Tilbage til indholdsfortegnelser

9. KAPITEL


Arkadisk dans



De bygmestre, der formede de seks dronningceller, vidste ikke, hvorfor de forlod alt andet arbejde for dette.
Ingen af dem havde nogensinde før set en sådan bolig, og de kunne heller ikke have forestillet sig, hvad den skulle rumme. Drevet frem af en mærkelig fællesvilje, der beherskede de hundrede tusind indbyggere i voksriget, et instinktivt krav om fornyelse, der havde sin rod i en fjern fortid, byggede de de flere centimeterhøje tempelmure, der lå omhyggeligt adskilte fra de små voksgader.
Hver celle i deres umiddelbare nærhed, blev hensynsløst revet ned for at give plads til en rummelig forgård, og kun bygmestrene selv fik lov at færdes på det hellige sted, der var forbeholdt guderne.
Hver celle blev påbegyndt hver sin dag, og det var de samme voksmagere, der udførte dem alle. Var det, fordi kun de største kunstnere kunne betros et hverv, der var så betydningsfuldt?
Eller var det, fordi en nedarvet viden sagde dem, at hvis alle dronningerne blev født samtidigt, kunne en katastrofe ramme dem alle, eller en blodig kamp om magten kunne ende med samtlige dronningers død?

De arbejdede støt på de buede, frithængende mure, der indvendigt var glatte som silke, og indridsede på ydersiden deres mærkelige streger og tegn, der lignede efesisk skrift på en østerlandsk guldmoské.
Måske var det en åndebesværgelse - en gammel trylleformular, der skulle forvandle den almindelige skabning, som skulle hvile herinde, fra forgængeligt støv til et guddommeligt væsen?

Da det første tempel var næsten færdigt, nærmede dronningen sig, mens alle ærbødigt blev stående uden for den åbne forgård, og lagde på altret i det skinnende tempel et æg, der ikke adskilte sig det mindste fra de mange tusind, der allerede var anbragt i arbejdercellerne.
Det var ikke denne lille livsspire, der var noget forunderligt ved, men det pantheon, hvor det højtideligt blev anbragt.
Hvis man tager dette æg og bringer det over i en arbejdercelle, vil der efter to og tyve dages forløb blive udklækket en lille gold hunbi, der ikke ønsker andet i livet end at gøre rent og tjene den by, der er dens hjem.
Men her, mellem dronningecellens høje, beskyttende vægge og under de indristede runers trolddomsmagt, vil der i løbet af kun seksten dage udvikle sig en frugtbar gudinde, der efter biernes tidsbegreber næsten er udødelig og i stand til at frembringe over en million efterkommere af sin spinkle krop.
Hvem tør påstå, at der ikke er magi med i spillet?

Så snart endnu et tempel stod færdigt, gentoges ceremonien, og hver gang forstummede den muntre summen i byen pludseligt.
Det var en uundgåelig begivenhed, den var glædelig, men også ærefrygtindgydende, som når der tages et afgørende skridt mod en fremtid, svanger med ukendte farer.
I fem af de seks celler lagde dronningen sit blålige æg.
Den sjette ville hun ikke nærme sig.
Atter og atter mødte de skuffede voksmagere frem og bukkede, men hofdamerne besvarede deres stumme budskab med at lukke sig inde bag en dirrende mur af forekommende værdighed, de ikke kunne stille noget op imod; de trippede rådvildt og ængsteligt, men hendes majestæt gik videre, uforstyrrelig rolig, og de blev stående med sitrende følehorn, ilde til mode og følte sig latterlige.
Måske dronningen vidste, at der var gjort nok for at formilde de høje guder, i hvis hænder byen kun var et støvgran.
Måske så hun, at denne celle ville frembringe en svækling uden inspiration. Eller måske havde hun trods sin guddommelighed alligevel en anelse tilbage af sit køns lunefuldhed og ville ikke gå ind i den celle, simpelthen fordi hun ikke ville, ligegyldig hvad der ellers skete.

