Tilbage til start
Tilbage til historier
Tilbage til Højby kirke

Ridder Ebbes døtre.

I år 1200 måske 1240 lå der ved Højby to borge eller adelsgårde.
Den ene af dem lå inde i Højby, dens spor er forlængst udslettet, og man kender kun dens beliggenhed, hvor borgherren Ebbe lod bygge en høj bure at resterne ses endnu i dag til minde om Borrevang.

De hvide tåger har lagt sig over engen og op ad de stejle bredder ved den gamle sø.
Og ud af tågen træder frem den gamle borg på højdedraget ved søen.
Stærk og uindtagelig ser den ud til den side, hvor vandet skvulper mod dens mure. Ind mod land, mod nord, er der kun en smal tange. Over den strækker sig en vældig kampestensmur.
Den er 2 m. Tyk og 175 m. Tværs over hele tangen.
I det sydlige hjørne og lidt for sig selv, ligger et rundt tårn, efter sporene af dømme borgens eneste.


Hr. Ebbes gård er intet slot, det hele er småt, og mandskabet på gården er ringe.

Kun to svende til værn, mens hr. Ebbe er på rejse.
Hr. Ebbe synes dog at være en mægtig mand, og af fineste blod.

Ridder Ebbe er rejst, på krigerfærd eller bare på en rejse, men rejst er han.

På herregården i Højby boede to adelsmænd med deres moder, to adelsmænd der ikke havde det bedste ry, deres ord og løfter stolede ingen på.
En nat sker det at den ældste har en drøm, hvor han på en ridetur bli'r drillet af de to døtre på burø, Trunde og Signild, og han beslutter at ride derover med sin broder, han ved at hr. Ebbes er på rejse, og lokke døtrene for had.
Der er dog ikke tvivl om, at deres rige, men brydske moder har en finger med i spillet.
Hun har sine grunde til at ønske de to Ebbe-døtre alt ondt.
Det er så lige meget om at en af hendes sønner måske er forelsket eller drives af skindsyge eller om det bare er eroberlyst der - med moderens tilskyndelse - får dem til at tage deres beslutning.

Så kommer de sent på aftenen, mens begge jomfruerne sover.
Med larm banker de på porten, og med angst lukker en af de to riddersvende op for de to adelssønner, der på svedige heste er kommet i al deres pragt.
Med støj og larm sprænger de ind i borggården, hvor de binder deres heste.
Og hvor der før var tyst og stille, bliver der nu larm af tunge trin og kamp, og derefter gråd.
Før solen skinnede over søen, er de to riddere igen på deres heste, og snart taber lyden sig af rappe hovslag på den frosne vej til Højby.

Men tilbage står de to døtre, den yngste vil springe i søen, men den ældste holder hende tilbage og løfter truende hånden mod de bortridende adelsmænd.
De sværger på at få hævn og venter på deres fader kommer hjem fra rejsen.
Først hen på foråret vender Hr. Ebbe hjem fra sin lange færd.
Han rider glad mod sin borg, men næppe er han inden for Burøs svære mure, før han mærker, der er sorg. Grædende kommer hans to døtre imod ham og fortæller hvad der er sket.
Ebbe bliver forbitret.
Den lange rejse har været forgæves, om han nu straks igen skal bære brynje og sværd.

Klokken i Højby kirke ringer.

Ud over den frosne sø og ud over de sneglitrende bakker lyder dens glade kimen. Den kalder sammen til julefest.
Sommeren og efteråret er gået og hr. Ebbes døtre er blevet hårde af sorgen.
Men de går aldrig ud uden at ha' sværdet med.
De har overstået deres barselfærd, de har født to sønner, og nu bereder de sig på kirkegang.
Måske er der pyntet særligt for dem, som det er skik overfor koner efter overstået barsel.
Men der er sikkert pyntet, det er jo den store julemesse der kaldes sammen til.
Og stadig stærkere skinner den hvide glans af sne, ren og blød nyfalden sne, dunkelt belyst af månen.
Natten skrider frem, og det røde skær i vest er ikke længere gløden af solnedgangen, men et bål tændt ved søen ovre i Højby på pladsen foran kirken, et flammende juleblus.
Det ringer sammen til julefest.
Midnatsmessen begynder.
Inde fra Burø, der som en grålig masse utydeligt træder frem af snedisen, kommer to skikkelser i mørke vadmelskofter vandrende. Så stille de går, hen af stien gennem sneen på den tilfrosne sø skyder de genvej op til kirken, hvorfra klokkeklangen runger.

