkes der kun få af dem, og de får sjældent lov til at leve september måned ud.

Der er en smuk logik i, at kroppe, der kun er skabt til elskov, lever i en evig sommer, fritaget for alle pligter og begavet med en synsevne, intet levende væsen har magen til, og som i alle enkeltheder genspejler den soltindrende evigheds farver og former, før døden gør slut på alt, måske i lidenskabens højeste øjeblik i den hyacintblå luft.

Tretten tusind sekskantede linser, der vender i næsten alle retninger, giver hvert øje en fantastisk synsvidde og styrke. Livet må synes dem såre skønt.
En stor, skinnende, kraftig ung drone sprang fra vokstavle til vokstavle kort efter daggry en dag, da honninghøsten endnu var i fuldt sving. Den morede sig med at smage på de forskellige arter af honning i cellerne med en kenders kritiske strenghed.
Som visse menneskelige livskunstnere nærede den ringeagt for alt, hvad der var meget af, uanset kvaliteten; hvis der var for meget af noget, var det straks mindre tillokkende.
Den vragede honning fra æbleblomster, løvetand eller kløver af dette års høst.
Den rullede elegant tungen om en anelse af en bleg, brunlig honning - den var for sød.
Så måske denne nektar af tornblad med sin eftersmag af søndenvind? Den var for tynd, afgjort for tynd, konsistensen spillede ligeså vel en rolle som smagen.
Honning fra hjertet af en mørk valmue, hensunken i vellystige drømme. ... Meget delikat, men lidt for tung på denne tid af morgenen - selv om den ville være ideel om aftenen med de millioner af farvetoner.
Den klare gyldne saft her stammede fra skovvioler; men den kræsne gane fandt den en kende flov, der manglede fylde i aromaen; det var en drik for kvinder, men knap lødig nok til at være helt fuldkommen.
Og denne, fra en klynge forglemmigejer ved åens bred? Aha! Her var den rette bouquet - men hvor var aromaen? Har De aldrig truffet en fuldendt skøn kvinde med en tarvelig sjæl?

Måske resedaens gennemsigtige nektar?
Dronen står med skrævende ben, og dens øjne skuer ind i et ukendt rige med sælsomme farver og former og rene nydelser. Da den endnu en gang nipper til denne helt fuldkomne honning, ser den en by af koral og ild med draperier af havets skum, med stjernelyse trapper og omgivet af bjerge af skinnende perlemor, hvor en smægtende gudinde hviler på et klæde af guld med ansigtet mod det rosenfarvede gry.

Den lille sybarit går videre og modstår kun fristelsen til endnu engang at dyppe hovedet i den underfulde resedahonning, fordi den i tide husker, at frådser! ville sløve appetitten til de tusind nydelser, der venter i solskinnet udenfor, rede til at fornøje den.
Solen stråler over en verden i guld og blåt, og dronen slentrer forbi skildvagterne, sætter i et spring femten meter op i luften og lader vingerne gå tre hundrede gange i sekundet af lutter livsglæde.
Dens summende sang er kraftigere end nogen arbejders, da den stiger op mod himlen og ser egeskoven svinde under sig, mens den lysende horisont rykker længere bort og åbenbarer en videre og skønnere jord.
Fra sin syvende himmel ser den halvtreds tusind arbejdere fra sin egen by nede i kløveren, alle travlt beskæftigede med at samle honning til den selv, og en million fra andre bikolonier sværme mellem hinanden og fare i alle retninger over de nikkende kløverhoveder, som flyvende kugler i en alfekrig.

