Tilbage til indholdsfortegnelser

3. KAPITEL

Det vingede folk



At iagttage et bisamfund er som at se på en af menneskenes byer gennem den forkerte ende af en eventyrlig kikkert, der viser hver eneste livsytring og hver eneste bevægelse og tolker dens betydning. Og dog adskiller bierne sig i visse retninger så fundamentalt fra enhver kendt menneskelig race, at den gyldne by bestandig tryllebinder sindet og fylder det med undren.
Da dansen om bibrødet fandt sted i det tidlige forår, bestod samfundet udelukkende af hunner. Der var dronningen, så strengt konstitutionel som nogen fremskridtsvenlig monark, og alle de øvrige var hendes døtre. Det er det absolutte moderskab.
Og dog vil hendes talløse børn begå modermord - og dronningemord - hvis de bliver forskrækkede, selv om deres henrettelsesmetode er så nænsom og hensynsfuld, at ingen filosof kan afgøre, om drabet sker med overlæg eller skyldes en heftig, instinktiv trang til at beskytte det væsen, der har skænket dem alle livet og burde overleve dem alle og mange generationer efter dem.
Hvis der opstår en faretruende situation, indeslutter titusinder af bier deres dronning og moder i et kvælende favntag. De bider ikke, de vover ikke at bruge brodden, men de danner tæt omklamrede en fløjlssort, lådden bold med hende som midt punkt, og de viger ikke fra hinanden, før de har standset hendes åndedræt, og hendes slanke krop er segnet om. Så bærer de det unyttige og tomme hylster ud på den sidste rejse til koloniens begravelsesplads.

Det er besynderligt, men endnu besynderligere er det, at når en dronning en solfyldt midsommerdag forlader den gamle by med sin sværn, og sværmen slår sig ned på en gren eller en mur, bliver dronningen atter omgivet af de myldrende bier, der danner en tæt klump omkring hende, men da er hun i sikkerhed, hun kan ånde og vil lidt efter dukke frem af deres midte i fineste form, rede til at flyve fire-fem kilometer med sine børn til et nyt bo og skyde en fart, som om hun lige havde styrket sig ved at sætte en mægtig portion honning til livs.
Hun er en dronning af den slags, de ældste tider beretter om. Gift med sin egen brodér, er hun kun omgivet af sine sønner og døtre hele sit liv, der er seks-otte gange så langt som det liv, som er forundt de længstlevende af hendes børn.
Hun alene bærer alles skæbne i sin person. Og dog kan en tilfældig indskydelse fra hendes børns side bevirke, at hun bliver afsat og muligvis ombragt, måske uden at der er sørget for en efterfølgerske, så alle må gå til grunde.

Midt om sommeren kan der være hundred tusind af hendes døtre og to tre hundrede af hendes sønner i kuben, og de er kun en håndfuld af det afkom, hun i sin levetid ser komme til verden, arbejde og dø. Hvilket univers af sorger er her ikke mulighed for, hvis hun er i stand til at sørge; for det er ikke blot hendes lod at glæde sig over at have skænket millioner livet, hun må også se millioner af sine børn dø, mens hun selv som en gudinde overlever den ene generation efter den anden.
Om efteråret må hun se sine sønner blive dræbt af deres søstre; om vinteren må hun, hvis der bliver knaphed på føde, blive ved at spise selv, mens hendes børn først i snesevis, så i hundredvis stikker hovederne ind i de tomme honningceller og sulter ihjel; om foråret, når luften genlyder af de ynglende fugles sange, må dronningen sende sine børn ud i den iskolde vind for at finde føde, vel vidende, at de fleste af dem aldrig kommer tilbage; og hvis det midt om sommeren kommer til krig med en fremmed bisværm, er det hendes skæbne at måtte se alle dø, før hun selv bliver ramt af det dræbende slag.

De andre kan fryde sig over solen, over tusind farvers spil, over millioner af dufte, over synet af en frugthave i fuldt flor, over smagen af vand på en solvarm sten og himlens uendelig blå dyb. Alt dette er nægtet hende. Hun er frivillig fange i den gyldne bys skumring, hun kan ikke følge forvandlingerne i naturen, end ikke gå hen til byporten og smage på luften udenfor.
Det er forunderlige skabninger, hun og hendes børn. Mennesket bilder sig ind at være skabningens herre, men mennesket er klodset i sammenligning med disse små væsner, der hver for sig ikke vejer mere end et af æbleblomstens blegrøde blade.
Fem tusind bier ville knap veje et halvt kilo.
Betragt engang de myldrende borgere i voksbyens gader! De små mørke kroppe er dækkede med hår. Nogle af disse hår er ufatteligt fintmærkede føleorganer. Andre er børster. Atter andre fungerer som beklædning. Mange tjener dl beskyttelse.
Nogle er beregnet på at bære blomsterstøv. Og nogle er der kun til pynt.
Se på dette hoved, der ikke er meget større end et frø! De fem øjne er kun de første af dets vidundere. Se på de to følehorn, hvormed bien kan give meddelelser om følelser, behov, begær og trusler. På arbejderbien har hvert følehorn tolv bøjelige led; menneskets arm er klodset i sammenligning hermed.
Det bittelille hoved har desuden tre par kæber og en tunge, der er mirakuløst i sin hensigtsmæssighed til mangfoldige opgaver.
De tre par ben, der bærer den skinnende krop er også udstyret med indretninger til mange forskellige slags arbejde.
Et sted sidder en striglebørste af stive hår, et andet sted er der en spore til at fjerne klumper af blomsterstøv med; dette lille ben med ni led er et redskab til indsamling af blomsterstøv eller harpiks; det danner kæber, der bruges til at fylde blomsterstøvkurvene med, og er forsynet med hår, der bruges, når bien bygger sine voksceller.
Den lille fod, som knap kan ses af det menneskelige øje, har fem led og frygtindgydende kløer. Mellem kløerne er der en pude, der afsondrer gummi, så bien kan gå på en glat overflade, endog med ryggen nedad.

