Tilbage til indholdsfortegnelser

l. KAPITEL

Dansen om guldstøvet



PÅ vingerne! Bien skød op mod den glødende himmel ude af stand til at bevæge vingerne hurtigt nok til at få udløsning for al sin fryd ved at være til.
Seksten tusind gange i minuttet slog de små sølvvinger - men det var ikke nok.
For den havde aldrig kendt og ville aldrig komme til at kende vinterens tristhed.
Selv primulaen og påskeliljen har erindring om kolde, tavse perioder. Nattergalen kan ikke synge, før dens stemmepragt afrundes af den vemodige viden om, at sommeren dør.

Men denne bi var født en dag, da Persephone sneg sig tilbage fra Hades med et smil, der fik de sorte træer, det grå græs og de pjuskede fugle til at røre sig som sovende, der fornemmer et kys. Den, der begynder livet en sådan dag, træder ind i det med en varme, der aldrig ebber ud, men udstråler sit eget solskin.

Den ville aldrig lære vinteren at kende - den skulle end ikke opleve en verden hinsides sommersolhverv, aldrig se skønhedens gradvise vigen for kulde, mørke og forfald. Livet var for den en underfuld række af sommerdage, der bestandig blev prægtigere.
Hver dag var længere end den foregående, mere varm og mere blå; hver nat kortere og lunere; der kom stadig flere blomster, engene blev frodigere og hækkene tættere. Luften blev mere sødmefyldt og føltes varmere og varmere som en elskers kærtegn; fuglesangen blev mere jublende; dag for dag afslørede jorden gavmildt nye vidundere og skænkede nye nydelser. Måske Himlen er netop dette - en stadig åbenbaring af nye og bestandig større skønheder, uden at en midsommerdag markerer det tragiske vendepunkt.

Bien steg med svimlende fart op mod den tindrende blå forårshimmel uden selv med opbydelsen af alle sine kræfter at kunne udøse al den glæde, der sitrede i dens elegante, fjerlette krop.
Under den sank en egeskov på et bakkehæld, hvor hvide får vandrede hid og did som sejlende skyer på en uforanderlig himmel. Biens henrykkelse voksede fra sekund til sekund ved den livsglæde, den fornemmede overalt, og som sprang af samme bundløse kilder som dens egen.

Hvert enkelt af de friske græsstrå rakte sig mod solen. Blandt græssets mangfoldighed af former og farver vrimlede millioner af travle insekter.
På hækkene foldede utallige små blade sig ud og kastede de kedelige kapper, de havde været formummet i vinteren igennem. Den næsten usynlige grønne tåge, der hang over skovens kroner som røg, der skjulte en forvandlingsscene, skyldtes de bristende knopper, spydspidserne på forårets funklende legioner. Verden var mild og venlig, og der var røre overalt; selv luften syntes fornyet, mere krydret og mere berusende.
Luften! Mennesket drømmer om at flyve - det drømmer ikke om de tunge, stinkende stålmaskiners larmende flugt, men om den stille lyksalighed ved at glide gennem luften med udbredte arme: Men selv dette er kun halvvejs at flyve - en vin- geløs bevægelse med mareridtets angst lurende i baggrunden. Mennesket er bundet til jorden, mennesket kravler på blytunge fødder.

Men denne bi hvilede på luften og var en del af dens levende lethed på sin hastige flugt fra skoven ned mod åen, der krummede sig i det fjerne som bladet på en skinnende le. Skønt dens fart var over tredive kilometer i timen, kunne den standse brat p, stå stille i luften, flyve baglæns, stige lige til vejrs med utrolig hurtighed eller fortsætte en halv snes kilometer ud i eet stræk. Det var sjældent, den fløj mere end en til halvanden kilometer uden at lande, men det skyldtes dens iver efter at bringe føde hjem til den by, den hørte til.