Voksmagerne gned deres pander med de dirrende forben og ilede bort. De standsede flere hold af arbejdere og rådførte sig åndeløst med dem; de stirrede på klasen af voksmagere, som om deres beskæftigelse havde mistet enhver berettigelse.
Til sidst gik de til dem, der altid havde et råd på rede hånd om alt mellem himmel og jord - barnepigerne.
Barnepigerne var lamslåede. De så fra bygmestrene til det fjerne, tomme tempel, som om de aldrig havde hørt noget lignende i deres liv, skønt de faktisk havde levet hele to eller tre dage! De overvejede med bange sind dronningens uforklarlige optræden.
Endelig slog en inspiration ned i dem alle på een gang. De fo'r af sted, standsede, løftede protesterende følehornene, skrabede med fødderne mod gulvet, stirrede, sitrede og gispede.
Bygmestrenes tidligere ophidselse slog om i noget, der grænsede til raseri.
De vakte øjeblikkelig ti gange så meget røre, som ti gange så mange barnepiger kunne præstere. Deres ubændighed fik barnepigerne til at stivne af bestyrtelse og ringeagt.
De kunne knap tro deres egne øjne. At et simpelt forslag - det eneste i verden, der kunne løse problemet, noget enhver, der var ved sine fulde fem selv ville have fundet på (som barnepigerne havde) - at det kunne forårsage sådan et postyr. . . .

De vendte ryggen til bygmestrene, og de få guddommelige, der var de eneste, der kunne opføre de store templer, skottede skamfulde til hinanden.
Barnepigerne tog ikke yderligere notits af dem.
I stedet begyndte de en ophidset diskussion.
Hvilket æg, hvilken barnepiges mest fuldendt skønne og elskelige larvebarn skulle have ridderslaget?
Hvem blandt de halvt bevidstløse tusinder skulle bæres bort i triumf for at blive - en gudinde?

Det æg er fuldkomment.
Min lodne unge er simpelthen uforlignelig. Det der hoved - alene den guddommelige pande forudbestemmer den til denne værdighed. Og den anden der, med de ivrige, kraftige bevægelser - er den ikke allerede omstrålet af et himmelsk lys?
Nede ved porten stålsætter vifterne sig til at yde det dobdelte arbejde. Der foregår noget betydningsfuldt deroppe i den ophidsede folkemængde.
Heden i kuben tager til, og for vifterne betyder det kun eet - at deres vinger må slå hurtigere og hurtigere, og deres anfører sætter stadig tempoet op.
Hvad skildvagterne angår, står de rede til angreb - måske er der en hveps derinde - og skønt de snart erfarer, at det ikke er noget, de kan ændre, betragter de opløbet agtpågivende og strengt.

Barnepigerne har truffet deres beslutning!
Et æg bæres fra en arbejdercelle af en barnepige, som begivenhederne har forvandlet til en præstinde. Da hun i triumf bærer dette skæbnefrø hen mod det tomme tempel, slutter tusinder af barnepiger og arbejdere, droner og nyudklækkede bier op om hende og marcherer med, summende en hymne, der aldrig har været hørt i byen før, en, der tager bo i deres sind, der aldrig har hørt den, en hyldestsang til den lille gud, hvis foster de ledsager til det hellige alter.
Ægget lægges nænsomt ind, stilles lodret på den bredeste ende, og hele mængden trækker sig bukkende og syngende tilbage, mens de fornemme bygmestre genfinder deres plads og deres værdighed på murene.
Men templet kan endnu ikke forsegles. Under ledelse af den mørke præstinde, der bar ægget derhen, skrider en syngende skare af unge præstinder frem for at salve altret med den forunderligste af alle biverdenens vilde ambrosia.
Den kongelige salve trodser ethvert forsøg på analyse. Ingen ved, hvad den laves af, eller hvordan den fremstilles.
Når cellens nye indbygger eller en almindelig arbejderlarve, der ikke er over tre dage gammel, mådes med denne undergørende substans, forvandles det lille intetkønsvæsen til en dronning; men kun hvis det anbringes i en rigtig dronningecelle med kabbalistiske tegn på væggen.