I dens bevidsthed modnes en plan om et dristigt eventyr.
Den vender hovedet mod den fjerne landsby og sætter med en fart af tredive kilometer i timen, syngende af fuld hals, mod nogle halmkuber bag en klippet hæk i præstegårdens have. Den lader sig rutsje ned med svimlende hastighed og lander i et tæt mylder af arbejderbier, der farer ud og ind ad indgangen til en af kuberne.
Dronen skridter kækt hen mod skildvagterne, puffer dem til side og går indenfor. For dronerne har af mystiske årsager adgang til enhver by - mens deres søstre og endog deres dronning ville blive dræbt øjeblikkelig, hvis de forsøgte at tage sig samme frihed.
Det var en herlig spas - at udforske nye gader, at gnide sig op ad de fremmede, at betragte de små i vuggerne med en ungkarls mistillid og forbavselse over, at man gjorde så meget væsen af alt dette småskravl, at tilfredsstille en ubegrænset evne til undren ved synet af disse fremmede, der arbejdede som besatte, opførte nye mure, gravede ud og forseglede forrådskamre, fyldt til randen med honning.
Det var også løjer pludselig at bore sig frem til et honningkar, der netop skulle lukkes, og smage på indholdet, ligesom for nådigt at godkende, at honningen virkelig var moden til at blive tilproppet, og derefter fare af sted igen, fulgt af skingrende protester, fordi karret nu igen måtte fyldes.
En mundsmag hist og her, en hurtig løbetur for at undersøge, hvorfor der var opløb et sted i nærheden, et kækt og anerkendende blik på dronningens velskabte skikkelse og poliske nik til hendes piger, en opdagelsesrejse gennem ukendte og spændende gader, og så ud i solskinnet igen for henrykt at konstatere, at luften var varmere og mere vellugtende end nogensinde.

Et spring op i luften uden hensyn til et sammenstød med en landende arbejderbi, der væltede og trillede over flyvebrættet ned i græsset - den slags kan jo ske!
Dronen, der var tungere og havde større vinger, genvandt balancen midt i luften og steg og steg uden andet formål end at bruge vingerne, ligetil den fornemmede en behagelig træthed; så gled den nedad igen og nød at mærke den kølige brise mod sin lodne krop.
Og pludselig opdagede den, at den kredsede om kirketårnet, hvor klokkerne ringede middagen ind.
Her var millioner af interessante ting at betragte - porerne i det grågrønne lav, insekternes siksakflugt, himlens farve over kirkens grå sten.... og sandelig, der kom en arbejderbi med to kurve fulde af blomsterstøv og forsvandt ind i en sprække højt oppe i tårnet.
Dronen ilede efter den, drevet af en nysgerrighed, der skød som en flamme gennem kroppen, og fandt en nedtrampet afsats, som den bumpede ned på til stor forskrækkelse for fem-seks arbejdere, der kom farende ud og måtte bringe sig i sikkerhed på muren for ikke at blive puffet ned, og så var den ved porten til en by, hvis lugt med eet forekom den velbekendt.
Skildvagterne kastede et ironisk blik på den og lod den passere.
Åh, her var spændende - en by under opførelse, og rig anledning til vigtig kritik af de nye mures kanter, kvaliteten af de ufærdige honninggemmer, støvet, som de altfor travle arbejdere ikke havde nået at få helt fjernet den dag. Og så var der denne ejendommelige lugt og atmosfære, der forekom så kendt.
Naturligvis! Det var jo kolonisterne - udvandrerne.
Og her var et mandfolk hjemmefra, der kunne og ville fortælle kolonisterne, hvilke nyheder der var autentiske og hvilke der ikke var det. Og folk derhjemme ville nok spærre øjnene op, når de hørte, hvad der foregik på dette sted, de var adskilte fra ved et uhyre hav af luft.
Dronen stod på fæstningsanlæggene ved porten og strakte hals for at få et bedre overblik over det hele. Den sprang rundt på de ufærdige mure og var skiftevis beskyttende, anerkendende og utilfreds.
Trætte arbejdere var triumferende vendt hjem med de første dråber af timianhonning, som den nådigt og uopfordret smagte på, og straks så den for sit indre blik en uendelighed af purpurrøde sletter og blev stående som forstenet til stor ærgrelse for arbejderne, der uærbødigt puffede den af vejen for at komme videre med arbejdet.
Den kom på benene igen og støvede sig af og pudsede sig, på ingen måde forknyt, selv om denne kraftanstrengelse nødvendiggjorde endnu en slurk af den kongelige drik, som den i hast sikrede sig, da en arbejder vendte ryggen til.
Så hoppede den ned ad den gyldne gade og ud i den eftermiddagssdlle luft.

