Tilbage til indholdsfortegnelser

15. KAPITEL


Dødssværmene



En dag eller to efter grævlingens angreb glimtede en sort bi i solskinnet uden for egetræet, og to skildvagter gik straks løs på den.
Den vendte om og tog flugten, men en tredie skildvagt mødte den midt i luften og greb den i vingen, før den kunne ændre sin siksakkurs.
Begge faldt ned på jorden med de første to forfølgere ovenpå sig. Næsten inden disse to havde rørt jorden med fødderne, var den fremmedes hoved og vinger revet af, og kampen var forbi.

De tre skildvagter, der dirrede af grum iver, greb de sørgelige rester af liget og fløj op med dem til landingspladsen foran porten, hvor hold af arbejdere stadig var i gang med reparationerne.
Her blev den sorte, mishandlede krop udstillet til skræk og advarsel for ligesindede.
Ligesom skovfogeder udstiller de døde kroppe af skadedyr, ligesom de grinende hoveder af forrædere blev naglet til byporten i gamle dage, således udstiller bierne liget af en død røver.

De solfyldte timer, der nu var så livsvigtige, syntes at flyve som minutter.
Hver time betød en lidt større chance for at overleve vinteren, endnu en lille udbedring af forsvarsværkerne, der i så stor hast var opført bag byens port.
For ingen af indbyggerne gjorde sig nogen illusioner om fremtiden. Sårene på den sorte røvers maltrakterede krop var som åbne munde, der råbte til andre, at de skulle komme og tage hævn.

I skumringstimen blev endnu en sort spejder fanget højt oppe i egetræet af en enlig skildvagt, der var ude på aftenens sidste runde.
Skildvagten gled ind på den bagfra og bed den midt over, før den overhovedet vidste, hvad der var sket med den.
Også det lig blev båret ned og lagt uden for porten. Bier, der gik ind og ud næste morgen, kravlede ligegyldigt over kadaverne, men passede på ikke at komme til at sparke dem ned.
Dagen gik, uden at der skete noget, men henimod aften dukkede igen en patrouille på tre iltre sortglinsende bier op, øjensynligt gamle udvalgte krigere.

De fløj i sluttet kampformation og afviste med overlegen lethed et angreb fra en enlig vagtpost, som om de havde gjort det mange gange før.
De spildte heller ikke deres tid på manøvrer. Vingespids mod vingespids dykkede de ned og fløj lige ind ad porren, hvor de væltede nogle arbejdere, der var vendt sent hjem.
En forsvarer faldt ned på ryggen af en af dem, da de ilede gennem den snævre passage. Dens hoved blev bidt af af en af de sorte, i samme øjeblik den anbragte foden på den fremmede bis vinge, men det lykkedes den i en sidste dødstrækning at sende sin brod dybt ind i angriberens krop.
De to overlevende pilede om et hjørne og gennem revnen i træbastionen ind i byen.

Vokskagerne myldrede af bier, og de sorte forsvandt i mængden.
Skildvagterne, der var i hælene på dem udstødte et skingert, jamrende sirenehyl, der blev hørt overalt.
Arbejderne standsede arbejdet, barnepigerne forlod ynglen; hver indbygger i byen løftede hovet, spændte musklerne i kroppen, havde brodden rede og stirrede undersøgende på de bier, der var i nærheden.

Men røverne havde været på den slags ekspeditioner før.
Kampvante banede de sig vej gennem en flok unge bier og fyldte med en advarende brummen hurtigt deres honningsække.
De unge bier gloede på dem, men var for betuttede til at gribe ind.
De havde aldrig været uden for byen, og selv om et instinkt fik vreden til at røre sig i dem, var de for uskyldige til at forstå, hvad dette betød.
De havde aldrig været vrede og anede ikke, hvad de skulle gøre, men de trippede uroligt og summede misfornøjet.