Det er den samme kirke som nu, kun er der intet tårn, intet sideskib og ikke det våbenhus der er nu. Men skibet og koret står der med de svære mure af tilhuggede kampesten.

Der er ingen hvælvinger, men bjælkeloft, og vinduerne, der senere blev murede til og erstattede med andre, er små og sidder højt.

Kirken er dog forholdsvis stor.
Men den skal også dække både Nykøbing, Rørvig og Odden, der endnu ikke selv har deres egen kirke.
Der er ingen kalkmalerier som nu. Men hist og her er murene bemalede med figurer og brogede våbenskjolde.
I mellemrummene mellem vinduerne hænger småbilleder af lidelshistorier, kristus der tornekronet segner eller med gennemstukket side sænkes i sin grav.
Klædet på det store alter midt for kirkens skib er ensfarvet hvidt, tolv høje vokslys brænder tre og tre i dobbelt række på begge sider af krucifikset.
Til højre for enden af sidegangen, hvor man nu ser buevindue, stråler, ligeledes betrukket med hvidt, et blomstersmykket mindre alter med seks vokskærter foran billedet af Jomfru Maria, der højt i sine hænder løfter himlenes hersker og jordens håb.
Men til venstre, på den anden side, tindrer fire røde flammer henne på det mindste alterbord, viet til minde om den Hellige Helena, som genfandt og fremdrog Guds undergørende kors og bragte lindring og føde til syge og faderløse.
Ved siden af det store alter er opstillet en krybbe, deri ligger på strå med glorie om hovedet en voksfigur, der skal forestille den nyfødte.
Meget tarveligt er det, næsten fattigt, men folk er ikke så kunst forstandige, som man er blevet senere, de synes at det er ualmindeligt pragtfuldt.

Det skete den julenat, der hvor folkene gik til messe.
Rundt om ligger de på knæ med en lysestump brændende foran sig, et par af de rigeste læste i håndskrevne breviar, men de fleste har ingen bog, og kan heller ikke læse, om de så havde nogle, alligevel brænder lysestumpen foran dem, og med ansigtet gemt i begge hænder, beder de, så godt de formår.
Der er intet orgel, fire kordrenge i hvide skjorter, den ene svingende et røgelseskar, står rundt om krybben og synger julesangen på latin.
En af stemmerne synger smukt, mens præsten i sin røde messehagel står foran højalteret og sagte læser noget op af en bog i pergament, fra tid til anden bøjer præsten ned i knæ.

Allersidst bag hele skaren kommer de to kvinder fra Burø.
Foran går den yngste, løfter stolt sit blonde, ubedækkede hoved, hvor håret er lagt i fletning. Hun er indhyllet i en lang kappe, der er oversyet med gyldne ornamenter.
Bag hende går den ældre søster med bøjet hoved, men ubedækket hår, hendes udtryk er kummerfuld, på den kappe, hun er indhyllet i, ses i en bræmme en flok sorte fugle på gylden bund.Et relierf af Agnes Slott-Møllers

De træder ind af den dør, der nu ikke findes mere, men hvis omrids endnu ses i muren, kvindernes indgang i kirkeskibets nordre side, modsat mændenes.
Den ene ser sig sky omkring, ligesom ydmygende over for folk i kirken, så dypper de hver en finger i vievandskarret og går sammen op ad kirkegulvet.
Ved et stolestade standser de, knæler uden for det, korsende sig flere gange, som om de ikke havde været i kirke længe, og tilkendegiver derefter, ved en bevægelse de to bondekoner, som sidder derinde, at de ønsker plads ved deres side.

