Tilbage til indholdsfortegnelser

16. KAPITEL


Den bleggule rytter



Den næste dag fløj svalerne sydpå.
Den mægtige sammenstimlen af fugle, der susede frem og tilbage over lyngen, havde været meget generende og ikke ufarlig for bierne. Og dog var der en trykket stemning i den gyldne by, så snart det blev bekendt, at svalerne var forsvundet ud over det solglitrende hav.
Lyngens purpur lyste akkurat som den foregående dag og gav løfter om uendelige mængder af honning og blomsterstøv; idag var der hverken fugle eller edderkopper, der hindrede bierne i arbejdet, og alligevel var der i byen en mærkelig uro, der afspejlede sig i skildvagternes bryske fremfærd og de belæssede arbejderes nervøse reaktioner.
Det var en af disse klare solskinsdage, man kun oplever om efteråret.
Efter det hæsblæsende forår og sommerens pragtudfoldelse glødede jorden nu i en stille skønhed, der var mere fuldendt end nogensinde, fordi den kun skulle vare så kort.
Men da denne dag og endnu et par ligeså lydefri efterfølgere var omme, begyndte sorgen at kaste sin skygge over det lille samfund. Det var almindeligt, at hundreder af de bier, der fløj ud ved daggry og vendte hjem med en eller to - eller mange - honninglaster, ikke viste sig om aftenen og aldrig lod sig se mere.
Det var de gamle bier, der fornøjede med deres korte liv pludselig mærkede dødens stivhed i deres krop, måske mens de lå en lyngblomsts favn; så strakte de sig ud, tilfredse, og rede til at slumre ind, og faldt ubemærket ned i al den rødviolette herlighed.
Eller døden hviskede dem i øret midt i luften, og de gled stille til jorden med blindede øjne og udslidte kroppe.

Men nu skete der noget, der vakte sorg og uro i byen. Nogle af de unge bier, der kun var et par dage gamle, begyndte at bevæge sig med en apati, der var helt usædvanlig for dem.
De gik om som i drømme.
De glemte at spise eller gik på hovedet i en honningcelle for straks efter at holde op at spise og vandre bort, som om de var kommet i tanke om noget, de måtte foretage sig.
I stedet for at svirre med vingerne af lutter livsglæde, kravlede de tungt af sted, som om de overhovedet ikke havde vinger. De kunne stå ganske stille i lang tid, og når arbejderne venskabeligt puffede dem af vejen faldt de om, blev liggende nogen tid og rejste sig så stift uden at protestere, som om de helt havde glemt, hvad der var overgået dem.
Når de var beskæftiget med barnepleje, viste de hverken stolthed eller glæde. De passede arbejdet som i drømme og foretog sig alt rent mekanisk. Der hørtes ikke en lyd fra dem, hvad der i sig selv var ildevarslende, for normalt lød en uafbrudt nynnen dag og nat fra barnekamrene.

Nogle af dem, der blev hjemsøgt af denne mærkelige træthed, blev forfremmet til arbejde på markerne.
I stedet for henrykte at flyve ud over de lyngklædte bakkers pragt kæmpede de sig gennem luften, som redet af en: mare.
Det tog dem meget længere tid end tilladeligt at samle en last honning, og så blev de stående som fortabte på en lyngkvist, måske i en halv time, før de faldt ned fra den og på en eller anden måde vågnede til liv igen i den søvndyssende luft og stred sig tilbage til byen.
Ondet bredte sig. Og det frygtelige var, at det kun angreb de unge bier.
De gamle arbejdere var ligeså ivrige og opstemte og muntre som før - indtil deres blik faldt på de tavse, smukke unge bier, der stod som forvandlede til sten eller slæbte sig til og fra honningmarkerne, som om de trods deres unge alder bar på en hemmelig sorg, ingen andre kendte.

De ældre arbejdere morede sig først over dem, men så blev de forargede og vrede.
I begyndelsen voldte det dem en vis tilfredsstillelse af konstatere, at ungdommen ikke var, hvad den havde været i gamle dage, og at beklage de arme svæklinge, der ikke i deres bedste alder kunne præstere så meget som udslidte bier, der kun havde nogle timer tilbage at leve i.
Men denne stemning holdt sig ikke længe, og den afløstes af frygt og forbitrelse.
De første, der blev angrebet af den mærkelige syge, blev gennet udenfor, og skildvagterne krydsede truende følehornene bag dem for at forbyde dem adgang til byen nu og senere.

De sarte unge bier stod melankolske og tavse på landingspladsen uden for porten.
Først var der kun fem-seks stykker. De gjorde ingen forsøg på at vende tilbage, de protesterede ikke og rørte sig ikke.
De kom ikke i vejen for de myldrende arbejdere, og der syntes ikke at være noget særligt at sige dem på. Så længe de ikke prøvede at komme ind i byen igen, lod skildvagterne dem være, for de havde nok at gøre med at kontrollere hver bi, der fløj ind i en så travl tid.

