Tilbage til indholdsfortegnelser

22. KAPITEL


Drømme om fortiden



måske en instinktiv anelse om et kommende uvejr havde drevet musen til at søge ly trods den enorme risiko. Solskinnet, der havde syntes at skulle vare evigt, blev skyllet bort, som om det aldrig skulle komme igen.
Næsten ligeså hurtigt som den ubarmhjer tige regn faldt de sidste blade fra træer og hække. Blæsten huserede som et glubsk uhyre på jagt efter bytte. Himlen antog en kold, grå farvetone, der holdt sig uforanderligt, mens vejret blev mere og mere vinteragtigt og trøstesløst.
Hen på eftermiddagen den dag, orkanen brød løs, begyndte bierne i hast at samle sig i en tæt klynge på de midterste vokstavler, skønt solen stadig skinnede varmt gennem de flyvende skyer.
Hundreder og derefter tusinder ad gangen sprang op på den svagt dirrende masse af kroppe, krøb sammen med sammenfoldede vinger, så de fyldte så lidt som muligt og klamrede sig fast med fødderne, nye hundreder og tusinder føjede et nyt lag til den stadigt voksende, levende klump.
Klyngen dannede sig på de tomme partier af vokskagerne, lige under de store forråd af honning.
De ydre vokskager blev overhovedet ikke brugt, for den sidste bi var kommet til verden det år, og vuggestuerne stod tomme. Hver bi anbragte hovedet under bugen på den bi, der hang over dem, så at alle var godt beskyttede og kunne holde varmen undtagen de, der hang på ydersiden af klumpen. Det var de mest hårdføre af de unge bier.
Senere, når de kom til at fryse og derfor blev mere vågne, bevægede de sig ind i midten af klyngen, hvor de i varmen og stilheden hensank i drømme i halvvejs vågen tilstand. Og når de, der havde afløst dem, blev kolde, var det deres tur til at rykke ind i midten, og således gentog processen sig atter og atter, så hver bi tog sin tørn på ydersiden, blev kold og vågen og langsomt bevægede sig ind i midten for at blive døsig igen.
Kun de øverste i klyngen kunne nå den række celler, hvor den forseglede honning begyndte.
De rakte først og fremmest fra tunge til tunge honning til dem, der sad på ydersiden og trodsede kulden; derefter fik alle de øvrige bier mad, og til sidst spiste de selv.

I koldt vejr var der i dagevis ikke den mindste aktivitet, kun døsighed overalt; når så vintersolens flygtige varme ramte egen og gjorde luften mildere, kravlede bierne, der var nederst i klyngen op over deres kammeraters rygge og anbragte sig over dem langs den næste række af fyldte celler; så snart disse var tomme, kom andre bier op nedefra, og således kravlede hele klyngen langsomt op over vokskagen.
Midt inde i klyngen sad dronningen og krøb sammen, ligeså søvnig som de andre, og stadig omgivet af sine tjenerinder, der vaskede og madede og pudsede hende, når som helst luftens varme tillod det.
Hendes arbejde var ligesom deres standset i de måneder, hvor solen vendte sit strålende ansigt bort, og jorden, hvis brudedragt rådnede op, gik i gråt og brunt, mens den ventede på, at våren skulle komme igen og synge for alle elskende.
Da bierne begyndte at klumpe sig sammen, dæmpedes den summen, der havde fyldt egen uophørligt i mange måneder, og efterhånden stilnede den helt af.
Der indtrådte en sælsom stilhed, der ligesom markerede afslutningen på en epoke, for tavsheden ville vedvare, indtil jorden atter manede til fyrige elskovsglæder.
De titusinder i klyngen hang ikke helt stille. Med svage, rytmiske, taktfaste bevægelser frembragte og bevarede de kostbar varme. De sov ikke.
De fornemmede dunkelt de andres tilstedeværelse, koloniens velordnede stilhed og navnlig dronningens nærhed.
De ville have mærket, hvis en fjende trængte ind i byen, eller hvis der skete alvorlige forstyrrelser udenfor. Der ville være blevet røre iblandt dem, og mange ville have forladt klyngen for at undersøge sagen, mens andre tvang deres døsige bevidsthed og krop til fuld vågenhed, der kunne være blevet skæbnesvanger for dem alle, for en sådan unaturlig opvågnen ville have medført, at de proppede sig med mad og så måske fik dysenteri, der ville bevirke hele samfundets undergang.