Hvis en ganske lille smule af stoffet blandes i sterile laboratorierotters mad, bliver de forplantningsdygtige i løbet af få dage.
Måske lærer vi en skønne dag af bierne at drive ensomhedens forbandelse fra barnløse hjem.

Trofast bevogtende den udødelige flamme af kongeligt liv, der nu lå på altret, plejede og passede den højtidelige flok af præstinder den lille skabning og holdt den varm, mens de særligt udvalgte voksmagere byggede de solide tempelmure endnu højere.
Så oprandt den dag, da cellen skulle forsegles, for at den nyfødte i stilhed og ensomhed kunne udvikle sig til fuldkommenhed og skyde vinger.
I mystisk procession bevægede præstinderne sig højtideligt til blomsterstøvcellerne, der hvert år indeholdt henved fem og tyve kilo af det alfelette støv, og kom tilbage hver med et enkelt gran af særlig kostelig duft.
Disse celler var som gemmer til juveler - nogle hvide, nogle blå, andre bleggrønne eller skarlagenrøde, lutter funklende korn i rig mangfoldighed.
Men kun blomsterstøv, der var rent gyldent som solen, måtte dække en prinsesse. Nogle har ment, det var støv fra een blomst, andre fra en anden, men farven er altid den samme.
Præstinderne sang den hymne, der hørte til ritualet, da voksmagerne bragte deres gave af jomfrueligt voks og lagde det foran bygmestrene, der ransagede det og klappede det og dernæst ærbødigt overgav det til helligdommens vogtere.
Af voks og blomsterstøv formede de et gyldent låg til sarkofagen og skubbede det varsomt på plads over det slumrende lille væsen i templet, der så sindrigt var blevet forsynet med et helt festmåltid af kongelig salve. Og derefter fløj præstinderne syngende ud over de blomSterstrøede enge. Kun de var blevet fritaget for at yde byen voks; de havde på anden måde gjort sig fortjent til at nyde sommerens herligheder.

I mystisk utilnærmelighed stod nu alle seks gyldne templer forseglede.
Inde i dem rørte de sovende prinsesser sig, vendte sig om, hensunket i tidløse drømme om ukendte farver og glemte evigheder og uforståelige former.
Efter nogen tids forløb begyndte først den ene, og så de andre at spinde de silkehylstre, i hvilke de trak sig ind for at dø for dernæst genfødte at sprænge dem og atter dø og kæmpe sig tilbage til livet igen.
I hvert forseglet tempels gyldne skumring forvandledes larven til puppe og puppen til en flyvefærdig dronning i løbet af otte uendelige dage og nætters stille vækst og gryende forståelse.
Den blinde ophidselse, der havde besat byen, da den første dronningecelle blev påbegyndt, var imidlertid stadig tiltaget og havde bredt sig. Den mærkedes særlig hos dronerne.
Store, mørke, klodsede og stridbare og evigt i uro baksede de sig ind og ud af honningcellerne, væltede fredsommelige arbejdere, fo'r forbi snærrende skildvagter, kastede sig over løvetand og græsser, tumlede tilbage igen, betragtede med vidende blik og hovedet på siden de tavse gyldne templer og styrtede sig igen over honningen og proppede sig for at være i fin form til det vellystige eventyr, der forestod dem.

Men det var ikke blot dronerne, der havde uro i blodet. Samlebierne forlod i hundredvis deres arbejde, forvildede og drømmende og ude af sig selv af en eller anden uforklarlig grund, og stimlede sammen ved byporten i sladrende skarer.
I begyndelsen var det kun store, spredte grupper, som skildvagterne fo'r løs på med forbitret energi.
Men snart samledes grupperne til en flimrende masse, der flød ud over egetræets stamme, og om natten hang tusinder af bier i en stor sort klynge uden for porten og summede svagt som en hviskende mængde.

