Tilbage

St. Karens kilde



Ved Landevejen imellem Nykøbing og Egebjerg ud for Anneberggaards Skov imellem Landevejen og Isefjorden ligger Odsherreds berømteste Helligkilde: St. Karens Kilde

Egebjergvej ved nr. 191

På denne eng findes St. Karens kilde


Indtil 1866 hørte den til Kildehusene i Højby sogn, men blev derefter lagt ind under Asmindrup.
Kilden er i dag en næsten tør, stensat brønd.

I 1957 rejste Odsherreds Turist- forening og Historisk Selskab en mindesten ved kilden.

Sagnet fortæller, hvorfor der springer en kilde på dette sted:


Tre hellige søstre sejlede over havet. .

Tre Hellige søstre skulle sammen sejle over have. En vældig storm rejste sig og ingen bønner hjalp. Skibet gik ned, og alle druknede.
De hellige søstres døde kroppe blev af strømmen ført til forskellige steder.

Den første hed Helene.
Hendes lig drev i land i Tisvilde, hvor en kilde udsprang af hendes grav.

Den anden hed Karen.
Hendes lig drev i land på det sted i Odsherred, hvor man nu viser St. Karens Kilde.

Den tredie søster, som formodes at hedde Thore, hendes skæbne er mere usikkert men det formodes at der har ligget en Thore Kilde ved byen Klint, men det er ikke andet end en ubevist mulighed.
Men i 1911 omtales et sagn om en kilde i Lumsås eller vel snarere Ebbeløkke.



St Karens kilde


Kilden er nu markeret med en sten.

Kilden ligger ensomt på en eng omgivet af hegstråd og med udsigt over Isefjorden



Kilden er markeret med
en sten hvorpå der står:

SCT Karens kilde

kilden var en åben rund brønd,

den var gravet på samme sted, hvor kilden lå

Man trak vand op ved hjælp af en lang stang med en krog i enden


En sti førte fra landevejen forbi brønden ned mod stranden

Gik man fra landevejen af den daværende sti ned mod kilden, lå der på venstre hånd, blot et par skridt fra landevejen, "Graven" en firkantet, ophøjet, græsbegroet plet, omsat med brændte teglsten der var stillet tæt op imod hinanden.

"Graven" var lidt mindre end en almindelig menneskegrav, dens smalsider vendte mod
vest og øst.

Midt for den østre smalside imod stranden stod en pengebøsse.

Sank Hans Aften var kilden stærkt besøgt, og man kom langvejs fra.
Folk lå omkring Kilden og drak af vandet.
og så var der dans i skoven, man havde ryddet en plet mellem træerne, og man dansede på den bare jord.
Musik fik man fra Nykøbing.

Efter dyrkelsen af St. Karens Kilde St. Hans Aften, samledes ungdommen under et ualmindelig stor bøgt med en vældig udbredt krone.
Under bøgen var det et stort fladt grønsvær, hvor man dansede og legede.
Bøgen blev fældet i 1925

Om "graven" vidste egnens beboer ikke meget om, men der skulle have ligget en kirke ved landevejen, et stykke sydligere end stien, der førte ned til Kilden,
og "Graven" skulle så være fra kirkegården.
Men det kan også være resterne af et kapel, nøjagtigt som Helene Grav ved Tisvilede


Kilden i dag


Kildedyrkelsen kendes allerede fra oldtiden.
Det iskolde og altid friske kildevand havde en særlig kraft.
Når kilden sprang på strandbredden, måtte den være hellig: - strandbredden, hvor landet mødes med havet; - guddommen, som i sig har den hellige salt.
Her på mødestedet kunne man søge beskyttelse mod de onde magter.

I vikingetiden blev de døde begravet her.
Derfor er Karens kilde, sikkert helt fra oldtiden, blevet anset for hellig og i besiddelse af helbredende kræfter.

Kristendommen overtog kildedyrkelsen.
Kilden blev stillet under en helgens beskyttelse.
Karen er den hellige Katharina fra Aleksandria, hvis navnedag er den 25. november.
Hun var en kristen jomfru, som ved sine kloge argumenter omvendte de viseste hedenske filosoffer til kristendommen.
Hun blev dømt til døden på hjulet, men det sprang i tusinde stykker.
Hun blev da henrettet ved halshugning - engle begravede hende på Sinaibjerget.

Fra oldtiden gennem hele middelalderen og op'til omkring 1900 har folk søgt Karens kilde for alle slags sygdomme.

Det var ikke ligegyldigt hvilken dag man valgte til kildebesøget.
Den bedste besøgsdag varierede fra kilde til kilde, men det mest almindelige var dog, at Sankt Hans aften, midsommeraften, blev anset for det bedste tidspunkt.
Alt i naturen er midsommeraften fyldt med sjældne og stærke kræfter - også kildevandet.
Man brændte blus, ligesom i dag, for så langt bålets lys når, har hekse og andet djævelskab ingen magt.
Ilden har en skærmende og fornyende kraft.