To par gennemsigtige vinger gav den nøglen til himlen. Et par store vinger forrest og et mindre par bag dem, begge så små og skrøbelige, at et åndepust ville blæse dem bort, hvis de var revet af kroppen, men dog ejede disse vinger en kraft, som mennesket efter millioner af års udvikling ikke har været i stand til at skabe magen til. Eet par store vinger ville give mere flyvestyrke end to mindre par, men eet par store vinger kunne ikke foldes ilstrækkeligt sammen til, at bien kunne komme ind i visse blomster eller ind i en honningcelle.
Derfor har bien to par vinger, der ligger sirligt sammenfoldet over hinanden, når de ikke bliver brugt. Hver undervinge er forsynet med tyve mikroskopiske kroge, der sidder i en række. Når bien flyver, hægtes de to vinger på hver side sammen med krogene, så de får een stor vinges kraftige, pulserende slag.

Under flugten fyldes luftsække i biens brystparti og gør den let som en boble. Når den har hvilet nogen tid, tømmes sækkene, og før den starter igen, må den tage en kort løbetur og vibrere med vingerne for atter at få luftsækkene fyldt. Og hvor let den end er i luften, har den et usvigeligt herredømme over sin krop; når den er landet et sted, kan den takket være føddernes kraftige greb færdes sikkert på en blomst, der svinger i en enorm bue i toppen af et spinkelt træ.

Bien fløj i lige linie som et projektil ned over bakken mod åen, og dens muntre summen føjede et rim til lydenes uendelige epos, der fylder luften dag og nat. Skønt den skød den størst mulige fart, var den ikke stor nok (il at tilfredsstille dens fryd ved bevægelsen og dens glæde over den hemmelige viden, der kun tilhørte den.

Hverken landskabets vældige udstrækning fra horisont til horisont eller den blå himmels uendelige dyb kunne rumme al den lykke, den ejede i sin viden om Det gyldne Træ.Og dog var den verden, den gennemfor på sin vejløse færd næsten uudholdelig skøn. Den ville have forekommet et menneske himmelsk. Men i sammenligning med bien ser mennesket kun et udsnit af landskabet og danner sig kun et mat billede af dets former og farver.

Bien har fem øjne, og de er ikke enkle kugler til at se med som vore to, men mirakuløse i deres sammensætning og synsevne. Tre enkeltøjne, der ser ligeså godt som vore, sidder på issen af biens hoved. Under dem sidder i samme indbyrdes stilling som hos os to facetøjne. Hos arbejderbien har hvert af disse øjne seks tusind linser, hvor menneskets øje kun har een.
Hver linse er sekskantet - det forklarer måske, hvorfor bien bygger sekskantede celler. Hver skinnende sort sekskant er kun 1/40 milimeter i diameter. Dronen har tretten tusind linser i hvert øje. Seks og tyve tusind linser mod menneskets fattige to! Og dronen har desuden tre andre øjne. Intet menneske kan forestille sig den fantastiske skønhed, der må udfolde sig for sådanne øjne, når de ser ud i sommerdagens lys og farvepragt; og dog ringeagter mennesket i sin blindhed »den dovne drone«.

Den flyvende bis øjne indsugede hver enkelthed i verden omkring den og luften, den fløj i. Den kunne se lysreflekserne i de enkelte støvgran på jorden, porerne i de unge blade på hækkene, spillet mellem lys og skygge i myriader af mønstre på elmetræernes grove bark, græsstråenes linier, landskabets farver i det fjerne og hver eneste lille krusning i det glitrende vandløb.
Den kunne iagttage tusind insekter på jorden og utallige andre i luften, i forskellige afstande i det blå dyb. Og alt imedens bien vurderede hver enkelthed, gjorde den sig visse betragtninger om knopperne på de kilometerlange hække om landsbyens marker.
Uden at mindske den intense agtpågivenhed, hvormed den styrede mod sit mål, var det, som om den så dybt ind i hver lukket knop, iagttog dens farve og form og skønnede, hvilken dag den ville åbne sit sødmefyldte gemme og villigt lade sig plyndre.
Den kunne holde øje med fugle til alle sider, for fugle er ofte biernes fjender. Hver solstråle, der glødede i morgenens gyldne lys, kunne nydes og måske analyseres i sine farvebestanddele af tolv tusind glitrende facetter.