Skildvagterne var magtesløse.
De kunne ikke drive dem bort eller blot holde en vej ryddet gennem deres tætte masse. Arbejdere, der kom og gik måtte møjsommeligt kravle over de sladrende biers rygge. Og eftersom dagene gik, stimlede flere og flere sammen og blev mere og mere urolige.

Inde i byen gik dronningen stadig roligt fra celle til celle, skønt hun nu arbejdede hårdere, end hun nogensinde havde gjort i hele sit næsten udødelige liv.
Med uselvisk nidkærhed skabte hun nye liv, over tre tusind om dagen for at befolke sit rige.
Når hun selv havde forladt det for bestandigt ville der efter hendes bortrejse gå nogen tid, før den nye unge dronning kunne begynde at lægge æg, og samtidigt ville det dagligt tynde sørgeligt ud i arbejderbiernes rækker.
Det var dette hun måtte imødegå ved en forøget ægproduktion.
Livet måtte gå videre!

Så oprandt en dag, da bygmestrene nærmede sig det første af de gyldne templer, de havde bygget.
Det havde været forseglet i syv dage.
Hvordan bar de sig ad med at tælle de syv dage, eller hvor kunne de vide, at den jomfruelige prinsesse netop nu rørte sig og hjælpeløst bønfaldt om at blive befriet?
Varsomt og forsigtigt skrællede de et lag af vokslåget, til der ikke var andet tilbage end en gennemsigtig hinde. Så bukkede de dybt, trak sig baglæns tilbage, og det var, som om hele byen holdt vejret.

Bygmestrene nærmede sig dronningen. Hun så sorgfuldt på dem, men denne gang beskyttede den lille kreds af hofdamer hende ikke.
Bygmestrene kom så selvsikre som profeter og meddelte deres gudinde, at hun måtte bryde den fortryllelse, der avde holdt hende fangen i denne by generation efter generation siden tidernes morgen, hun, der kun een gang i sit liv havde set solen, måtte endnu engang flyve ud og fornemme dens varme kærtegn.
Byen var overbefolket.
Om nogle få timer ville der være en ny dronning. Halvdelen af befolkningen over halvdelen - ville flyve med hende denne duftende sommereftermiddag for at finde et nyt hjem. Hun måtte komme med dem. ....
MÅTTE!

Gudinden så sorgfulde på dem. Da de nærmede sig og puffede til hendes guddommelige krop og forsøgte at drive hende gennem gaderne i en sølvdis af svirrende vinger, blev ophidselsens vilde crescendo pludselig brudt - som om en streng sprang - af et rædselsskrig fra porten.
Det var begyndt at regne.
Ikke kraftigt, men sagte og silende; og væden svøbte sig som en dis om træerne og efterlod diamantfunklende dråber på alle engens blomster.
Regnen faldt uophørligt og jævnt, men så stilfærdigt, at ikke engang de forsamlede masser af bier uden for byen lod sig forjage af den. De blev siddende, glitrende og dirrende og debatterende.

Ved budskabet om regnen ophørte de svirrende vingeslag omkring dronningen. Alle veg tilbage, flove og fulde af ærefrygt; hendes tjenerinder nærmede sig frygtsomt og kærtegnende og nettede hende efter de grove knubs, glattede hendes fine vinger og forsøgte ydmygt at formilde hende ved at byde hende honning.
De havde aldrig betvivlet hendes visdom, og nu var den åbenbar! Sværmen kunne ikke risikere at flyve ud i regn.
Bygmestrene, der var ved at falde over deres egne ben for at gøre bod for deres majestætsfornærmelse, ilede op til templet, hvor den fuldendt udviklede nye dronning ventede på sin time.