Bien ånder gennem gæller, der sidder på siderne af kroppen, der så at sige er een stor lunge; gennem disse åbninger fyldes luftsækkene, der gør bien let i luften.
Den elegante krop er iklædt en skællet rustning. Det hårde panser er også andet end en beskyttelsesforanstaltning for i bugpladerne afsondres det voks, der er grundlaget for bisamfundets liv.
Kroppens indre er ligeså forunderligt som dens ydre. Det er næsten ufatteligt kompliceret.
Alene brodden, der ser så enkel ud, ligner mest af alt en fantastisk og skøn blomst set i mikroskopet, der giver menneskets primitive øje noget, der ligner biøjets analytiske fuldkommenhed. Når brodden bruges i vrede, farer den ud, hurtigt som lynet; men den bruges aldrig, før den overflade, den skal trænge igennem, er blevet prøvet med fintmærkende følere, der oplyser angriberen om, hvor dybt brodden kan bores ind i ofret.
Når det gælder sådanne fine fremgangsmåder, er menneskets begreb om tid simpelthen kyklopagtig.
Det, der for mennesket er en brøkdel af et sekund, giver bien tid nok til omhyggeligt at beføle overfladen og vælge den tyndeste hud, før brodden stikkes ind.
Bier ved åbenbart, hvor dødsensfarligt det er for dem selv at stikke. Det lykkes dem meget sjældent at få brodden trukket tilbage. Dens modhager bliver hængende i den gennemborede overflade, og et slag eller måske biens egne vilde, krampagtige bevægelser bevirker, at brod og indvolde rives ud, og angriberen kravler bort for at dø. Når en bi kommer i kamp med et dyr på størrelse med den selv eller lidt større, vogter den sig vel for at stikke; i stedet bruger den forbitret kløer og kæber.
Men hvis en mus eller en grævling, et menneske eller en okse eller måske endda en elefant truer kolonien, er ti tusind brodde klar til angreb, Og titusind liv opofres uden større betænkelighed end eet eneste.
En fin nål er i sammenligning med denne brod så tyk som et brækjern ville se ud ved siden af nålen.
Og selve stikkets mekanisme er højst kompliceret.
En skede stikker først hullet, så borer småspyd sig ind og ud hurtigere end den menneskelige hjerne kan fatte; og dernæst flyder giften ned langs spyddene, efter hånden som det hul, de borer, bliver dybere.

Lige inden for byporten står skildvagterne. Det er gamle, krigsvante bier, der er specielt udvalgt på grund af deres utrolige hurtighed og styrke.
Deres opgave består i at undersøge enhver, der kommer ind, og dræbe alle fremmede.
Hver koloni har sin egen lugt, og ligemeget hvor mange blomster der er besøgt, ligemeget om bien har rullet sig i blomsterstøv, så hele dens ryg er gul, lader skildvagterne sig ikke narre.
Titusinder af bier flyver ind og ud ad porten en sommerdag. Mange hundrede bier flyver ind og ud hvert minut; men en fremmed får aldrig lov at passere ind, og ingen bi kommer ind uden at være undersøgt af de fem-seks dirrende skildvagter, der alle er rede til med lynets fart at rette et dræbende slag mod en ubuden gæst.

Inden for byporten står også »vifterne«, hvis opgave det er at ventilere byen.
De står med fødderne fast plantet i gulvet, og deres vinger svirrer så hurtigt, at de er usynlige.
Der er intet tilfældigt i dette arbejde. Alt er planlagt.
Vifterne står i række og geled og får luften til at cirkulere med netop den hastighed og i den retning, byen har brug for.
Når honningen lagres i cellerne, indeholder den mere vand, end det er tilrådeligt for holdbarheden. Bierne sætter temperaturen i vejret og damper vandet af, og den fugtige luft drives stadig ud af kuben af vifterne, mens en strøm af frisk, tør luft drages ind og sendes rundt til vokskagerne.
For at fremstille et halvt kilo ren honning må bierne fordampe mellem en kvart og en halv liter vand fra cellerne og fjerne det fra kuben.
Det er utvivlsomt anstrengende arbejde at vifte vandet bort på den måde, men bierne opnår nøjagtigt det samme, som mennesket kan ognå med maskiner, og deres metode kan nøjagtigt tilpasses vejrforholdene og byens krav.