Men skoven var blevet meget stille og fredelig.
Egen og alle dens brødre hvilede i fortryllelse som skikkelser i et torneroseslot og ventede på solens kys.
Bierne, der sad tæt sammenklumpede og bevægede sig rytmisk og regelmæssigt som sovende væsener ånder, kunne ikke mere se og føle direkte med deres sanser,men kun dunkelt fornemme i kraft af deres instinkter.
Disse instinkter gik millioner af år tilbage.
Mennesket glemmer i hverdagens travlhed og brydsomhed sine instinkter, skønt tigeren og aben ligeså vel som rådyret og duen til tider manifesterer sig i ham, uden at han ved af det.
I den travle og frydefulde sommertid arbejder bierne metodisk, som hensynet til samfundet kræver det.
Men om vinteren, når alt er stille og tyst, hviler kroppen, og slægthukommelsen vågner og vandrer tilbage gennem otte tusind millioner års solskinsdage. I den svagt dirrende klynge i den gyldne by i egetræet følte bierne dunkelt noget af det, der havde tilknytning til de første tilværelsesformer - skaldyrene og de blomsterlignende zoophyter i den sælsomme tidsalder, hvor jorden var nøgen og uden blomstrende planter og det bølgende hav uden fisk.
I den dødlignende vinterdvales døs dukkede blege billeder op i biernes bevidsthed - måske ligeså langsomt som de millioner af somre og vintres langsomme, gådefulde prædestinerede fremadskriden mod nu tiden.
De så fisk, der også var deres forfædre, skyde gennem vandet i en meget senere verden, der var fuld af øde klipper uden planter og uden jord, som planterne kunne vokse i.

Biernes slægtshukommelse, der bevægede sig trægt som deres dirrende kroppe i klyngen, bliver pludselig mindre uklar ved erindringen om de første bier, millioner af år før de første menneskers og dyrs fodspor var at finde i den stadig skiftende, primitive verden.
De ser disse første bier flyve over kolossale skove, der voksede i slimet dynd.
Disse bier, der levede parvis eller i små familier, endnu ikke i samfund, flygter for de kæmpemæssige edderkopper og skolopendere, iagttager guldsmede med en halv meter lange vinger og har deres rede i underskoven ved bredden af et uendeligt hav.
Endnu et gigantisk spring frem i tiden, og bierne husker deres første sammenslutning i klynger i den tidsalder, hvor de tredive meter lange uhyrer levede.
Savlende af umættelighed gik disse herrer over en glemt verden med skove af rør og bregneklædte sletter løs på kæmpeplanter, insekter og fisk og på hinanden.
Kæmpeøglerne, der opsporede bifamiliernes små reder, slugte rede og yngel og honning i een mundfuld.
Bierne blev snedigere og gemte deres reder i huller i træer og klipper i stedet for at lade dem hænge frit mellem græs og blade.
Men andre skabninger kom og flåede i hullerne, som grævlingen gør det den dag i dag.
Og således begyndte de fleste bier at leve i kolonier.
Nogle tog ud for at samle føde, mens andre holdt vagt hjemme.

Skrigende og skræppende i den evige sommer forfulgte de vingede væsener bierne, og jordens dyr gik løs på deres boer, mens disse første tiders store bier satte sig til modværge i skrækindjagende sværme; de udviklede den indre giftafsondring takket være det had, deres fjender avlede, og formede brodden, der under lykkeligere vilkår måske var blevet en prydhale.
Ustandselig udsat for angreb, hævdede de ufortrødent den tradition aldrig at gøre fortræd, før de selv blev angrebet, og klyngede sig stædigt til livet, mens jorden blev varmere og afkøledes og blev varmere igen.
Uklart mindedes bierne i klyngen, hvorledes deres forfædre udviklede en regeringsform under de klogeste mødre, der fik de smukkeste børn, mens andre mødre kun blev barnepiger eller soldater eller voksmagere.
Og hvorledes en vældig kamp, der måske fortsattes i århundreder mod dyr eller kulde, førte til, at hannerne så at sige blev udryddede, og hvorledes man kun hægede om de få, der blev tilbage, for forplantningens skyld.
Og hvordan disse i løbet af en million år eller to glemte kunsten at bide eller stikke eller arbejde og blev droner; og hvorledes det kun blev forundt den bedste af mødrene at påtage sig moderskabets hellige pligter for dem alle.
Således udviklede dette mekanisk fuldkomne samfund sig og blev uselvisk, kærlighedsløst og udødeligt.

Mens de uroligt rørte sig i deres skumringsdrømme, mindedes de de første skabninger, der prøvede at gå oprejst og møjsommeligt vendte deres ansigter mod solen.
Gennem skiftende tider iagttog de disse tobenede med ængstelse og modvillig respekt.
Og så til sidst, for kun cirka fyrre tusind år siden, så aberne og alle dyrene og biernes andre skabninger, der gik oprejste, jægere med spyd og stenøkser, væsener, for hvem alt levende følte ærefrygt, fordi de var djævle, og modstræbende anerkendte som skabningens herrer, fordi de var guder.
Klyngen i egen følte sig gennemstrømmet af frygt og håb.
Lige fra første færd kunne disse mennesker tage deres honningfyldte vokskager ud af klipperne eller hugge huller i træerne for at få fat i dem.
Næsten lige fra første færd var de herrer over ilden.
Intet dyr kunne omgås med ild eller komme den nær bierne skælvede, som om de mærkede den truende lugt af røg.
Menneskene tog vokskagerne ved at benytte deres kunstgreb med ilden, og bierne følte disse væsners overlegenhed.
Bier døde af mangel på den honning, menneskene spiste.