Det var næsten middag nu.
nden aften ville hun have sprængt det gyldne segl og være ude i verden, der ventede på at lade sig regere af hende.
Men nu da regnen havde forsinket sværmens afrejse, måtte dette liv, man med så megen omhu havde hæget om, aldrig blive til virkelighed, for man turde ikke risikere, at prinsessen og dronningen i en blodig tvekamp om magten begge omkom.
Mens de andre bier, der myldrede på vokskagerne i nærheden, angst vendte øjnene bort, skar ygmestrene sarkofagens låg bort, krøb halvvejs ind, greb det fuldendte væsen, der lå derinde, og trak det ud i det profane lys. Det rørte sig let, og ikke så snart havde de set det, før de gik løs på det med kæberne og sønderrev den spæde krop....

Da den skrækkelige dåd var fuldbragt, bar de liget gennem de gyldne gader, og overalt hvor de kom frem, veg bierne hastigt til side, som om de frygtede for at komme i berøring med dem.
De bar den døde prinsesse gennem porten og uden om bisværmen, der stadig holdt til derude. Den hviskende regn nynnede en sagte sørgesang over det lille væsen, der var født til at være dronning, men måtte lade livet før sin tid, og to af ligbærerne svang sig op i luften med den lemlæstede krop mellem sig og gled gennem den grædende luft ned dl byens begravelsesplads ved floden.

Eftermiddagen blev til aften, og aftenen til nat, men der var stadig en sydende uro i byen.
Hele natten igennem og endnu mens solen gled op over himlen, fortsattes den utålmodige summen og tiltog i styrke.
Men regnen var hørt op ved daggry, og kort før middag, da en brændende sol atter bagte over jorden, nærmede bygmestrene sig igen dronningen.
Denne gang tog hun mildt imod dem, og de trådte tilbage for hende. Et øjeblik så det ud, som om de kun fulgte med, hvor hun førte dem hen.
Da hun langsomt vandrede gennem den gamle bys gader for sidste gang, som om hun gav alle, der skulle blive tilbage, sin moderlige og guddommelige velsignelse, begyndte arbejderne, der var stimlet sammen uden for porten at gå på vingerne i tusindvis.

Skildvagterne blev atter og atter væltet omkuld.
I hele den gamle by bøjer hundrede tusind bier sig som rørt af en usynlig tryllestav - og så bryder tumulten og spektaklet løs. Den forløbne uges spænding udløses i ren tøjlesløshed.
Tyve tusind bier falder ned fra vokskagerne som tunge regndråber og begynder at strømme ud af porten. Alle disse bier og de, der allerede er udenfor, har fyldt deres honningsække på vokskagerne, så hver bi medfører en ration til tre dage. Tusinder, der endnu opholder sig i voksgaderne, står på hovedet i honninggemmerne og fylder sig for at blive rede til at følge med de andre.

Fredens og ordenens by er pludselig lutter vild forvirring.
Bier belæsser hinanden, springer op og ned, iler frem og tilbage og kaster sig ud af porten som en mørk, vilter bjergbæk.
Fyrre tusind er allerede i luften uden for byen, hvor de flyver over og under hinanden og hvirvler rundt og rundt som om en usynlig majstang, mens nye masser strømmer ud af egetræet som glinsende sirup.
Skildvagter og arbejdere, der vender hjem fra markerne med mægtige laster af blomsterstøv eller honning, bliver revet med ind i det almindelige virvar, og selv de mest skaldede, arrede krigere slår med vingerne og smækker benene op i luften i en vild arkadisk dans.
Rundt og rundt går dansen midt i luften, atter og atter vender bierne hovederne mod byen, og deres dybe, triumferende summen er som naturens egen musik, som om Pan selv var mester for den. Måske er han usynligt til stede blandt dem med bukkefødder og krøllet skæg.
Måske lodsen Thamus, som den dag, Jesus Kristus blev født, af en mægtig stemme fik ordre om at forkynde, at Pan var død, kun mente, at han var blevet berøvet sin sælsomme magt over mennesker; for enhver, der har set bier sværme, ved, at Pan er til.