Således var alle gode kræfter samlet ved Sankt Karens kilde midsommeraften, for at give helbredelse og lindring til de syge og forgjorte.
Folk kom da også langvejs fra og lagde deres syge så nær ved kilden som muligt.
Der skulle overholdes regler, hvis helbredelsen skulle lykkes.
Vandet var kraftigst efter solnedgang eller i midnatstimen.
De syge, som skulle ligge på selve jorden, måtte ikke selv hente vandet.
Det skulle være en kærlighedsgerning fra venner eller slægtninge, og der skulle bruges en ny lerskål til vandet.
De syge blev klædt af, fik lidt at drikke af kildevandet og blev vasket med det.
De gamle klæder blev kastet ved kilden eller hængt på buske og træer i nærheden og efterladt.
De syge skulle sove på jorden, og det var vigtigt, at søvnen var dyb og god.

Man tog først hjem næste formiddag.
For at være helt sikker på helbredelsen, skulle man gentage kildebesøget efter ni dage og igen efter atten dage.
Men da kunne man tage vandet med, hvis der var langt til kilden, ligesom man kunne bringe vandet til dem, som var for syge til at blive transporteret.
Det helbredende vand måtte dog ikke tages ind under tag, men skulle stå utildækket under åben himmel, hvor også afvaskningen skulle foregå.

Der kom mange folk til Karens kilde.
De syge havde familie og venner med, så der var ikke så få, der blev samlet.
Derfor skød boder med forfriskninger op, omrejsende bissekræmmere, rokkedrejere og pottemagere kom med deres varer - de sidste havde god afsætning på nye lerskåle.
Tiggere var der - de kunne være heldige at få fat i det bortkastede tøj, og selv musik og dans manglede ikke.
Musikken kom fra Nykøbing, og der blev danset i skoven, hvor man havde ryddet en plads mellem træerne.

Karens kilde havde sin storhedstid omkring 1800. Det er fra den tid, der er beretninger om, hvad der er foregået ved kilden.

Kildeområdet så dengang anderledes ud.
Kilden var et rundt, stensat hul, omgivet af et brøndværk af træ, men der var intet dæksel.
Vandet blev trukket op ved hjælp af en lang stang med krog i enden.
Gik man fra landevejen ned mod kilden, lå, kun et par skridt fra landevejen, "graven", en firkantet, ophøjet, græsbevokset plet, omsat med brændte sten.
"Graven" var lidt mindre end en almindelig menneskegrav.

Midt for den østre smalside stod en pengeblok - pengene, som blev lagt i den, gik til sognets fattige.
I nogle år var der på Højby sogns fattigregnskab en indtægtspost fra kilden - men det var dog ikke store penge, der kom ind.
"Graven" var måske rester af et middelalderkapel.

Selvom dyrkelsen af Sankt Karens kilde holdt op omkring 1900, samledes ungdommen stadig midsommeraften til dans under en stor bøg med en vældig krone.
Da bøgen måtte fældes i 1925, holdt også det op, og Sankt Karens kilde gik - næsten - i glemmebogen.

Ved kilden sang man "Sangen om liden Karen", som er optegnet af en jomfru Bentzen i 1852

Oh hør du, lille Karen,
vil du være min:
syv silkestukne skjorter,
dem vil jeg give dig.
Ja, du er den,
jeg haver tænkt i min ungdom.
Syv silkestukne skjorter,
dem passer jeg ej på:
giv dem til deres unge Dronning,
lad mig med ære gå.

Oh hør du, Uden Karen,
vil du være min:
syv skibe udi floden
dem vil jeg give dig.
Syv skibe udi floden
dem passer jeg ej på,
giv dem deres Gehejmeråd,
lad mig med ære gå.

Oh hør du, liden Karen,
vil du være min:
mit halve kongerige,
det vil jeg give dig.
Det halve kongerige,
det passer ej for mig:
giv det til deres unge Dronning,
lad mig med ære gå.

Oh bør du, liden Karen,
vil du være min:
ellers lader jeg dig sætte
ifangetåmet hen.
Så tog de liden Karen,
sat hende ifangetårn:
og der måtte hun nu være,
fordi hun svarte så.

Om natte udi drømme
den Dronning drømte så:
at liden Karen var sat
ifangetåmet ben.
Hør du, liden Karen,
vil du have mad?
Nej, jeg vil ingen mad have,
men hent mig før en præst.

Da præsten monne komme,
var Karen næsten død.
-I vor begravelse skal hun stå,
thi hun er død i nød.
Og alle de Guds engle
de kruser hendes hår:
og alle de små jomfruer,
de synger ved hendes grav:
Ja, hun er den,
jeg haver tænkt i min ungdom.

til toppen

Tilbage