Mennesket drømmer om et eventyrland, men bier ser det og lever i det. Biens eventyrland må være ligeså underfuldt for næsen som for øjet.
I dens følehorn er der fem tusind små lugtehuller. Mens vi med vore upålidelige sanser kun kan afgøre, om noget, der bliver holdt op under næsen på os, lugter behageligt eller det modsatte, kan bien spore duften af en enkelt æbleblomst på en kilometers afstand, skelne mellem en krokus og en jasmin og mellem en fjern kløverblomst og en lindeblomst.

Og den kan endnu mere. I kraft af et mærkeligt lugteinstinkt, som vi ikke kan gøre os forestilling om, har den en slags slægtshukommelse, der siger den, om et menneske eller dyr er venligtsindet mod dens folk eller er dets fjende. Om sommeren lever en arbejderbi kun omkring seks uger. Dronningen, der har født dem alle, kan leve tre år.
Alligevel er det en kendsgerning, at et menneske eller et dyr, der har været venlig mod en bisværm i nød, kan gå hen til samme sværm ti år efter og blive høfligt modtaget selv de dage, hvor andre ikke tør nærme sig. Et bisamfund husker sin ven, selv efter et langt spand af det, mennesket uden at forstå det, kalder tid, en periode, der for disse bier må være lig med flere af menneskets århundreder. Men vi ved ikke, hvordan denne hukommelse bevares, og ved hvilke kendetegn vennen genkendes i mange bigenerationers fællesbevidsthed.

I besiddelse af al verdens herlighed, fuldt fortrolig med alle vårens dufte, som vi kun kender en eller to af, med den vågnende, genfødte naturs farver og livsytringer for øje, skød bien, beruset af lykke over sin vidunderlige opgave ned i dalen og styrede lige mod Det gyldne Træ.

Træet var en gæslingepil, hvis buttede rakler var tunge af gyldent blomsterstøv. Det var kun ganske enkelte, der var sprunget ud, men på disse lå det gule støv så tykt, at hver eneste lille luftning dryssede det ned over jorden som sigtet mel.

Dette blomsterstøv har et gammelt navn. Det er blevet kaldt bibrød i mange århundreder - i al fald med sikkerhed i Shakespeares lystige England. Bibrødet indhyllede hele træet i en sky af vellugt, der selv for menneskene er en kilde til fryd, og for bien selve livets åndedrag. For den var den gyldne flamme, der fik det lille træ til at lyse i solen, som udødelighedens ild. Støvet, der svævede i luften efter hvert vindpust, var en eventyrlig skat, og det sted, hvor bien havde fundet det, skin nede i alle regnbuens fortryllende farver.

Bien kastede sig over den største af blomsterknopperne, og tusind gyldne støvkorn hvirvledes i vejret.
Den begærede hver enkelt, som dens altskuende øjne så dale til jorden, men tabet opvejedes mere end rigeligt af den vilde glæde over utallige andre, der rørte ved dens krop, overvældede den med deres duft og bogstaveligt var ved at kvæle den, da den dukkede ned iblandt dem og hysterisk kastede dem over ryggen. Den kunne tillade sig at ødsle med guldet, for det, der blev tilbage, var tilstede i uendelige mængder.

På bagbenene havde den små kurve til at samle blomsterstøv i, sindrigt konstruerede til formålet. De var godt beskyttede med låg af hår og anbragt således, at de kunne fyldes til randen uden at genere biens fint indrettede flyvemekanisme. Belæsset med en byrde, der stod i rimeligt forhold til dens egen vægt, kunne den derfor skyde en pæn fart selv i blæst og pludselige blindende forårsbyger uden at risikere at blive væltet omkuld eller slynget til jorden, hvorfra den måske aldrig ville komme op igen med sin last.

