Tilbage til indholdsfortegnelser

20. KAPITEL


Dødedans



Det blændende efterår fortsatte med mildt solskin og stille luft, som om det aldrig skulle ende.
Bierne i byen nød hver solfyldt time. Verden, der havde været så fuld af farer for dem, var blevet fredelig.
Uden at de var klar over det var døsigheden, der går forud for vintersøvnen, ved at snige sig ind over dem.
Der var ikke mere tale om henrykt masseflugt fra byen, så snart solen rørte egestammen.
Der var så hyggeligt og varmt mellem vokskagerne, og morgenluften udenfor var så skarp og kølig. Arbejdet standsede også, før solen rørte horisonten.
Der var ikke megen nektar at hente, selv om man kunne drive tiden bort på behagelig måde i brombærhegnene, hoppe fra blomst til blomst i det uendelige, nippe en anelse honning i hver og derefter falde hen i en døs, før nye opdagelsesrejser blev foretaget.
Der var ikke flere blomsterknopper, der bar bud om ny livsudfoldelse.
Træerne og græsset og blomsterne, der lyste som stjerner i det, syntes alle at hvile, som om deres værk var fuldbragt.
Nu var det kun i det fulde sollys så varmt som inde mellem vokskagerne. Det gav en fornemmelse af tryghed at vende tilbage til dem. Der blev ikke gjort meget i byen; der var ikke mere honning at fylde i cellerne, ingen celler at forsegle, og der blev heller ikke lavet nyt voks.
Dronningen var næsten hørt op med at lægge æg, og kun ti højst tyve bier kom til verden hver dag, så yngelplejen var så at sige standset.

Vifterne arbejdede kun en halv time ved middagstid, og byggeriet var hørt op.
De, der havde lyst, kunne bruge deres kræfter til at lægge et nyt lag harpiks hist og her, men den slags arbejde skyldtes overdreven nidkærhed, da hele byen var blevet sat i fineste stand til vinteren af bier, der nu var døde og aldrig selv havde oplevet en vinter.
Byens indbyggere holdt til på de midterste vokskager, beundrede dovent det lydefri murerarbejde, summede uophørligt af tilfredshed over de fyldte forrådskamre, der rummede over halvtreds kilo forseglet honning og gode forsyninger af broget blomsterstøv, og fornøjede sig med at fjerne næsten usynlige støvgran fra de funklende rene og polerede gader.

I al denne tid blev de to mølæg udklækket i byens varme, og kort tid efter begyndte de små hvide orme, der var dukket frem, stilfærdigt og i al hemmelighed at fortære vokset i de celler, de lå i.
I en uhyggelig fart borede de tunneler gennem snese af cellevægge henimod midten af vokstavlen, hvor der var et forråd af blomsterstøv.
De blev større og større undervejs, snart spiste de foruden vokset også blomsterstøv, og til sidst gravede de sig ind i bunden af en celle, hvor der lå en bilarve.
Indtil da havde de arbejdet sig frem ad forskellige veje, men her forenede de deres kræfter og bed sig side om side ind gennem vuggestuens væg og ind i den bløde, modstandsløse larvekrop, der stivnede og døde næsten i samme øjeblik, de rørte den.

De to møllarver havde bag sig efterladt en tunnel fyldt med gazeagtigt spind, der viste deres vej gennem cellevæggene.
Undervejs var de vokset fra næsten usynlige, dunlette væsner til larver, hvis krop omtrent var på størrelse med en bi's.
Men deres hunger efter kød blev deres fordærv.
De kunne have levet af voks i udkanten af vokskagen og spundet deres silkekokoner og sovet ind for at genopstå som møl, der kunne have frembragt utallige efterkommere.
Når bierne om kort tid var gået ind til vintersøvnen, kunne denne mølinvasion været blevet skæbnesvanger; møllene kunne have ødelagt alle vokskagerne, undermineret dem og skåret dem itu, så de var faldet ned fra egetræstaget, og alt var blevet et miskmask af voksbrokker, spildt honning og kilometervis af snavset hvidt gazeagtigt spindelvæv.

Men nu, da de to larver puffede og skubbede til hinanden for at få de bedste bidder af kødet, var der pludselig en barnepigebi, der stirrede ned på dem oppefra.
Med utrolig fart fik de kroppene trukket ind under den ødelagte cellevæg, så kun deres hoveder var udsatte for angreb, og disse hoveder var dækket af en skællet hjelm.
Det var forgæves, at den forbitrede barnepige forsøgte at sætte kæberne i dem. Så slog den alarm med en ildevarslende brummen, og straks myldrede tusinder af bier til.
Barnepigen vendte sig om mod møllarverne igen og stak flere gange brodden mod de skællede hoveder.
Deres brod ville have trængt gennem svært bomuldstøj, men den gled af mod larvernes pansrede hoveder uden at gøre dem den mindste fortræd.
Men det kunne ikke frelse dem! Bistået af en snes andre bed og rev barnepigerne i sanseløst raseri cellevæggene ned og halede det lille mishandlede og afgnavede lig af bilarven ud.
Møllarverne forsvandt ind i hver sin tunnel og forsøgte at undslippe.
Men der var ingen redning.
Bier sværmede overalt, rev mure ned, stod på hovedet ned i celler, stak med deres brodde og snappede efter dem med kæberne.
Det var altsammen overstået på et øjeblik. Begge møllarver blev bidt i småstykker. Jagten fortsattes en time, hver millimeter af de spindelvævsfyldte gange blev revet ned. Hver celle blev undersøgt. De sidste spor blev fjernet og med væmmelse smidt udenfor.
Flere gange den dag kom hele kuben atter i bevægelse ved forlydender om, at der var set andre møllarver. Men det var falsk alarm.