Men snart hjalp menneskene bierne, byggede tage over deres boer. Jog bjørnene bort fra dem og druknede røverinsekter.
Menneskene opsamlede bisværme, når de udmattede segnede i solen eller blev lammet af regnen, og bar dem hen til steder, hvor der kunne indrettes godt beskyttede bibyer.
Djævlen i mennesket gjorde bien fortræd, guden i mennesket hjalp dem.
På et tidligt tidspunkt i historien blev der sluttet en mystisk, usikker alliance mellem bierne og menneskene, der var så nye på den jord, hvor bierne havde levet i millioner af år.
Sommetider dræbte de hinanden, med vilje eller uforvarende, sommetider hjalp de hinanden. Bierne opdagede allerede dengang, at det var klogt at sværme på de højtidsdage, der indstiftedes af medicinmændene, ligesom de senere foretrak at sværme om søndagen; på de dage blev djævlen i mennesket holdt en smule i ave, og guden kæmpede for at manifestere sig.

Mennesket begyndte også at kradse i jordens overflade og så plantefrø, og planterne fik blomster med nektar.
Præsterne stjal honning og blandede den med blod eller vin; men præsterne beskyttede også biernes samfund med forbud og tabuer og satte hårede mænd til at værne voksbyerne mod overfald af dyr.
Hvidklædte præster sang, når de langsomt skred forbi bikuber af ler foran de tårnlignende templer, der skød op langs Nilen syv tusind år før Kristi fødsel.
De store pyramiders arkitekter forfriskede sig med æselmælk og honning, og slægtshukommelsen fremmanede for bierne i egetræet billedet af myriader af mænd og kvinder, der tumlede af sted med store stenblokke og segnede om og døde, mens den skæggede arkitekt stadig sad og syslede med sin skål.
Balsamererne brugte også honning, når de præparerede ligene af deres fyrster og lod noget af den stå i krukker i de hvælvede gravkamre, hvor den blev fundet tusinder af år efter.
Perserne bragte den med sig i store horn, når de rejste eller førte krige. Sargon kom sjældne frø i den og sendte den som gave til de fyrster, han agtede at ødelægge.
Jesajas bemærkede ironisk, at der var mere honning efter en fjendtlig invasion - formodentlig fordi fjenden forvandlede opdyrket land til udyrkede enge med mange blomster.

Bierne i egetræet bevægede sig rytmisk, mens minderne langsomt dukkede frem.
Et øjeblik så de ganske tydeligt Jesajas, en skægget, smukt klædt fyrste, der talte strengt til en konge med mørkt ansigt, men var bange for sin hustru, der førte et jernhårdt regimente over bikuberne og honningkrukkerne og ham.
De mindedes Minos af Knossos, Zeus' søn og Åriadnes fader, og deres vinger sitrede af vrede og angst ved mindet, for han tog ikke blot bikuberne med om bord på sine krigsskibe, men slyngede disse kuber af frønnet træ ned på sine fjenders dæk og landingspladser, hvor de spredte større rædsel end hans spydmænd med hjelme som tyrehoveder.
På Knossos så bierne også menneskets første forsøg på at invadere deres element, luften, da Daidalos svang sig over himlen og styrtede ned i det blå hav med den første svæveflyvemaskine, og bierne gøs ved synet, for de havde evigheders erfaring for, at døden aldrig hæmmede menneskets ambitioner, og de vidste, at mennesket om nogle hundrede eller måske tusind år ville få vinger.
I Ægypten var bien i flere hundrede år symbolet på det fuldendte styre, og Myskerinos antog det cirka fire tusind år før Kristi fødsel som sit eget symbol og erklærede bierne for hellige dyr.

Bierne i egetræet mindedes ham med taknemmelighed. Og de huskede Virgil og Horats i diskussion om værdien af den »haltende jambe«, mens de lå og dasede i græsset ved siden af bikuberne på et landsted i Sabinerbjergene; og Cicero og Plinius og Aristoteles, der alle var biavlere; og den fanatiske Johannes den Døber og den endnu mere fanatiske Muhammed; og den blide Gautama Buddha, og den skaldede, sejge sømand, Odysseus, og Richard Løvehjerte, der skar bikager itu med sit sværd; og de tre konger, der red til Bethlehem med honning ved deres saddelbuer, og mangen en berømt eller ukendt digter-biavler eller konge eller honningelskende kriger; og mangen en kvinde, hvid eller rød eller gul, sort eller brun, som den kvinde, Salomon skildrede os så uforglemmeligt, med dueøjne og en tunge, der var sødere end honning, en kvinde, for hvis skyld mænd skrev deres hjerter tomme eller byttede kongeriger eller dræbte tusinder eller titusinder af deres egne.
Mens honningen gik fra tunge til tunge, og bierne klumpede sig tættere og tættere sammen i det stadig koldere vejr, drømte de om fortiden.
Altid var det somre, de erindrede, millioner og atter millioner af lange, soltindrende somre, som deres slægt havde frugtbargjort og befolket, helt tilbage til de-første tider, der tabte sig i tåge.


23 kapitel
Tilbage til oversigten