"Stat op, I dannekvinder, og luk mine sønne-quinder ind"
det er en skarp kvinderøst, der skærer gennem sangstemmerne.
Det er de to unge ridders moder, der i hele kirkefolkets påhør slynger disse ord i had og hån mod de to nyankomne kvinder.
Alles øjne er rettede mod dem.
Karlene puffer til hinanden og griner højlydt. Der er pludselig morskab midt i alt det højtidelige.

"Stat op, I dannekvinder, og luk mine sønne-quinder ind !" den yngste af de to udstøder et svagt skrig og falder sammen, men bleg og skælvende griber søsteren hende og fører hende bort.

Snart er messen sunget til ende.
Det rasler nede ved mændenes indgang mellem de afspændte våben, der under messen er opstillet langs væggen.
Den lille sølvklokke ringer foran alteret til agnus dei.
De to søstre kommer atter til syne henne i den mørke baggrund, ingen har hørt dem tale sammen.
Hvad de i lange nætter har hvisket om derude på Burø, det står nu for dem ikke som en drøm og fantasi, men som virkelighed, kaldt frem af de ord der ramte dem værre end svøbeslag.
For de ved det godt, at den samme kvinde, der slyngede denne hån imod dem her denne hellige julenat, hun har forbudt sine sønner at indgå ægteskab med dem, med Ebbe-døtterne fra Burø.
Et gammelt had har hun til dem. Hvilken hævn havde hun nu ikke fået.

De to søstre følger med kirkefolket.
Ridder Ebbes døtre skjold Den ene tøver, men den anden griber hende om håndledet og fører hende frem, hvor mængden stiler sammen ved krybben for at kysse Jesus barnets fod.

En ung mand, der også ligger på knæ, kaster pludselig begge arme ud fra sig og plasker med ansigtet ned i stengulvet, håndtaget af en draggert sidder i ryggen på ham,
bagved står dødbleg med sit lange, nedslået hår skinnende i lyset af alterkærterne den yngste søster fra Burø, sanseløs med halvåben mund, uafladelig korsende sig, hurtig og forvildet.

Kordrengen smider af skræk røgelseskarret fra sig, det falder klirrende ned og slukkes i en rund pøl af rødt, der med klukken som af en flaskehals hurtig samler sig på flisen under munden af den dræbte.

Så skingrer et skrig gennem den frygtelige stilhed.
En mand og en kvinde står ansigt til ansigt.
En gang før har de stirret hinanden i øjnene, mens det ene åsyn var hvidt af rædsel.
En vinternat derude i Burøs jomfrubur.
Nu er det ham al farven er veget fra, nu er det ham der hjælpeløs viger for hendes blik.
Han ved at bag skarlagensskindet glimter skæftet af et sværd i hendes hånd. Han har ikke set det, men han ved det af hendes blik.
Bleg som døden viger han skridt for skridt ned mod kirkens udgang.
Ingen står i vejen for de to, der ikke slipper hinandens øjne.
Ingen rører sig, ingen giver en lyd fra sig, det er næppe sikkert at man trækker vejret.

Jo , en er der. Ridderens moder.
Det er fra hende skriget kom, et skingrende skrig, da hun rejste sig fra sin ene søns blod og så al kirkefolket stå som lammende, blot følgende med stive blikke de to dernede i kirken.
I et nu er hun dernede.
Med sit eget bryst søger hun at dække sin våbenløse søn.
Et sekund står kvinde mod kvinde.
Da gnistrer det i den unges øjne, og i samme nu den unge mand med et spring vil søge at nå døren, lyner et sværd over moderens skulder og flænger hans hals op under hagen, han går bagover mod den nærmeste stolestade, raller et øjeblik og synker så livløs sammen med blodet strømmende ud af det gabende sår.

Et hånende udbrud, brutalt, ligesom farvet af det stænkede blod, undslipper den der førte sværdet.