Inde i byen nærmer dronningen sig porten.
un er bange for lyset, den stakkels lille gudinde; det er så uendelig længe siden, hun sidst var ude i verden.
Men arbejderne svirrer og hvirvler omkring hende, indtil først hendes hofdamer og dernæst hun selv lader sig rive med af deres inciterende krumspring.
Et øje- blik tøver hun i porten, men en gruppe dansere vugger imod hende, og pludselig rører hun vingerne, der har ligget ydmygt sammenfoldet i flere år.
Hun er på vingerne, og hun flyver med større udholdenhed end alle, efterhånden som hun beruses af solen og sommerdagens pragt, der er langt skønnere end noget, hendes hengivne tjenerinder har fortalt hende om.
Hendes øjne indsuger tusind farver, millioner af vidunderlige former, og hendes krop bader sig i solskinnet og duften af ukendte blomster. Hun styrer bort fra byen, over egeskoven ned mod engene ved åen.

Halvfjerds tusind bier omgiver hende midt i luften, roterer i spiraler omkring hende, som om de var lukket inde i en mægtig tønde, rundt og rundt, over hende og under hende og væver et tæt og yndefuldt mønster på deres flugt mod det ukendte.
De boltrer sig henrykte i luften med en lyksalig, øredøvende summen, og lidt efter lokker en rødtjørn i fuldt flor med et væld af bløde, blegrøde blomster, og dronningen skyder ned mod det duftende dyb.
Den gren, hun har slået sig ned på, bliver straks midtpunktet for biernes ekstatiske dans, de svinger sig om hende i stadig mindre cirkler og flere og flere slår sig ned og samler sig ømt om deres gudinde, som de alene i kraft af deres antal beskytter mod alverdens farer.
Til sidst hænger de alle omkring hende i en tæt klynge som en omvendt kegle.
Som hvislende kugler skyder øvede spejdere et øjeblik efter ud af klyngen for at søge efter et sted, hvor den nye by kan grundlægges.
Nogle af dem tilbagelægger kilometerlange strækninger, kigger ind i hække og kravler uforfærdet ind i sorte sprækker i gamle træer, og alle kommer tilbage for at aflægge rapport.
Bygmestrene lytter alvorligt og debatterer de forskellige muligheder. Det er deres skøn, der bliver afgørende for den nye voksbys sikkerhed.
Til sidst kommer en spejder tilbage og beretter om et fuldstændigt tørt og lunt sted inden for brystværnet på tårnet af den gamle landsbykirke. Der er ingen mus - det er meget vigtigt! - og den smuldrende sten, der blev lagt af middelalderens sachsere, kan gnaves bort, når der bliver brug for mere plads.
Bygmestrene lægger hovedet på den ene og på den anden side og er øjensynlig glade over endelig at kunne godkende et forslag.

Atter svinger tusinder af bier sig op i den varme luft. Dronningen tøver lidt og tager ømt afsked med det skønne træ.
Bierne venter på hende, mens de boltrer sig under den blå himmel. Lidt efter er deres gudinde i deres midte og flyver med dem alle et par gange rundt om træets lyserøde grene, før de sætter kursen mod kirken.

Tyve meter over engene, hvor de første kløverblomster er ved at springe ud, slutter de rækkerne og flyver mod kanten af det gamle tårn, hvis klokker klang, da Vilhelm Erobrerens soldater strømmede forbi fra Hastings.
På stenen uden for det, der vil blive porten til den nye by, lander de første bier allerede; de klamrer sig fast med skrævende ben og ved en viljesakt sættes nogle kirtler i funktion og udsender den ejendommelige lugt, hvormed kolonisterne forkynder den officielle godkendelse af et nyt hjem.
Grupper af dansende bier anbringer sig således i luften, at vinden blæser hen mod dem fra de bier, der udsender lugten, og deres hvirvlende vingers rytmiske slag frembringer en regelmæssig luftstrøm, der driver lugten længere og længere bort, så selv de fjerneste bier bliver klar over, at her begynder livet påny.

Da dronningen iler ind ad porten, omgivet af sit lykkelige folk, kommer der en ny tone af dyb, livsbekræftende tilfredshed i de viftende danseres summen.


10. kapitel
Tilbage til oversigten