Fra sit tyve meter høje udspringspunkt satte den i doven, men fuldendt glideflugt ned over engene og landede i et nøddekrat.
Selv jordens ånde var blevet sød i den bagende sol.
Ikke et blad rørte sig, fuglesangen var forstummet, og ikke et insekt summede.
Dronen satte i et pludselig energisk spring op på et blad på den yderste spids af en slank hasselgren, der gav efter og satte sig i svingende bevægelse, frem og tilbage, frem og tilbage, mens dronen drømmende vuggede med og fiskede i hukommelsen efter en tåget slægtserindring om havet uden dog at finde noget, og den var iøvrigt også ligeglad.
En spraglet sommerfugl gled ned ad en solstråle og havnede på et blad i nærheden, hvor den skiftevis bredte vingerne ud og foldede den sammen for at lade sig beundre.
De blå påfugleøjne i vingerne havde nøjagtig samme farve som den skyfri himmel. Hasselbuskens skinnende bark spejlede et utydeligt og forvrænget billede af sommerfuglen, der brystede sig koket, helt forelsket i sit eget spejlbillede; så nejede den sirligt, satte vingerne i sitrende bevægelse og flagrede muntert videre.

Dronen lod selvbevidst blikket glide over hele landskabet for at se, hvad der ellers kunne more den.
Tyve meter borte sad en gammel gøg fuldstændig ubevægelig inde i skyggen på en baggrund af kviste og blade, og lige i nærheden af den var der to til.
Tre gøge sammen vakte dronens opmærksomhed, selv om disse fugle ofte færdes flere sammen efter midsommer.
Så hørte den fra krattet ved siden af en sagte basken af vinger, der nærmede sig gøgene. Et øjeblik efter lød den samme lyd et andet sted, længere borte, og pludselig vågnede hele det slumrende krat og allevegne hørtes ophidset kvidren og brus af vinger, raslen af blade og forbitrede, hadefulde skrig. Gøgene hoppede op gennem grenene og svang sig op i luften som en flok høge, og bag dem flaksede og flagrede og skreg forfølgerne, en snes mindre fugle af forskellige arter.
Men flygtningenes lange og spidse vinger gav dem hurtigt større og større forspring, og en for en måtte de mindre fugle indstille jagten, indtil et hæst og hånligt »kuk-kuk!« lød ganske svagt i det fjerne, hvor tre små prikker forsvandt i det blå dyb.
Hver adspredelse var for dronen som vin i den duftende varme.
Den gyngede sagte på sit blad i flere timer og iagttog alt omkring sig.
En dovenkrop var den, men den ladede ivrigt hukommelsen med de talløse skønheder, der bød sig frem hvert minut, som aldrig kunne leves om igen. Hvor mange, der bekymrer og ængster sig hver dag, tilbagelægger ikke den bugtede vej fra fødsel til død uden nogensinde at opdage jordens pragt?
Men dronen kendte den og frydede sig over hvert glimt, som en elsker fryder sig over skiftende lys og skygge på sin elskedes ansigt. Hvad fordel ville man have af at leve tusind år og aldrig smage en sådan sommereftermiddags valmuesøde honning?

Træernes skygger flyttede sig tålmodigt over den solplettede skovbund, og til sidste rørte kanten af en skygge dronen. Den skuttede sig, bredte silkevingerne ud, svævede roligt op i det klare solskin og satte kursen mod egeskoven. Undervejs blev dens opmærksomhed fanget af en kaprifoliumranke, der snoede sig ud af en hæk. Den gled ned og blev hængende der bjergtagen en halv time som en lurende, der er ude af stand til at røre sig, fordi han er trængt ind på mystiske enemærker netop som selve sommerens åndepust fremmaner en overjordisk, lammende musik fra alferigets kaprifoliehorn.
Mens den hang der, iagttog den alt omkring sig.
I et krat hundrede meter borte lagde den mærke til en skovdue, der fornøjet sad på sin rede.
Duemor så helt dronningeagtig ud i sin fine grå dragt og med de yndefulde hovedbevægelser. Lidt efter rejste hun sig, og to tykke dunede unger kom til syne på det fletværk af kviste, der var deres hjem. Hun blev stående og så ømt på dem for lidt efter at flyve bort, måske for at skaffe føde.
En kanin smuttede forbi.
I samme nu, dronen fik øje på den, sprang den, kåd som en drilagtig skovtrold, lige ned mod det vagtsomt spidsende øre og satte i et brummende brøl, der fik kaninen til at fare afsted som et brunt og hvidt lyn for først at standse tyve meter længere borte ved indgangen til sin hule, hvor den slog alarm ved at lade bagbenene gå som trommestikker.