Men moderen hører det ikke, hun er blevet stum og har med stive øjne stirret sanseløs på den døendes krampetrækninger.
Et suk af forfærdelse lyder som et tungt åndedrag gennem forsamlingen, men ingen rører sig.
Den ældste søster har taget den yngste med sig bort, henne ved kirkedøren brister hun højt i gråd.
Så bliver der atter åndeagtigt stille.
Kun klukker det sagte som skvulpede vand og juleblusset flammer op.

Kirken lyses i band
Klokken ringer ikke mere til messe i Højby kirke, dens gulv er farvet rødt af de myrdede ridders blod fra den hellige julenat.
Det blod lader sig ikke tvære af.
Pavens hårde straf har ramt den kirken der så skændigt blev vanhelliget, har ramt de to Ebbe-døtre fra Burø og har ramt hele menigheden, i hvis påsyn den blodige udåd fandt sted.

Syv vintre efter mordet blev Højby kirke lyst i band.
Der blev ingen prædiker, ikke begravet folk, eller anden kirkelig handling.
Ude ved søen i den af Burøs bygninger, hvis sparsomme rester endnu kaldes "jomfruborgen" lever de to ulykkelige døtre så trange år.
Skyede af alle og knugede af kirkens forbandelse har de i deres ensomhed haft stunder nok til at tænke over deres sørgelige skæbne og over det ord, de ikke forstod: "hævner eder ikke selv".
Indesluttede i det ensomme tårn har de ikke blot følt den jordiske bandlysning, men har ikke kunne være i tvivl om, at det, de gjorde sig skyldig i, gjorde dem fortabt også hisset.

Den ene af dem elskede måske den, hun dræbte.
Hvorfor hun dræbte ham, det havde hun lejlighed nok til at tænke over mange aftener, når bølgerne i søen, farvede røde af solnedgangen, skvulpede under tårnet og klukkede med en lyd, der mindede hende om den røde strøm, hvori røgelseskarrets gløder den julenat slukkedes.

Det går dog ikke sådan, at de to søstre må leve resten af deres liv som bandlyste fanger.
Kalkmaleri i kirken skulle vise Ridder Ebbe søge afladDeres fader, ridder Ebbe, måtte gå den tunge vej med bønskrift til paven eller til dennes repræsentant, Roskildebispen, og omsider opnås der aflad.
På en gammel, længst forsvundet altertavle skal man kunne have set jomfruerne holde afladsbreve i deres foldede hænder og faderen ligge knælende for paven.
Men efter deres død blev der digtet viser om de to ridderdøtre og et om blodpletterne der ikke forsvandt:

" men det var dog en stor begået synd,
og derfor fandt i graven ej de ro.
I kirken spøgte de hver midnat end,
Når månen skinner bleg og blander sig
Med deres løse, lange, gule hår,
Imens de svæve hen ad kirkegulvet
Og bukke sig ned mod blodpletterne,
Med hvide lokker bort at viske blodet,
Men ej det lykkes, pletten går ej bort,
Og når så klokken slår i tårnet tolv,
Forsvinder de med et suk."

Men et sted må de ha' begravet deres døde, og et alter må der til, for at kunne blive viet og hvor de liggende på deres knæ, kan fremmumle bønner om nåde og fritagelse for kirkens straf.
På et af de højeste punkter i byens nærhed, på en bakketop, nær vejen og med skovklædte højdedrag omkring, byggede de et kapel.
Det ligger øst for Højby, på Helenehøj, hvis ene bakketop hedder Illingehøj.
Og dertil søger sognes folk, år efter år, indtil den dag oprinder da paven løser kirken af band, og de en skøn julemorgen kaldes ud af deres huse for at lytte til lyden de kendte så godt:
kirkeklokkerne fra Højby. Efter syv lange års stilhed.
Og ud over den sneklædte sø og ud over bakkerne og skovene lyder klokkernes glade klemten, på ny, så stærk, som skal den aldrig ophøre med at kalde.

Tilbage til start
Tilbage til historier om odsherred
Tilbage til Højby kirke