De udstødte havde intet at indvende.
De rørte sig ikke. De stod, hvor de var blevet gennet hen uden at meddele sig til hinanden eller ænse trængslen rundt om.
Sommetider kunne en hjemvendende bi i kådhed lande på ryggen af dem. De tog ingen notits af det, men klamrede sig kun fastere til træet. De klamrede sig fortvivlet fast.
Den første aften, efter at de var jaget ud, kom en hjemvendende samlebi med mægtige laster af blomsterstøv til at støde til en af dem. Stødet væltede den tavse bi omkuld.
Den rullede hjælpeløst ned ad flyvebrættet og faldt tungt ned på jorden ved foden af træet.
De øvrige krøb tættere sammen, og det var, som om en fælles gysen gik igennem dem.
De gjorde sig ingen anstrengelser for at komme ind i byen, da efterårsnattens kulde sænkede sig.

Om morgenen var flere forsvundet; to stod endnu og krøb sammen som den foregående aften.
De var i live, men åndede tungt og besværligt.
I løbet af formiddagen rullede en af dem ud over kanten. Den sidste overlevende forsøgte at kravle op ad stammen.
Ganske langsomt arbejdede den sig et lille stykke op ad den knudrede bark, så faldt den bagover og havnede på jorden.

Den mystiske sygdom bredte sig med uhyggelig fart mellem de unge bier.
I løbet af få dage var flere snese angrebet. De lod til at have svært ved at få vejret.
Luften fik ikke adgang til dele af deres kroppe, der svulmede op og blev stivnede og resigneret
nede i forvredne stillinger og kunne ikke bevæges.
Det var kun med nød og næppe de kunne kravle af sted. Snart kunne de hverken spise eller overhovedet klare sig selv.
Rent instinktivt bar deres trætte ben dem ud af byen. De kravlede i hundredvis ned ad stammen til jorden og begyndte den triste vandring mod kirkegården ved åen.
Men de nåede ikke langt.

En morgen forsøgte nogle af dem, der mærkede døden ved deres side, at kravle op ad græsstråene i nærheden af egen.
Hvor stor møje det end er forbundet med, søger en bi altid at møde døden så nær himlen som muligt.
De nåede virkelig alle op i toppen af et græsstrå eller en urt og klyngede sig fast, mens de langsomt stivnede og resigneret betragtede al den skønhed, der omgav dem.
Snart hang snese og så hundreder som lammede på græsstråene ved foden af egetræet. De blev hængende ubevægelige i mange timer, nogle overlevede natten.
Mens toppen af hvert græsstrå bar en stivnende bi, ventede andre nedenunder spændt på, at en af dem deroppe skulle falde ned på jorden; så satte de sig i bevægelse, og der begyndte et makabert langsomt kapløb om at nå først hen til det ledige strå.
De, der faldt ned, rørte sig ikke meget.
De bøjede sig og strakte benene, prøvede at bevæge de stive vinger og døde.

Inde i byen bød den ubønhørlige lov, at hvert offer, ved første sygdomstegn, frivilligt skulle gå udenfor.
Mange hundrede bier blev så pludseligt angrebet, at de ikke kunne flytte sig, men blot krøb sammen og hjælpeløst bønfaldt de andre om at bære dem ud, hvor døden i deres kroppe ikke kunne skade det samfund, de elskede.
Sorgfuld og bange forsøgte gudinden, hævet over medlidenhed og hjælpende indgriben, at lægge mange flere æg end det normale for denne årstid. Hun vidste, at døden kun kunne bekæmpes med nyt liv.
Stilfærdigt bevægede hun sig fra vokskage til vokskage, mens det tyndede ud i rækkerne af de ældre bier, som sled sig ihjel i lyngen, og de nyfødte i hundredvis døde af den mystiske pest.
Ingen af dem vidste, hvordan den var begyndt, eller hvad der var dens årsag.
Ingen forstod, at denne bitre arv var efterladt dem af en af de sorte røvere, der på sit første plyndringstogt var blevet befængt med de mider, der lukker biernes luftrør.
Den sorte voldsmand, der ved en rekognoscering havde opdaget den nyoprettede kubes svaghed, havde fyldt sig med stjålen honning og havde samtidig slugt den usynlige dødskim.
Den samme røver var, bistået af to ligesindede, trængt ind til den gyldne bys honninggemmer og havde der efterladt nogle af de mider, som dens krop var fyldt med.
De havde forvoldt dens egen død i luften, da den i spidsen for angriberhæren fløj mod den dødsdømte lille kube, og den havde efterladt mider nok til at udrydde hele byen i egetræet til sidste bi, hvis en stærkere skæbne ikke greb ind.

Således følger pest altid efter krig.
Hver mide, en primitiv organisme, der knap var en kvart millimeter lang og usynlig, når den svømmede i honning, selv for en bis fantastiske øjne, søgte en levende krop at snylte på.
Når den havde sat sig fast i biens luftrør, formerede den sig med svimlende fart, lukkede passagerne, lammede musklerne og åbnede vejen for dødens invasionshære.

Mider spredte sig fra bi til bi, og ikke nok med det, de blev hængende i lyngblomsterne og blev samlet op af bier fra andre kolonier.
Som en ond, usynlig tåge bredte pesten sig i stadig større og større ringe fra egetræet til landsbyen og de omliggende bakker.
I lang tid syntes der ikke at være håb om redning.
Arbejdet i lyngen aftog foruroligende, færre og færre bier fløj ud, ikke blot fra den gyldne by, men fra alle andre kuber i nærheden, skønt blomsterne var tunge af nektar i efterårssolen. Og tusinder faldt ned fra de røde blomsterkalke og døde midt i arbejdet.


18 kapitel
Tilbage til oversigten