Bien greb de skinnende støvkorn og stoppede dem så hurtigt i kurvene, at dens bevægelser knapt kunne følges af det menneskelige øje. Den sprang grådigt fra blomst til blomst uden at give sig til til at tømme dem en for en, frem og tilbage, som en fattig mand ville te sig, hvis han pludselig stod i en Aladdin hule, omgivet af dynger af rubiner og perler, safirer og smarag der og bjerge af guldmønter.
Men alligevel fyldte den kurvene metodisk nok og i en forrygende fart. Den uforfalskede glæde ved bevægelserne ytrede sig i den måde, hvorpå den badede skuldrene og hovedet i blomsterstøvet, bukkede for det, slog pirouetter om det og hvirvlede det op over hovedet og ryggen og benene uden et øjeblik at holde op at fylde kurvene.

Den var alene i træet bortset fra en vårflue, der næsvist nærmede sig. Bien slog irriteret efter den, men uden ondskab, og fluen tumlede bort med hver muskel i sin skinnende krop opsat på narrestreger, vovede sig tilbage en gang endnu og for så af sted for at finde et nyt offer for sin drillesyge.

Bien, der havde fyldt sine kurve til randen og bevægede sig i små ryk med to mægtige klumper af blomsterstøv bag benene, standsede et øjeblik og nød sin triumf. Ingen bi havde været her før den - den var den allerførste, der havde opdaget disse overdådige mængder af nyt bibrød. Der var bragt blomsterstøv til kuben fra krokus og andre forårsblomster, men det var kun en lille forsmag på den rige høst, der var i vente.
Nu var tiden inde - her var blomsterstøv nok til at sikre tilværelsen til næste sommer. Bien, der aldrig havde oplevet en vinter, følte en instinktiv tilfredsstilledse ved at se fremtiden betrygget.
Den havde hele sit liv været varm, velnæret og glad, men nu havde den på mystisk måde vished for, at livet ville blive som dens eget for tusinde af ufødte bier. Denne dybe følelse af tilværelsens kontinuitet gav den en overvældende tilfredshed.

Den lille pioner svang sig summende op mod himlen og fløj hjem til egeskoven, hvorfra den var kommet, ledet af den gådefulde retningssans, der gør det muligt for en bi at flyve direkte hjem, selv om den har siksakket over et halvt hundrede marker.

Jublende fandt den vej gennem den solfyldte himmels enorme halvkugle, forbi spredte hytter, en fårefold, en gruppe træer, rækker af hække og grå klippefremspring på bakken.
Eet eneste sted afveg dens kurs fra den lige linie, da den opdagede og fløj udenom en solsortrede, der for den var så stor som en hule og bevogtet af to sorte drager, som i yngletiden nok kunne få lyst til en saftig bi eller to. Og endelig svang den sig op over den brune skov og så ned på det kunstfærdige mønster af grå, sorte, brune og sølvskinnende kviste og grene og ærværdige stammer, der for den var de hjemlige omgivelser.

Den syntes pludselig, at den måtte udsøge sig en af disse kviste og udmattet klynge sig til den. Af lutter stolthed over sit fund havde den fyldt sine kurve langt mere end forsvarligt på denne lunefulde årstid, hvor himlen skiftevis var blå og skyet.
Vinden, der havde været så varm, blev pludselig barsk. Solen forsvandt, og med den alt det myldrende liv i græsset og træerne og de mangfoldige flyvende insekter. Kun bien var tilbage og kæmpede sig træt frem med en byrde, der var for tung at bære.

Den blev grebet af en angst, der var grå og kold og klam som tåge. Ikke angst på egne vegne, for bien tænker altid først og fremmest på det samfund, den tjener, men angst for, at de små lådne bibørn i deres voksvugger skulle gå glip af det nye blomsterstøv, angst for, at dens tusind søstre trods alt ikke skulle blive de første, der provianterede i Det gyldne Træ. Dens øjne, der søgte den kendte luftvej ned gennem grenene til byen, der var dens hjem, bemærkede de små gysende bevægelser i de nyligt udfoldede bladknopper ved kuldens berøring.