De sorte, der var fuldt belæsset med deres stjålne bytte, satte kursen mod udgangen. En af barnepigerne opdagede dem og satte efter dem, fulgt af en krigerisk gammel arbejder, der endnu ikke havde fået blomsterstøvet tømt ud af den ene af sine kurve.
Et øjeblik efter havde flere hundrede andre bier sluttet sig til forfølgelsen.
De sorte fo'r gennem en passage i en vokskage, sprang over på en anden og trak sig ind i en revne i træet. Herfra søgte de at gøre et nyt fremstød mod porten. Kun den gamle arbejderbi med den fyldte kurv var stadig i hælene på dem.
Den løb ganske tavs, den overlod det til dem, der havde energi til det, at brumme.
Med et morderisk sikkert instinkt for den rette manøvre sprang den pludselig ud til siden og satte lige mod porten.
De to røvere så det og opgav at gemme sig. Nu drejede det sig om et kapløb, der gjaldt livet.
Det var klart, at arbejderbien ville afskære dem tilbagetoget; de satte skulder mod skulde og kastede sig over den lige foran de indre forsvarsværker ved porten. En vinge, som den forsøgte at afværge angrebet med, blev revet af ved skulderen.
Men smerten formåede ikke at stille dens hævntørst, og det lykkedes den med en krampagtig bevægelse at brække et sort bagben af og derefter gribe den lemlæstede om brystet. Den tumlede videre i vild fart med hele kroppens vægt presset mod den brækkede benstump.
Uden at slippe taget i hinanden rullede de ud af porten, hvor den uskadte sorte gav arbejderbien nådestødet.
Den segnede død om, men hundrede bier strømmede ud ad indgangen og kastede sig over den sårede røvers krop, som de huggede i småstykker og smed ud i luften.

Den anden røver undslap.
Den svang sig op i luften, smuttede fra en snes angribere, susede af sted gennem skoven og forsvandt ud af syne.

Hele byen var i oprør.
Ligeså hurtigt, som da grævlingen nærmede sig, samlede kampformadonerne sig.
Denne gang stillede de glitrende kompagnier op inden for porten. Kun skildvagternepatrouillerede udenfor.Alt
arbejde standsede undtagen den allernødvendigste pleje af yngelen og et hastigt byggearbejde for at gøre selve porten snævrere.
Tusinder af bier befriede sig for deres byrder, ryddede pladsen inden for porten og børstede sig for at være i god kampform. Andre proppede sig hurtigt med honning for at samle kræfter.

I henved to timer stod de kampberedte, uden at tvivle på at angrebet ville komme. For de ved, at når det først er lykkedes en spejder at trænge ind og undslippe igen, varer det ikke længe, før der kommer en hel invasion.
Den heldige spejder fløj en lille kilometer ned i dalen til en halmkube og gik ind. Den gjorde sig ingen ulejlighed med at lægge honningen i en celle, men svansede op og ned ad gaderne, svingende med bagkroppen blandt mylderet af sorte bier.

Disse sorte bier er af gammel race og tapre, blodtørstige krigere.
Så snart de mærkede den søde duft af tyvegodset, begyndte først en lille gruppe og snart utallige skarer at følge i hælene på anføreren, alle svingende med bagkroppen og svirrende med vingerne. Nogle sprang frem foran geledderne, og andre hoppede mod hinanden med en vild mimik som negere i krigsdans.
Og det var faktisk en krigsdans med et bestemt og grufuldt mål. Gade for gade blev mobiliseret på denne sælsomme, hidsende måde, og snart var titusinder af sorte bier strømmet sammen i en disciplineret masse, der brutalt gennede alle, der ville arbejde eller forsøgte at undvige, ind i rækkerne.
§å begyndte hele stimlen, stadig anført af røveren, at bevæge sig hen mod byporten. Det var et gruopvækkende syn. Et stort og ordnet samfunds organiserede march mod forbrydelsen er et af de uhyggeligste fænomener i verden.

Fem minutter efter, at den første bi var vendt hjem, var tredive tusind røvere på vingerne i sluttet formation som en luftflåde, der drager ud for at foretage et lynangreb.
Her var intet af sværmningstidens kådhed, men lige flugt gennem den trykkende varme sommerluft.
Undervejs til den gyldne by slog de ned på en lille nyanlagt kube i en have i nærheden. De fejede skildvagterne til side i kraft af deres talmæssige overlegenhed og trængte ind i byen.
Der var ikke tale om kamp, kun om brutal, sanseløs nedslagtning. Forsvarerne, der stod over for en femdobbelt overmagt, lod sig simpelthen overrumple og opgav mismodigt kampen, næsten før den var begyndt.