Hele den dag og den følgende kølige nat var der uro og røre i byen og en mærkelig summen, der bredte sig meget langsomt og fik en mere og mere truende og energisk klang.
Kun dronningen og hendes hofdamer tog ikke del deri. De havde trukket sig tilbage til kanten af en vokskage i mærkelig isolation. Dronningen blev der hele dagen og betragtede sorgfuldt alt, hvad der skete, i sin guddommelighed ude af stand til at vende hovedet bort; for selvmedlidenhed eksisterer ikke blandt de guddommelige magter.
Tiden var kommet, da hendes sønner måtte dø.
I begyndelsen summede dronerne mere højlydt end de andre, som sædvanligt lydhøre for enhver form for røre; de ilede hid og did med enorm selvbevidsthed og vurderede hver bevægelse i mylderet med deres kække, prægtige øjne.
Hvis de ellers teede sig således, når en eller anden fælles aktion var under forberedelse, plejede arbejderne godmodigt at puffe dem til side, men nu var alt blevet anderledes.
Hver gang en drone kom forbi, blev han behandlet med en slags medlidende kærlighed og agtelse, som gjorde de fredsommelige driverter frygtsomme og ilde til mode.
Efterhånden som dagen blev varmere, begyndte små grupper af arbejderbier at bevæge sig omkring mellem vokskagerne.
Først så det hele ret tilfældigt ud. De gik op og ned ad de gyldne gader, som om de ledte efter noget, de ikke kunne finde, måske noget, de ikke engang vidste, hvad var.
Til at begynde med var der ingen rytme eller plan; af og til løb to grupper lige mod hinanden og begge gjorde i hast omkring, som om de skammede sig over at blive overrasket, og fjernede sig stille og hurtigt fra hinanden.
Men efterhånden som minutterne gik, blev det klart, at der på en eller anden måde var en forbindelse mellem disse gruppers bevægelser og den almindelige summen i byen.

Det var på dette tidspunkt, at dronernes stemmer forsvandt ud af det brusende kor. De tav pludselig stille og krøb hjælpeløst sammen, hvor de stod.
De klamrede sig fast med fødderne, vendte sig nervøst om for at se på de andre droner og fra dem til de syngende arbejdere, der samlede sig i regimenter og støt bevægede sig fremad, mere og mere taktfast, mens de sang en dæmpet hymne, der umiskendeligt formede sig som en fuga.
Men de klagede ikke over døden, som menneskene gør det.
Harmoniernes pompøse gentagelse var som den evigt bankende puls ved selve tilværelsens hjerte.

Egetræet tonede som en orgelpibe.
Bidanserne, der samlede styrke som bølger ved flodtid, begyndte at bevæge sig i samme retning, alle som een. Ganske langsomt gled de syngende et lille stykke frem mod byporten, veg lidt tilbage igen og gik derpå atter frem, mens sørgesangens tonhøjde og rytme stadig fik en mere og mere ubetvingelig kraft.
Dronerne ventede ikke, til flodbølgen nåede dem.
Som rørt af en tryllestav rejste næsten alle sig fra deres sammenkrøbne stilling og stirrede på det gyldne lys, hvor solen faldt ind gennem porten. Der var noget symbolsk i den måde, hvorpå de vendte sig bort fra deres jordiske boligs mørke mod den fjerne glans og herlighed. Uden at ænse de syngende skarer bagved gik de roligt og værdigt hen mod porten.
I samme nu trak snese af bier sig ud af den stigende flodbølge, ilede frem mod dronerne, rørte varsomt ved dem, kærtegnede dem, glattede deres vinger, børstede deres brune fløjlsdragt og fjernede indbildte støvgran fra den. Andre, der sank ned foran dem, bød dem dråber af den lifligste honning, som forrådskamrene rummede.
Der var en tilbedende beundring i alt, hvad de foretog sig, en patetisk ømhed.
De sagde farvel.
Dronerne, der altid var blevet betragtet som klodsede, enfoldige skabninger, som man godmodigt fandt sig i, blev pludselig overvældet med en næsten hysterisk kærlighed, som om alle ønskede, at de skulle forlade byen med gode minder.
Tidligere ville dronerne have reageret på sådanne følelsesytringer med anfald af fjollet kådhed. Men noget i den stigende flodbølge af sejrrig summen og rytme, der rullede frem bag dem, gjorde dem alvorlige og forlenede dem med en overlegen, mild ro, der næsten var majestætisk. De tog nådigt mod honninggaver, kærtegn og hyldest.
De søgte ingen udsættelse, men puffede venligt dem til side, der kom dem i vejen, og gik ufortrødne frem mod sollyset, som om de trods de samdrægtige skarers eskorte og fortropper, vandrede alene.