Fuglene, der muntert havde parret sig og boltret sig i luften, da den var på udvejen, er også forsvundet nu. Blomsterstøvet i de to kurve, bibrødet, der så så skønt og tillokkende ud, er ved at blive uudholdeligt tungt. Bien ved, at hvis den standser for at hvile sig i denne pludselige kølighed, vil den måske aldrig være i stand til at flyve mere. Og hvis den ikke hviler, vil anstrengelsen ved at flyve med den tunge last i kulden også dræbe den.

Men den stolthed, det første blomsterstøv skænker, rejser sig ukueligt i dens bevidsthed. Den første høst - den guddommelige fornyelse af løftet om ubegrænsede mængder af bibrød, der sikrer slægtens fornyelse. En vild flagren i en sidste kraftanstrengelse, en triumferende glideflugt, og den lander i et egetræ, der for mange år siden er splintret af lynet.
Så hviler den et øjeblik med rytmisk svingende krop for at samle kræfter til den ceremoni, der er belønningen ikke blot for dens egen opofrelse, men for dens slægts stædige kamp for at opleve sommeren endnu en gang.

Den springer triumferende ind i det hul, der er indgangen til bikolonien.
I samme nu styrter to mørke, bistre skildvagter frem mod hullet og krydser følehorn foran den nyankomne, som vagtsoldater krydser deres sværd. Den står ganske stille. Skildvagterne dirrer, rede til at slå til og rive hoved og vinger og ben af den. Der er ingen nåde og barmhjertighed, en ubuden gæst bliver dræbt.

Men denne bi er ingen fremmed, den har bikoloniens velkendte lugt. Hver bisværm har sin egen lugt, og skildvagterne tager sjældent eller aldrig fejl, selv om hundreder af bier hvert minut myldrer ind og ud. Bien med blomsterstøvet løber rask ind i hjertet af byen. For os ville der være bælgmørkt derinde, men biens vidunderlige facetøjne ser ligeså godt her, som vi ser ved højlys dag. Den piler henad den ujævne vej og springer pludselig op på en af de hængende vokskager, der skinner og summer af tusinder af den skjulte bys små vingede indbyggere. Den skynder sig gennem dens gyldne voksgader, puffer alle til side, der kommer i vejen, og fordrer stolt sin plads i kubens hjerte, hvor hundreder af barnepiger pusler om de lodne baby-bier.

Den nyankomne ænser ikke travlheden omkring sig. Den vælger en tom celle og begynder med krampagtige bevægelser at tømme blomsterstøvet ud af kurvene, ned i bikagens gyldne for- rådskammer. Kun arbejderbier har disse kurve; hverken dronninger eller droner samler blomsterstøv, de har ikke brug for dem.
Bien arbejder med febrilsk iver. Den snubler som en løber, der er fanatisk opsat på at komme først til målet. Og det drejer sig faktisk om at vinde et væddeløb, hvis pris er liv for efterslægten.
Døden står allerede ved dens side og trækker i dens trætte lemmer; men dens triumf består i, at døden nu kommer til den alene. Den er stedt som et menneske ville være, hvis det ved sin død kunne forløse hele menneskeheden - eller dømme den til undergang, hvis det svigtede.

Der fødes i hundredvis af små, nye bier hver dag.
Deres føde er næsten sluppet op. Blomsterstøv fra spredte forårsblomster er ikke nok. Det gyldne forråd, der har været oplagret fra forrige års høst er spist. En massetilførsel af nyt blomsterstøv var livsnødvendigt, ellers ville hungersnød og udslettelse være uundgåelig.
Bien er knap blevet befriet for sin byrde, før den endnu med de livgivende støvkorn hængende ved benene begynder at danse en gylden sarabande.

Nu er den vårens primaballerina, livsfornyelsens budbringer.
Den hvirvler rundt om vokskagerne i sin dødedans, men for de andre, de små lodne bier, de perlehvide larver, æggene og ufødte millioner af bier er det livets dans.