Men så skete der noget mærkeligt.
Som på et signal standsede sejrherrerne deres vilde massakre på de forsvarsløse og forskræmte bier; i stedet strakte de en blodig tunge ud og begyndte at slikke deres modstandere, hvis antal nu var skrumpet stærkt ind. Og i samme øjeblik berøringen skete, bredte fordærvelsen sig til dem, der var undgået døden, og som nu begærligt greb den eneste udvej for frelse.
De nettede sig, de begyndte at vove sig frem af deres huller og kroge og sparkede til ligene af deres søstre, de havde gemt sig under. De brystede sig og gjorde sig til og fraterniserede med angriberne. Og som for at fuldbyrde forræderiet gik først nogle af dem og derefter alle på hovedet i honningcellerne og plyndrede deres egen by!
De vendte sig om, våde af honning, og bød angriberne tage for sig af retterne.
De løb med uhyggelig iver hid og did for at vise, hvor de bedste vokskager var. Alle tog del i udskejelserne.
Barnepiger forlod deres spæde og stod og nikkede bifaldende og hjalp endog til, da de sorte for morskabs skyld rev yngelen ud af cellerne, kastede larver ud af kuben eller med raffineret grusomhed bed hul i honningceller for at drukne de små levende pupper, der ikke kunne røre sig, men med rædselsslagne øjne fulgte, hvad der skete.

Nogle minutter senere var de sorte på vingerne igen med tusinder af hjælpetropper fra den plyndrede kube i kølvandet.
De fløj bort fra deres hjem så hurtigt, som om helvedes latter rungede bag dem, besudlede af unævnelige synder mod deres egne søstre.... og efterlod sig noget endnu værre, en ødelagt og skændet by, hvor al honningen var røvet eller gået til spilde, og som råbte til himlen om modermord - for blandt de lemlæstede skildvagter lå liget af den unge dronning.

Mange af bierne i de forenede hære havde allerede forspist sig i røvet honning, men dog styrede de målbevidste mod egetræet.
De var propfyldte og kunne ikke bære mere, men når bierne først er besat af kamplyst og blodtørst, er de ligesom mennesker ikke til at standse.
Men denne gang ville de ikke møde en hær af quislinge.
Mens den sorte, truende sky nærmede sig og kredsede omkring træerne i nærheden, som om de ikke ville angribe, marcherede skildvagterne i den gyldne by roligt frem og tilbage foran de opstillede regimenter og konstaterede med mut stolthed, at disciplinen var i orden. Så kastede angriberne sig pludselig ned som en mørk haglbyge, og slaget begyndte.

Øre af mord og rov og berusede af deres held kastede de sig ikke blot mod selve hovedporten, men mod hvert hul og hver sprække, der kunne tænkes at føre ind til byen.
Hele egestammen var levende af bier.
De gik på med dødsforagt og uhyre mængder omkom i porten, hvis nærmeste omgivelser snart var fyldt med en tyk klæbrig masse af bier, der vred sig i dødskrampe.
Under kommando af skildvagterne slog den gyldne bys disciplinerede soldater fra sig, til de knap kunne røre sig af træthed. De dræbte utallige fjender, men led selv uhyre tab.
Det første sanseløse fremtød havde taget et stykke af porten og sluppet angriberne ind i selve byen. Men de skildvagter, der var tilbage, vidste, hvad fremstødet havde kostet fjenden, og godtede sig ondt.

De sorte og deres ryggesløse allierede tog porten og pladsen indenfor den med storm og nedlagde nådeløst hvert levende væsen, der kom i vejen for dem.
De gyldne forsvarere veg ikke, før de blev revet i stumper og stykker, og det var, som om de enkelte dele af deres kroppe stadig slog fra sig.
Den første vokskage, hvor forrådene af blomsterstøv var, blev erobret og oversvømmet med sorte krigere, hvoraf utallige var dødelig sårede.
Gulvet i træets hulning dækkedes af et tykt lag af bier, der var segnet i kampen. De fleste var døde, men mange sårede søgte forgæves at slæbe sig et andet sted hen at dø og satte hele massen i en kravlende bevægelse.

Den anden vokskage blev angrebet og systematisk ryddet.
Den indeholdt yngel, som de sorte i et orgie af sanseløs grusomhed rev ud og smed op i luften. Men af en eller anden grund kunne de ikke få de sidste forsvarere trængt bort fra et hjørne af denne vokstavle.
Måske var det eftervirkningerne af deres frådseri, der gjorde sig gældende.
Hele angrebshæren kæmpede med fyldte honningmaver, og den samme grådighed, der havde gjort dem modige og krigerske, blev nu deres ulykke.
De begyndte at blive trætte.
Fra brohovedet i hjørnet af vokskagen kastede de gyldne forsvarere stadig friske styrker ind i slaget, og angribernes overlegne foragt bortvejredes.
Pludselig var det dem, der kæmpede for livet.