Skildvagterne stod opstillet ved porten, og da de første droner passerede dem, løftede de deres følehorn, som om de præsenterede gevær.
Stadig som tryllebundne lettede dronerne fra flyvebrættet og svang sig op i det varme solskin. De fløj en gang rundt om egen, holdt sig et øjeblik svævende i luften med hovederne mod det gamle hjem og stirrede på det med deres prægtige øjne. Så gjorde de brat omkring og fløj på deres stærke vinger ud i det ukendte.
Af disse første tyve-tredive droner vendte ingen tilbage.
De fløj videre og videre over markerne, nogle en kilometer, andre både to og tre.
Da trætheden eller måske en snigende skygge af angst eller sorg lammede deres kraftige vinger, gled de ned, en på en mælkebøttes gule solskive, en anden på en brombærblomst, en tredie i mørket mellem en vedbends blade. De kunne ikke drikke blomsternes nektar - naturen havde gjort deres tunger for korte til, at de kunne ernære sig selv.
Men de klamrede sig fast, hensunken i søde drømme om en evig solbeskinnet og uendelig himmel, og der døde deres kroppe, da aftenens kølighed nåede dem.
Skæbnen havde behandlet dem meget besynderligt og grusomt. De var blevet født; de havde levet, tilsyneladende uden at opfylde noget formål; nu måtte de selvfornægtende tilbagegive deres skaber den lille gnist af levende ild, som de havde næret uden at vide hvorfor.
De havde levet i utilfredsstillet begær, men måske afskedens skønne harmoni på en eller anden måde havde bragt dem en forjættelse om lykkeligere dage med en bedre part i evighedens rigt varierede, levende mønster.

Inde i byen fejede dødedansens stigende flodbølge uimodståeligt frem mod nogle enkelte ubeslutsomme og rådvilde droner, for hvem musikens manende rytme ikke havde været nok.
De klyngede sig desperat til hjørner af vokskagerne, prøvede at undslippe og endog i panisk rædsel at forsvinde blandt de tætte skarer af arbejdere.
Men de kunne ligeså godt prøve at skjule sig for Gud. De blev omringet med iøjnefaldende nænsomhed og forsigtighed, blev madet med honning og klappet og kærtegnet; beroligede eller måske hypnotiserede af lydens fylde og deres søstres ømme og bydende adfærd, befandt de sig også kort tid efter uden for byporten.
Den sidste drone blev eskorteret udenfor, og bag den strømmede et mylder af tilfredse arbejdere, der fyldte porten og flyvebrættet og til sidst med venlige lader tvang den ud over kanten, ud i den duftende luft.
Dronen kredsede forskræmt rundt om træet flere gange i utrolig fart, og så prøvede den at vende tilbage og lande, som den så ofte ustraffet havde gjort det, på ryggen af arbejderne på andingspladsen.
Uden at ændre den summede melodis pulserende rytme, skubbede de den behændigt bort med en medlidenhed, der var mere ubarmhjertig end det vildeste raseri. Den fløj bort og kom tilbage igen, stadig lige uforstående, og anbragte sig til sidst forvildet og ynkelig på den anden side af egestammen, hvor den blev siddende lang tid.
Mængden af arbejdere begyndte langsomt som en vigende flodbølge at trække sig tilbage ind gennem porten og ind i byen.
En time efter at den sidste drone var blevet udstødt, var lyden i byen sunket ned til en sagte nynnen, der var mere dæmpet, end den nogensinde havde været, siden det var blevet sommer.

Da solen ubønhørligt sank mellem skyer i glødende farver, forsøgte enkelte af dronerne at komme ind ad porten igen, deriblandt den drone, der havde tøvet længst med at forlade byen.
Men skildvagterne spærrede indgangen, og disse droner, der hidtil havde haft fri adgang til enhver biby, forstod, at døden grinede dem i møde fra indgangen til deres eget hjem.
Skildvagterne var ikke sentimentale.
Der var ikke brug for disse skabninger i de kolde vintermåneder, hvor ingen dronning ville komme til verden eller have brug for en mage.
Når foråret kom, kunne der udklækkes nye hanner. Disse var forlængst ophørt at være til nogen nytte.
Kun en eller to, der længtes desperat efter byens varme og tryghed, kastede sig sanseløse mod bødlerne. Ude af stand til at kæmpe tog de sløvt mod de dræbende hug, de forsmædelige skub og det sidste foragtelige spark ud i det tomme rum, som de ikke længere kunne flyve i på grund af lemlæstelserne.
Da solen sank, og den kølige efterårsskumring sænkede sig, lå alle de prægtige hanner, der engang havde været så muntre og ubekymrede, spredt for alle vinde, ubevægelige og døde.


21. kapitel
Tilbage til oversigten