Den kaster sig ud i en bue til højre, så valser den hurtigt tilbage til den nys fyldte celle, hvor den begynder at slå pirouetter, svinge med halen og vugge med maven, som en jazzende negerinde vugger med hofterne. Den hvirvlende dans og vingernes dirrende slag sender den berusende duft af blomsterstøvet ud i kuben. På glædens vinger fortsættes dansen - nu ud til venstre og tilbage igen, og så gentages den ekstatiske ritualdans uden for cellen med det nye blomsterstøv.

Budskabet breder sig hurtigt gennem de myldrende vokskager. Flere og flere arbejdere ser op fra deres arbejde i henrykkelse, som om deres ve og vel afhang af det, der er sket, hvad det også gør.
Først iler nogle enkelte, så mange hen mod cellen med blomsterstøvet. Nogle forsøger at røre ved danserinden med deres sitrende, ivrige følehorn. På et øjeblik er hele kolonien i bevægelse.

Og nu udspilles den forunderligste del af dette sælsomme skuespil. Nogle af byttesamlerne trækker sig ud af dansen, lader sig falde ned på gulvet, piler mod udgangen, svinger sig op mod himlen og flyver i lige kurs mod piletræet i den fjerne dal.
Den ene efter den anden flyver ud af kuben og forsvinder som små summende projektiler.

Hvordan har de fået at vide, hvor den første bi kom fra?
Bier kan ikke ved lyde meddele sig til hinanden, undtagen når det gælder ganske bestemte fornemmelser. En summen i en vis højde betyder fare, en dyb summetone betyder mad og så fremdeles. Men de kan ikke give hinanden detaillerede oplysninger på denne måde, selv om mange mener, de kan »tale« sammen ved at signalere med følehornene.

Har den bi, der bragte blomsterstøvet, og som stadig danser sin glædesdans om vokskagerne, fortalt, hvor det kom fra? Eller har bierne en slægtshukommelse, der siger dem, hvor de første træer blomstrer? Vi ved det ikke. Andre bier vender fuldt belæssede tilbage, mens deres søster stadig hvirvler rundt i de gyldne gader og forlænger sin sidste triumf til den yderste grænse.

Den bliver træt og bevæger sig langsomt. De andre strømmer nu mod Det gyldne Træ, den aldrig mere vil få at se. Omsider falder den ned på gulvet, udmattet og afkræftet, men den kender sin sidste pligt. To hundrede meter borte, hvor åen løber gennem en sø, ligger biernes kirkegård. Hvert bisamfund har sin egen kirkegård, hvor alle døde bier, der findes i kuben, og den yngel, der af en eller anden grund ikke findes egnet til livet, bringes hen, når det øvrige arbejde tillader det. De flyvende bier, der kan nå så langt, flyver selv derhen for at dø.

Derhen flyver bien, der fandt blomsterstøvet, uden last, men tung i kroppen. Den glider ned på et græsstrå. Med langsomme og skæbnebestemte skridt kravler den op på spidsen af det, og der hænger den, let sitrende, og ser op i himlens blå dyb. Himlen synes os skøn. Men set med de farveglade biers tusinder af facetter må den i sandhed være Himlen.

Efterhånden som dagen bliver køligere, bliver biens greb om græsstrået svagere, og den mister bevidstheden. Men takket være den går en stadig strøm af bier nu gennem den solfyldte luft til piletræet, der summer som et levende væsen af de små arbejdsglade insekter.
En efter en vender de fuldt lastede tilbage til den gyldne by, skynder sig ind i en celle i nærheden af den, hvor det første blomsterstøv blev oplagret, og gør nøjagtigt de samme bevægelser som den første glade budbringer. I løbet af en time er den store dans om bibrødet i fuldt sving. Rækker af dansende svinger og bukker, drejer sig og valser frem og tilbage og slår med de sølvgrå vinger. Egen summer, som om alle eventyrrigets maskiner snurrer derinde. Lyden bærer bud om fuldbyrdelsens højeste lyksalighed, og den, der en gang har hørt den, glemmer det aldrig.


2.kapitel
Tilbage til oversigten