I de gyldne gader færdes barnepigerne, unge bier, der endnu ikke har fået lov at samle honning, men ikke desmindre er travlt sysselsat med et arbejde, der er ligeså vigtigt som byttesamlernes.
Det består i at afgive varme fra deres krop for at udklække larver af æggene samt pleje yngelen.
I tre dage pusler de om ægget, så kommer en lillebitte larve ud af det. Hidtil har den levet af æggets substans, men nu skal den mades af barnepigerne med en saft, de udsondrer i deres spytkirtler.
Efter tre-fire dages forløb bliver denne saft suppleret med lidt halvfordøjet honning og blomsterstøv. Den niende dag, efter at ægget er lagt, bliver cellen, hvis det er en arbejdercelle, rigeligt forsynet med føde og forseglet med et porøst låg af voks og blomsterstøv, så det lille levende væsen derinde stadig kan få tilført frisk luft.
Endnu tretten dage bevogter barnepigerne cellen og sørger for, at der er nøjagtigt den rigtige temperatur inde i den - bliver den for høj, vil den lille indvåner dø af varme, og bliver den for lav, dør den af kulde, og det drejer sig kun om få grader op og ned.
I tretten dage arbejder det lille væsen i sin mystiske ensomhed sig stædigt frem mod livet» mod solskinnet og blomsterne - og muligvis døden.

Hvem kan sige, hvilke kvaler det volder den gang på gang at skifte ham? Hvem kan sige, at enhver af disse forvandlinger ikke i sig selv er død og genfødsel? Ved hver forvandling afkaster den, som en sjæl, der mere og mere nærmer sig himlens fuldkommenhed, et kødeligt hylster og bliver smukkere og smukkere. Den uanselige larve udvikler sig til et mærkeligt ufærdigt udseende insekt, der kun halvvejs er levende.
Det forvandles atter til en puppe. Og således følger forvandling efter forvandling, der måske i den bevidsthed, der møjsommeligt udvikler sig, tager evigheder, indtil der omsider fødes en bi.

Den rører sig. Med sine sammenfoldede vinger og tætsamlede fødder er den fuldt færdig fra top til tå.
Barnepigerne, der vimser rundt på vokskagerne, glæder sig og hjælper måske til, når den nyfødte bi, opsat på hurtigst muligt at lære livets fryd og kval at kende, pludselig bider hul i den papirtynde, gyldne væg, der rejser sig mellem den og tilværelsens undere.
Og ikke så snart er det lille væsen kravlet ud og er begyndt at se på alt, hvad der foregår omkring den, og pudse sine vinger, før barnepigerne farer ind i cellen og gør den ren, så den er parat til at modtage et nyt æg - et nyt skridt i slægtens uendelige kredsløb.
Det lodne barn er næsten udvokset - praktisk taget så stor som de ældre, prøvede bier, der fylder honning i cellerne i nærheden med en flid, der synes skærpet ved bevidstheden om, at deres livsløb snart er til ende.

Den nyfødte stikker hovedet ind i en honningcelle og drikker sommerblomsternes nektar.
Den går hen over vokskagerne, undersøger alt, undrer sig og lærer. Snart går den ud, draget mod solskinnet.
Den folder vingerne ud, stiger op i luften med en summende sang, henrykt og triumferende og skuer ned på en skøn jord.
Op og ned stiger den foran kuben, ind og ud mellem træer og græs og blomster, mens den gør sig fortrolig med hvert landmærke, indskærper det i sin hukommelse een gang for alle, og lader indtrykkene bundfælde sig i den besynderlige retningssans, mennesket er så fattigt udrustet med, så den fra nu af altid vil vide, i hvad retning dens hjem ligger.

Nogle timers leg; så er det dens tur til at være barnepige. Og når den har været barnepige, går kredsløbet ubønhørligt videre.

På det næste livsstadium er den arkitekt i byens gader, og når den er fjorten dage, begynder et nyt stadium med honningindsamlingen, hvis den ikke er taget til skildvagt.
Et par uger forundes det den måske at opleve verdens herlighed, at se solen stå op og gå og hjælpe blomsterne med at folde sig ud. Og så kommer enden, som forudfornemmet, da det første liv rørte sig i ægget, der i sig selv næppe var større end et gran af det støv, vi alle vender tilbage til.

I disse insekters liv raser lidenskaberne som i vort eget. Der er ingen elskov, ingen skinsyge eller begærlighed, intet kammeratskab i vor forstand, men der er sult, angst, vrede, smerte og utvivlsomt glæder så intense, som vi ikke kender dem.
Der er rimeligvis også ondskab og synd. Denne skabning,der har draget næring af de uskyldige blomsters sødme, kan blive en røver eller morder eller ofre for sådanne; bien kan såvel som mennesket blive god eller ond, og fristelserne har i lige høj grad tag i dem begge.


4.kapitel
Tilbage til oversigten