De gyldne skildvagter sendte ufortrødent nye reserver mod den smalle front.
Den vaklede, tvunget tilbage af forsvarernes utrolige tapperhed og vildskab, indtil de sortes linier blev uhjælpeligt splittet og revet op, og gyldne horder begyndte at strømme gennem åbningerne i fjendens geledder.
Men nu meldte vanskelighederne sig fra en anden kant. En reservehær af sorte havde hakket og bidt sig ind gennem harpiksvinduerne, hvorigennem alle regnbuens farver plejede at vælde ind over byen ved solnedgang.

Fjenderne myldrede ind i ryggen på forsvarernes hovedstyrke, huggede ned for fode og prøvede i et djævelsk fremstød at fange den gyldne gudinde, der stod længst borte fra blodbadet og med guddommeligt vemod så tusinder af sine børn blive nedslagtet.
Den fåtallige livvagt omkring hende sluttede sig sammen i en tæt kreds. Men der var ingen fare på færde.
Lige siden de sorte begyndte at bane sig vej ind, havde en flok udvalgte krigere under kommando af en gammel hårløs og hæslig skildvagt ligget i baghold og været forberedt på netop denne eventualitet.
I over to timer havde den gamle, der var den grusomste i hele kolonien, dirret af attrå efter at deltage i kampen, hvis omfang knap syntes vældigt nok til at tilfredsstille dens morderiske lyster.
Nu blev angribernes sidste håb tilintetgjort i en håndevending, og ikke en af de sortes reservehær slap fra det med livet.
En patrouille blev sat til at bevogte brechen, og derefter blev alt øvrigt mandskab kastet ind i hovedslaget.
Gengældelsens øjeblik var kommet.
De sortes hær, der var splittet i isolerede grupper og afdelinger, blev mejet ned. De sorte hade ikke givet pardon, og de bad ikke om nåde.

De døde, som de var kommet, desperate til det sidste; de slog fra sig, de stak, lemlæstede, lammede og myrdede. De gyldne krigeres omringningshære trængte tættere og tættere ind på de kæmpende sorte, trampede de sårede ned og opførte en krigsdans på dyngen af livløse kroppe, før de med usvækket grumhed gik løs på en anden dødsdømt afdeling.
En vokskage blev befriet, den næste besat; hvinende hævnkolonner gjorde ødelæggende indhug i de sortes rækker, og så kom turen igen til de enkelte isolerede grupper.
Også denne vokskage blev renset for fjender, men med enorme tab!

Til sidst kom kampen for at generobre porten.
De mange smuthuller og krinkelkroge og passager i fæstningsværkerne viste sig skæbnesvangre for forsvarerne selv. Men deres raseri var steget til et uvejr, som intet kunne standse.
Ingen af angriberne tænkte på at tage flugten. Hver eneste af dem døde med hovedet vendt ind mod byen.
De sorte og deres blodbesudlede allierede faldt side om side, begge parter med samme dødsforagt.
De blev fejet ud af porten og kastet ned fra landingspladsen.
Slaget fortsattes ned ad stammen, og i græsset nedenunder blev tusinder af døende trampet ihjel og knust af hundreder af levende, der omklamrede hinanden i et sidste dødeligt favntag.
Ikke een af angriberne vendte hjem. Den sorte horde var udslettet fra jordens overflade, som om den aldrig havde eksisteret.

Slaget var omsider til ende. Hundreder af gyldne bier bevægede sig endnu rundt mellem ligdyngerne for at give hver såret nådestødet, hvad enten det var ven eller fjende.
Så begyndte de at fjerne de tusinder af lig fra byen og egetræet.
Arbejdet fortsattes time efter time, selv efter at aftenen var faldet på. En ynkelig hær af sårede kravlede og gled ned ad egestammen og begyndte den sidste møjsommelige vandring til kirkegården ved åen.
Og endnu en gang stimlede den stille hær af skovens sultne dyr sammen på begge sider af den uselviske kolonne, der vaklende stred sig frem.
Orme stak deres blinde hoveder op af den fede, frugtbare muld og trak de svagt vimrende bier ned i jorden for at begrave dem levende; og fuglene sad på deres kviste i den synkende sols sidste stråler og sang en jublende takkesang til Gud for dette måltid, der krøb forbi under dem og var så let tilgængeligt.


16 kapitel
Tilbage til oversigten