Men nu længtes dronen endnu en gang hjem til de velfyldte honninggemmer.
Den fløj over kløvermarken, hvor den summende flid var mere hektisk end nogensinde i den sene eftermiddags søvnige varme, og gled ind i færdslen på luftvejen, hvor honningsamlere med og uden last hastede af sted som to glitrende modgående strømme.
Der var også trængsel af arbejdere ved byporten, men dronen var ikke forknyt. Den landede lidt skævt på deres trætte rygge og kom ridende ind i byen som en lystig Caliban, hvis kådhed kun voksede ved protestskrigene under den.
Den drak tæt, pudsede sig, mindedes tilfreds manglerne i de to fremmede byer, den havde besøgt, og vidste, at det var godt at være hjemme. Så bestemte den sig til at nyde den udødelige dags sidste glæder, før himlen i vest hejste aftenrødens banner mod den blå himmel.
Den skridtede ud, svirrede så kraftigt med vingerne for at fylde sine luftsække, at vifterne gav ondt af sig flere timer efter, og sprang op i luften.
Den fløj i større og større cirkler, slog kolbøtter i luften, gled skråt ned, steg lodret op og dykkede ned i svimlende fart.
Fra en af disse styrtflyvninger fløj den pludselig lige ud og landede på et tilfældigt blad. Noget, der lignede ængstelse, rørte sig i det lille elegante væsen, der aldrig havde kendt andet i livet end leg og kærlighed og varme og lykke.
Nede under den, hvor de første aftenskygger langsomt samlede sig ved træernes fod, gik en grævling. Den store skikkelse, der var mange gange større end hele den by, dronen boede i, bevægede sig langsomt, og der var noget tålmodigt og søgende over det hvidstribede hoved. Den gik næsten lydløst i de visne blade, vendte det kolossale hoved fra den ene side til den anden og løftede den buskede hale netop så meget, at den ikke slæbte i grenene og bladene.
Dronen klyngede sig fastere til bladet, da uhyret dernede gned en stridhåret side mod det unge træ og fik hver kvist til at skælve.
Et sted bag biens altseende øjne rørte der sig en slægtserindring om grævlinge, skønt dronen aldrig havde set eller hørt om en grævling, og en sælsom uro fyldte den med en dunkel viden om, at her var en af nattens skabninger ude ved højlys dag, hvad der var uhyggeligt og skræmmende, som om solen pludselig havde givet sig til at skinne midt om natten.
Dronen skød op i luften og fløj som et projektil lige hjem til byen.

Da den passerede skildvagterne, stivnede vingerne på deres rygge, og ved dette signal kom reserverne, der hvilede i vagtstuen i fæstningsanlægget ved porten, straks ilende til og løb med strittende hår ud ad porten, en efter en for at ransage universet med bistre, udfordrende øjne.
Rent instinktivt begyndte arbejderne foran porten at fjerne sig derfra, som om der blev gjort klart dæk til kamp.
Mange, der var på ve] mod markerne, vendte pludselig om og tog opstilling i de sorte regimenter inden for porten. Andre, der kom hjem fuldt belæssede med honning eller blomsterstøv, standsede brat og så sig tilbage, og da de ikke kunne opdage nogen overhængende fare, anbragte de i hast deres byrder i de nærmeste celler mellem hinanden og ilede tilbage til porten, lettede og kampberedte.
Langt inde i skoven kunne man høre fjendens tålmodige og rolige skridt komme nærmere og nærmere.


13. kapitel
Tilbage til oversigten